onsdag den 30. oktober 2013

Der er rift om fiskene

Klik for større billede

Jeg oplever altid noget på mine fisketure, og denne lille fætter på billedet herover har jeg nu mødt på 2 forskellige ture. Det er naturligvis en mink, og den har tilsyneladende slået sig ned på et bestemt sted på klinten, hvorfra dens fisketure udgår. 
Begge gange jeg har mødt den, er den kommet svømmende på præcis det samme sted, og den ser tilsyneladende ikke så godt, for den har begge gange været tæt på mig, og den har først set mig i sidste øjeblik. Derfor lykkedes det mig at fange den i søgeren på mit kamera den ene af gangene.

Mink i naturen lever af både fugle og fisk, og da 4 ud af 5 mink i den danske natur er undsluppet fra minkfarme, og iøvrigt anses som værende "skadevoldende vildt", så må de reguleres hele året, enten ved brug af fælder eller ved skydning. Vil du vide mere om mink i naturen, så klik HER

Flere fiskere, jeg selv inklusive, har prøvet at få sin fangst "hærget" af sådan en mink, og derfor anbefales det ikke, at lade sin fangst ligge på stranden mens man fisker. Opbevar i stedet fangsten i en stringer i bæltet, så holder den sig også nogenlunde frisk i det kolde vand.

Jeg har også ved selvsyn fået bekræftet flere meldinger om, at der i løbet af de sidste par uger er observeret en stor gråsæl ved klinten, hvilket også vidner om, at der er noget at komme efter.
Vi er altså flere om det samme bytte.

Klik for større billede

Der har i den senere tid været skrevet en del om manglen på byttedyr i det kystnære vand langs med Stevns klint, og det fylder mig med stor undren, for jeg gad nok vide, hvor de mennesker fisker henne.
Mine sidste mange ture er gået til forskellige lokaliteter på klinten, og jeg har hver eneste gang konstateret massive mængder af byttedyr på det helt lave vand. 
De steder, hvor der er pletter med sandbund har jeg været omgivet af store stimer tobis, og helt inde i havstokken er der et sandt mylder af mysis, så vandet ofte er helt tåget. På bare 60 cm vand er der masser af rejer og hundestejler - og fisk er der også - det har både sæl, mink, garnfiskere og lystfiskere konstateret så rigeligt!
Jeg kunne godt tænke mig at kende den dagsorden, der i virkeligheden ligger til grund for disse påstande, for de er ikke i overensstemmelse med virkeligheden, på nogen måde.

Klik for større billede

mandag den 28. oktober 2013

Verden kigger med


Siden denne blog blev etableret har der været en stigende interesse for vores fiskeri fra verden omkring os, primært fra vore nabolande, herunder særligt Sverige og Tyskland, men også længere nede i Sydeuropa følger interesserede lystfiskere med.
Denne interesse skyldes utvivlsomt, at vi har et fiskeri, som mange kun kan drømme om. Én af dem er Gerardo fra Italien, som iøvrigt tidligere har sendt rapporter fra sit hjemland:


I keep dreaming of the wonderful Danish coasts of Stevns and its beautiful sea trout.

Waiting to fish in your coastal waters and take the challenge with your cunning and difficult trout I train with mountain trout that live on our Alps, ( Lake delle Piazze ).

I send you a picture of a rainbow trout taken on Sunday, 55 cm of wild fish that made me sweat a lot before you get to the shore.

With admiration.

Gerardo ( Italy).


Måske skal vi, bare en gang i mellem, minde os selv om, at vi rent faktisk er ret priviligerede her i landet med det fiskeri vi har lige uden for døren.

onsdag den 23. oktober 2013

Im' back ;O)




Hej Ole

Efter lidt mere end et halvt års tids fravær fra fiskeriet, grundet rygproblemer (you know the story) blev det endelig igen tid til en tur på kysten. Vel ankommet ser forholdene umiddelbart fine ud... eneste klagepunkt skulle da lige være de strømforhold, der var. Nå, men én over nakken skulle de kære havbasser da have ;O)
Jeg skal lige hilse og sige, at bare det at gå ud i vandet og vade ud på revlen, at stå i den friske havluft, og dernæst bare det at kunne fiske igen, var en SAND fornøjelse. Hold da helt op, hvor har jeg savnet det.
Jeg havde da også kun fået fisket et kvarters tid, da min gennemløber blev taget hårdt og kontant halvt ude i kastet. En fin blank havørred viste sin adræthed i form af flere vilde spring under fighten. Herefter blev den Kejset og hjemtaget. Jeg mærkede ikke mere denne eftermiddag, men kunne veltilfreds vende snuden hjemefter.
Virkelig dejligt at være igang igen. Og der er blod på tanden.

