lørdag den 27. oktober 2012

OLR Tobis reddede dagen


Det er altid en stor fornøjelse når nogen finder glæde i noget man har lavet og lagt noget sjæl i, og en sådan tilkendegivelse har jeg fået i dag:

Hej Ole,
tak for en super hjemmeside, den bliver brugt ivrigt af mine fiskekammerater og jeg selv.
Har i år haft lidt svært ved at finde fiskene på Stevns, eller ihvertfald målerne.
Jeg var ude og prøve lykken igen igår, men efter 2 plads skifte og hundredevis af kast, havde jeg stadig ikke mærket noget.
Jeg ville lige prøve som sidste udvej at sætte din OLR Tobis på i tobisfarven, den er yderst langkastende og går rigtig godt i vandet.
Efter 15 minutters fiskeri, havde jeg opgivet alt håb om en blankfisk, men ville dog lige have sidste kast inden gåturen hen til bilen.
Der drev ligesom noget stillestående vand indenfor kasteafstand, og det var der det allersidste kast skulle føres hen.
Nåede at tage 10 omdrejninger på hjulet også sad den der. En dejlig blankfisk på 50cm (billede vedhæftet). Dejlig fisk at få til at gå hjem på.
OLR Tobis reddede den fisketur - så tak for det Ole.

knæk og bræk

Nicolaj Kaas, Kastrup
 
Jamen tak selv, Nicolaj - du har jo gjort det største og vigtigste arbejde, nemlig at finde fisken, og det er jo ofte forbundet med hårdt arbejde og stor tålmodighed. Endegrejet er selvfølgelig et vigtigt element, og jeg er glad for, at det var en af mine woblere fisken faldt for.

fredag den 19. oktober 2012

Skøn "overspringer"

Hej med jer

Var en tur ude i morges, og hvilken morgen - vejret var skønt og lunt, vandet stille og fiskene meget forsigtige, men ikke den her. Fisken vejede 2,6 kg, og jeg fangede den på en af mine egne hjemmelavede JL1 gennemløbswobbler i farven sort/cream/rød 26 gram. Udover nævnte, fangede jeg også en målsfisk, den svømmer endnu, modsat før nævnte, den er netop blevet fortæret med stor velfornøjelse :-)

Mvh

Jesper Stokbæk

søndag den 14. oktober 2012

Blankfisk i silende regn




Vejrudsigten sagde regn og sydlig vind, og ikke mindst meget høj vandstand, men det afholdt mig ikke fra at tage en tur på kysten, for jeg havde lige hentet et par prøver på nogle nye farver, som Ole Gregersen har malet nogle af mine woblere i.
Ankommet til pladsen måtte jeg konstatere, at prognosen om forhøjet vandstand ikke var helt forkert, for vandet stod ca. 80 cm over daglig vande, og det giver fiskeriet en ekstra udfordring - mildt sagt, for vadefiskeri på de vanlige steder er ikke muligt med så meget vand.
For at det ikke skulle være løgn, så havde DMI også ramt rigtigt med hensyn til nedbøren, for regnen silede ned, og egentlig burde jeg bare være kørt hjem, for i baghovedet havde jeg erindringen om, at en fiskeskribent en gang har skrevet, at det ikke giver mening at fiske når regnen siler ned.

Nå, ét er teori - et andet er praksis, så jeg monterede en OLR Kutling, som Ole Gregersen har malet i den nye farve, som han kalder "hundestejle" - og som jeg vil kategorisere som naturlig, idet den har samme farvespekter, som de farvede havørreder der dominerer kysten i øjeblikket.

Allerede i 4. kast blev wobleren taget med en sjælden beslutsomhed helt ude i kastet, og en blankfisk sprang højt ud af vandet. Efter en god fight med et par hidsige udløb gled en tromletyk blankfisk med løse skæl over netrammen - 1,6 kilo fordelt på kun 47 cm - en konditionsfaktor på 1,54 efter Fultons formel - skøn fisk!
Efter et par billeder genoptog jeg fiskeriet og lagde et kast langs med kysten - det var jo trods alt ekstremt højvande, så måske fiskene var tættere på land i dagens anledning - det var de, for efter få omdrejninger på hjulet blev wobleren igen taget hårdt og kontant, men denne gang gik fisken dybere og tungere, tydeligvis en lidt større fisk.
Efter lidt tovtrækkeri kunne jeg afkroge og genudsætte en farvet fisk på anslået omkring 3 kilo - dette højvande har helt sikkert sat gang i opgangen, og selvfølgelig skulle denne fisk også med op i åen. Lad os håbe den undgår alle garnene på vejen.

