Kim Pedersen har igen taget den lange tur fra det vestlige Jylland til Østersøens kyster langs Falster, hvor han i denne omgang har fisket i 3 dage.
Den første dag fik han en del fisk, blandt andet den velnærede blankfisk på billedet herover, som han overlistede med en OLR Tobis Slim i smaragdfarven.
De følgende 2 dage var vinden helt umulig, så Kim måtte rykke ind i Grønsund, hvor han fik en blankfisk på 49 cm, og til sidst forsøgte han sig igen på den åbne kyst, og trods en del ålegræs så havde han flere følgere, men de ville ikke lege med.
Tilbage til Grønsund, hvor Kim havde god fisk på i 5 sekunder helt ude i kastet, men den stod desværre af igen.
-
Også på Stevns har der været gang i den.
Milivoj Saric havde en fin dag forleden, hvor det i løbet af nogle timer lykkedes ham at fange hele 9 fisk op til 1,5 kilo - alle blanke og alle genudsat.
Den første af de 9 fisk blev fanget på 24 grams Bornholmerpil, og resten på en forsølvet Hugorm i 17 grams udgaven.
Jeg kan ikke huske, hvornår der sidst har været så mange blankfisk inden for kastehold på denne årstid, hvor det ellers er de farvede fisk, der plejer at dominere fangststatistikkerne.
Det kunne umiddelbart godt tegne lovende for den kommende vintersæson - en tid på året som jeg personligt holder meget af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar