tirsdag den 26. april 2011

Påskeferie på Møn


Havde en ganske god uge på møn. Havde 4 fiskedage 11 bud på krogen 2 mistet og 6 på land med de 2 største på 2.8kg (billed 1) 2kg (billed 2) det var rigtig svært, og kunne forstå på nogle af de "lokale" at man bare skulle være glad hvis man fik noget.

Så alt i alt en god tur også selv om meldingerne fra stevns, det kunne være jeg skulle holde påske ferie der næste år ;)
 

fredag den 22. april 2011

Sildeæder på tobisjagt


Det gode påskevejr indbød til en hurtig aftentur, så afsted mod kysten det gik. Vandet så indbydende ud, let uklart og lidt uro i overfladen, og en konstateret tilstedeværelse af kystnære tobis samme morgen gav troen på, at fiskene nok skulle indfinde sig i løbet af aftenen.

Nærmest pr. automatik spændte jeg en efterhånden godt gennemgnavet OLR tobis wobler for enden af linen. Wobleren har virkelig gjort det godt i dette forår, idet samtlige fisk med et par få undtagelser er taget på denne wobler. På den anden side - det er jo også den jeg fisker mest med, så det er vel ikke så mærkeligt.

Wobleren sendes ud i horisonten, og i 3. kast bliver den taget med en vildskab jeg kun få gange tidligere har oplevet. Normalt opfører fiskene sig forholdsvis roligt umiddelbart efter hugget, men med denne fisk er det anderledes. Hugget falder virkelig hårdt og kontant, og et nanosekund efter tager fisken et hidsigt udløb i retning mod dybere vand, og det får mig til at slække bremsen et par hak for ikke at svække krogholdet ved den efterfølgende fight - en unødvendig disposition, skulle det senere vise sig.

Det er umiddelbart vanskeligt at vurdere fiskens størrelse, for den er ikke flink til at vise sig i overfladen, men går i stedet dybt og tungt, mens den fra tid til anden tager nogle korte men hidsige udløb, der får hjulets bremse til at skrige - den sødeste musik man kan tænke sig.

Det er tydeligvis en god fisk, og jeg gætter den forsigtigt til at være omkring 3 kilo, men den virker stærkere end en 3 kilos. Jeg lader for en sikkerheds skyld fisken bestemme farten i første halvleg - den er trods alt på hjemmebane, mens jeg bare er på besøg.
Fisken tager et sejt og langsomt udløb ca. 20 meter vinkelret på kysten, og da den stopper op lægger jeg pres på den og får den vendt om, så den i stedet svømmer ind i badekarret, hvor den søger mod bunden.

Da jeg får fisken tvunget op i overfladen får jeg lyst til at lege lidt med mit kamera, og da kameramanden er uden for rækkevidde må jeg selv gøre et forsøg. Jeg bruger 10 sekunder på at holde fisken i skak med den ene hånd, mens jeg videofilmer med den anden hånd - dårlig ide - don´t try this at home! Efter redigering blev det til en 7 sekunders videosnas med en fisk, der tonser rundt i overfladen. Det skal jeg undlade at trætte med.

Fisken lægger sig endelig på siden og glider kort efter over netrammen. Da jeg bærer fisken i land indser jeg, hvor bred og smuk den er, en rigtig bombe med et ordentligt haleror. Fisken er kroget dybt i gabet, og krogen er gået gennem øjet indefra - den har virkelig hugget igennem, og krogen skal vrides ud med krogløser tangen.
Fisken vejes til 4,5 kilo fordelt på 70 cm, en K-faktor på hele 1,31 efter Fultons formel!! Vidunderlig fisk, og i en størrelse man ikke støder på hvert år.

Forleden var mit forår reddet med en 3 kilos skønhed, og med denne fisk er hele mit år reddet. Den største tilfredsstillelse er dog, at se den wobler man selv har designet og fremstillet, solidt plantet i kæften på en fisk af den kaliber. Mit formål med at lave wobleren var, at lave noget der så naturtro som muligt imiterede en tobis, og når jeg selv skal sige det, så er det lykkedes til fulde. Denne wobler model har i løbet af de sidste 2 år givet mig rigtig mange fisk med den største på 6,8 kilo - mere kan man vist ikke forlange af et stykke hjemmelavet grej.

Aftenen bød også på en 2,2 kilos blankfisk til Jan og yderligere en blankfisk på ca. 1,5 kilo til mig. Begge fisk behørigt genudsat.

I maven havde fisken skelettet af det, der engang var en sild på 20 cm. Altså en rigtig sildeæder, som lige var inde at vende efter en tobis eller 2.

Skulle der sidde nogen derude, som fejlagtigt er blevet bibragt den opfattelse, at man så let som ingenting hopper i vandet og fanger blankfisk, så hører det med til historien, at der i dette forår er investeret rigtig mange timer i fiskeriet. Hertil skal så lægges de mange timer og dage, hvor fiskeriet ikke har givet noget som helst, men hvor man har opbygget den så vigtige erfaring og viden om fiskepladserne o.s.v.

April måned er snart slut, og lige om lidt begynder natfiskeriet efter de blanke.



onsdag den 20. april 2011

Tobis a la carte


Under en køretur, på vej til andre gøremål, kom jeg forbi et stykke kyst, som jeg ikke har været på i nogen tid. Jeg havde grejet med i bilen, så hvorfor ikke lige gå ned til vandet og kigge på sagerne. Det så faktisk rigtig indbydende ud, og det lykkedes at finde et meget afgrænset område af strækket, hvor vandet var  godt uklart.

Jeg vadede ud og gik i gang, og efter 10 kast blev wobleren taget hårdt og kontant et stykke ude. Fisken strøg omgående i luften og afslørede, at den var et stykke over gennemsnittet. Den efterfølgende fight var ganske underholdende, for fisken var en hidsig satan, som både kunne tage udløb og gå dybt og tungt, men i nettet kom den til sidst.

Den havde virkelig taget wobleren med beslutsomhed, for Siwash krogen var nærmest syet fast i fiskens mundvig. Dejlig overspringer med løse skæl, 3 kilo og 62 cm - det bliver ikke bedre. 

I maven på fisken var en enkelt tobis på 12 cm, så det var en fisk på tobisjagt i det uklare vand, der faldt for min hjemmelavede tobiswobler.
Mit forår er bestemt reddet med denne fisk.

lørdag den 16. april 2011

Flere forårsfisk

Milivoj var også på kysten forleden dag, og på nogle få timers fiskeri fik han hele 4 fisk, en stor nedgænger på 4-5 kilo - som naturligvis blev genudsat - samt 2 mindre fisk på 43 og 50 cm. Dagens højdepunkt var dog en velkonditioneret blank overspringer på 2,85 kilo.

Milivoj beretter, at nedgængeren blev fanget på en Lawson Bullet kystwobler, mens de øvrige fisk blev overlistet med en 20 grams Bornholmerpil.

fredag den 15. april 2011

Pürsch fiskeri i badekarret


Dagens fiskeri startede lidt mismodigt, for krystalklart vand uden nogen form for bevægelse er ikke just befordrende for troen på projektet.
Vi tog os derfor tid til at sidde lidt og nyde det gode vejr og spejde lidt ud over vandet. Pludselig fik vi øje på en fisk, der med en diskret hvirvel afslørede sin tilstedeværelse i badekarret 5 meter fra land. Kort efter viste endnu en fisk sig i overfladen længere ude, men stadig inden for 1. revle.

Jeg sneg mig ned til vandkanten og sendte min hjemmelavede OLR Tobis wobler ud i retning af fisken, og der skulle kun få omdrejninger på hjulet til, før der rejste sig en v-formet bølge bag wobleren, herefter spinstop, men intet skete. Jeg genoptog indspinningen, og igen viste v-bølgen sig bag wobleren, endnu et spinstop, men hugget udeblev.

Nyt kast, og efter få meters indspinning faldt hugget hård og kontant. En mindre blankfisk måtte ind til en afkrogning og genudsætning.

Der var i en periode på ca. 1 time kontinuerligt fisk i badekarret, og efter kort tid blev wobleren taget med en vildskab og en beslutsomhed der virkelig kunne mærkes. Efter en kort fight gled en fin overspringer på 2 kilo og 54 cm over netrammen.

Svendsen førte kameraet - se videoklip her: http://www.youtube.com/watch?v=ymtGIPx0zTM

Jeg skal beklage den dogmeagtige optagekvalitet, som jeg i løbet af året vil forsøge at forbedre ved at indkøbe et kamera, der kan optage video i HD-kvalitet. Jeg skal blot afsøge markedet og finde ud af, hvilket kamera det skal være. Indtil da må I have tålmodighed med den manglende kvalitet.

Husk at affiske badekarret inden vadning til dybere vand

torsdag den 14. april 2011

En af de bedre dage på kysten

Det har været en af de gode dage på kysten, faktisk en af de mere sjældne. Det lykkedes os at finde et kyststræk med god bevægelse i vandet, som tilmed var så tilpas uklart, at man kun lige akkurat kunne skimte sine støvlesnuder på 1 meter vand. Perfekt!

