søndag den 14. oktober 2012

Blankfisk i silende regn




Vejrudsigten sagde regn og sydlig vind, og ikke mindst meget høj vandstand, men det afholdt mig ikke fra at tage en tur på kysten, for jeg havde lige hentet et par prøver på nogle nye farver, som Ole Gregersen har malet nogle af mine woblere i.
Ankommet til pladsen måtte jeg konstatere, at prognosen om forhøjet vandstand ikke var helt forkert, for vandet stod ca. 80 cm over daglig vande, og det giver fiskeriet en ekstra udfordring - mildt sagt, for vadefiskeri på de vanlige steder er ikke muligt med så meget vand.
For at det ikke skulle være løgn, så havde DMI også ramt rigtigt med hensyn til nedbøren, for regnen silede ned, og egentlig burde jeg bare være kørt hjem, for i baghovedet havde jeg erindringen om, at en fiskeskribent en gang har skrevet, at det ikke giver mening at fiske når regnen siler ned.

Nå, ét er teori - et andet er praksis, så jeg monterede en OLR Kutling, som Ole Gregersen har malet i den nye farve, som han kalder "hundestejle" - og som jeg vil kategorisere som naturlig, idet den har samme farvespekter, som de farvede havørreder der dominerer kysten i øjeblikket.

Allerede i 4. kast blev wobleren taget med en sjælden beslutsomhed helt ude i kastet, og en blankfisk sprang højt ud af vandet. Efter en god fight med et par hidsige udløb gled en tromletyk blankfisk med løse skæl over netrammen - 1,6 kilo fordelt på kun 47 cm - en konditionsfaktor på 1,54 efter Fultons formel - skøn fisk!
Efter et par billeder genoptog jeg fiskeriet og lagde et kast langs med kysten - det var jo trods alt ekstremt højvande, så måske fiskene var tættere på land i dagens anledning - det var de, for efter få omdrejninger på hjulet blev wobleren igen taget hårdt og kontant, men denne gang gik fisken dybere og tungere, tydeligvis en lidt større fisk.
Efter lidt tovtrækkeri kunne jeg afkroge og genudsætte en farvet fisk på anslået omkring 3 kilo - dette højvande har helt sikkert sat gang i opgangen, og selvfølgelig skulle denne fisk også med op i åen. Lad os håbe den undgår alle garnene på vejen.

Dagen bød på lidt mere action, idet en hidsig blankfisk omkring kiloet pludselig kom susende skråt ind fra siden, og kastede sig grådigt over wobleren, da denne var knap 2 meter fra stangspidsen. Ikke noget drømmescenarie, da langt de fleste fisk ikke bliver kroget ordentligt på så kort en distance - og denne slap da også sit greb i wobleren efter få sekunder. Men vild var den - fantastisk med lidt gang i den.

Efter et par timer tog regnen yderligere til, og minsandten om ikke også vandstanden steg yderligere, så jeg vendte snuden hjemefter.

Den tromletykke blankfisk havde 5 store tobiser i maven.

onsdag den 10. oktober 2012

Storfisk på OLR Tobis og andet nyt

 

På Fiske Avisens webside under fangster kan man se en stolt fisker med en flot havørred på hele 6,6 kilo fordelt på 83 cm, der blev fanget på Stevns i lørdags. Fisken blev ifølge fangstrapporten taget på en OLR Tobis
Du kan læse fangstrapporten og nyde billederne her http://fiskeavisen.dk/FANGSTER/a.htm?catchid=1087
Stort tillykke til Jannick Nielsen med den flotte fisk.