Vi ses derude.

Mvh Jan Svendsen

tirsdag den 22. oktober 2013

Fisk på Falster


Kim Pedersen fra det vestlige Jylland har været en hurtig tur på det østlige Falster - igen. For mange kan det sikkert forekomme som en lang tur at køre, og det er det sandelig også, men Kim har tidligere haft et godt fiskeri på Falster, og det havde han også denne gang.

Han fiskede alene, da hans sædvanlige fiskekammerater var arbejdsramt, men på den måde var der også flere fisk til Kim.

Kim fiskede i halvanden dag, og der var godt med fisk, dog var der en del småfisk, men også en 6-7 stykker der var godt over målet - med den største på godt 60 cm.

Alle fiskene blev fanget på et hurtigt indspinnet 16 grams Søm i tobisfarven, og Kim beretter, at fiskene huggede jernhårdt.

Alt i alt et godt resultat når man nu endelig er kørt så langt for at fiske.


søndag den 20. oktober 2013

Blankfisk fra klinten


Det har været et helt fantastisk vejr i dag - til fiskeri altså - lunt, overskyet og en tilpas vind fra sydvest, det jeg kalder "blødt" fiskevejr.

Kommet ned på klinten var forholdene lige så indbydende som vejret, godt med gang i vandet, som tilmed også var tilpas uklart efter en frisk sydøstenvind i går.
Der skulle da heller ikke mange kast til, før en fisk tog min OLR Tobis, og til min store glæde var det ovenikøbet en blankfisk med løse skæl, 1,2 kilo og 48 cm - dejligt.

Jeg havde et par små kontakter senere, men fiskeriet blev ikke helt som forventet, idet en stor sæl dukkede op på scenen og den valgte at "slå lejr" en kastelængde ude, hvor den jævnligt viste sit store hoved.
Ja, det gør helt sikkert noget ved fiskeriet.

I forbindelse med et pladsskifte mødte jeg en anden fisker, der havde fået en farvet fisk på omkring 2 kilo, så fiskene er derude.

En god dag med gode oplevelser i den flotte natur, der nu er klædt i efterårets farver.






lørdag den 19. oktober 2013

Vindskifte gav fisk


Efter en længere periode med ganske hård vind fra øst- og sydøstlige retninger, og dermed intet fiskeri langs kysterne på Stevns, blæste der i går mere gunstige vinde fra nord- og nordvest, og det lokkede Milivoj Saric en tur på kysten.

Han fiskede i løbet af dagen på flere forskellige pladser, og på den ene fik han 2 fisk lige på målet, som begge blev genudsat.
Efter et pladsskifte fik han en undermåler, og så denne fine efterårsfisk, der stadig har lidt af det blanke skær tilbage. Fisken vejede 3,1 kilo fordelt på 64 cm.
Alle fisk blev fanget på en 24 grams kobberfarvet Bornholmerpil.

Jeg får i øjeblikket en del meldinger om mange undermålsfisk, helt fra Nordsjælland og ned til Stevns. Fiskene er typisk mellem 25 og 35 cm, og de hugger villigt på forskelligt endegrej. Nogle steder optræder de i store stimer, og mit bedste råd til mine medfiskere er, at såfremt I render ind i sådan en stime, så indstil fiskeriet og skift plads.
Det er de kommende års fisk, som vi gerne skulle nyde godt af når de har nået en mere attraktiv størrelse, og så er der jo ligefrem ingen grund til at skade dem med vores kroge allerede nu.

lørdag den 12. oktober 2013

Udsætning af havørred


Så har de frivillige ildsjæle fra Køge Sportsfiskerforening igen brugt noget af deres fritid på at ophjælpe fiskebestandene i vore lokale vandløb.

