lørdag den 29. juni 2013

Masser af tobis!

Klik for større billede


Jeg har valgt at prioritere de gode nyheder højt på denne blog, og en af de gode nyheder er, at der er masser af tobis helt tæt på kysten - her på Sjælland! Det skulle ellers ikke være tilfældet, siger nogle få.

Billedet er herover er taget i går midt på eftermiddagen på en kystplads her på Sjælland, og uden at forstørre billedet kan man straks se, at en stor stime tobis trækker forbi fotografen, som er Milivoj Saric.

Mili har valgt at trodse mantraet om, at man om sommeren kun kan fiske når det er mørkt, og det har allerede nu givet ham nogle fine fangster og nogle gode oplevelser, som billedet her så glimrende beskriver.

Når der er tobis, så er der som regel også havørreder, og det konstaterede Mili da også i går, hvor en tur på kysten om eftermiddagen gav 2 fisk, en på 1,5 kilo og afslutningsvis en flot sommerfisk på hele 2,5 kilo!

Fiskene blev fanget på Hugormen i hundestejlefarven


God weekend!

onsdag den 26. juni 2013

Fangst i dagtimerne


Selv om sommerens fiskeri ofte er henlagt til de mørke timer, så kan det stadig lade sig gøre at fange havørred - og makrel i dagslys.
Det førte Milivoj Saric bevis for den anden dag, da han opsøgte en plads på Sjælland, hvor der er godt med strøm tæt under land.
Mili startede sit fiskeri på pladsen kl. 1400 og fiskede frem til kl. 2100, hvor et veritabelt uvejr brød løs og satte en effektiv stopper for mere fiskeri.
Han fik den første fisk på land efter kun en halv times fiskeri, og turen gav ialt 6 mindre blankfisk med de 2 største på omkring kiloet, samt en enkelt makrel, som blev taget i skumringen. Mili tog 3 fisk på Hugormen i OGP´s hundestejlefarve, og resten på sin egen gennemløber, "Milis Tobis".

Mili beretter iøvrigt, at han aldrig har set så mange tobis, som han så denne dag på pladsen.

Milis rapport står i skærende kontrast til den debat, der i øjeblikket kører på 123nu hvor nogle mener, at der mangler fødeemner kystnært, med deraf følgende dårligt fiskeri.

Der hersker ingen tvivl om, at flere forskellige forhold har spillet ind i forhold til kystfiskeriet for en håndfuld år siden og til nu, men der er nu stadig langt til at påstå, at der ingen fisk er, for rapporterne taler deres eget tydelige sprog. Der er dog også stor uenighed om påstanden i den nævnte debat.

I foråret fangede jeg selv en del fisk, og flere af disse var proppet med tanglopper og mysis, og jeg konstaterede da også et sandt mylder af liv på det lave vand, så jeg ser ikke så sort på det.

Det gælder om at tænke ud af boksen, og så gælder det helt basalt om at være derude og gøre en indsats - og det gør Mili!

søndag den 23. juni 2013

Tilbageblik på en svunden tid

Jesper Larsen med en 4,5 kilos blankfisk fra en aftentur på klinten i 2007

De fleste inkarnerede kystfiskere, der de seneste 10-15 år jævnligt har fisket på Stevns, tænker tilbage på årene for ca. 10 år siden med et stort smil på læben og julelys i øjnene. For mit eget vedkommende gælder det særligt årene 2003-2004. Det var årene, hvor man i maj og juni måned,  i spændt forventning drog afsted til klintekysten efter endt arbejde, klar til noget intens action med kystens stærke blankfisk i nattemørket.

Det var dengang, hvor man var næsten sikker på fangst, og ofte bestod fangsten af rigtig pæne fisk på 3-5 kilo, sommetider større.

Det var også dengang, hvor man kunne stille sit ur efter torskene, der indfandt sig i skumringstimen og frem til  det blev helt mørkt. Ofte var der tale om pæne torsk op til et par kilo, men som regel var det mindre torsk omkring målet.
Når torskene forsvandt kom havørrederne.

Det var dengang, hvor man jævnligt kunne mærke når tobiserne "bumpede" ind i ens ben, mens man stod i vand til livet.

Det var dengang, hvor man kunne sidde i den lune og vindstille sommeraften under klinten, mens man ventede på, at havørreder på jagt trak nærmere og nærmere, indtil de til sidst var inden for kastehold. Det var en helt speciel og magisk stemning der bredte sig, når man i skumringen kunne høre plaskene efter de jagende fisk, der sprang ud af vandet i deres jagt på de store mængder tobis.

Men så skete der noget.

Der var ikke længere så mange havørreder, og torskene forsvandt helt fra kysten.

Faktisk skete der flere ting, som hver især har ændret billedet for altid.

Årtiers udsætninger af 2-års fisk direkte på kysten ophørte i 2001 efter anbefalinger fra biologerne, idet de kystudsatte fisk ved strejfning "forurenede" de naturlige ørredbestande i vandløbene genetisk.
Virkningen af denne beslutning slog for alvor igennem på Stevns i årene 2005-2008, hvor især natfiskeriet blev dårligere og dårligere.

Virkningen blev yderligere forstærket af, at forekomsten af kystnære tobis nærmest var ikke-eksisterende, og den primære årsag til dette var flere års industriel overfiskning. Der blev på den baggrund indført strammere kvoter på dette fiskeri, men det tager som bekendt lang tid, før den slags kan mærkes.