Jeg har gennem længere tid fået talrige henvendelser omkring OLR Tobis og OLR Kutling, idet alle gerne vil købe eksemplarer af disse, men jeg må uden undtagelse skuffe folk, for jeg ligger ikke inde med et lager af woblere. Det er og bliver et hobbyprojekt, og det sætter naturligvis sine begrænsninger. Det har aldrig været meningen, at disse woblere skulle sælges kommercielt, og derfor er der også tale om et meget begrænset antal, primært fordi selve arbejdsprocessen er så langsommelig og omstændelig, at der ingen fortjeneste er ved salg når regnskabet gøres op. Det ER kun for sjov - men det er jo til gengæld også rigtig sjovt når en glad fisker kan fremvise sit livs fisk, fanget på noget vi har lavet.

Til de utålmodige er der imidlertid godt nyt, for jeg har brugt de sidste 4-5 måneder på at fremstille næste års udgivelse af OLR woblere, og disse er nu afleveret til Ole Gregersen, OG Paint, der skal bruge resten af året på klargøring og maling af woblerne (ind i mellem alt det andet arbejde med at lave endegrej til lystfiskerne).
Ja, håndlavet kvalitet tager tid, og derfor vil woblerne først være klar til levering i løbet af februar 2013.

2013 udgivelsen byder på en nyhed, der samtidig er med til at markere Stevnsfisker.dk´s 5-års jubilæum.
Men mere om det i januar måned.

Hvis du ønsker at holde dig opdateret om udgivelsen, så kan du tilmelde dig og følge bloggen på mail når der er nye opdateringer.

tirsdag den 2. oktober 2012

Flotte fisk til flittig fisker



Jeg har fået en mail fra Jesper Jensen, der er en særdeles flittig kystfisker, og som et bevis på at flid belønnes har Jesper i løbet af de sidste 14 dage fanget 8-10 fisk på kysten, hvoraf mindst 4 er rigtig fine fisk på mellem 2,5 og 3,4 kilo.
Jesper beretter, at han mistede en større fisk, ligesom der var en fisk af stor kaliber med inde at vende ved stangspidsen.

I al beskedenhed, så har Jesper fanget alle fiskene på en OLR Tobis i farven Hvid/Oliven/Sort - i daglig tale kaldet tobisfarven, for Jesper har tabt sit hjerte til denne wobler, og fisker stort set ikke med andet.

Det er jeg naturligvis glad for, idet jeg jo har brugt megen tid på udviklingsarbejdet med denne wobler, og det er altid den ultimative anerkendelse for det arbejde man har gjort, når andre også kan se en ide i det og det tilsyneladende også kan fange fisk.

Men jeg vil endnu engang understrege, at denne wobler ikke er et stykke universelt endegrej, der under alle forhold fanger fisk, for det er altid det stykke endegrej der er vådt, som fanger fisken, uanset om det hedder det eller det andet. Det gælder om at være derude og give det en chance, og det er Jespers fiskeri et godt eksempel på. Man skal være der - og man skal finde fisken - derefter er det ikke så svært.

Fiskene er stadig kun letfarvede, og de kan endnu lures, men der er mange såkaldte "markeringshug", hvor fisken ikke bliver kroget, men som tiden går bliver det sværere og det er vel også fint nok, for fiskene er jo på en vigtig mission, og om ikke så længe vil nogle velkonditionerede blanke overspringere kunne træffes blandt de farvede.

søndag den 30. september 2012

Efteråret skudt igang med OLR Tobis


Som tidligere nævnt, så har jeg ikke fisket hen over sommeren, mest fordi lysten ikke har været der, men også fordi jeg har været optaget af andre gøremål.
Men i dag skulle det være, vejret var lige til en fisketur, så afsted det gik. Jeg spændte en OLR Tobis for, og allerede i 10. kast blev wobleren taget hårdt og kontant, og kort efter kunne jeg lande en fin letfarvet fisk på 1,5 kilo.

Resten af turen bød på en mindre blankfisk på ca. 40 cm, der blev genudsat, samt adskillige følgere og kontakter. Fiskene er svære i perioder nu, de har andre ting i tankerne, men der er rigtig mange fisk indenfor kastehold, og de giver sig gerne til kende med høje spring og plask, og de markerer også på wobleren, men hvis det lykkes at kroge dem, så er de ikke så nemme at få til at blive siddende. Men sådan er det jo på denne årstid.

