torsdag den 31. januar 2013

En dag man sent vil glemme


Aldrig så snart kulden og isen har sluppet sit tag, så triller den første fangstrapport ind, og den er fra Raymond, som sammen med fiskekammeraten, Anders, på en fridag trodsede kulden og tog til Stevns.
Forventningsniveauet var på forhånd tilpas nedjusteret grundet årstiden og den senere tids kulde, med deraf følgende lave vandtemperaturer. De ville på den baggrund være mere end tilfredse, hvis det kunne lykkes dem at få en fisk hver.

De små forventninger til trods, så skulle det blive én af de dage, som bestemt hører til sjældenhederne og som man som kystfisker sent vil glemme.
De ramte stimen kl. 0730, og da Anders måtte stoppe kl. 10 grundet arbejde, var status for de 2 kammerater i alt ca. 12 genudsatte fisk, samt 1 hjemtaget til Anders og 2 til Raymond. Alle fisk var flotte sølvblanke fisk på mellem 40 og 50 cm med løse skæl. Herudover havde de mistet flere fisk under fight, og de havde masser af kontakter.

Det var selvsagt med en vis modvilje, at Anders måtte takke af og køre på arbejde, mens Raymond fortsatte i dette havørred bonanza.
Da klokken ramte 1130 måtte han imidlertid kaste håndklædet, han var mæt af fiskeri og kunne ikke mere. Der var stadig fisk på pladsen, da han forlod den, og status blev 10 mistede, 15 genudsatte og et par stykker lige under målet, ellers var alle fisk mellem 40 og 50 cm, og helt blanke.
Raymond hjemtog 4 flotte blankfisk.

Raymond var resten af dagen i en stor glædesrus over denne oplevelse, og han konstaterer, at den tur bliver svær at overgå.

Tak fordi du delte din oplevelse med os, Raymond, og jeg har jo stadig turen for 4 uger siden i frisk erindring, så jeg ved hvad du mener, og jeg kender følelsen.
Det er ikke noget man oplever særlig tit, men jeg kunne unde alle at opleve sådan en dag, for det er jo en af de belønninger man kan være heldig at få, efter mange års slid på kysten.

lørdag den 26. januar 2013

Isen forsvinder og kysten er åben



I går eftermiddags var der is i Køge Bugt så langt øjet rakte, et isdække der støt var tiltaget i omfang siden sidste weekend, og iøvrigt godt hjulpet af et par nætter med ned til - 15 grader, kombineret med en konstant østenvind.
Så det var lidt overraskende at stå op til et syn som på billederne herover, taget i dag kl. 0930 - al is var forsvundet som dug for solen, og de tilbageværende isforekomster begrænser sig til den inderste del af Køge Bugt, nemlig fra Køge Havn og ud til Strøby Egede, nærmere Kystvejen ved bådklubben. Herfra er der åben kyst sydover, så hvis man hører til de absolut hard core kystfiskere, så kan der fiskes allerede nu.
Jeg vil nu betakke mig, for vandet er ca. 0 grader, og vinden er ubarmhjertigt kold og ucharmerende. Man skal være både vedholdende og heldig for at støde på en blank under disse forhold.

Den kommende uge er temperaturkurven rød døgnet rundt, og det er jo noget vi kan lide. DMI har ikke helt aflyst risikoen for noget der ligner isvinter, og vi er da også kun lige på vej mod den 3. vintermåned. Meget kan ske endnu, så man skal ikke glæde sig for tidligt.

I stedet kan man glæde sig over en artikel i det nye nummer af Sportsfiskeren, hvor biologen, Kaare Manniche Ebert, slår fast, at 2012 var et godt havørredår, og at 2013 ser ud til at blive endnu bedre. Lad os håbe det holder.


Vil man fiske i åen, så må man væbne sig med tålmodighed, for der er et solidt låg på Tryggevælde Å, som det ses herover. Billedet er taget for en uge siden ca. 1 km opstrøms Prambroen, og man kan roligt regne med, at det er det samme overalt.

lørdag den 19. januar 2013

Kan I huske det....

Køge Bugt februar 2012

Egentlig skulle spaltepladsen være brugt til flere beretninger om fine blanke vinterfisk, og for bare 14 dage siden oplevede vi et fantastisk godt fiskeri, både med mange og store fisk. Det var næsten for godt til at være sandt, og det skulle da snart vise sig, at det også var.

