søndag den 31. august 2014

SIMMS G4 Pro vadejakke


Det ultimative indenfor fiskebeklædning - sådan indledes beskrivelsen af SIMMS G4 Pro vadejakken når man klikker sig lidt rundt på nettet.
Og hvem vil ikke gerne eje det ultimative når det gælder fiskebeklædning, eller et hvilket som helst andet produkt for den sags skyld.

Jeg stiller ikke voldsomt store krav til min fiskebeklædning, bortset fra det vigtigste, nemlig at det skal kunne holde vandet ude. Derudover skal det også være funktionelt og behageligt, jamen hov, det var jo lige pludselig 3 væsentlige krav, så jo, selvfølgelig stiller jeg også krav til denne vigtige del af vores hobby - arbejdsbeklædningen.

Da jeg sidste år syntes, at jeg efterhånden godt kunne bruge en ny vadejakke, begyndte jeg at afsøge markedet for muligheder. Jeg havde indtil da i flere år gået med min elskede Vision 11 Jacket, og da jeg var godt i gang med at slide på nummer 2 af denne, nu udgåede model, så var det tid at finde en afløser.

Når man kigger på vadejakker, ja beklædning til vores hobby i det hele taget, så kommer man ikke uden om SIMMS, som er et højt besunget mærke på diverse fiskerelaterede fora.
Så mange ligesindede kan ikke tage fejl, så for at spare mig selv for den lange ørkenvandring blandt producenter af teknisk beklædning, som den slags kaldes, så koncentrerede jeg mig om SIMMS, og hurtigt faldt valget på G4 Pro jakken.
Jeg havde den på med på den første tur i marts måned 2013, og min første indskydelse var, at den er fantastisk tynd og let, og hvis det ikke lige var for, at man var nødt til at have noget i lommerne, ja så mærker man ikke at man har den på.
Jakken er en såkaldt skaljakke, så den har intet for, hvilket selvsagt fordrer, at man alt efter årstiden, skal have den isolerende beklædning på plads inden under.
Den er absolut en fornøjelse at have på, den har 9 lommer, herunder 2 store frontlommer med hver 2 mindre lommer, 2 built-in retractors, og håndvarmer lommer, der er foret med microfleece. Sidstnævnte lommer er en fed detalje i den kolde tid, hvor man lige kan stikke de kolde hænder i og få lidt hurtig varme.

Efter de første mange ture gennem 2013 havde jeg ikke noget at udsætte på jakken, og den er da også en fornøjelse at tage på, hver eneste gang.
Jakken er jo lavet i 3-lags GORE-TEX Pro Shell, og den kan bestemt holde vandet ude - en dag var jeg ude i flere timers silende regn, og den gjorde hvad den skulle - den holdt vandet ude.

MEN - til min store skræk opdagede jeg sidste vinter, at jeg med djævlens vold og magt lige pludselig ikke kunne betjene lynlåsene på de 4 mindre frontlommer - de sad simpelthen uhjælpeligt fast!
Heldigvis kom jeg i tanke om, at jeg et sted havde læst, at SIMMS vist nok har et problem med, at især de mindre lynlåse bliver irret, så jeg tog lidt siliconeolie og sprayede det forsigtigt på lynlåsene. Det hjalp, og nu kunne de igen betjenes normalt.
Herunder kan det ses, hvorfor lynlåsene sætter sig fast - SALT er synderen her, og det får mig til at tænke den tanke, at denne jakke slet ikke er designet til at bruge i saltholdige vande?

Læg mærke til den hvide saltaflejring i lynlåsens topposition

Denne jakke koster i vejl. udsalg 4299 kr., hvilket i min verden er ganske meget for sådan en jakke, og det er ubetinget den dyreste vadejakke jeg nogensinde har haft.
Man kan diskutere, om den er pengene værd, men mit overordnede indtryk af jakken er, at den lækker og meget behagelig at have på, og med den rette pleje har man vadejakke til mange år.

Jeg kan sagtens leve med, at jeg, nu hvor jeg har erfaret denne svaghed, skal huske at give lynlåsene lidt siliconeolie fra tid til anden, men man kan med rette stille spørgsmålet om, hvorvidt det burde være nødvendigt på en jakke til 4300 kr.? 