Knæk og bræk derude

lørdag den 22. september 2012

NGP Swing wobler


I juni i år skrev jeg lidt om dette gør-det-selv projekt, hvis ophavsmand er Niels Garde, der lod sig inspirere af afsnittet om woblerfremstilling på Stevnsfisker.dk.

Niels valgte at tage woblerfremstillingen et skridt videre, nemlig ved at tilføre sin wobler et svaj, der giver wobleren et bevægelsesmønster, som lever op til de krav Niels stiller til et stykke endegrej.
Og det er jo lige netop dét det hele handler om - at skabe lige nøjagtig dén agn, som i forhold til kasteegenskaber, udformning og bevægelsesmønster opfører sig på lige præcis en måde der gør, at man tror på sin agn.

Niels har knyttet en kommentar til billedet herover:

Tænkte at det måske var interessant at se hvad ovennævnte havde udviklet sig til, med en umalet
prototype i forgrunden af billedet. Som man kan se stikker messingrøret ud i begge ender.
Nu er det lykkedes at få dem ned på 21-22 gr i vægt ved nøjagtigt at veje belastningen sammen
med messingrøret inden der støbes med polyester. Belastningen skal veje ca. 15 gr. så resten af wobleren udgør altså kun 6-7 gr. polyester.

Jeg får tit og ofte henvendelser fra lystfiskere, der har ladet sig inspirere til at gå i gang med deres egne større eller mindre gør-det-selv projekter, hvilket naturligvis glæder mig meget, fordi det sådan set var hele meningen med etableringen af Stevnsfisker.dk - at være en kilde til inspiration.

Det er også rart at få lidt feedback som ovenstående, for det fortæller jo noget om, at det lykkes for nogen at skabe noget brugbart efter at være blevet inspireret.

Efter snart 7 år med fremstilling af både blink og woblere må jeg bare erkende, at det ligesom lystfiskeriet ikke er noget man bliver ekspert i, for jeg finder hele tiden nye fremgangsmåder i de enkelte elementer af produktionen, og jeg laver stadig masser af fejl, som jeg heldigvis også tager ved lære af.

Lad jer endelig fortsat inspirere derude

God weekend

lørdag den 8. september 2012

Blanke mellem de farvede


Fangsterne de sidste par uger har været præget af letfarvede fisk med det karakteristiske gyldne skær og et øget antal sorte pletter.
Jeg har ved selvsyn på en af de mange fiskepladser på Stevns konstateret, at fiskene er på træk og at de er begyndt at få godt med farve. Fiskene er villige til at afsløre deres tilstedeværelse med høje spring ud af vandet, men de er bestemt ikke nemme at få i tale, og sådan er det jo gerne med de fisk der springer om ørerne på én - frustrerende!

Efteråret er jo kystfiskerens anden højsæson, men forskellen mellem efterår og forår er som nat og dag, for selvom man kommer i kontakt med mange fisk om efteråret, så er det sin sag at kroge dem.
Personligt finder jeg nu også forårsfiskene mere attraktive, rent kulinarisk i hvert fald.

Selvom fiskeriet i den kommende tid er præget af farvede fisk, så kan man stadig træffe en fin blankfisk hist og her - det gjorde Milivoj Saric forleden, da han fangede en flot blankfisk på 3,6 kilo på et af sine hotspots, der har givet godt med fisk denne sommer.

Vores højsæson nummer 2 er allerede godt igang, og der er rigtig mange fisk derude!

mandag den 27. august 2012

Flot sensommerfisk


Der er kommet endnu en beretning fra Jesper Jensen, der sammen med sin far og en kammerat var på kysten forleden. De startede fiskeriet omkring kl. 19, men den første halve time skete der ikke noget.

