torsdag den 20. december 2012

Glædelig Jul


Fiskeåret 2012 går snart på hæld, der er 4 dage til juleaften, og vejrudsigten spekulerer i disse dage i en hvid jul, med tilhørende frostgrader og kolde vinde fra øst.
Det kan, i lighed med de seneste 2 vintre, desværre hurtigt udvikle sig til noget der ligner isvinter og dermed stærkt begrænsede muligheder for at komme på kysten i jagten på noget vintersølvtøj.
Lad os ikke håbe det går så galt.

Det har været et fiskerigt år, set fra min stol ikke så meget hvad angår fangster, men der har generelt været mange fisk langs kysterne i området, men fangster af de helt store fisk på 6-7 kilo har været begrænset - i hvert fald så vidt jeg har hørt. Til gengæld har der været rigtig mange fisk mellem 40 og 50 cm, og en del i størrelsen 2,5 - 3,5 kilo, hvilket jo også er en rigtig flot fisk for langt de fleste kystfiskere.
Overordnet set har fiskeriet været rigtig godt, både forår og efterår, og de der har dyrket natfiskeriet i sommernætterne har også fået fisk.
Alt i alt et godt år, selvom nogen nok hårdnakket vil påstå det modsatte.

De løbende opdateringer her på bloggen taler sit eget tydelige sprog, og jeg vil i den forbindelse benytte lejligheden til at rette en stor tak til de, der har taget sig tid til at sende deres bidrag i form af beretninger og billeder af deres fangster - det er med til at gøre Stevnsfisker.dk et besøg værd. Lad mig samtidig opfordre læserne til, også i det kommende år, at dele fangster, erfaringer og oplevelser med de øvrige besøgende.

Om et par måneder, i februar 2013, har Stevnsfisker.dk eksisteret i 5 år, og det vil blive markeret på en passende måde, men mere om det senere.
Det har været 5 sjove og lærerige år for mig, og de tilkendegivelser jeg løbende får på mail fra læserne fortæller mig, at jeg har nået mit oprindelige mål med etableringen af siden - nemlig at inspirere og motivere ligesindede til at kaste sig ud i større eller mindre projekter med at fremstille eget endegrej. Samtidig har jeg fået stimuleret min lyst til at videreformidle mine erfaringer med det jeg brænder for, nemlig fiskeriet og alle elementerne i det.
Tak for alle mails med rosende ord, og tak for jeres feedback i det hele taget.

Tak til fiskevenner og bekendte for hyggeligt samvær ved vandet og i værkstedet - vi ses forhåbentlig i 2013 til en masse gode oplevelser ved vandet.

Stevnsfisker.dk ønsker hermed læserne en rigtig Glædelig Jul og et godt og fiskerigt Nytår.


På gensyn i 2013



søndag den 16. december 2012

Blankfisk i uklart vand


Milivoj Saric benyttede mildningen i vejret til at lufte Tornadoen på kysten, og det blev til 4 fisk ialt, 2 blev genudsat, og 2 fine grønlændere på henholdsvis 1,3 og 1,1 kilo måtte med hjem til middagsbordet. Læg mærke til, hvordan skællene rasler af fiskene - det er vinterfisk når de er bedst.

Hele østkysten, i hvert fald fra Køge og sydover er efter flere dages hård østenvind godt smadret, og sigtbarheden er under 20 cm, men det afholder som bekendt ikke fiskene fra at hugge. Mange afholder sig fra at fiske i usigtbart vand, men det er faktisk en rigtig dårlig ide, for fiskene kan sagtens registrere agnen, og det er uanset om den er ambulancefarvet eller umalet.
Fiskene herover er taget på en umalet gennemløber.

Året 2012 går på hæld, og det er snart ved at være sidste udkald for en kysttur i år, så det er bare med at komme afsted, og så iøvrigt håbe på, at kuldefrembruddet fra Rusland ikke slår igennem.

fredag den 14. december 2012

Fingerbeskyttelse



For bare et par år siden havde jeg kun hån til overs for de, der svøber deres pegefinger ind i sportstape inden de begynder fiskeriet, med henblik på at beskytte fingeren mod skader fra den tynde fletline, som de fleste benytter i dag.
Jeg havde indtil for få år siden en perfekt motorik, der åbenbart bevirkede, at jeg slap linen på det helt rigtige tidspunkt, og jeg havde derfor ingen problemer med skader på fingeren.¨

Men der sker åbenbart noget med finmotorikken når man har passeret de 50, for pludselig gik det ikke så godt, og jeg skal hilse at sige, at kombinationen af en tynd fletline mod en våd fingerspids, når man ikke får fjernet fingeren i tide - det gør så forbandet ondt, og det bløder også en del.