Jan har kontakt allerede i første kast, og kort efter sidder den første blanke grønlænder på hans Bornholmerpil. Jeg har valgt en af mine tobiswoblere, men den vil de ikke have, så jeg skifter til et forsølvet Søm på 16 gram. Første kast bliver taget med den nye agn, og efter få omdrejninger på hjulet bliver Sømmet taget hårdt og brutalt af en fin blankfisk på 1,3 kilo. Den er som Sømmet, nyslået sølv og mine håndflader bliver fyldt med løse skæl da jeg afkroger fisken.

Jan får den ide, at han vil kaste lidt længere, og derfor skifter han til en bred Bornholmerpil i 22 gram. Den ide skulle kort efter give pote, da han først får en fisk omkring de 2 kilo, der hurtigt afkroges og genudsættes. I næste kast hugger endnu en fisk, og den er til gengæld af en lidt anden kaliber. Den tager ingen vilde udløb, og gør i det hele taget ikke så meget væsen af sig, men den går tungt og dybt, og den viser fra tid til anden sin brede sølvskinnende flanke - og den er bred!
Fisken nettes efter en udramatisk men tung og træg fight - 3,7 kilo ren ondskab - og skønhed. Fantastisk velproportioneret overspringer med helt løse skæl. Senere fulgte endnu en fin overspringer på 2,7 kilo.

Se video her: http://www.youtube.com/watch?v=xsKF6khEw0E

Der er godt med fisk hele dagen igennem, og da jeg efter 8 timers fiskeri må melde forfald har vi fanget i alt 18 fisk fra 1 kilo til 3,7 kilo, 15 til Jan og 3 til mig (så kunne jeg lære det) og vi har mistet omkring 10, som enten slog sig af under fighten eller som ikke blev kroget ordentligt og derfor ikke blev siddende.

Fiskene var under land i korte men hektiske perioder, og som dagen gik blev de mere selektive, og nogle gange ville de kun have en wobler, og andre gang en gennemløber.
De blev taget på forskellige agn som: Sømmet, Bornholmerpilen almindelig og bred, samt OLR Tobis wobler 22 gram

Af de mange fisk blev der hjemtaget ialt 5 fisk
3,7 og 2,7 kilo til Jan
1,3 - 1,3 og 1,5 kilo til mig selv.

En dag man husker et stykke tid - dejlig oplevelse efter en lang og fisketom vinter.

tirsdag den 12. april 2011

Mail fra en medfisker

En fiskeven og jeg var på kysten i går, idet jeg letsindigt havde stillet en mulig "succesoplevelse" i udsigt. Den slags skal man som bekendt afholde sig fra, for det går sjældent som man ønsker. Pludselig var der fisk under land, men det var en blanding af små blankfisk og lidt større nedgængere. Svendsen ankom lige midt i showet, og nåede at få del i løjerne med en enkelt fisk.
Desværre fik min makker, som også hedder Ole, ikke fisk i denne omgang, selv om det var formålet med turen, da han efter mange års pause skulle have banket rusten af. Men sådan er spillet jo, og endnu engang blev det bekræftet, at selv om man går med det samme endegrej, så er det ikke altid, at alle fanger noget når fiskene er på kastehold. Det er helt tilfældigt, hvem der får fisk.

Jeg har efterfølgende fået denne mail fra Ole:


Hej Ole
Tak for en dejlig eftermiddag ved vandet. Det var "skønt" at se dig og Svendsen fange fisk, så fik man da igen bekræftet, at man er en håbløs amatør. Nå men som I begge siger så sødt "det skal nok komme" eller "lige pludselig er den der..."., men nu har jeg luret jer af.....:-)
Tak fordi du gider tage dig af min "genoptræning" i det fantastiske lystfiskeri efter det lå stille i så mange år, at waders dengang var lavet i PVC. Som du så præcist har formuleret det: "dem kan du bruge, hvis du får vand i kælderen".
Vi ses i baghaven...

hilsen Ole A

Tak selv, Ole, det var hyggeligt. Når det gælder kystfiskeri efter havørred er vi alle amatører, og det eneste man kan sige med sikkerhed er, at fangsterne som regel er proportionale med indsatsen, og der skal lægges mange timer i det før man kender sin kyst.