Efter en kaffepause genoptog de fiskeriet, og i tusmørket kunne Jesper se sin kammerats stang krølle sammen, men de var for langt fra hinanden, så Jespers far ilede til undsætning.
Senere kunne Jesper så konstatere, at kammeraten have fanget en rigtig flot sensommerørred på hele 4,3 kilo. Fisken faldt for en gennemløbswobler - hvad ellers, fristes man næsten til at sige.
Afslutningsvis fik Jespers far en fisk på 1,5 kilo.

Der er mange fisk langs kysterne i disse dage, og noget kunne tyde på, at trækket mod gydevandene er begyndt tidligt i år, så hvis man vil have billetter til festen er det nu man skal begynde at børste spindelvævet af grejet.


søndag den 26. august 2012

Tyvstart på efterårsfiskeriet


 
Der er kommet endnu en rapport fra Milivoj, som igen har været på jagt efter fedtfinner. I løbet af et par dages fiskeri er det blevet til 8 havørreder og 4 makreller, alle fanget på en 18 grams Tornado i tobisfarve. Alle fiskene er fanget i om dagen, dog er makrellerne fanget ved 19-tiden om aftenen.
 
Som det ses på billedet herover, så er havørreden allerede letfarvet og med store prikker, så trækket mod gydevandløbene er så småt startet. Fisken på billedet vejer 1,8 kilo
 
Milivoj beretter, at han har fundet et spot, hvor der er godt med strøm tæt under land, og det er efter hans opfattelse årsagen til, at fiskene kan fanges ved højlys dag i sommervarmen.


fredag den 24. august 2012

Debut med OLR Tobis


Jeg har fået en fangstrapport fra Jesper Jensen, som har erhvervet sig en OLR Tobis gennemløbswobler. Den skulle han prøve på aftentur, og vel ankommet til den udvalgte fiskeplads blev wobleren monteret.
Efter 20 minutters fiskeri havde Jesper en stor følger efter wobleren - anslået 5 - 6 kilo, men fisken huggede desværre ikke.
Der gik ikke lang tid før en fisk tog wobleren, og den kvitterede med et par gode udløb før den blev landet, men Jesper havde ingen vægt med, så vægten på ca. 2,5 kilo er anslået.

Aftenen bød på endnu en følger, der lavede nogle store hvirvler længere ud, bare 3 kast efter den sidste fisk. Og for at gøre det hele perfekt, så sluttede Jesper af med at fange en fisk på ca. 50 cm, som dog blev genudsat fordi den var lidt slank i det.

Det må siges at være et meget godt resultat på den første tur  med et nyt stykke endegrej, men det kan naturligvis ikke tilskrives wobleren alene, for der er jo som bekendt flere faktorer der skal gå op i en højere enhed før det hele går godt.

Til de, som må have fattet interesse for disse gennemløbswoblere, så kan jeg afsløre, at jeg allerede nu er godt igang med næste års produktion, som forventes at være færdige i det tidlige forår 2013, og de nærmere detaljer vil blive annonceret her på bloggen, så det anbefales at tilmelde sig mailinglisten.

søndag den 19. august 2012

Flotte fangster midt på dagen




Milivoj Saric, som jo ofte har bidraget med fangster til denne blog, har igen været ude for at lufte endegrejet. Denne gang har han trodset sommervarmen, og har været på kysten både sidste weekend og denne weekend - ved højlys dag, vel at mærke.

Sidste weekend fangede han hele 5 havørreder, hvoraf de 2 kan ses herover, en letfarvet på 3,1 kilo og en blank på 2,9 kilo. 3 fisk blev genudsat.

I denne weekend var Milivoj igen på kysten, og det gav 3 havørred og 5 makreller, så ingen skal komme og påstå, at der ikke kan fanges fisk om dagen her om sommeren.

Jeg kan personligt berette, at vandet på det nordlige Stevns er noget koldere end normalt  - i hvert fald hvis man skal bade i det;-)

Alle fiskene blev fanget på Milivojs eget gennemløbsblink, som han kalder "Tornado"

torsdag den 16. august 2012

Fuldfed blankfisk i augustnatten



Niels Garde, som er en af de fiskere, der har ladet sig inspirere til at lave egne gennemløbswoblere, var en tur på kysten i går,

Niels fortæller:

Vel hjemme fra sommerferie og overstået sygeleje måtte det hjemmeproducerede grej testes på kysten ved lidt aften/natfiskeri.
I lighed med dig selv, har jeg et lidt ambivalent forhold til at blindfiske i mørke og jeg dyrker det derfor kun i selskab med ligesindede, så der kan blive en hyggetur ud af foretagendet med lidt bål på stranden, og lidt grillet medister mv.
I går onsdag den 15 August var scenen sat og min nevø og jeg var klar til at udfordre de fuldfede sommerørreder, som jeg har erfaring for leverer en sublim fight på denne tid af året, da de som bekendt er i topkondition.
Vi startede ud omkring kl. 19.00 i fuld belysning for at teste grej og udvælge nogle "standpladser" med sandbund,som er den bund jeg helst vil befinde mig på når det rigtigt mørkner til. Relativt hurtigt vise de første springende ørreder sig lige uden for kastehold, og det var nogle alvorlige plask og fisk på 60-70 cm, i spring, hvor de afslørede deres sølvblanke krop i fuld længde.
Kort tid efter et par seriøse hug på nevøens stang, dog ikke fisk der blev hængende.
Først da det var helt mørkt kl. 22.30 var der gevinst -en fuldfed sommerørred på anslået knapt 3 kg. tog gennemløbs-wobleren:
- en S formet tobis- sag i sort med sølvsidelinje og sølvglimmer, og en spændende fight tog sin begyndelse. (Hvor man dog rager rundt i blinde, men fisken blev udtrættet og min nevø kun nette den fine fisk.)
Og nu til det lidt pudsige ved denne fangstberetning, når du ser billedet af fisken. Jeg havde bedt min nevø, som er uddannet B- filmfotograf om at tage sit professionelle fotogear med i håb om at få nogle virkelige klassebilleder med fra turen. Problemet var blot at kameraet havde  være udlånt og var løbet tør for strøm !!
Så billedet er elendigt- taget med en gammel Nokia telefon og i pandelampens skær uden blitz, men turen og kvaliteten af fangsten var bestemt hele ulejligheden værd.

Knæk og bræk derude i den begsorte Augustnat.

Ja, fiskene er derude, man skal blot kaste dynen af sig og komme af sted (siger jeg, som jo er gået helt bag af dansen hvad fiskeri angår denne sommer)

Tillykke med den fine fisk på det hjemmelavede grej, Niels - synd at billedet blev så dårligt, men sådan er det jo nogle gange.

søndag den 29. juli 2012

Nat/morgentur


Efter et par dage i det jyske, med famillien skulle der lidt luft til.
Valgte at prøve morgen fiskeriet, og startede med at fiske kl 3.

3. kast var der fisk, ca 1.5 kg, men den blev genudsat.
10 min senere er der fast fisk igen, denne gang lidt større.
2,4 kg, den på billedet. På vej i vandet igen, men når kun ud til lidt over anklerne
før der er fast fisk igen..... Skyder den til 2.5kg, som også bliver genudsat. 
Så går der ca 40 min, så er der fisk igen. Og den vil jeg skyde til ca 2.8 kg endnu en blank fisk.
Men den bliver også genudsat, og for at slutte det hele af fik jeg en fisk mere på 40cm, som også bliver genudsat.
5 fisk på lige lidt under 2 timers fiskeri, det klager jeg ikke over.
Yder mere kan jeg ikke huske at, jeg nogen sinde har haft så mange kontakter som jeg havde denne morgen. Tog alle fisk på egen wobler i sort.
2 af fiskene var hanfisk, med begyndende farve.

Fantastisk morgen :)

onsdag den 25. juli 2012

Fantastisk aften på kysten



Efter nogle modløse, ture valgte jeg at tage en aftentur mandag aften.
og hvilket valg ;)

Er i vandet 20.40 og det skal lige siges, at det lå som et spejl.
klart og "næsten" ikke noget møg i vandet.
Der går ikke ret lang tid før, jeg ser et par fisk bryde overfladen.
Og tænker lidt for mig selv, dette kan blive en god aften på kysten.

Har et par kontakter,men ikke sådan noget rigtig knald på.
Får en på ca 1.5 kg lige lidt over kl 22, sætter den ud igen i håbet om flere.
Og der var flere, lidt i 23 falder hugget og den trækker line af.
Jeg får spændt, bremsen lidt og får fisken tæt på da den beslutter sig for at svømme direkte imod mig, og jeg danser rundt i vandet for at undgå den svømmer ind i mig, det gør den et par gange, med udløb til følge.
Da den endelig ligger i nettet, kan jeg godt mærke den er tung.
Får den vejet og målt til ikke mindre end 5.25kg 74cm 43cm om livet.
tak for kaffe en aften ;)

Fisken blev taget på en af mine egne gennemløbswoblere i sort.

mandag den 23. juli 2012

Blankfisk fra Fehmarn


En tysk lystfisker, Oliver Fugmann fra Hamburg, var igår midt på dagen ude på et af sine hotspots på Fehmarn, efter at vinden havde lagt sig.
Han fiskede med en OLR Tobis i farven oliven - eller tobisfarven, som jeg ynder at kalde den, og det gav gevinst med i alt 3 fine blankfisk, en på 57 cm, en på 50 cm, samt en mindre, der blev genudsat.

Dejligt at se, at ens woblere også kan begå sig internationalt.


onsdag den 18. juli 2012

Endnu en god aften/nattur

Min makker Jan og jeg tog en tur på kysten i går aftes. Vi startede med at fiske klokken 2200, og blev ved til klokken 0230. Vi lagde "hårdt" ud begge to, med hver en fisk, der dog ikke var meget større end wobleren, nå men, så var vi jo igang - så skete der dog ikke meget de næste par timer, men så kom der gang i fiskene. Jan fik 2 og jeg fik 3, og vi mistede et par stykker - den eneste der kom med hjem fangede jeg, og det er den på billedet - den vejede 3,150 kg og var 64 cm lang, igen faldt fisken for min hjemmelavede gennemløbswobler JL1, det gjorde iøvrigt alle fiskene, da Jan også har fået "øje" på woblerens evner. Det er værd at nævne, at enkelte fisk allerede er gået i "elskovshumør". Jeg fangede nemlig en ca 2 kilos som kom retur igen, idet den allerede var gylden, og havde begyndende kæbekrog - Jan sluttede af med en fisk der kæmpede bravt, og under fighten mente han at nu toppede ham min på 3 kilo, men det viste sig at det var en 1,5 kilos kroget i den ene brystfinne, jo det var en god og spændende aften.

Mvh Jesper

torsdag den 12. juli 2012

Møn tur gav fisk





Fotograf Ole Ziegler har været en tur på det smukke Møn her i juli, og det gav foruden nogle flotte naturoplevelser også en fin fisk.

Ole fortæller:

Jeg har været en tur på Møn efter et par nulture på Stevns her i foråret, det gav pote.

