lørdag den 30. juli 2011

Adgangen til klintekysten

Inspireret af en bruger af Stevnsfisker.dk har jeg valgt at skrive lidt om adgangen til klintekysten, som jo altid har været lidt af en udfordring, for vi vil jo alle gerne frem til vores fiskeplads så nemt og hurtigt som muligt.

Fiskere, som gennem en årrække har fisket på Stevns ved, at der langs den ca. 20 kilometer lange klintekyst findes nogle enkelte privat etablerede nedgange til kysten. Flere af disse nedgange er ikke blevet vedligeholdt, og nogle er faldet helt eller delvist sammen, og kan således ikke bruges.

Jeg skal undlade at underholde med den lovgivningsmæssige del af sagen, men privat etablerede nedgange til kysten henhører under den private ejendomsret, og må som udgangspunkt ikke benyttes uden lodsejerens tilladelse, da det som regel er jordbesidderen, som har etableret nedgangen til kysten.

Vi bør som lystfiskere holde vores sti ren og respektere den private ejendomsret - det gælder især også i Gjorslev Bøgeskov, som er privatejet. Det er ved skiltning tydeligt tilkendegivet, at kun ærindekørsel er tilladt med motordrevne køretøjer, og lystfiskeri falder ikke ind under begrebet ærindekørsel. Der har været nogle uheldige eksempler på, at lystfiskere ikke har respekteret dette forbud, og det kan i yderste konsekvens betyde indskrækninger i forhold til vores færden gennem skoven. Det kan ingen vel være interesseret i.

Du kan læse mere her

torsdag den 28. juli 2011

Stor interesse for wobler- og blinkfremstilling

Sidestatistikken for Stevnsfisker, og de tilkendegivelser jeg løbende får taler deres eget tydelige sprog - der er en stor interesse for fremstilling af woblere og blink ude i de små lystfiskerhjem.
Flere har således efterlyst mere eller mindre målfaste skitser af primært de woblere jeg laver, og det hjælper jeg gerne med.

Dog skal det anføres, at de woblere jeg fremstiller er tilpasset mine præferencer og krav til, hvilke egenskaber en kystwobler skal have. Disse egenskaber opfylder nødvendigvis ikke andres krav til en kystwoblers egenskaber, og derfor skal de opgivne mål alene opfattes som vejledende.

Jeg lavede min første kystwobler for 4 år siden, og der er frem til i dag lavet rigtig mange woblere, som efterfølgende er blevet kasseret, da jeg ikke har været helt tilfreds med deres egenskaber eller holdbarhed.
I dag har jeg med min OLR tobiswobler ramt det berømte hoved på sømmet, idet den efter mange udviklingstrin og deraf følgende problemer og et utal af tilpasninger nu er perfekt i forhold til det jeg ønsker, og den har allerede givet mig rigtig mange fisk.

Det er altså ikke bare lige sådan at gå ud og lave en wobler, men hvis man brænder for sagen og fortsætter sit udviklingsarbejde, også selv om man fra tid til anden render ind i problemer, så vil man i sidste ende blive belønnet for sin vedholdenhed.

Den største belønning - for mig - er, at jeg aldrig er i tvivl om, hvad jeg på en given dag skal binde for enden af min line, og det er jeg ikke fordi jeg ved hvad der virker, hvis fisken er indenfor kastehold og i hugget. Om det er en wobler eller en Stevnskøl, det afgør forholdene på selve dagen, men det er noget jeg selv har lavet og det er altafgørende for mig.

Jeg har tilføjet nogle billeder med relevante mål og mere udførlig beskrivelse i afsnittet om woblerfremstilling - se mere her

onsdag den 13. juli 2011

Blandede natfisk



Jeg mødte Milivoj i dag, og han kunne berette, at han havde været på kysten nogle dage i løbet af juni måned, hvor han på bekostning af nattesøvnen slog nogle timer ihjel.

Det gav et noget blandet, og til tider også overraskende resultat, idet Milivoj på den ene af turene fik et godt hug på en af mine OLR Tobis woblere. Fisken fightede godt, og blev ved med at tage udløb, og stor var overraskelsen da en makrel på 600 gram kom til syne med wobleren i kæften.

På en anden tur fangede Milivoj en større nedgænger, og den bliver så et vidnesbyrd om, at den hårde vinter har vendt op og ned på det hele, for at fange en nedgænger et godt stykke inde i juni måned er ikke noget der sker hvert år. Faktisk har jeg ikke tidligere hørt om det.
Nedgængeren faldt for en kutling wobler, og fisken blev naturligvis genudsat.

På et par andre ture lykkedes det Milivoj at overliste 3 fine havørreder på 1,4 - 1,6 - og 2,6 kilo, alle taget på Snurrebassen no 4.

Milivoj beretter, at der skal arbejdes for sagen, og fiskene har kostet en del timers god nattesøvn hjemme under dynen.

lørdag den 9. juli 2011

Nyt legetøj



Jeg tilkendegav i foråret, at jeg havde til hensigt at anskaffe mig et bedre kamera, primært med henblik på at kunne levere en bedre videokvalitet. Det har ikke været nemt at vælge, for udvalget i dag er uendelig stort.

Mine kriterier for valg af kamera var, at jeg ville have et kamera af høj kvalitet, der kunne levere videooptagelser i full HD, det skulle også kunne tage gode stillbilleder, og det måtte fremfor alt ikke hverken fylde for meget eller veje for meget. Et digitalt spejlreflekskamera var således udelukket, og det samme var et af de nye hybridkameraer, som er det tætteste man kan komme på et DSLR.

Efter lang tids søgen på nettet, og læsning af diverse kameratests stod valget mellem 2 såkaldte superzoom kameraer, henholdsvis Panasonic DMC-TZ 20 og Sony DSC-HX9V. Disse 2 kameraer har næsten identiske specifikationer, og vejer begge lidt over 200 gram, hvilket betyder at de nemme at medbringe i en lomme, i modsætning til et spejlreflekskamera.

Det endelige valg faldt på kameraet fra Sony - helt enkelt fordi det er det mest suveræne kamera til videooptagelser i full HD. Kameraet har følgende specifikationer:
16 megapixel
16 x optisk zoom
24 mm vidvinkel
Full HD 1920 x 1080 video
3D optagelse
Indbygget GPS tagging af billeder og video
og meget meget mere, som jeg ikke skal trætte med her.

Der var næsten 1 måneds leveringstid på kameraet, grundet tsunamien i Japan i marts måned.
Til trods for min status som ren amatør rent fotografisk, så sætter jeg en ære i at tage gode billeder og video, og med dette kamera forventer jeg at kunne levere seværdige videoer i høj kvalitet i løbet af den kommende efterårssæson. Det tager i hvert fald nogle gode makrobilleder, som det ses herover.

Med hensyn til fiskeriet denne sommer, så er det ikke blevet til så meget for mit vedkommende, og det skyldes udelukkende travlhed kombineret med en manglende lyst til at spendere min nattesøvn på kysten, måske et udslag af, at jeg har rundet et skarpt hjørne, hvem ved.

Jeg arbejder kontinuerligt på at gøre Stevnsfisker.dk et besøg værd, og jeg er også modtagelig for eventuelle ideer til indhold man måtte savne.

God sommer til alle