onsdag den 13. november 2013

Hugvillige blanke overspringere

2,7 kilos sølvskinnende bombe

Det er på mange måder et anderledes efterår, især fordi sommeren blev meget varm, og varmen fortsatte et godt stykke ind i efteråret, med deraf følgende høje vandtemperaturer i forhold til årstiden. Selv græsset er ikke holdt op med at gro endnu!

Noget andet - og meget glædeligt - er, at der er rigtig mange blankfisk langs kysterne lige nu, mens de farvede fisk slet ikke optræder i samme antal som i de senere år. Det er helt sikkert ikke fordi de ikke er der, men de er formentlig allerede godt i gang på gydepladserne i vore vandløb.

Vi lystfiskere har det jo med at fostre en masse teorier om fiskeriet, og årsagerne til både godt og dårligt fiskeri. Mit bud på de tidlige overspringere er, at det for årstiden varme vand har lokket dem tættere på kysten i jagten på f.eks. tobis, som der p.t. er mange af kystnært. Den fisk jeg fangede i søndags var et godt eksempel på dette.

Milivoj Saric oplevede også et forrygende fiskeri forleden, og på en hel fiskedag lykkedes det ham at fange hele 17 fisk, langt de fleste var blanke fisk i topkondition, og de 2 største var henholdsvis 2,4 og 2,7 kilo.
15 fisk blev genudsat, mens Mili mistede 4 fisk.
Fiskene blev fanget på en forsølvet Snurrebasse i str. 3.

Nu må snakken om manglende fisk da snart forstumme, for jeg kan på meget få fingre tælle de dage, hvor jeg har fanget 17 fisk på en kysttur i løbet af de mange år jeg har fisket.

Tilbage er kun at håbe, at disse blanke overspringere vil "holde sig til" når vandtemperaturen daler yderligere, og hvis de gør det, så kan denne vintersæson vise sig at blive rigtig god.

Husk at fredningen af de farvede fisk indtræder natten mellem fredag og lørdag når klokken slår midnat.

2,4 kilos blankfisk

1 kommentar:

  1. Hej Mili

    Super flotte fisk, du der har snuppet. Et virkelig fedt fiskeri man kan få, når man rammer tid og sted rigtigt ;O)
    Tillykke med fangsterne.

    Mvh Jan Svendsen

    SvarSlet