Vinteren er vendt tilbage for fuld styrke, og temperaturkurven er blå så langt øjet rækker ud i fremtiden, mens den bidende kolde østenvind banker ind over kysten med en styrke så vi tydeligt kan høre bølgernes brusen, selvom vi bor 100 m fra kysten med flere rækker huse imellem.
Hvis man klikker sig ind på DMI´s hjemmeside, så er der ingen trøst at hente, nok snarere tværtimod, for langtidsprognosen, om end den slags er behæftet med en vis usikkerhed, taler om risikoen for en forestående isvinter - den første i 17 år.
De sidste 2 vintre har jo været tæt på, og så alligevel ikke, men alle er vist enige om, at det har haft indvirkning på fiskeriet, og selv om jeg ikke er pessimist af natur, så er der ikke grund til optimisme som tingene ser ud nu.

Jeg ved jo, at en del efterhånden følger med på denne blog, og jeg vil derfor forsøge at holde jer opdateret om issituationen i området i løbet af de næste måneder.
I bunden af Køge Bugt, nærmere kyststrækket i Strandskoven, er der allerede fast isdække op til 100 m ud mellem Tryggevælde Å og Køge Å.
Tryggevælde Å er helt dækket af is fra udmundingen og opstrøms Prambroen.

Fra Tryggevælde Å og syd/østover er der stadig isfrit, dog kan der forekomme grødis i en bræmme på 5-10 meter ud fra kysten, men den hårde østenvind umuliggør fiskeri helt.
Billedet herunder er taget i dag, umiddelbart ud for Solgårdsparken i Strøby Egede.

Køge Bugt januar 2013

Den officielle vandtemperatur er 0-2 grader og for nedadgående, så der er ikke så meget andet at gøre end at indstille sig på, at beskæftige sig med noget andet. For mit vedkommende er det ikke noget problem, for jeg får istedet gjort nogle af de ting, som jeg ellers ikke ville få gjort.
Jeg har blandt andet fået tid til at gennemgå grejet, og få det "tunet" til den nye sæson, herunder rensning og smøring af hjulet, gennemgang af æsken med kroge, beklædningen o.s.v.
Det er med til at holde fiskefeberen i live.

Har man en lille Gør-Det-Selv mand i maven, så er der inspiration at hente på Stevnsfisker.dk, og de tidspunkter på året, hvor man alligevel ikke kan komme på kysten er jo perfekte til grejfremstilling og lignende.

fredag den 11. januar 2013

2 store overspringere


Jesper Vaabengaard Jensen var kort før årets afslutning en tur på kysten, og den tur blev belønnet med en af vinterens flotte overspringere på 3,3 kilo. Fisken blev taget på en OLR Tobis i tobisfarven, som er Jespers favoritagn.
Desværre blev det også denne fisk, der gjorde det af med wobleren, men Jesper beretter, at han på lige netop den wobler har fanget mere en 60 fisk, hvoraf flere har været ganske pæne, så man kan vel sige at wobleren har gjort hvad den skulle.

Få dage inde i det nye var Jesper igen på kysten, denne gang sammen med kammeraten, Martin. De ankom til fiskepladsen ved middagstid, og forholdene var perfekte, med stigende vand og tunge skyer på himlen.
De blev imidlertid lidt skuffede, for da de kom i vandet konstaterede de, at det var spritklart, hvilket som bekendt ikke er helt optimalt. De startede fiskeriet, dog uden anden kontakt for enden af linen end drivende ålegræs, så de besluttede sig for at gå på land og få varmen tilbage i tæerne.
Siddende på land kom de til at tale om trollingfiskeri, og Martin berettede om nogle store laks han havde fanget, hvilket gav fornyet næring til fiskefeberen, og snart stod de igen ude i vandet og genoptog fiskeriet.

Midt i et spinstop fik Jesper et gevaldigt hug, da en stor fisk tog wobleren, hvorefter den straks gik i overfladen og rullede rundt. Jesper havde desværre glemt fangstnettet, og da han samtidig stod langt fra land, så var han nødsaget til at kane fisken op, men i land kom den, og sikke en fisk, 4,5 kilo blank overspringer, der var faldet for en OLR Tobis i Svendsen farven, sort/hvid/ambulancerød.
En fantastisk start på året.