Øen er utrolig smuk og jeg havde en dejlig tur, hvor jeg startede i Busene Have Lørdag d.7.Juli sidst på eftermiddagen.  Parkerede nede ved vandet og nød bare de første timer med at gøre brænde klar til et aftenbål og så rigge til i ro og mag. Området er meget inspirerende med mange store sten og vild natur. Jeg må indrømme at jeg var noget opstemt da jeg så gik ud på den første pynt og begyndte at affiske den, men vandstanden stod lavt, det var grumset, vinden svag og hele området var meget diset. Der var ingen aktivitet i vandet og jeg sled mig efterhånden ud til fyret. Ingen ting. Jeg havde haft endnu en nultur og gik til køjs i bilen, hvor jeg lige kan ligge når bagklappen er åben.
Tre timers søvn og flere kopper sort kaffe inden morgen fiskeriet. Gav det et par timer og var lidt modløs over stedet ikke gav noget. OK, hvad så ? Frem med artiklen om `Fantastiske Møn` , downloadet som PDF på mobilen, Brunhoved blev næste location. Det så bare godt ud med masser af jagende tobis i vandet og jeg gik målretet ud på revet og affiskede først den ene side og så over på den anden side - BANG, så sad den der. Wauh det var fedt. Alt det jeg har læst og lært gik nu op i en højere enhed. Owner S 61 3/0 monteret med en af dine fine Tobis gennemløbere, fisket hurtigt, sad bare perfekt i saksen. Skøn følelse og for mig en super fisk efter lang tids leden rundt. Disen over Møn denne morgen gav nogle flotte stemninger og gjorde det til en utrolig flot tur.

Havørred 57 cm
2,2 kg
Brunhoved Rev
Søndag 8.juli 2012
kl.8.15


Tak for flot og inspirerende hjemmeside og viden der giver fisk.

Venlige hilsner
Ole Ziegler


Selv tak, Ole, fordi du vil dele dine oplevelser med andre ligesindede, det er den slags der giver inspiration og blod på tanden til andre, specielt i en lidt fisketom tid, hvor de fleste, inklusive mig selv, har lagt grejet på hylden til fordel for andre gøremål.

Og så er det jo altid rart at få lidt feedback på det endegrej man har lavet - jeg ved det virker - men godt at høre, at andre også finder det anvendeligt.

torsdag den 28. juni 2012

EM fodbold eller fisk?

I går aftes stod valget mellem fodbold eller fisk - heldigvis valgte jeg det sidste. Jeg plejer at sige til mig selv at det bliver en aften/nattur, men faktisk kom det ikke til at gå så meget ud over søvnen. Fisken huggede 2315, og den gav en god fight, med mange dybe dyk mod bunden. Fisken huggede meget hårdt helt ude i kastet på en af mine egne hjemmelavede JL1 wobblere i farverne oliven/cream 26 gram - den vejede 3,5 kg og var 68 cm. Jeg fangede også en mere på en ca 1,5 kg, den røg ud igen, en med hjem må være nok. Der var godt med fisk på pladsen fra ca 2300-0100.
God fiskesommer - det tegner godt :-)

Mvh

Jesper

søndag den 24. juni 2012

Natfisk til de flittige


Milivoj har været på en natlig fisketur forleden, og det var den tabte nattesøvn værd, idet han i løbet af natten fangede ialt 5 fisk, 2 var under målet, mens de 3 øvrige lå mellem 1 og 1,5 kilo - blankfisk naturligvis.

Fiskene blev fanget på Milivojs eget gennemløbsblink "Tornado" i en umalet version, og Milivoj konstaterede tørt, at den umalede version jo også virker om natten, så det er nok ligemeget hvilken farve man benytter.
Det er rigtigt, Milivoj, og de der kender mig ved, at jeg ikke tillægger farven den store betydning i mit fiskeri, og da slet ikke om natten, hvor enhver agn, uanset farve, vil fremstå sort mod den lysere nattehimmel.

Men fiskene er derude, også selv om det ifølge kalenderen er sommer. Det kræver bare, at man er villig til at bytte den varme dyne ud med et par waders, og så ellers bare komme afsted. Det er så lige på dét punkt, at jeg falder så sørgeligt igennem, for jeg er desværre både blevet for gammel og for doven til at investere min nattesøvn i et fiskeri, der jo beklageligvis ikke er hvad det engang var.