Man kan sagtens søge, og finde flere plausible forklaringer på det væsentligt forringede fiskeri, blandt andet var dræbergoplen, en invasiv art, der blev bragt til landet fra den amerikanske østkyst med skibenes ballastvand, sikkert også en medvirkende årsag, da den lever af tobisernes og torskeynglens fødeemner, zooplankton.

Ændringerne var medvirkende til, at jeg i stadig mindre grad dyrkede natfiskeriet, og enslydende meldinger fra de, der fortsat havde mod på at stå på kysten i de mørke timer var, at der skete mindre og mindre fra det ene år til det andet. Det kunne simpelthen ikke betale sig længere.

I dag har jeg, med skyldig hensyntagen til både arbejdsliv og privatliv, lagt natfiskeriet på hylden, for min opfattelse er, at udbyttet ikke står mål med indsatsen.
Det er også mit indtryk, at jeg ikke står alene med den opfattelse, og de få meldinger jeg har fået fra venner og bekendte med fortsat mod på natfiskeriet er, at der sker for lidt, og at fiskene generelt er små.

Når det så er sagt, så savner jeg den magiske stemning ved natfiskeriet, duften og lydende i mørket, men det bliver ikke det samme uden fiskene.

Der er stadig nogen der natfisker, men det er slet ikke i samme omfang som tidligere, og de vedholdende natfiskere fanger da også fisk fra tid til anden, for selvfølgelig er der fisk derude.

Jeg glæder mig til efterårets fiskeri.

Vi ses derude.

lørdag den 15. juni 2013

Sommer update


Sommeren er som bekendt ikke ligefrem højsæson for kystfiskeri, ikke fordi det ikke kan betale sig, men nok mest fordi det jo er mørkets gerninger, hvilket kræver at man investerer noget af sin nattesøvn i projektet. Når man som jeg har passeret de 50, så falder lysten til at rave rundt på kysten i mørke som regel væsentligt, og jeg personligt bruger sommerperioden til andre gøremål, som har måttet vige for fiskeriet på andre tider af året.
At jeg ikke er den eneste, der sætter fiskeriet lidt på pause, afspejler sig selvsagt også i aktivitetsniveauet her på bloggen, men den opmærksomme læser vil have bemærket, at jeg løbende laver små opdateringer på hovedsiden, og herunder indsætter nye billeder m.v.

* * *

Mili Saric er en af de kystfiskere, der ikke trykker på pauseknappen om sommeren, og han har i de første 14 dage af sommeren haft et par gode aftener/nætter på forskellige kyststræk på Stevns, hvor han har fanget en stribe fine fisk.
Mili beretter, at han på en af turene mistede en stor fisk på anslået 5 - 6 kilo, som efter ca.15 minutter lang fight svømmede rundt om en sten, hvilket medførte at linen blev slidt over.
Jeg røber ikke for meget når jeg siger, at Mili eksperimenterer en del med sit endegrej, og på de seneste ture har Mili haft succes med Hugormen i hundestejlefarven fra OG Paint.

* * *

Det sker desværre jævnligt, at lystfiskere og andre bilister, som parkerer på de offentlige p-pladser på Stevns, udsættes for indbrud i bilerne.
I tirsdags, den 11. juni, skete det igen, idet en parkeret bil ved Holtug Gl. Kridtbrud, fik knust sideruden med en stor sten, hvorefter gerningsmanden fjernede en jakke og en kikkert fra bilen.
Mange lystfiskere har i dag grej og beklædning for en mindre formue, og herfra skal i den forbindelse lyde en opfordring til, at man tænker sig om, og kun medbringer det mest nødvendige udstyr på turen. 
Undlad derfor at efterlade dyrt grej og beklædning i bilen, og hvis man absolut er nødt til dette, så sørg for, at det ikke kan ses udefra (hvilket iøvrigt er et krav hos de fleste forsikringsselskaber)


Fortsat god sommer!



lørdag den 1. juni 2013

Månedsvinder maj 2013


Som den sidste månedsvinder i Stevnsfisker.dk´s lille jubilæumskonkurrence har vi udvalgt Lasse Andersen fra Brønshøj, der var så heldig at fange en flot sildeæder på hele 6,3 kilo på Møn her i foråret. Lasse tog nogle gode billeder i høj opløsning af sin fangst, og det fremgår tydeligt af billederne, at disse er taget meget hurtigt efter fangsten, hvilket er helt essentielt hvis fisken skal fremstå spændstig og flot på billederne.

Tillykke til Lasse Andersen både med fisk og præmie.

Således slutter denne lille "kun for sjov" jubilæumskonkurrence på årets første sommerdag. Tak til de, der gad at lege med og gjorde sig umage med både billeder og beretninger.
Måske opstår der en lignende konkurrence om 5 år, når Stevnsfisker.dk har 10 års jubilæum, hvem ved.

I er naturligvis altid velkomne til at sende jeres bidrag til denne blog, uanset om det er en fangst eller måske noget hjemmelavet grej I går og sysler med, og måske vil dele nogle erfaringer med andre.

God sommer - der er blanke sommerfisk til de ihærdige, der ofrer nattesøvnen til fordel for kysten.

På gensyn derude - før eller siden.