Derfor måtte jeg nødtvungent hoppe på "tape vognen", og det er en fin og velfungerende løsning, jeg blev bare træt af, at klisteret fra tapen ikke var til at få af fingeren igen når først tapen var blevet våd.

Ved et tilfælde faldt jeg over denne smarte anordning, som kan ses på billederne herover - Gamakatsu Castingprotector - en kvarthandske i 3D Mesh, neopren og tyndt læder - som på glimrende vis beskytter pegefingeren mod fletlinens hærgen.
Da jeg modtog handsken med posten måtte jeg straks ud for at prøve den, og trods det lidt tykkere materiale - i forhold til tapen - så fungerer den perfekt, og man vænner sig hurtigt til at bruge den. Samtidig er den så tynd og let, at den også fint kan bruges under et par fingerløse handsker.
Handsken fås i flere størrelser, samt til både højre- og venstrehåndede.

Handsken har oprindeligt kostet 299,- men kan nu fås til 149,-

Har det vakt din interesse, så kan den fås HER

fredag den 7. december 2012

En lille ny

OLR Kutling UL - her sammen med en almindelig OLR Kutling

For 25 år siden skyllede "UL-bølgen" ind over det danske kystfiskeri efter havørred, og nogle år senere skulle fiskeriet foregå med lange stænger og store agn på 30-35 gram. Sådan skifter "moden" med års mellemrum, men der er altid nogle faste tilhængere af en bestemt måde at fiske på, især når talen falder på ultra light eller UL, som det populært forkortes til.
Jeg har selv dyrket det en del, og det er en helt særlig oplevelse at luske rundt med en kort stang på 6-7 fod med en kastevægt på op til 7 gram, og så kaste til sete fisk i badekarret tæt under land.
I dag sværger jeg dog til en hjemmebygget 9-fods Sage letspinnestang, der håndterer agnvægte op til 12 gram, samt til min 8,5 fods Hardy Danish Seatrout med en kastevægt op til 15 gram. Disse 2 stænger giver lidt mere spillerum i forhold til valg af agn, i modsætning til de helt korte stænger, der oftest kun kaster med vægte op til 5 gram eller 7 gram.

Der har i den senere tid været en stigende interesse for fiskeriet med mindre blink og woblere, og måske er UL fiskeriet ved at få en renæssance over en bredere front - noget kunne tyde på det.
Som grejudvikler er man jo nødt til at følge lidt med, og da jeg selv - især her i den kolde tid - ofte går med det lette grej, ja så var det jo nærliggende at lave en lille wobler til det helt lette fiskeri.
Jeg har derfor lavet en UL udgave af min OLR Kutling, og et par prøveeksemplarer blev iklædt den nye "hundestejlefarve" fra OG Paint,  en farve som allerede nu er blevet meget efterspurgt.
Den lille kutling vejer 7 gram, og da jeg fik det viste eksemplar måtte jeg straks prøve den af på kysten, og den kaster præcis lige så godt som sin storebror, bevægelsesmønsteret er det samme - en vrikkende og lokkende gang fra side til side.

Jeg udtrykte overfor Ole Gregersen mit ønske om, at prøveeksemplarerne blev malet i netop den viste farve, for den farve er bare så indbydende - og nej, jeg lægger normalt ikke vægt på farverne, men når der skal være farve på agnen, så skal det først og fremmest være en farve der fanger fiskeren. Gør den det, så tror man også på agnens fortræffeligheder når den arbejder ude for enden af linen, og så går det hele som regel op i en højere enhed.
Om farven så har den samme effekt på fisken, ja det finder vi aldrig ud af, men det essentielle er altså, at vi selv finder farven indbydende og derfor tror på, at den nok skal fange fisk.