Døm selv.

lørdag den 23. august 2014

Nyt fra kysten



Aktiviteten her på Stevnsfisker har ganske godt afspejlet aktiviteten på kysten, eller nok snarere manglen på samme.
Men nu begynder der at ske noget, og jeg har fået nedenstående tilsendt fra Anders Schultz:

Efteråret kommer.

Hej Ole,

Nu kan du godt begynde at fiske igen - efteråret er på vej og fiskene er på finnerne.

Sommerfiskeriet har ikke rigtigt været noget at skrive om i år synes jeg. Generelt høje vandtemperaturer, skarpt lys og dermed korte skumringer og tidlig morgener med meget få fisk inde. Personligt har jeg ikke dyrket fiskeriet natten igennem, som jeg ellers plejer, da der har været for mange gøremål og alderen bevirker, at dagen efter en nattur er hård og ikke rigtig til noget.

De sidste ugers køligere vejr med god vind har sænket vandtemperaturen og derfor skulle den efter nogle ugers fisketørke stå på en tidlig morgentur til de lokale kyster.

Jeg var på kysten før det første lys, men selvom forholdene virkede helt rigtige skete intet i mørket. Heller ikke da det første lys kom, var der aktivitet, men præcis da solen stod op begyndte der at ske noget. Et par hårde stød i fluen indikerede at der var fisk på pladsen. Et hurtigt hårdt træk og fisken huggede. Jeg var lidt overrasket, da det viste sig at være en aborre. Den fisk viste sig dog at være en "fortrop" for de "rigtige" jægere, for den næste time var der ørreder inde i store mængder. De var aggressive i overfladen og flere kastede sig vildt ud af vandet både tæt på kysten og langt ude. Heldigvis jagede de og indenfor timen havde jeg kontakt med 6 havørreder - faktisk 4 fisk i 8 kast. Den største vil jeg skyde til omkring de 55 - 58 cm.

Vandtemperaturen er fortsat pænt høj og solen har stadig magt, når den skinner for fuld styrke og som så ofte i sensommeren forsvandt fiskene efterfølgende på samme måde som dug for solen. Så var det tid at pakke sammen og tage hjem til familien med en god fornemmelse i maven.

Vedhæftet et billede af den fisk jeg hjemtog. Let gylden på gællelågene, lidt mørk i farven og ikke mange løse skel vidner om, at gydeforberedelserne er i gang.

Fiske hilsen

Anders

Tak for beretningen, Anders, det gav blod på tanden, og fiskefeberen er så småt begyndt at melde sig. Jeg plejer som regel at starte når vi tager hul på den første efterårsmåned, og det er sommetider helt grotesk så mange fisk der er under land på denne årstid - men de kan være svære at få i tale.

Jeg må hellere se at få støvet grejet af.

lørdag den 2. august 2014

Varme sommerfangster


Jan Svendsen og Milivoj Saric har igen været en tur på kysten, mens jeg og formentlig mange andre ligesindede stønner i varmen. Det eneste jeg bruger kystvandet til lige nu er til at bade i, og jeg skal love for, at det er varmt, ja faktisk har det ikke været så varmt så langt tilbage som jeg kan huske.

Men fiskene kommer stadig under land i deres søgen efter føde, også selvom vandtemperaturen for længst har passeret havørredens "comfort zone", bare strømmen er god og der er dybt vand i nærheden, så er der fisk, og det var sådan en plads de 2 hardcore fiskere besøgte i går aftes.

"Slaget" bølgede lidt frem og tilbage mellem de to, og Jan lagde hårdt ud med en fisk på ca. 1,5 kilo, og inden længe stod den 3 - 0 til Jan, mens Mili måtte skrive en mistet fisk på scoringstavlen.
Senere, da mørket faldt på, kom Mili stærkt tilbage med 3 fisk, heraf 2 på ca. 1,5 kilo, og den på billedet, som vejede 2,75 kilo.

Fiskene blev fanget på henholdsvis en forsølvet Bornholmerpil, samt på Kongetobis wobler.

Så hvis man har lysten, så frem med grejet og afsted.