- - -

Lørdag den 5. oktober 2013 havde vi årets anden og sidste udsætning af havørreder. Vi skulle i alt udsætte 14.600 stk. halvårsfisk i Køge å(incl. tilløb), Tryggevælde å (incl. tilløb) og Holmebækken.

Fiskene var 5-8 cm lange og var afkom fra vores el fiskeri i november måned sidste år. Vi mødtes ved Kimmerslev Møllebæk(tilløb til Køge å) kl. 11.00. De 14.600 havørreder skulle fordeles på 18 forskellige stationer i de 3 ovennævnte vandløb.



Desværre havde den gode sommer været hård ved nogle af de små tilløb. Der var 3 stationer, som det ikke var forsvarligt at udsætte fisk pga. ringe vandstand, deriblandt det øverste af Kimmerslev Møllebæk. De blev i stedet udsat på nogle af de andre stationer. Klokken 17.00 havde vi været rundt på de 18 stationer og var alle godt trætte. Tak til Keld, Franco og ikke mindst Ken, som mødte op på krykker.


Henrik Jacobsen


torsdag den 10. oktober 2013

Flot fisk fra Stevns


Der er lige løbet en lille fangstrapport ind fra Thomas Rud, som her til morgen var en tur på kysten for at prøve sin nye stang.
Allerede i 3. kast blev hans 28 grams umalede Søm taget af denne fine fisk på 4 kilo!

Thomas kan således ikke genkende billedet af, at der ikke skulle være fisk på Stevns, og det kan jeg heller ikke. Men man skal selvfølgelig være derude og gøre en indsats.

Tillykke med den fine fisk, Thomas.

lørdag den 5. oktober 2013

Boganmeldelse - Havørred refleksioner på kysten



“Biblen”, som jeg i mange år har kaldt den legendariske bog om havørredfiskeri, “Havørred Havørred”, skrevet af Kurt Malmbak Kjeldsen og Freddy Weiss, udkom for 34 år siden, i 1979. Allerede året efter, og altså for 33 år siden, fik jeg bogen i gave af min far.

Bogen står stadig i min bogreol, og set fra min stol, så har der ikke i de 33 år jeg har haft denne bog været andre bøger, der har samme faglighed, grundighed og ikke mindst, læsværdighed.

Men der er jo sket en del i udviklingen i løbet af de 34 år - heldigvis.

Bogen “Havørred refleksioner på kysten” af Jens Bursell og Rasmus Ovesen landede i min postkasse for få dage siden.

Små “teasere” på diverse fiskefora og i forskellige relaterede medier, har de sidste par måneder varslet om en bog, som er banebrydende på sit felt - kystfiskeri efter havørred - en fiskeform i fortsat vækst og udvikling blandt danske lystfiskere, og vel nok også den fiskeform, der i dag har flest udøvere.

Det er en stor bog, tæt på A4 format og trykt på 308 siders kvalitetspapir, så den er tung og signalerer udadtil kvalitet.

Den er rigt illustreret med nogle fantastisk flotte billeder, nogen vil mange sikkert genkende fra talrige Fisk & Fri magasiner gennem årene, men det bliver det bestemt ikke dårligere af.

Bogen er opdelt i 3 dele og den første del handler om havørredens biologi, vind og vejr, årstiderne, strategi, hvor og hvornår, love og regler, samt om beklædning og udstyr.

Alle disse elementer kan man læse om i næsten enhver bog om emnet, men her adskiller denne bog sig fra de andre i sin detaljegrad og sin grundighed. Hvert eneste kapitel vidner om, at forfatterne dels besidder en stor erfaring om emnet, og dels har brugt rigtig meget tid på at gennemarbejde materialet, så det kan præsenteres for læseren så detaljeret og informativt som muligt.

2. del omhandler flue- og spinnefiskeri på kysten, hvor de forskellige elementer af disse 2 metoder hver har fået 41 sider, og fuldstændig som i del 1 præsenteres læseren for et solidt gennemarbejdet og detaljeret stykke arbejde, hvor forfatterne kommer hele vejen rundt og lidt til. Her kan man bl.a. læse om indtagningshastighed, farvevalg på agnen, bevægelsesmønstre, krogvalg o.s.v.