Jeg vil i de kommende måneder teste denne ny wobler, og forhåbentlig er der en fisk eller 2, der synes ligeså godt om den som jeg selv gør.


mandag den 3. december 2012

En ordentlig mundfuld



I forbindelse med lidt erfaringsudveksling med Nicolaj Kaas, sendte han mig et par billeder af en fisk han fangede for et år siden på Stevns. Fisken huggede på et 24 grams Søm, på en dag med mange bølger og grumset vand, og det var en af de bedre blanke overspringere på 3,2 kilo fordelt på 64 cm - med andre ord en fisk i rigtig god kondition.
Da Nicolaj kom hjem og fik renset fisken viste det sig, at maveindholdet bestod af en ål på 30 cm, samt 3 store tobiser, og til dessert skulle den så lige have et Søm på 24 gram - men det blev også det sidste måltid.

Mange har gennem tiden fanget store overspringere og sildeædere, der som navnet forskriver har ædt sig tykke og fede i Østersøens sildestimer, og ofte har disse fisk store mere eller mindre fordøjede sild i maven.
Nogle gange kan man godt blive lidt forundret, og den havørred jeg har været mest forundret over var en blankfisk, der sjovt nok også vejede 3,2 kilo - det var en forårsfisk fra april 2003, og ved rensningen af denne havde den intet mindre end 19 stk. tobiser på ca. 10 cm længde i maven. De lå så tæt pakket at der på ingen måde kunne presses mere ned i den mave, men alligevel huggede den på en 25 grams Sølvpil.

Det siger lidt om, hvilken opportunistisk rovfisk havørreden i virkeligheden er.

onsdag den 28. november 2012

Masser af fisk!


Nicolaj Kaas og fiskekammeraten, Marc, var forleden en tur på kysten på jagt efter de blanke. Valget faldt på en plads, hvor de tidligere har fisket, og allerede i første kast var der bud efter Nicolajs Bornholmerpil i hvid/oliven/sort - også kaldet Tobisfarven, men fisken - en målsfisk, genudsatte sig selv ved stangspidsen. Kastet efter fik Nicolaj en flot blankfisk på 54 cm, og da der åbenbart var en stime inde og vende, siger han til Marc, at han skal skynde sig at kaste mens fiskene er der, og kort efter får Marc en fin blankfisk på 50 cm - hans første over målet på Stevns!
Da Nicolaj igen er klar til at fiske får han kort efter endnu en blankfisk på 42 cm.

De 2 kammerater får yderligere kontakt med nogle fisk i størrelsen 2-3 kilo, men de blev ikke hængende, og Nicolaj sluttede dagen af med en undermåler.

En dejlig dag på Stevns, slutter Nicolaj, og det kan man jo kun tilslutte sig. Der er intet så godt som disse lynende blanke vinterfisk, hvor skællene rasler af så snart man rører ved dem.

Nu lover DMI jo desværre vinter i den kommende tid, og vi krydser fingre for, at kuldeperioden ikke bliver alt for lang, for det gavner bestemt ikke fiskeriet.

lørdag den 24. november 2012

Små blink til vanskelige fisk



Endnu en fangstrapport er tikket ind fra Milivoj, der har haft en vanskelig dag på kysten - det er der nok flere der vil være uenig med ham i, for det lykkedes ham at fange 5 fisk, med den største på 1,8 kilo - blank med løse skæl, naturligvis.
Milivoj beretter, at han virkelig skulle knokle for sine 5 fisk, for de var i det drilske hjørne, og for at få dem i tale måtte Milivoj bruge et lille blink med navnet "Tyksakken", som er et kompakt og meget langtkastende blink med en meget livlig og lokkende gang.

Ophavsmanden til dette blink er Carsten Roland fra Nordsjælland, som lavede blinket for adskillige år siden. Det er et lille kompakt blink, nærmere en pirk, som Carsten og mange fiskere efterfølgende har fanget fisk på gennem tiden. Blinket blev oprindeligt lavet som fastmonteret, men jeg lavede det for nogle år siden i en gennemløbsversion - uden at ændre på den oprindelige form.
Jeg fik senere kontakt til Carsten Roland, der sendte mig et udvalg af sine frembringelser gennem tiden, og det er jo altid sjovt at komme i kontakt med andre "endegrejs entusiaster".

Det originale blink, og gennemløbsversionen kan ses på billedet herover.

Nu begynder den årstid, hvor jeg også går ned i størrelsen på endegrejet, og det er der god mening i, for fiskenes appetit og dermed fødeindtag bliver gradvist mindre i takt med, at vandtemperaturen falder.
Har man lidt småblink og en let stang med et dertil hørende mindre hjul, så kan man få nogle sjove oplevelser med nogle blanke grønlændere i den kommende tid.

