fredag den 30. marts 2012

OLR Tobis slog til på Falster


Jeg fik forleden en mail fra Kim Pedersen, der til daglig bor i Vestjylland. Han var en af de hurtige, der nåede at købe nogle OLR Tobis hos Sport Dres i det tidlige forår, og så gik turen ellers til det østlige Falster for at prøve kræfter med Østersøens sildeædere.

Det er en lang køretur, men det lønnede sig, for pludselig blev wobleren taget ca. 60 meter ude i et knaldhårdt hug, og efterfølgende en god fight som blev afsluttet med landingen af en rigtig flot blankfisk på 4,1 kilo fordelt på 69 cm, og altså en konditionsfaktor på 1,25 efter Fultons formel.
Med til historien hører, at Kim kort efter mistede en fisk i tilsvarende størrelse, og han så også flere fisk i overfladen, så der var fisk under land - og det er jo helt perfekt når man er kørt så langt.

Som ophavsmand til wobleren er det en fornøjelse at få feed back på det arbejde man har lavet, og især når det er en fisk som denne.

Stort tillykke til Kim med den flotte fisk.

Jeg hører gerne fra andre brugere af OLR Tobis, så hold jer endelig ikke tilbage.

onsdag den 21. marts 2012

En dejlig dag på kysten


Var lige ude og nyde, det dejlige vejr i dag.
Og startede med at fiske med stiv side vind, og mærkede intet så heller intet.
Først efter 2 timer fik jeg en målsfisk, som blev genudsat.
Var blevet godt træt, af alt den vind og valgte at skifte plads.
Der skete ikke noget som helst den første 1 1/2 time, der stod en 30 meter fra mig og havde hug eller fisk på næsten i hvert kast(det bliver man lidt træt af og se på) nå men han sagde jeg skulle prøve der hvor han fiskede. Og det gjorde jeg så, og ikke lang tid efter var der en fisk på 45cm på.
Og så skete der igen ikke mere,før en time efter, der mister jeg først en og får derefter en fisk mere på 45cm noget af en lille bombe, ikke så bred men rund. Den ryger med hjem, og da jeg får den åbnet er det noget af et syn, den er fyldt med tobis hele 11 stk....
Alt i alt en rigtig god dag.

søndag den 11. marts 2012

En af forårets blanke


Hej Ole

Hermed en fangstrapport fra gårsdagens fiskeri.

Dagens tredie plads blev fisket af sent om eftermiddagen, efter de to foregående pladser vi havde gæstet, ikke havde kastet så meget som synet af en havørred af sig.

Efter en halv times intensiv fiskeri, var der pludselig en mindre markering på min Bornholmerpil derude - som svar, en varieret indspinning med endnu en markering på gennemløberen tilfølge - efterfølgende gav jeg den næsten totalt spinstop, men også kun næsten. Sekundet efter et meget kontant hug - tilslag og fast fisk. I den stærke strøm kunne havørreden levere en forrygende fight, med flere kraftfulde udløb undervejs - en sand fornøjelse.
Efter en relativ tung, men forholdsvis udramatisk fight, var havørreden træt og klar til Kejsen. Jeg kunne herefter nette og lande en fin blankfisk på 2,7 kg. og 58 cm.

Det som umiddelbart sprang mig i øjnene, var en kraftigt beskadiget/deformeret hale - ligesom fiskens rygfinne også var en smule deform.
Desuden havde fisken intet maveindhold - not what so ever.

Inden dagen gik på hæld, gav fiskeriet endnu en fangst i form af en fisk på lidt over målet, som naturligvis nænsomt blev genudsat.

mvh Svendsen

søndag den 4. marts 2012

Forårsfiskeriet er i gang



Selv om foråret kun lige er i sin spæde start, så har der i perioder været godt gang i fiskeriet på de forskellige kyststrækninger. Milivoj Saric nåede lige en tur på kysten i går, inden østenvinden lukkede for alt fiskeri, og det kastede en fin overspringer på 3,2 kilo af sig. Fisken faldt for en umalet hjemmelavet gennemløber, kaldet "Tornado", som Milivoj selv har fremstillet.

