mandag den 19. februar 2018

Årets første tur

Gode fiskevenner er guld værd, og de sidste 3 år har vi forsøgt at gøre det til en tradition at mødes et par gange om året. Vennerne er Anders, Henrik og Javier, som alle bor i det sydlige Sverige, samt Jan, der bor i Købehavn, og udover at være nogle fantastisk hyggelige gutter, så er de også inficeret med havørredbacillen. Vi blev snydt sidste år - alle har jo travlt, og derfor blev vores ture ikke til noget i 2017, men nu skulle det være, så en tur til Stevns blev aftalt med forholdsvis kort varsel.

Vi mødtes i det så velkendte Holtug Gl. Kridtbrud, det er som regel godt besøgt om søndagen, og denne søndag var ingen undtagelse.
Desværre var vejret ikke rigtig med os, og sådan er det jo når man spiller kalenderbingo og aftaler en fisketur med et par ugers varsel. Vinden var ganske fraværende, og det spritklare vand lå stille hen - ikke det bedste vejr til havørred.

Vi mærkede da heller ikke noget, og i løbet af et par timer blev vi enige om at rykke til en anden plads med lidt mere gang i vandet.
                                                                                                                                                               
Ankommet til plads nummer 2 så det straks mere fremkommeligt ud, vinden stod lige på kysten og vandet så rigtigt frækt ud - god bevægelse og en let uklarhed. Desværre kunne vi allerede i løbet af få kast konstatere, at store mængder drivende ålegræs gjorde fiskeri nærmest umuligt. Nyt sted måtte overvejes.

Vi rykkede lidt nordpå, til endnu et gammelt kalkbrud, nemlig Boesdal, som jeg personligt ikke har besøgt i umindelige tider. 
Vinden var nu taget lidt til, og det måtte helt sikkert give mere bevægelse i vandet på denne plads.

Tiden var dog inde til at fylde vommen med lidt fast føde, og som traditionen byder, så blev der fyret op i Smokey Joe som indledningen til en gang velsmagende pølser, samt den helt fantastiske blåbærtærte, lavet af Javiers hustru.

På sådan en kold og blæsende dag er der intet der slår sådan en lille pause med lidt varme pølser i maven inden fiskeriet genoptages.

Hver gang vi mødes til disse seancer, så opbygges der lynhurtigt et massivt gruppepres mod mig, alene med det formål at få mig til at indtage en hotdog med rejesalat - noget der åbenbart er en ganske populær spise på den anden side af Øresund. 
Det byder mig meget imod, men jeg har modvilligt måtte indgå en aftale om, at jeg bøjer mig og inhalerer en hotdog med det hele såfremt én af os fanger en fisk over 5 kilo på vores ture. Det er heldigvis ikke sket endnu.
Jan, til gengæld, sprang ud af skabet som svensker, idet han indtog denne tvivlsomme spise med stor velbehag.

Også denne fiskeplads var hjemsøgt at ålegræs, men dog ikke i så voldsomme mængder som den forrige, så vi gav det en chance. Inden længe havde Henrik kroget en mindre fisk, som hurtigt blev sat tilbage i sit rette element. 
Jan gik turen ud til Korsnæb, hvor vinden virkelig havde fat. Det så indbydende ud, så Anders og jeg gik ud til Jan, mens Javier og Henrik blev i bugten.

Der skete ikke noget ude på revet, og da vi kom retur kunne Javier berette, at han havde mistet en fin tyk blankfisk omkring de 2 kilo helt inde ved fødderne - ak ja, det skulle åbenbart ikke være dagen.
Til sidst, sådan cirka en lille time inden solen forsvandt i horisonten, tog vinden igen til og kulden blev lidt for dominerende, og vi blev enige om at kalde det for en dag.
Men en god dag, selv om fiskene ikke ville som vi kunne ønske det, men måske det var gået anderledes hvis vi havde haft en af de efterhånden mange kysteksperter med - det havde vi ikke, så vi måtte nøjes med at hygge os i hinandens selskab.


Tak for en hyggelig dag til alle - det var rart at komme på kysten for første gang i lang tid.