onsdag den 29. april 2015

Tyk natfisk


Hej Ole!

En aften/nattur til kysten var lagt i støbeskeen igår. Vi indfandt os på det udvalgte stræk omkring kl. 21 og begyndte så småt at gå igang. Der var en del andre fiskere på pladsen og kårene var trange, men trods dette lod det sig gøre, at finde plads.
Vi havde ikke fisket længe før jeg fik et hårdt hug et stykke ude i kastet. Fisken var først lige henne og markere på Wobleren, for efterfølgende bare at tage den for fuld skrue. Jeg kunne efter en fin fight lande og genudsætte en flot blank sag på ca. 2,2 kg.
Lidt tid gik og jeg havde imellemtiden endnu et godt bud derude, men fisken fik ikke fat. Noget tid efter var der så fisk inde under land igen og jeg fik en mindre fisk på lidt over kiloet, som selvfølgelig fik friheden igen.
Efter en gang foder oppe på det tørre, var det så i vandet igen. Jeg havde ikke stået derude længe, da jeg pludselig får et tungt og ikke særlig hårdt hug... Tilslag og fast fisk. Denne Havørred viste sig dog med det samme at være af en lidt anden kaliber end de foregående. Fisken rev ret voldsomt line af hjulet og det var tydeligt, at det var en fin fisk i sit livs kondi. Flere gange tog fisken lange og hidsige udløb, ligesom den tog et par gode luftture derude. En sublim fight den leverede, det måtte jeg tørt konstatere. Dette til trods, så måtte den til sidst overgive sig til nettet.
Vægten viste 4,05 kg. og længden strak sig ud på 67 cm. Hvilket giver en konditionsfaktor på hele 1,35. I maven havde den 3 store sild og en stor tobis.
Agnen var en af de ældre OLR-tobis træwoblere - og jeg skal da love for at dine gamle Woblere stadig kan gøre arbejdet :O)

/Jan svendsen

søndag den 12. april 2015

Blank men slank


Påsken og den efterfølgende 4-dages uge var oprindeligt, med få undtagelser, øremærket til fiskeri, men vi må nok bare indsé, at vi her på matriklen er nået til et punkt i vores liv, hvor alt kan ske og hvor ens planer hurtigt kan ændre sig.
Således også denne gang, hvor familiemæssige forhold krævede min opmærksomhed, og hvor fiskeriet endnu engang måtte vige pladsen. Sådan skal det naturligvis også være - det er jo kun en hobby.

Det lykkedes mig at komme en tur på klintekysten inden arbejdet igen kalder, og det var jo årets varmeste dag og et helt fantastisk vejr.
Vinden var sydlig, og de fleste steder på klintekysten betyder det en slags pålandsvind, og dermed lige de forhold jeg søger. Vandet var da også let uklart, og med god bevægelse, men da træerne jo som bekendt ikke vokser ind i himlen, så var der også et langsgående og flere meter bredt strømbælte med en masse brunt snask. Det er til gengæld ikke noget for mig, for det hænger i alt, og man spilder megen god fisketid med at pille det af agnen.
Nå, men man må jo fiske når man har muligheden for det.

De gode forhold til trods, så skete der ikke alverden, og helt umærkeligt bliver man lidt fraværende mens man står der i sine egne tanker. Lige indtil jeg i et kort glimt ser wobleren, der er under 2 meter fra stangspidsen og lige bag den en skygge, der sekundet efter, nærmest i slowmotion, åbner gabet og inhalerer wobleren samtidig med at den vender.
Jeg giver ikke tilslag, for det er slet ikke nødvendigt med releasetacklet, og fisken kroger da også sig selv, men der er noget galt, for normalt vil en krogning på så kort line udløse voldsomme rusk og udløb, især når fisken som denne er omkring 60 cm, men fisken var ikke engang i stand til at trække line af hjulet.
Den var skinnende blank, men det stod hurtigt klart at det var en udleget hanfisk, som trods det flotte blanke udseende ikke kunne lyve sig fra, at den manglede omkring et kilo i at nå normalvægten på omkring 3 kilo. Kæbekrogen var også stadig markant.

Jeg fik faktisk lidt ondt af denne fisk, for kræfter havde den ikke mange af, og den føltes præcis som en Bilka-pose fyldt med vand, tung og træg.
Str. 12 trekrogen blev nemt fjernet fra underkæben, og fisken fik sin frihed uden helt at forlade sit rette element, og den svømmede dovent mod dybere vand.

Hvem ved, måske får en medfisker glæde af den en anden dag, forhåbentlig når den har nået en god kondition.

fredag den 10. april 2015

Udsætning af smolt 2015




Udsætning af havørreder

Den 9. april 2015 havde vi årets første udsætning af havørreder. Vi udsatte i alt 14.000 stk. smolt, som blev fordelt med 7.000 stk. i Køge å, 1.500 stk. i Vedskølle å og 5.500 stk. i Tryggevælde å. Fiskene var afkom fra moderfisk som var elfisket i november 2013. Igen i år havde Sjællands Småbådsfiskeklub sponsoreret 10.000 kr til ekstra udsætning af 2.500 stk. smolt – en stor tak til dem.




Vi har desværre de senere observeret, at der er nogle som bevist fisker efter de udsatte smolt og nogle tilfælde hjemtager dem. Hvis I observerer det – gør venligst de pågældende opmærksom på, at det moralsk er forkert og for øvrigt også ulovligt at hjemtage dem.


Køge Sportsfiskerforenings Vandplejeudvalg

tirsdag den 7. april 2015

3 ud af 3


Jeg sneg mig lige tid til en lille kort aftentur i det svindende lys, og allerede i 3. kast måtte den første fisk ind og vende.
Få kast senere spottede jeg en fisk et stykke ude, lagde et kast i den retning, og sekunder senere huggede den.
Det var åbenbart en lille stime der var under land i jagt på hundestejler, for overfladen blev jævnligt brudt af småfisk, der i panik flygtede til alle sider.
I løbet af en halv time blev det til 3 fisk mellem 45-50 cm - ikke uforglemmelige størrelser, men fine blanke fightere. 2 blev genudsat og 1 kilos fisk blev hjemtaget, og den vil tage sig godt ud i min nyindkøbte fiskegryde i aften.

Fiskene blev taget på wobler fisket på releasetackle, og de var alle perfekt kroget på den bageste krog, og altså en landingsrate på 100 % - ikke dårligt.

Der var intet i maven på den hjemtagne fisk, så ikke så sært at de var sultne.