Flemming Tønnesen var også ude forleden dag, sammen med sin bror og fader, og de havde forinden endnu tilgode at fange en havørred over målet. Da fiskedagen var omme havde Flemming fanget en fin grønlænder på 43 cm, mens Flemmings bror kunne gå hjem med en flot blankfisk på 57 cm. Begge fisk huggede på en rød/sort Toby kun 15 m fra land.

De 2 ovennævnte fangstrapporter udgør kun en lille del af de fangster, som jeg har kendskab til i løbet af de seneste par uger, og mon ikke det er på tide at gøre op med al den snak om manglende fisk ved kysterne.
Selvfølgelig skal der arbejdes for fiskene, sådan har det altid været, og sådan skal det også være i fremtiden, men når man som Milivoj kan fange 2 meget flotte blankfisk på henholdsvis 4,7 og 3,2 kilo i løbet af en uges tid, så kan man vist dårligt påstå, at der mangler fisk ved vore kyster.

Til de, der forsat påstår, at der er færre fisk langs vore kyster end tidligere, så kan jeg anbefale denne artikel fra det seneste nummer af Sportsfiskeren - "I halen på havørreden", hvoraf det blandt andet fremgår, at der aldrig har været flere fisk at fange end tilfældet er nu. Forskellen fra tidligere er, at de mundingsudsatte fisk siden 2006 har været baseret på gener fra vildfisk, og en af forklaringerne på forskellene er, at vildfisk har et andet vandringsmønster end de smolt fra dambrugsfisk, som tidligere udgjorde udsætningerne.
Det gælder kort sagt om at "tænke ud af boksen" når man skal på kysten, for det er helt andre pladser man skal opsøge end tidligere. Det har jeg selv erfaret gennem de sidste par år.

fredag den 2. marts 2012

Genial opfindelse


Alle kystfiskere kender det - man har glædet sig til fisketuren, vinden og vejret er perfekt, eller også har fiskefeberen raset så længe, at man bare er nødt til at tage afsted. Blot for at konstatere, at vandet er fyldt med drivende ålegræs - noget der kan ødelægge selv den bedste fisketur på rekordtid.

Sådan har jeg det i hvert fald, og jeg kender en hel del andre, som også pakker sammen når der er ålegræs på krogen i hvert eller hvert andet kast.

Men fortvivl ikke, for en lokal lystfisker på Stevns har været i tænkeboks, og har opfundet en simpel anordning med det yderst passende navn "Weedbuster". Jeg er normalt udstyret med en god portion skepsis og mistro i forhold til nye "smarte" tiltag, og denne opfindelse var heller ingen undtagelse.

Lad mig kort forklare hvad det går ud på - opfindelsen består af et stykke rør i transparent blødt og tyndt gummi, som i den ene ende er forsynet med et stykke kobbertråd. Det tynde gummirør trækkes over krogspids og modhage, mens kobbertråden bukkes omkring krogøjet, og derved lukkes kroggabet og eliminerer på den måde krogens evne som "skidtsamler".
Skeptikere vil straks stille spørgsmålet "hvad så når fisken hugger?" Ja, så er gummiet så tyndt, at krogspidsen gennembryder det og kroger fisken, ganske som hvis gummiet ikke var monteret.

Et af mine forbehold var, om anordningen ville hæmme agnens gang i vandet, men det har jeg nu ved selvsyn konstateret ikke er tilfældet efter et par timers fiskeri. Jeg brugte "Weedbuster" på en af mine OLR Tobis, som jeg jo i hvert fald kender bevægelsesmønsteret på, og jeg kunne ikke mærke nogen forskel.
Der var ikke store mængder ålegræs i vandet under min test, men der var en del drivende skidt, og det mærkede jeg intet til efter monteringen af "Weedbuster". Desværre var der ingen fisk under land, forholdene var nu heller ikke optimale, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at fisken nok skal blive kroget selvom man har "Weedbuster" monteret.

Jeg må sige, at min skepsis er gjort til skamme, og det er bestemt en opfindelse jeg finder særdeles nyttig, især fordi man nu ikke behøver at få ødelagt en fisketur på grund af drivende skidt i vandet.

Ophavsmanden til "Weedbuster" er lystfiskeren, Erik Leth, som bor og fisker på Stevns, og skulle interessen for denne nye "dims" være vakt, så kan du læse mere om den og købe den HER