torsdag den 28. juni 2012

EM fodbold eller fisk?

I går aftes stod valget mellem fodbold eller fisk - heldigvis valgte jeg det sidste. Jeg plejer at sige til mig selv at det bliver en aften/nattur, men faktisk kom det ikke til at gå så meget ud over søvnen. Fisken huggede 2315, og den gav en god fight, med mange dybe dyk mod bunden. Fisken huggede meget hårdt helt ude i kastet på en af mine egne hjemmelavede JL1 wobblere i farverne oliven/cream 26 gram - den vejede 3,5 kg og var 68 cm. Jeg fangede også en mere på en ca 1,5 kg, den røg ud igen, en med hjem må være nok. Der var godt med fisk på pladsen fra ca 2300-0100.
God fiskesommer - det tegner godt :-)

Mvh

Jesper

søndag den 24. juni 2012

Natfisk til de flittige


Milivoj har været på en natlig fisketur forleden, og det var den tabte nattesøvn værd, idet han i løbet af natten fangede ialt 5 fisk, 2 var under målet, mens de 3 øvrige lå mellem 1 og 1,5 kilo - blankfisk naturligvis.

Fiskene blev fanget på Milivojs eget gennemløbsblink "Tornado" i en umalet version, og Milivoj konstaterede tørt, at den umalede version jo også virker om natten, så det er nok ligemeget hvilken farve man benytter.
Det er rigtigt, Milivoj, og de der kender mig ved, at jeg ikke tillægger farven den store betydning i mit fiskeri, og da slet ikke om natten, hvor enhver agn, uanset farve, vil fremstå sort mod den lysere nattehimmel.

Men fiskene er derude, også selv om det ifølge kalenderen er sommer. Det kræver bare, at man er villig til at bytte den varme dyne ud med et par waders, og så ellers bare komme afsted. Det er så lige på dét punkt, at jeg falder så sørgeligt igennem, for jeg er desværre både blevet for gammel og for doven til at investere min nattesøvn i et fiskeri, der jo beklageligvis ikke er hvad det engang var.

Natfiskeriet har også ændret sig de seneste 7-8 år, og man kan ikke forvente de samme drømmefangster som tilfældet var i f.eks. 2003-2005, hvor store mængder tobis trak rundt langs klintekysten i aftenskumringen. Det var noget der tiltrak havørreden, og det var vel at mærke store havørreder, ofte mellem  4 og 8 kilo, og de mest ihærdige natfiskere fik fisk man i dag kun kan drømme om.

Idag er forekomsten af tobis minimal i sommermånederne, og de ændrede udsætningsplaner har vendt op og ned på havørredens vandringsmønster, så det er blevet en hel del mere udfordrende at fiske - ikke bare om dagen, men i særlig grad også om natten.

Det lykkedes for Milivoj, og det beviser bare endnu engang, at flid lønner sig.

onsdag den 6. juni 2012

Tobiswobler på en ny måde


Jeg har fået en henvendelse fra Niels Garde, som har ladet sig inspirere af afsnittet om fabrikation af gennemløbswoblere på Stevnsfisker.dk, og derfor har eksperimenteret lidt med sin egen udgave af et bud på en wobler, der imiterer tobis.

Niels fortæller:

Efter at jeg har kæmpet et stykke tid med at få belastningen til at sidde rigtigt i formen, droppede jeg plastrøret og brugte messingrøret til at fiksere belastningen så den sad rigtigt i formen. De første 5 woblere med kun plastrøret kæntrede voldsomt til styrbords side, og det duer jo som bekendt ikke ved normalt fiskeri, med mindre man tror på teorien om en syg fisk der svømmer på siden.
Det interessante var om jeg kunne fremstille en "NGP"- "swing" wobler, da jeg godt kan lide S formede gennemløbere og woblere i lighed med
Kanonen, Gobi og Witch.

Fremgangsmåden er den samme som du selv beskriver på sitet, med den væsentlige forskel at jeg minimerer hærderen i krystalplasten, så wobleren er bøjelig når den er lige netop hærdet. Jeg bruger messingrør til at balancere belastningen og bruger en normal form (13 cm tobiswobler) lavet af tandlæge- silicone.
Derefter er det blot at vælge hvor meget S form man ønsker ved at bøje messigrøret, som er medgørligt og ikke "klapper sammen" når man arbejder med det. Det er en god ide at have 1 cm eller mere rør end woblerens længde til rådighed i begge ender af wobleren.


Det var jo dét der var hele formålet med afsnittet - nemlig at folk med modet og lysten til selv at gå i gang med at lave deres egne woblere, skulle finde den fornødne inspiration til at komme godt fra start, og selv gøre sig deres erfaringer.
Det ser ud til at være lykkedes, i hvert fald for Niels, der nu har fremstillet en wobler der har lige netop de egenskaber, som han lægger vægt på ved en wobler.

Ideen er hermed givet videre.

lørdag den 2. juni 2012

Der fanges stadig sølvtøj


Lars Holm var på en tur på kysten i sidste uge, og turen gav en fin fisk på 1,6 kilo, som blev overlistet af en af Otto Poulsens gennemløbswoblere - en tobisimitation, naturligvis.

Selve fangsten er ikke specielt spektakulær, men prøv at kigge nærmere på fiskens mund og du vil lægge mærke til, at halvdelen af underkæben mangler. Lars beretter, at selve såret var helt lægt, så fisken har formentlig levet med denne deformitet i længere tid, og det faktum at en stor del af underkæben mangler har tilsyneladende ikke hæmmet fiskens indtagelse af føde.

Der kan altså stadig fanges sølvtøj derude, mellem alle hornfiskene, men det er mørkets gerninger, helst sen aften/nat eller meget tidlig morgen, hvilket i denne tid vil sige ved 3-4 tiden, så der skal ofres lidt nattesøvn, hvis man ellers er villig til det.