Jeg skal i hvert fald have støvet min letspinnestang af og ud med Stevnskølen i 7 grams UL udgaven, og de små kystwoblere.

søndag den 18. november 2012

En håndfuld af de blanke


 
Jeg modtager jævnligt fangstrapporter fra brugere af denne blog, og Milivoj Saric er den absolutte topscorer når det gælder fangster på kysten. Han bruger også en del tid på det, og det er jo som bekendt vejen frem hvis man vil fange fisk.
Jeg selv, der blot fisker nogle få timer hver uge må tage til takke med en fisk fra tid til anden, og det understreger jo blot det faktum at man skal tilbringe ret meget tid ved vandet, hvis man vil øge antallet af sine fangster.
 
Milivoj har i den forgangne uge igen ramt et par stimer af de blanke, og den ene dag fangede han ialt 14 fisk, hvoraf 3 blev hjemtaget. Han mistede også en rigtig flot fisk på ca. 3 kilo, der efter en super fight desværre afkrogede sig selv på netrammen.
Nogle dage senere fangede han ialt 6 fisk på en tur til kysten, og det må jo siges at være et ganske pænt resultat.
 
Disse fangster fortæller først og fremmest om ihærdighed, flid og mange timer på kysten, men sandelig også, at antallet af fisk langs kysten her i det Østsjællandske er ganske højt, trods vedholdende påstande om det modsatte.
Det er også påfaldende, at størsteparten af disse fisk udgøres af grønlændere og overspringere, og det tegner i hvert fald til at blive en god vintersæson for de, der vælger at trodse kulden og tage på kysten.
 
Tilbage er kun at håbe på, at vinteren bliver mild.



fredag den 16. november 2012

Husk fredningen



Da klokken slog midnat i dag trådte fredningen af havørred i kraft, hvilket jo som bekendt betyder, at farvede fisk er fredet til og med den 15. januar, og ifølge lovteksten må "kun helt blanke fisk med løse skæl hjembringes". Det burde ikke være muligt at komme i tvivl.

En kort fisketur i dag efter arbejde gav denne farvede fisk, der huggede en kobber/sort Stevnskøl for fuld klampe kun 2 meter fra stangspidsen. Som tidligere nævnt, så bliver fisken sjældent hængende når den hugger på så kort distance, men denne fisk krogede sig selv, og det tilskriver jeg enkeltkrogen, der er en Owner S-61 str. 3/0.
Jeg er rigtig godt tilfreds med denne krog, som jeg altid bruger om efteråret når fiskene ikke altid hugger igennem, og jeg kroger langt de fleste fisk jeg kommer i kontakt med, når jeg bruger denne krog.

Fisken blev afkroget og nænsomt genudsat som loven foreskriver, og forhåbentlig når den op i sit hjemmevand og gyder efter planen.

lørdag den 10. november 2012

Stevnskølen på tur


Var en tur på kysten med Jan, og det blev en dag fyldt med frustrationer, for der var fisk indenfor kastehold, men de var virkelig i det drilske hjørne. Jeg havde adskillige følgere, der dovent vendte ved stangspidsen og svømmede tilbage hvor de kom fra, og der var også nogle forsigtige slag og dask til wobleren i ny og næ.

Det var lige nøjagtig en af de dage, hvor det giver mening at forsøge sig med forskellige blink og woblere, men lige meget hjalp det.
Lige indtil Jan besluttede sig for at prøve en Stevnskøl, malet af Ole Gregersen i en kobber/sort udgave, en farve som mange sværger til i efteråret.
Efter få kast meldte Jan om, at en fisk slog til blinket, ikke bare én men hele to gange, og 3. gang huggede fisken hårdt og kontant, og Jans stang krøllede godt sammen mens en hidsig blankfisk sprang ud af vandet et stykke ude. En kort fight med et par gode udløb, og så kunne Jan lande en fin overspringer med løse skæl på 56 cm og 1,7 kilo.

Jeg havde på daværende tidspunkt skiftet agn flere gange, og nu gad jeg ikke skifte igen, så jeg fiskede ufortrødent videre med min OLR Tobis, så måtte de hugge eller lade være.
Efter nogle kast forbarmede en fisk sig over mig, og huggede på wobleren efter et kort spinstop, og jeg kunne kort efter afkroge og genudsætte en farvet fisk omkring de 45 cm - den lignede nærmest en bækørred.

Virkelig én af de dage, hvor fiskene var indenfor kastehold, men ikke bare lige sådan at overliste, og frustrationerne til trods, så er det jo en del af charmen ved dette fiskeri - det skal jo ikke være for let, og det er skønt når det lykkes efter flere timers fiskeri.

mandag den 5. november 2012

Vild dag på kysten


En SMS tikkede ind fra Milivoj Saric, der som så mange gange tidligere var en tur på kysten forleden. Det skulle vise sig at blive en af disse særligt mindeværdige dage, hvor valg af plads og de rigtige forhold, samt masser af fisk inden for kastehold gik op i en højre enhed.

Milivoj beretter, at der var så mange fisk, at han slet ikke fik tid til at spise sin medbragte mad, og da han vendte næsen hjemefter havde han fanget intet mindre end 31 fisk med de 2 største på 2,4 og 1,6 kilo, som blev hjemtaget, mens de resterende 29 fisk blev genudsat.
Fiskene blev fanget på henholdsvis et S-blink, samt et Tornadoblink i farven sort/rød.

Så store fangster hører nu til sjældenhederne, men det sker fra tid til anden, og når det kan lade sig gøre, sammenholdt med de beretninger jeg modtager, og de fisk jeg selv ser på mine ture, så kan jeg kun ryste på hovedet af de, der stædigt påstår, at der ikke er nogen fisk at fange.
Faktisk har jeg lige set i seneste udgave af Fiskeavisen, at der åbenbart skulle herske en helt håbløs situation på det østlige Sjælland i forhold til manglende fangster.
Gad godt vide hvor de fisker, eller om de i det hele taget fisker.

Milivojs rapport er blot endnu et vidnesbyrd om, at fiskene er derude, men de skal selvfølgelig opsøges der hvor de er.

lørdag den 3. november 2012

Blanke fisk under en blank overflade



Blankt fiskevejr - altså høj sol, ingen vind, spritklart vand og ingen strøm - det er ikke mit ønskevejr når der skal fiskes, tværtimod. Den slags forhold virker bestemt ikke motiverende på mig, for jeg vil helst fiske når der er godt gang i vandet, og man kun lige kan skimte sine støvlesnuder når man står i vand til hoften.
Men sådan kan det jo ikke være hver gang, og man er jo nødt til at fiske når tiden er til det.

Og blankt fiskevejr, det var hvad der mødte mig ved ankomsten til fiskepladsen, så det var med blandede følelser jeg spændte en OLR Kutling i farven "Hundestejle" for enden af linen.

Men hov - wobleren bliver allerede i andet kast taget efter få omdrejninger på hjulet - fisken er ikke af de største, og efter en kort fight kan jeg forsigtigt afkroge en blank målsfisk. Inden jeg kaster igen afslører en fisk sin tilstedeværelse ca. 50 m skråt til højre for mig, idet den laver en diskret hvirvel i den spejlblanke overflade - det var pokkers - håbløse forhold, og så er der fisk under land.

Jeg kaster i retning af fiskens position, sætter fuld fart på indspinningen, og resultatet lader ikke vente på sig, idet wobleren bliver taget hårdt og brutalt, og en blankfisk vælter rundt i overfladen et stykke ude.
Den efterfølgende fight er en af de gode, med flere hidsige udløb, og jeg kan kort efter lande en fin blankfisk på 1,5 kilo med løse skæl - dejligt, for selv om forholdene var dømt håbløse på forhånd, så var vejret smukt, og frisk luft har ingen så vidt vides taget skade af. Men fisk var der altså alligevel.

Dagen bød på endnu en blank målsfisk, der blev afkroget og genudsat uden at forlade det våde element.