Her er der virkelig noget at hente for den nystartede kystfisker, der gerne vil erhverve en teoretisk viden om sit fiskeri, som han eller hun efterfølgende kan omsætte til praksis ude på kysten. Det vil være en bog, som man typisk tager frem fra reolen når man fra tid til anden ikke rigtig kan finde melodien på kysten, for her vil man kunne finde mange af svarene på sine spørgsmål. Præcis ligesom jeg har gjort rigtig mange gange med “Havørred Havørred” gennem årene.

En encyklopædi ud i havørredfiskeriet, som Kurt Malmbak Kjeldsen skriver forordet til bogen - større ros kan forfatterne vel næppe få.

Der er noget for alle, uanset om man har fisket på kysten i 1 år eller i 40 år.

Bogens sidste del beskrives af forfatterne selv som et af de største kvantespring i kystfiskeriets historie, og efter at have læst hvert et ord af denne del med stor interesse, så er det min klare opfattelse, at det vil det utvivlsomt blive! Men det kommer til at tage lidt tid.

Sidste halvdel omhandler de sidste 50 procent, nemlig det tal, som ifølge Jens Bursell er lig med mængden af fisk, som selv erfarne havørredfiskere mister med traditionelle kystteknikker, primært grundet dårlig eksponering af krogen, dårlig penetration og utilstrækkeligt kroghold.
Den opvakte læser har allerede nu gættet, at det handler om releasetackler og L-rigs, teknikker som gennem de sidste par år har været omtalt i flere artikler i diverse fiskemagasiner.

Lad det være sagt med det samme, jeg har på baggrund af min stærkt begrænsede viden om disse nye teknikker været kritisk over for dem, men efter grundigt at have læst bogens sidste del, så er jeg blevet omvendt.
Jeg har i min tilgang til livets mange spørgsmål den klare opfattelse, at man aldrig bliver for gammel eller erfaren til at lære noget nyt. Man bliver heller aldrig for gammel til at indse og indrømme, at man tog fejl, men en så radikal ændring i sin fisketeknik kræver en god forklaring, og det føler jeg at jeg har fået med denne bog.

Jeg skal helt undlade at gå i detaljer om disse teknikker, det vil føre for vidt, for det er meget detaljeret, ja nogen vil helt sikkert påstå, at det er nørdet helt ud i det ekstreme, og det er det. Forfatteren varsler da også, at det kræver en vis dedikation hos læseren. Men det er skrevet så man kan forstå det.

Mange faktorer afhænger af, om man får et udbytte af at læse et så omfattende materiale, som forfatteren og hans testfiskere har brugt flere år på at indsamle og bearbejde til et færdigt resultat, der på en meget overbevisende måde præsenterer fakta. Det er ikke blot en fiks idé man har fået en sen aften omkring bålet på stranden.

Hvis man hører til den kategori af fiskere, der endnu ikke hviler i sig selv og sit fiskeri, og derfor skifter flue, blink eller wobler hver time, så er det omsonst at bruge den tid, som det uomtvisteligt vil kræve, at sætte sig ind i, og anvende disse teknikker.

Ligeså gælder det de fiskere, som er tilfredse med det antal fisk de kroger og lander med de traditionelle teknikker, og som har overbevist sig selv og omverdenen om, at de ikke har behov for at lære noget nyt.

Hvis man derimod, som jeg, hører til den kategori af fiskere, der har fisket havørred på kysten gennem mange år, og som egentlig gik og troede at det havde man helt styr på, så vil man med den rette tilgang til dette nye materiale, og et ikke uvæsentligt tidsforbrug inden teknikken er helt på plads, kunne forbedre sit fiskeri og lande flere fisk.
Jeg tror på det, og jeg har fået lyst til at lære det efter at have læst denne bog.

Jeg har altid haft stor respekt for folk, som dels ved hvad de taler om, og dels har gjort sig umage med det de nu befatter sig med, og i forhold til denne bog må jeg uvilkårligt bøje mig i støvet i respekt for den store entusiasme og det store arbejde, der er gået forud for det færdige resultat.

Kurt Malmbak Kjeldsens bog vil stadig være “Biblen” i mit univers, men når det så er sagt, så tøver jeg ikke med at kalde Refleksioner på kysten for “Det ny testamente”.

Bogen fås hos boghandleren, hos førende grejbutikker, samt hos Fisk & Fri, og koster 299 kr.