mandag den 27. august 2012

Flot sensommerfisk


Der er kommet endnu en beretning fra Jesper Jensen, der sammen med sin far og en kammerat var på kysten forleden. De startede fiskeriet omkring kl. 19, men den første halve time skete der ikke noget.

Efter en kaffepause genoptog de fiskeriet, og i tusmørket kunne Jesper se sin kammerats stang krølle sammen, men de var for langt fra hinanden, så Jespers far ilede til undsætning.
Senere kunne Jesper så konstatere, at kammeraten have fanget en rigtig flot sensommerørred på hele 4,3 kilo. Fisken faldt for en gennemløbswobler - hvad ellers, fristes man næsten til at sige.
Afslutningsvis fik Jespers far en fisk på 1,5 kilo.

Der er mange fisk langs kysterne i disse dage, og noget kunne tyde på, at trækket mod gydevandene er begyndt tidligt i år, så hvis man vil have billetter til festen er det nu man skal begynde at børste spindelvævet af grejet.


søndag den 26. august 2012

Tyvstart på efterårsfiskeriet


 
Der er kommet endnu en rapport fra Milivoj, som igen har været på jagt efter fedtfinner. I løbet af et par dages fiskeri er det blevet til 8 havørreder og 4 makreller, alle fanget på en 18 grams Tornado i tobisfarve. Alle fiskene er fanget i om dagen, dog er makrellerne fanget ved 19-tiden om aftenen.
 
Som det ses på billedet herover, så er havørreden allerede letfarvet og med store prikker, så trækket mod gydevandløbene er så småt startet. Fisken på billedet vejer 1,8 kilo
 
Milivoj beretter, at han har fundet et spot, hvor der er godt med strøm tæt under land, og det er efter hans opfattelse årsagen til, at fiskene kan fanges ved højlys dag i sommervarmen.


fredag den 24. august 2012

Debut med OLR Tobis


Jeg har fået en fangstrapport fra Jesper Jensen, som har erhvervet sig en OLR Tobis gennemløbswobler. Den skulle han prøve på aftentur, og vel ankommet til den udvalgte fiskeplads blev wobleren monteret.
Efter 20 minutters fiskeri havde Jesper en stor følger efter wobleren - anslået 5 - 6 kilo, men fisken huggede desværre ikke.
Der gik ikke lang tid før en fisk tog wobleren, og den kvitterede med et par gode udløb før den blev landet, men Jesper havde ingen vægt med, så vægten på ca. 2,5 kilo er anslået.

Aftenen bød på endnu en følger, der lavede nogle store hvirvler længere ud, bare 3 kast efter den sidste fisk. Og for at gøre det hele perfekt, så sluttede Jesper af med at fange en fisk på ca. 50 cm, som dog blev genudsat fordi den var lidt slank i det.

Det må siges at være et meget godt resultat på den første tur  med et nyt stykke endegrej, men det kan naturligvis ikke tilskrives wobleren alene, for der er jo som bekendt flere faktorer der skal gå op i en højere enhed før det hele går godt.

Til de, som må have fattet interesse for disse gennemløbswoblere, så kan jeg afsløre, at jeg allerede nu er godt igang med næste års produktion, som forventes at være færdige i det tidlige forår 2013, og de nærmere detaljer vil blive annonceret her på bloggen, så det anbefales at tilmelde sig mailinglisten.

søndag den 19. august 2012

Flotte fangster midt på dagen




Milivoj Saric, som jo ofte har bidraget med fangster til denne blog, har igen været ude for at lufte endegrejet. Denne gang har han trodset sommervarmen, og har været på kysten både sidste weekend og denne weekend - ved højlys dag, vel at mærke.

Sidste weekend fangede han hele 5 havørreder, hvoraf de 2 kan ses herover, en letfarvet på 3,1 kilo og en blank på 2,9 kilo. 3 fisk blev genudsat.

I denne weekend var Milivoj igen på kysten, og det gav 3 havørred og 5 makreller, så ingen skal komme og påstå, at der ikke kan fanges fisk om dagen her om sommeren.

Jeg kan personligt berette, at vandet på det nordlige Stevns er noget koldere end normalt  - i hvert fald hvis man skal bade i det;-)

Alle fiskene blev fanget på Milivojs eget gennemløbsblink, som han kalder "Tornado"

torsdag den 16. august 2012

Fuldfed blankfisk i augustnatten



Niels Garde, som er en af de fiskere, der har ladet sig inspirere til at lave egne gennemløbswoblere, var en tur på kysten i går,

Niels fortæller:

Vel hjemme fra sommerferie og overstået sygeleje måtte det hjemmeproducerede grej testes på kysten ved lidt aften/natfiskeri.
I lighed med dig selv, har jeg et lidt ambivalent forhold til at blindfiske i mørke og jeg dyrker det derfor kun i selskab med ligesindede, så der kan blive en hyggetur ud af foretagendet med lidt bål på stranden, og lidt grillet medister mv.
I går onsdag den 15 August var scenen sat og min nevø og jeg var klar til at udfordre de fuldfede sommerørreder, som jeg har erfaring for leverer en sublim fight på denne tid af året, da de som bekendt er i topkondition.
Vi startede ud omkring kl. 19.00 i fuld belysning for at teste grej og udvælge nogle "standpladser" med sandbund,som er den bund jeg helst vil befinde mig på når det rigtigt mørkner til. Relativt hurtigt vise de første springende ørreder sig lige uden for kastehold, og det var nogle alvorlige plask og fisk på 60-70 cm, i spring, hvor de afslørede deres sølvblanke krop i fuld længde.
Kort tid efter et par seriøse hug på nevøens stang, dog ikke fisk der blev hængende.
Først da det var helt mørkt kl. 22.30 var der gevinst -en fuldfed sommerørred på anslået knapt 3 kg. tog gennemløbs-wobleren:
- en S formet tobis- sag i sort med sølvsidelinje og sølvglimmer, og en spændende fight tog sin begyndelse. (Hvor man dog rager rundt i blinde, men fisken blev udtrættet og min nevø kun nette den fine fisk.)
Og nu til det lidt pudsige ved denne fangstberetning, når du ser billedet af fisken. Jeg havde bedt min nevø, som er uddannet B- filmfotograf om at tage sit professionelle fotogear med i håb om at få nogle virkelige klassebilleder med fra turen. Problemet var blot at kameraet havde  være udlånt og var løbet tør for strøm !!
Så billedet er elendigt- taget med en gammel Nokia telefon og i pandelampens skær uden blitz, men turen og kvaliteten af fangsten var bestemt hele ulejligheden værd.

Knæk og bræk derude i den begsorte Augustnat.

Ja, fiskene er derude, man skal blot kaste dynen af sig og komme af sted (siger jeg, som jo er gået helt bag af dansen hvad fiskeri angår denne sommer)

Tillykke med den fine fisk på det hjemmelavede grej, Niels - synd at billedet blev så dårligt, men sådan er det jo nogle gange.