Vi ses derude 

PS: da vi satte alle fisk tilbage i deres rette element i går vises et billede af en blank 3 kilos fra april sidste år;-)

mandag den 11. april 2011

Kysten vågner


Milivoj har sendt mig et billede af 2 fine forårsfisk på henholdsvis 3 kilo og 2,25 kilo, fanget på en kysttur i det gode vejr i dag. Fiskene faldt for en umalet bred Bornholmerpil på 22 gram.

Fiskeriet i disse dage er præget af korte hugperioder, hvor fiskene lige er inde og vende, ofte kun i 5-10 minutter, og så er de væk igen ligeså hurtigt som de kom. Der skal virkelig arbejdes for sagen, og mange af fiskene er kun lige omkring målet. En stor del af fangsterne udgøres også af nedgængere - sæt dem gerne nænsomt tilbage i håb om, at de senere kan fanges som fuldfede blankfisk, som vil give en væsentlig sjovere fight end de gør nu, hvor de bare er trætte og sultne og i bund og grund et sørgeligt syn.

At man på en enkelt tur kan fange 2 fine fisk, som de viste herover, er vel egentlig bare et vidnesbyrd om, at det slet ikke står så slemt til med fiskeriet som nogen vil gøre det til.

torsdag den 7. april 2011

Kend den på knækket;-)


For nogle dage siden fik jeg en mms med et vedhæftet billede fra min kollega, Lars. Han skrev "Din polyester wobler kunne ikke klare 5,1 kilo sølv. Lars"
Som det fremgår af billedet var wobleren knækket i spidsen, og det er der jo indledningsvis ikke noget at sige til, når den har været solidt plantet i kæften på en fisk af den kaliber. Årsagen til den ødelagte wobler er dog også, at jeg har monteret 3D øjne på wobleren, og det har svækket den noget i den i forvejen tynde spids.

Det er nogen tid siden jeg forærede et par tobiswoblere til Lars, og nu havde han endelig fået dyppet en af dem. Det var kun andet kast, så sad den der, en flot blank havørred på 5,1 kilo.
Det glæder mit gamle hjerte hver eneste gang nogen får succes med noget jeg har lavet, og således også denne gang.
Jeg har nu droppet 3D øjnene på de helt tynde woblere.

mandag den 4. april 2011

Fantastisk forårs eftermiddag/aften


Mødtes med Ole ved 15 tiden på pladsen,hvor vi lige snakkede lidt inden fiskeriet startede. Vi kom i vandet og gik mod venstre med 20-25 meter i mellem os, der skete ikke en skid det første stykke tid. Så fik Ole hug, men mistede den kort tid efter. Kort tid efter er der bud efter Ole's Wobler igen og den blev hængende en nedfalds fisk som blev genudsat. Vi går ind og tager en pause, det skal lige siges at jeg ikke mærkede noget eller så nogen følgere. Efter pausen går vi i vandet igen,men går til højre og efter en 1/2 times fiskeri er det så endelig min tur en nedfalds fisk på ca 2 kg som bliver genudsat igen. Ole tager hjem kort tid efter.

Der går ca 1 time efter Ole er gået så siger det bare bang i den anden og fisken går bare amok, får fisken i nettet og det var en flot 3.2 kg blankfisk :)

Super fiske dag og håber da foråret er startet !!!!

søndag den 3. april 2011

Foråret skudt i gang


Martin og jeg var en tur på kysten, og i starten af fiskeriet var der dødt overalt - faktisk havde vi også hele kyststrækket for os selv, og det kan man i hvert fald ikke klage over.
Der var ikke meget rørelse i vandet, og vinden var svag fra sydvest. Som med et trylleslag begyndte vinden at dreje mod vest mens den tiltog til jævn til frisk, og det skabte den hårdt tiltrængte bevægelse i vandet.

Pludselig skete der noget da en fisk tog min wobler langt ude i kastet, men fisken slog sig af efter få sekunder. Få minutter senere var der igen bud efter min wobler, og denne gang fulgte fisken pænt med ind til en afkrogning og genudsætning. Som det ses på billedet var der tale om en nedgænger, som ville have vejet omkring de 3 kilo, såfremt den havde været i normal kondition.

Lige så hurtigt som de dukkede op, lige så hurtigt forsvandt de igen. Fiskene var kun under land i få minutter.
Senere fik Martin også lidt action af endnu en nedgænger - se med her http://www.youtube.com/watch?v=l3MDTCtgeSs

Det var de hjemmelavede woblere der gjorde forskellen i dag, nemlig tobisimitationer på 22-27 gram på ca. 10-12 cm længde.