Dagen bød på lidt mere action, idet en hidsig blankfisk omkring kiloet pludselig kom susende skråt ind fra siden, og kastede sig grådigt over wobleren, da denne var knap 2 meter fra stangspidsen. Ikke noget drømmescenarie, da langt de fleste fisk ikke bliver kroget ordentligt på så kort en distance - og denne slap da også sit greb i wobleren efter få sekunder. Men vild var den - fantastisk med lidt gang i den.

Efter et par timer tog regnen yderligere til, og minsandten om ikke også vandstanden steg yderligere, så jeg vendte snuden hjemefter.

Den tromletykke blankfisk havde 5 store tobiser i maven.

onsdag den 10. oktober 2012

Storfisk på OLR Tobis og andet nyt

 

På Fiske Avisens webside under fangster kan man se en stolt fisker med en flot havørred på hele 6,6 kilo fordelt på 83 cm, der blev fanget på Stevns i lørdags. Fisken blev ifølge fangstrapporten taget på en OLR Tobis
Du kan læse fangstrapporten og nyde billederne her http://fiskeavisen.dk/FANGSTER/a.htm?catchid=1087
Stort tillykke til Jannick Nielsen med den flotte fisk.

Jeg har gennem længere tid fået talrige henvendelser omkring OLR Tobis og OLR Kutling, idet alle gerne vil købe eksemplarer af disse, men jeg må uden undtagelse skuffe folk, for jeg ligger ikke inde med et lager af woblere. Det er og bliver et hobbyprojekt, og det sætter naturligvis sine begrænsninger. Det har aldrig været meningen, at disse woblere skulle sælges kommercielt, og derfor er der også tale om et meget begrænset antal, primært fordi selve arbejdsprocessen er så langsommelig og omstændelig, at der ingen fortjeneste er ved salg når regnskabet gøres op. Det ER kun for sjov - men det er jo til gengæld også rigtig sjovt når en glad fisker kan fremvise sit livs fisk, fanget på noget vi har lavet.

Til de utålmodige er der imidlertid godt nyt, for jeg har brugt de sidste 4-5 måneder på at fremstille næste års udgivelse af OLR woblere, og disse er nu afleveret til Ole Gregersen, OG Paint, der skal bruge resten af året på klargøring og maling af woblerne (ind i mellem alt det andet arbejde med at lave endegrej til lystfiskerne).
Ja, håndlavet kvalitet tager tid, og derfor vil woblerne først være klar til levering i løbet af februar 2013.

2013 udgivelsen byder på en nyhed, der samtidig er med til at markere Stevnsfisker.dk´s 5-års jubilæum.
Men mere om det i januar måned.

Hvis du ønsker at holde dig opdateret om udgivelsen, så kan du tilmelde dig og følge bloggen på mail når der er nye opdateringer.

tirsdag den 2. oktober 2012

Flotte fisk til flittig fisker



Jeg har fået en mail fra Jesper Jensen, der er en særdeles flittig kystfisker, og som et bevis på at flid belønnes har Jesper i løbet af de sidste 14 dage fanget 8-10 fisk på kysten, hvoraf mindst 4 er rigtig fine fisk på mellem 2,5 og 3,4 kilo.
Jesper beretter, at han mistede en større fisk, ligesom der var en fisk af stor kaliber med inde at vende ved stangspidsen.

I al beskedenhed, så har Jesper fanget alle fiskene på en OLR Tobis i farven Hvid/Oliven/Sort - i daglig tale kaldet tobisfarven, for Jesper har tabt sit hjerte til denne wobler, og fisker stort set ikke med andet.

Det er jeg naturligvis glad for, idet jeg jo har brugt megen tid på udviklingsarbejdet med denne wobler, og det er altid den ultimative anerkendelse for det arbejde man har gjort, når andre også kan se en ide i det og det tilsyneladende også kan fange fisk.

Men jeg vil endnu engang understrege, at denne wobler ikke er et stykke universelt endegrej, der under alle forhold fanger fisk, for det er altid det stykke endegrej der er vådt, som fanger fisken, uanset om det hedder det eller det andet. Det gælder om at være derude og give det en chance, og det er Jespers fiskeri et godt eksempel på. Man skal være der - og man skal finde fisken - derefter er det ikke så svært.

Fiskene er stadig kun letfarvede, og de kan endnu lures, men der er mange såkaldte "markeringshug", hvor fisken ikke bliver kroget, men som tiden går bliver det sværere og det er vel også fint nok, for fiskene er jo på en vigtig mission, og om ikke så længe vil nogle velkonditionerede blanke overspringere kunne træffes blandt de farvede.