Desværre er vinteren i skrivende stund vendt tilbage, og fiskeriet er her på det østlige Sjælland umuliggjort af en pivende østenvind med bidende frost, men det har i sandhed været en fantastisk start på året, og fangsterne taler for sig selv. Nu er der udsigt til mere normale vinterlige forhold, og måske er det ikke så ringe endda, for så har vi stadig en forårssæson at glæde os til.

onsdag den 9. januar 2013

Den første store i år

Hej med jer

Godt nytår :-)

Havde en god dag på kysten i formiddags - den første times tid gik med, at jeg havde en del efterfølgere (grønlændere), og en enkelt der blev hængende, den kom selvfølgelig ud igen. Jeg vader altid langsomt og står sjældent ret længe det samme sted, og slet ikke om vinteren. Dog blev jeg stående et bestemt sted i dag, da jeg to gange i træk havde mærket et lille "stød" til wobleren. Pludselig var der et solidt hug og fast fisk, vidste med det samme at den var god. Til at starte med stod fisken nærmest stille med hovedet nedad, og den store hale den "piskede" rundt i overfladen. Efterfølgende lavede den to gode udløb, efter det kunne jeg nette fisken stille og roligt. Havde det været lidt koldt, så var det ihvertfald glemt for en stund - føj en flot fisk.

Fisken vejede 4 kilo, og jeg tog den (igen) på min egen hjemmelavet gennemløbswobler i farven oliven/cream.

Knæk & bræk - vi ses derude.

Mvh Jesper


En lille stime grønlændere


Fangstrapporterne triller ind i en lind strøm i øjeblikket, og det er jo en fornøjelse at se, hvordan det milde vejr har skabt aktivitet hos både fisk og fiskere. Sådan har det ikke været de sidste 3 vintre, og nu lover DMI desværre vinter igen, men man kan jo kun krydse fingre for, at det bliver kortvarigt. Heldigvis er vandtemperaturen høj for årstiden, og det hjælper lidt på det.

Nicolaj Kaas var i weekenden taget på Stevns sammen med sin far, i håbet om at støde på nogle forårsramte  havørreder. Det skulle imidlertid vise sig, at der skulle arbejdes for sagen, og først efter 3 timers fiskeri fik Nicolajs far den første fisk på sin 15 grams Filur. Nicolaj anfører i sin rapport, at hans far som regel holder et bedre fangstgennemsnit end sin søn, til en vis irritation for Nicolaj forstås.

Nicolaj forsøgte sig med et bredt spekter af forskellige blink og gennemløbere, og til sidst begyndte han at bruge blink med pangfarver, og i første kast med en orange Sølvpil fik han en grønlænder. De 2 følgende kast gav yderligere 2 grønlændere, og derefter var stimen væk igen. Alle fisk blev genudsat.
En dejlig dag på Stevns, slutter Nikolaj.

mandag den 7. januar 2013

Stor overspringer blev årets første

Søren med sine flotte overspringer på 4,5 kilo

Jeg har modtaget en fangstrapport fra Søren Erhard Hansen, der har fået en rigtig god start på fiskeåret 2013:


Nytårsdag om aftenen hentede jeg min makker, Jørgen fra Norge, i lufthavnen. Vi skulle fiske i tre dage og vores halvårlige ture plejer at kaste et par gode fisk af sig. Denne var ingen undtagelse, og næste morgen inden solopgang ved kysten kunne vi fornemme at vandet var perfekt: let grumset med en god strøm og faldende vand. Vi mærkede dog ikke noget før op ad formiddagen, hvor min grønne Hugorm blev taget hårdt lige på overgangen mellem halv- og helgrumset vand. Fisken lavede flere udløb og spring på en forholdsvis stram bremse og var i det hele taget overraskende vild i forhold til årstiden. Efter netning og landing viste den sig at være lidt større end først antaget. Fire et halvt kilo perfekt Østersøørred og årets første.
Senere på dagen faldt vi over et par mindre fisk på mellem et og halvandet kilo, og ind i mellem nåede Jørgen at få en fin 2,5 kilos helt ude i kastet.

Vh
Søren Erhard Hansen

Sådan, Søren - sikke en start på det nye år! Tillykke med dyret og tak for rapporten.

søndag den 6. januar 2013

Dagen der gik i fisk



Året er kun få dage gammelt, kalenderen siger vinter, men vejret er i den grad forårsagtigt, og det er vi jo ikke ligefrem vant til på denne årstid. Men det giver fiskefeber, og jeg mødtes med Jan og Martin på dagens første plads med forventningerne i behold. Vandstanden var høj, vandet uklart og lidt vind var der også - perfekt.
Der var også fisk under land, men de var drilske og de nøjedes med at slå lidt til wobleren uden at hugge igennem. Efter en halv times fiskeri forbarmede en blankfisk sig over min OLR Tobis, og huggede den hårdt og kontant. Fisken - en fin vinterfisk på 1,4 kilo havde tydelige garnskader.
Kort efter havde Jan bud efter sin wobler, men desværre blev fisken ikke hængende. Jan havde ellers skiftet til S-61 krogen efter anbefaling fra mig, og det høstede jeg naturligvis ikke så mange rosende ord for.
Vedholdende meldinger fra Milovoj om, at han stod på et spot med mange hugvillige fisk fik os til at lette anker og støde til Mili.

Mili havde ved vor ankomst fanget 19 fisk siden morgenstunden, og det er jo ikke hverdagskost. Herfra udviklede dagen sig til noget man vil huske længe, for efter en kort periode med stilstand, så tog begivenhederne fart, idet Jan på kort tid landede og genudsatte en mindre blankfisk, samt en god fisk på 1,5 kilo.
En af de fisk Mili havde fanget tidligere på dagen havde kastet en lille tobis op, så hvad var mere naturligt end at forsøge at imitere dette bytte. Derfor var tidspunktet det rette til at give min nye OLR Tobis Slim sin ilddåb, for jeg har ikke haft så meget tid til at fiske med den.

OLR Tobis Slim 14 gram med en ægte lillebror


Da der er tale om en meget tynd wobler, så monterede jeg en S-61 i str. 2, som er meget tynd i godset, men dog stærk, og med et kroggab der passer perfekt til denne wobler.
Herfra gik det stærkt, og i løbet af et par timer fik alle fisk, nogen flere end andre, men slutresultatet blev mere end 30 fisk til 4 mand på nogle få timers fiskeri, og det var virkelig en oplevelse af de helt store. Alle fisk var mellem målet og knapt 2 kilo, og med undtagelse af en enkelt nedgænger, så var alle fisk blanke vinterfisk i rigtig god foderstand, lynende blanke og hidsige. Selv fisk på 1,5 kilo fightede hårdere end større fisk normalt gør.

Jeg selv fik i al beskedenhed 10 fisk på op til knap 2 kilo, hvoraf en enkelt på 1,5 kilo blev hjemtaget, og der var også en nedgænger imellem - et tydeligt tegn på, at fiskene også er i forårshumør, og at trækket ud af vandløbene allerede er i fuld gang - det kan kun give et godt forårsfiskeri.

Nedgænger på kysten i starten af januar 2013

Alle havde en rigtig god dag, med masser af action og højt humør i frisk luft og fantastisk vejr, og den største oplevelse for mit eget vedkommende var, da en fisk vendte i overfladen ca. 50 m ude, et par meter til venstre for min wobler, for derefter at hugge wobleren hårdt og kontant, så stangen krøllede helt ned i håndtaget. Det var helt tydeligt, at fisken havde fået øje på wobleren, og nu skulle den bare have den. Det er så fedt, at se fisken før den hugger - det slår alt.

Det er helt sikkert en dag man vil huske et godt stykke tid, og som man kan leve lidt på i trange tider, når vejret holder én hjemme i varmen. Og jeg er naturligvis tilfreds med, at jeg endelig fik testet den nye OLR Tobis Slim, iøvrigt malet i en farve, som Ole Gregersen kalder "sildefarven". 


Andre har gennem tiderne oplevet et lignende fiskeri, og mange vil også fremover opleve noget tilsvarende, og hvis jeg afslutningsvis skal moralisere lidt, så er det vigtigt at udvise mådehold i forhold til hjemtagning af fisk, og kun slå det antal fisk ihjel man selv kan fortære.
Ellers vil vi ikke kunne opleve et sådant fiskeri i fremtiden, og det vil jo være rigtig synd, når man tænker på det arbejde der lægges i bestandsophjælpning, vandpleje o.s.v.



onsdag den 2. januar 2013

Årets første

1,2 kilo blank vinterfisk på OLR Tobis

For mig har det så vidt det overhovedet er muligt altid været en slags tradition, at tage en tur på kysten på årets første dag. Det er ikke altid det har kunnet lade sig gøre, for vejret sætter jo ofte sine begrænsninger på den ene eller den anden måde, men da jeg efterhånden har nået en alder, hvor det at ligge i sprit nytårsaften har mistet sin nyhedsværdi, så er det i hvert fald ikke det, der holder mig hjemme.

I år har vinteren indtil nu været mild, og på årets første dag var vejret helt fantastisk mildt og forholdsvis tørt, så det var med forventningerne i behold at Jan og jeg indfandt os på dagens første plads. Der var godt gang i det let uklare vand, hvilket naturligvis gjorde troen på sagen endnu stærkere - men ak, som så mange gange før, når forholdene har været perfekte, så skete der intet.

Vi skiftede til en anden plads, og her var forholdene knapt så gode, kun få krusninger på vandoverfladen, men dog stadig en lille uklarhed i vandet, men til gengæld godt lavvandet. Den første time skete der absolut intet, men da solen så småt var ved at takke af blev min OLR Tobis taget ca. 10 m ude af en mindre blankfisk - bingo - årets første fedtfinne. Den blev behørigt genudsat, og efter yderligere 15 minutters fiskeri blev wobleren igen taget kun ca. 10 m fra stangspidsen, men denne gang var det en lidt bedre fisk. Hugget faldt efter et spinstop, da jeg kort forinden havde mærket nogle små puf til wobleren. Fisken måtte med på land, og som det kan ses på billedet (klik for stort billede), så var den kroget helt perfekt. Skøn vinterfisk med skæl der bare raslede af ved den mindste berøring.
Jeg er virkelig godt tilfreds med S-61 krogen, den kroger bare helt suverænt, og det er bestemt ikke tilfældigt, at den er blevet så populær blandt kystfiskere - dog ikke alle, da nogen ikke kan med den krog.

Kort efter var der kontant bud efter Jans OLR Kutling, idet en rigtig pæn fisk huggede på kort line, og jeg skal love for, at stangen krøllede sammen mens fisken gik i overfladen. Desværre havde fisken ikke fået ordentlig fat, og efter få sekunder slap den sit tag - til stor frustration for Jan - forståeligt nok, for det var en rigtig fin blankfisk.
Men som jeg har skrevet om tidligere, så er succesraten begrænset når fiskene hugger på så kort distance som tilfældet var igår.
Det er i disse situationer jeg foretrækker en krog med en lille modhage, da chancen for at fisken kroger sig selv i hugget derved øges betragteligt.

Men en god dag - trods alt - og årets første blankfisk er en realitet.

tirsdag den 1. januar 2013

Velkommen 2013


Det nye fiskeår er kun få timer gammelt, og på årets sidste dag modtog jeg det gamle års sidste 2 fangstberetninger, som passende kan runde 2012 af her på bloggen. Den første beretning er fra Anders Holmer, der bl.a. er kendt som skribent for bladet Sportsfiskeren.

Anders er for nylig flyttet fra Århus og længere ind i det jyske fastland, og derfor har han i 2012 haft det laveste antal kystture i flere årtier - faktisk er det kun blevet til et par stykker af dem! Den sidste kysttur i 2012 var således mellem jul og nytår, hvor Anders ledte efter en kystplads på Mols, hvor der var lidt gang i vandet men efter at have besøgt 2-3 pladser måtte han opgive på grund af drivende ålegræs (må jeg foreslå at du prøver Weedbuster)
Til sidst lykkedes det dog at finde en plads med lidt læ, men den valgte plads kræver normalt lange kast for at få kontakt til fisk, så derfor satte Anders en OLR Tobis i sort/hvid på.

Den manglende tro på projektet blev allerede efter 3. kast gjort til skamme, idet en flot vinterfisk tog wobleren, og efter en god fight med luftakrobatik over flere omgange kunne Anders kane en blank overspringer på 62 cm ind, med helt løse skæl og de så karakteristiske hvide og let violette vinterfarver.

En dejlig afslutning på et fiskeår med et minimalt antal kystture.


Den næste beretning modtog jeg fra den altid ihærdige Milivoj Saric, der havde valgt at trodse hård sydvestlig kuling, regn og lav vandstand på årets sidste dag. 
Det kastede ialt 7 fisk af sig, med den største som en blank overspringer i vinterdragt på 2,7 kilo.

Vinteren tegner til at blive en mild en af slagsen, og det er godt for fiskeriet.

Jeg ser frem til et forhåbentligt godt fiskeår med masser af gode oplevelser og flotte fisk, og som altid vil jeg forsøge selv at få lidt mere tid til fiskeriet i det nye år.

Godt nytår allesammen og knæk og bræk

Vi ses derude!