mandag den 18. november 2013

Pladsskifte ;O)



Hej Ole

En melding fra Kysten fra dagens fiskeri.

Startede på en nordlig plads, som på det sidste har givet fisk - dog mest grønlændere. Det stod dog rimelig hurtigt klart at forholdene idag ikke kunne bære. Desuden havde jeg efter en lille times tid, intet mærket.

Jeg tog en hurtig beslutning og kørte herefter syd på. Valget faldt på en plads, som var enten knald eller fald - altså enten kunne der fiskes eller ikke. Da jeg senere ad eftermiddagen endelig landede på pladsen, så det bare super godt ud. Gang i vandet, en god strøm og sidst, men ikke mindst en virkelig god tone i vandet.

Der gik da heller ikke mange minutter, før den første grønlænder var oppe at vende - og selvfølgelig behørigt blev genudsat. Kort efter endnu en, og så endnu en. Den næste blanke havørred der tog gennemløberen hårdt, var dog af en lidt større kaliber... en halvanden kilos blank kæmpede som en besat for at slippe enkeltkrogen og på et tidspunkt under fighten, var den centimeter fra at ramme mig lige i hovedet da den tog et sidste kraftigt spring inden den blev landet - se dét var noget af en oplevelse ;O)

Jeg gik længere ned af strækket, men her var der udover et enkelt hug ikke nogen kontakter, så jeg vendte tilbage til spottet fra før. Et par kast efter får jeg et hårdt og noget tungere hug halvt ude i kastet. En noget større fisk afslørede sig i fuld størrelse, da den tog et flot spring ud af vandet. Et par spring mere og nogle gode udløb senere var havørreden kørt træt og blev kejset. En fin fisk i god kondition med en vægt på 2,7 kg. som jeg valgte at hjemtage. Der skulle vise sig at være flere fisk på pladsen - og i løbet den næste times tid havde jeg 5 fisk mere oppe og vende. En af disse var endnu en okay fisk på 1,8 kg. Derudover havde jeg flere kontakter og et par enkelte følgere. Ovenstående skete alt sammen i løbet af lidt over 2 timers fiskeri. En absolut super dag ved vandet.


Mvh Jan Svendsen



1 kommentar:

  1. Hej jan

    Tillykke med de flotte fisk, og dejligt at se du er på banen igen. :o)

    SvarSlet