De blanke overspringere er ved at indfinde sig, og det lover godt for vinterens fiskeri.

lørdag den 27. oktober 2012

OLR Tobis reddede dagen


Det er altid en stor fornøjelse når nogen finder glæde i noget man har lavet og lagt noget sjæl i, og en sådan tilkendegivelse har jeg fået i dag:

Hej Ole,
tak for en super hjemmeside, den bliver brugt ivrigt af mine fiskekammerater og jeg selv.
Har i år haft lidt svært ved at finde fiskene på Stevns, eller ihvertfald målerne.
Jeg var ude og prøve lykken igen igår, men efter 2 plads skifte og hundredevis af kast, havde jeg stadig ikke mærket noget.
Jeg ville lige prøve som sidste udvej at sætte din OLR Tobis på i tobisfarven, den er yderst langkastende og går rigtig godt i vandet.
Efter 15 minutters fiskeri, havde jeg opgivet alt håb om en blankfisk, men ville dog lige have sidste kast inden gåturen hen til bilen.
Der drev ligesom noget stillestående vand indenfor kasteafstand, og det var der det allersidste kast skulle føres hen.
Nåede at tage 10 omdrejninger på hjulet også sad den der. En dejlig blankfisk på 50cm (billede vedhæftet). Dejlig fisk at få til at gå hjem på.
OLR Tobis reddede den fisketur - så tak for det Ole.

knæk og bræk

Nicolaj Kaas, Kastrup
 
Jamen tak selv, Nicolaj - du har jo gjort det største og vigtigste arbejde, nemlig at finde fisken, og det er jo ofte forbundet med hårdt arbejde og stor tålmodighed. Endegrejet er selvfølgelig et vigtigt element, og jeg er glad for, at det var en af mine woblere fisken faldt for.

fredag den 19. oktober 2012

Skøn "overspringer"

Hej med jer

Var en tur ude i morges, og hvilken morgen - vejret var skønt og lunt, vandet stille og fiskene meget forsigtige, men ikke den her. Fisken vejede 2,6 kg, og jeg fangede den på en af mine egne hjemmelavede JL1 gennemløbswobbler i farven sort/cream/rød 26 gram. Udover nævnte, fangede jeg også en målsfisk, den svømmer endnu, modsat før nævnte, den er netop blevet fortæret med stor velfornøjelse :-)

Mvh

Jesper Stokbæk

søndag den 14. oktober 2012

Blankfisk i silende regn




Vejrudsigten sagde regn og sydlig vind, og ikke mindst meget høj vandstand, men det afholdt mig ikke fra at tage en tur på kysten, for jeg havde lige hentet et par prøver på nogle nye farver, som Ole Gregersen har malet nogle af mine woblere i.
Ankommet til pladsen måtte jeg konstatere, at prognosen om forhøjet vandstand ikke var helt forkert, for vandet stod ca. 80 cm over daglig vande, og det giver fiskeriet en ekstra udfordring - mildt sagt, for vadefiskeri på de vanlige steder er ikke muligt med så meget vand.
For at det ikke skulle være løgn, så havde DMI også ramt rigtigt med hensyn til nedbøren, for regnen silede ned, og egentlig burde jeg bare være kørt hjem, for i baghovedet havde jeg erindringen om, at en fiskeskribent en gang har skrevet, at det ikke giver mening at fiske når regnen siler ned.

Nå, ét er teori - et andet er praksis, så jeg monterede en OLR Kutling, som Ole Gregersen har malet i den nye farve, som han kalder "hundestejle" - og som jeg vil kategorisere som naturlig, idet den har samme farvespekter, som de farvede havørreder der dominerer kysten i øjeblikket.

Allerede i 4. kast blev wobleren taget med en sjælden beslutsomhed helt ude i kastet, og en blankfisk sprang højt ud af vandet. Efter en god fight med et par hidsige udløb gled en tromletyk blankfisk med løse skæl over netrammen - 1,6 kilo fordelt på kun 47 cm - en konditionsfaktor på 1,54 efter Fultons formel - skøn fisk!
Efter et par billeder genoptog jeg fiskeriet og lagde et kast langs med kysten - det var jo trods alt ekstremt højvande, så måske fiskene var tættere på land i dagens anledning - det var de, for efter få omdrejninger på hjulet blev wobleren igen taget hårdt og kontant, men denne gang gik fisken dybere og tungere, tydeligvis en lidt større fisk.
Efter lidt tovtrækkeri kunne jeg afkroge og genudsætte en farvet fisk på anslået omkring 3 kilo - dette højvande har helt sikkert sat gang i opgangen, og selvfølgelig skulle denne fisk også med op i åen. Lad os håbe den undgår alle garnene på vejen.

Dagen bød på lidt mere action, idet en hidsig blankfisk omkring kiloet pludselig kom susende skråt ind fra siden, og kastede sig grådigt over wobleren, da denne var knap 2 meter fra stangspidsen. Ikke noget drømmescenarie, da langt de fleste fisk ikke bliver kroget ordentligt på så kort en distance - og denne slap da også sit greb i wobleren efter få sekunder. Men vild var den - fantastisk med lidt gang i den.

Efter et par timer tog regnen yderligere til, og minsandten om ikke også vandstanden steg yderligere, så jeg vendte snuden hjemefter.

Den tromletykke blankfisk havde 5 store tobiser i maven.

onsdag den 10. oktober 2012

Storfisk på OLR Tobis og andet nyt

 

På Fiske Avisens webside under fangster kan man se en stolt fisker med en flot havørred på hele 6,6 kilo fordelt på 83 cm, der blev fanget på Stevns i lørdags. Fisken blev ifølge fangstrapporten taget på en OLR Tobis
Du kan læse fangstrapporten og nyde billederne her http://fiskeavisen.dk/FANGSTER/a.htm?catchid=1087
Stort tillykke til Jannick Nielsen med den flotte fisk.

Jeg har gennem længere tid fået talrige henvendelser omkring OLR Tobis og OLR Kutling, idet alle gerne vil købe eksemplarer af disse, men jeg må uden undtagelse skuffe folk, for jeg ligger ikke inde med et lager af woblere. Det er og bliver et hobbyprojekt, og det sætter naturligvis sine begrænsninger. Det har aldrig været meningen, at disse woblere skulle sælges kommercielt, og derfor er der også tale om et meget begrænset antal, primært fordi selve arbejdsprocessen er så langsommelig og omstændelig, at der ingen fortjeneste er ved salg når regnskabet gøres op. Det ER kun for sjov - men det er jo til gengæld også rigtig sjovt når en glad fisker kan fremvise sit livs fisk, fanget på noget vi har lavet.

Til de utålmodige er der imidlertid godt nyt, for jeg har brugt de sidste 4-5 måneder på at fremstille næste års udgivelse af OLR woblere, og disse er nu afleveret til Ole Gregersen, OG Paint, der skal bruge resten af året på klargøring og maling af woblerne (ind i mellem alt det andet arbejde med at lave endegrej til lystfiskerne).
Ja, håndlavet kvalitet tager tid, og derfor vil woblerne først være klar til levering i løbet af februar 2013.

2013 udgivelsen byder på en nyhed, der samtidig er med til at markere Stevnsfisker.dk´s 5-års jubilæum.
Men mere om det i januar måned.

Hvis du ønsker at holde dig opdateret om udgivelsen, så kan du tilmelde dig og følge bloggen på mail når der er nye opdateringer.

tirsdag den 2. oktober 2012

Flotte fisk til flittig fisker



Jeg har fået en mail fra Jesper Jensen, der er en særdeles flittig kystfisker, og som et bevis på at flid belønnes har Jesper i løbet af de sidste 14 dage fanget 8-10 fisk på kysten, hvoraf mindst 4 er rigtig fine fisk på mellem 2,5 og 3,4 kilo.
Jesper beretter, at han mistede en større fisk, ligesom der var en fisk af stor kaliber med inde at vende ved stangspidsen.

I al beskedenhed, så har Jesper fanget alle fiskene på en OLR Tobis i farven Hvid/Oliven/Sort - i daglig tale kaldet tobisfarven, for Jesper har tabt sit hjerte til denne wobler, og fisker stort set ikke med andet.

Det er jeg naturligvis glad for, idet jeg jo har brugt megen tid på udviklingsarbejdet med denne wobler, og det er altid den ultimative anerkendelse for det arbejde man har gjort, når andre også kan se en ide i det og det tilsyneladende også kan fange fisk.

Men jeg vil endnu engang understrege, at denne wobler ikke er et stykke universelt endegrej, der under alle forhold fanger fisk, for det er altid det stykke endegrej der er vådt, som fanger fisken, uanset om det hedder det eller det andet. Det gælder om at være derude og give det en chance, og det er Jespers fiskeri et godt eksempel på. Man skal være der - og man skal finde fisken - derefter er det ikke så svært.

Fiskene er stadig kun letfarvede, og de kan endnu lures, men der er mange såkaldte "markeringshug", hvor fisken ikke bliver kroget, men som tiden går bliver det sværere og det er vel også fint nok, for fiskene er jo på en vigtig mission, og om ikke så længe vil nogle velkonditionerede blanke overspringere kunne træffes blandt de farvede.

søndag den 30. september 2012

Efteråret skudt igang med OLR Tobis


Som tidligere nævnt, så har jeg ikke fisket hen over sommeren, mest fordi lysten ikke har været der, men også fordi jeg har været optaget af andre gøremål.
Men i dag skulle det være, vejret var lige til en fisketur, så afsted det gik. Jeg spændte en OLR Tobis for, og allerede i 10. kast blev wobleren taget hårdt og kontant, og kort efter kunne jeg lande en fin letfarvet fisk på 1,5 kilo.

Resten af turen bød på en mindre blankfisk på ca. 40 cm, der blev genudsat, samt adskillige følgere og kontakter. Fiskene er svære i perioder nu, de har andre ting i tankerne, men der er rigtig mange fisk indenfor kastehold, og de giver sig gerne til kende med høje spring og plask, og de markerer også på wobleren, men hvis det lykkes at kroge dem, så er de ikke så nemme at få til at blive siddende. Men sådan er det jo på denne årstid.

Knæk og bræk derude

lørdag den 22. september 2012

NGP Swing wobler


I juni i år skrev jeg lidt om dette gør-det-selv projekt, hvis ophavsmand er Niels Garde, der lod sig inspirere af afsnittet om woblerfremstilling på Stevnsfisker.dk.

Niels valgte at tage woblerfremstillingen et skridt videre, nemlig ved at tilføre sin wobler et svaj, der giver wobleren et bevægelsesmønster, som lever op til de krav Niels stiller til et stykke endegrej.
Og det er jo lige netop dét det hele handler om - at skabe lige nøjagtig dén agn, som i forhold til kasteegenskaber, udformning og bevægelsesmønster opfører sig på lige præcis en måde der gør, at man tror på sin agn.

Niels har knyttet en kommentar til billedet herover:

Tænkte at det måske var interessant at se hvad ovennævnte havde udviklet sig til, med en umalet
prototype i forgrunden af billedet. Som man kan se stikker messingrøret ud i begge ender.
Nu er det lykkedes at få dem ned på 21-22 gr i vægt ved nøjagtigt at veje belastningen sammen
med messingrøret inden der støbes med polyester. Belastningen skal veje ca. 15 gr. så resten af wobleren udgør altså kun 6-7 gr. polyester.

Jeg får tit og ofte henvendelser fra lystfiskere, der har ladet sig inspirere til at gå i gang med deres egne større eller mindre gør-det-selv projekter, hvilket naturligvis glæder mig meget, fordi det sådan set var hele meningen med etableringen af Stevnsfisker.dk - at være en kilde til inspiration.

Det er også rart at få lidt feedback som ovenstående, for det fortæller jo noget om, at det lykkes for nogen at skabe noget brugbart efter at være blevet inspireret.

Efter snart 7 år med fremstilling af både blink og woblere må jeg bare erkende, at det ligesom lystfiskeriet ikke er noget man bliver ekspert i, for jeg finder hele tiden nye fremgangsmåder i de enkelte elementer af produktionen, og jeg laver stadig masser af fejl, som jeg heldigvis også tager ved lære af.

Lad jer endelig fortsat inspirere derude

God weekend

lørdag den 8. september 2012

Blanke mellem de farvede


Fangsterne de sidste par uger har været præget af letfarvede fisk med det karakteristiske gyldne skær og et øget antal sorte pletter.
Jeg har ved selvsyn på en af de mange fiskepladser på Stevns konstateret, at fiskene er på træk og at de er begyndt at få godt med farve. Fiskene er villige til at afsløre deres tilstedeværelse med høje spring ud af vandet, men de er bestemt ikke nemme at få i tale, og sådan er det jo gerne med de fisk der springer om ørerne på én - frustrerende!

Efteråret er jo kystfiskerens anden højsæson, men forskellen mellem efterår og forår er som nat og dag, for selvom man kommer i kontakt med mange fisk om efteråret, så er det sin sag at kroge dem.
Personligt finder jeg nu også forårsfiskene mere attraktive, rent kulinarisk i hvert fald.

Selvom fiskeriet i den kommende tid er præget af farvede fisk, så kan man stadig træffe en fin blankfisk hist og her - det gjorde Milivoj Saric forleden, da han fangede en flot blankfisk på 3,6 kilo på et af sine hotspots, der har givet godt med fisk denne sommer.

Vores højsæson nummer 2 er allerede godt igang, og der er rigtig mange fisk derude!