Natfiskeriet har også ændret sig de seneste 7-8 år, og man kan ikke forvente de samme drømmefangster som tilfældet var i f.eks. 2003-2005, hvor store mængder tobis trak rundt langs klintekysten i aftenskumringen. Det var noget der tiltrak havørreden, og det var vel at mærke store havørreder, ofte mellem  4 og 8 kilo, og de mest ihærdige natfiskere fik fisk man i dag kun kan drømme om.

Idag er forekomsten af tobis minimal i sommermånederne, og de ændrede udsætningsplaner har vendt op og ned på havørredens vandringsmønster, så det er blevet en hel del mere udfordrende at fiske - ikke bare om dagen, men i særlig grad også om natten.

Det lykkedes for Milivoj, og det beviser bare endnu engang, at flid lønner sig.

onsdag den 6. juni 2012

Tobiswobler på en ny måde


Jeg har fået en henvendelse fra Niels Garde, som har ladet sig inspirere af afsnittet om fabrikation af gennemløbswoblere på Stevnsfisker.dk, og derfor har eksperimenteret lidt med sin egen udgave af et bud på en wobler, der imiterer tobis.

Niels fortæller:

Efter at jeg har kæmpet et stykke tid med at få belastningen til at sidde rigtigt i formen, droppede jeg plastrøret og brugte messingrøret til at fiksere belastningen så den sad rigtigt i formen. De første 5 woblere med kun plastrøret kæntrede voldsomt til styrbords side, og det duer jo som bekendt ikke ved normalt fiskeri, med mindre man tror på teorien om en syg fisk der svømmer på siden.
Det interessante var om jeg kunne fremstille en "NGP"- "swing" wobler, da jeg godt kan lide S formede gennemløbere og woblere i lighed med
Kanonen, Gobi og Witch.

Fremgangsmåden er den samme som du selv beskriver på sitet, med den væsentlige forskel at jeg minimerer hærderen i krystalplasten, så wobleren er bøjelig når den er lige netop hærdet. Jeg bruger messingrør til at balancere belastningen og bruger en normal form (13 cm tobiswobler) lavet af tandlæge- silicone.
Derefter er det blot at vælge hvor meget S form man ønsker ved at bøje messigrøret, som er medgørligt og ikke "klapper sammen" når man arbejder med det. Det er en god ide at have 1 cm eller mere rør end woblerens længde til rådighed i begge ender af wobleren.


Det var jo dét der var hele formålet med afsnittet - nemlig at folk med modet og lysten til selv at gå i gang med at lave deres egne woblere, skulle finde den fornødne inspiration til at komme godt fra start, og selv gøre sig deres erfaringer.
Det ser ud til at være lykkedes, i hvert fald for Niels, der nu har fremstillet en wobler der har lige netop de egenskaber, som han lægger vægt på ved en wobler.

Ideen er hermed givet videre.

lørdag den 2. juni 2012

Der fanges stadig sølvtøj


Lars Holm var på en tur på kysten i sidste uge, og turen gav en fin fisk på 1,6 kilo, som blev overlistet af en af Otto Poulsens gennemløbswoblere - en tobisimitation, naturligvis.

Selve fangsten er ikke specielt spektakulær, men prøv at kigge nærmere på fiskens mund og du vil lægge mærke til, at halvdelen af underkæben mangler. Lars beretter, at selve såret var helt lægt, så fisken har formentlig levet med denne deformitet i længere tid, og det faktum at en stor del af underkæben mangler har tilsyneladende ikke hæmmet fiskens indtagelse af føde.

Der kan altså stadig fanges sølvtøj derude, mellem alle hornfiskene, men det er mørkets gerninger, helst sen aften/nat eller meget tidlig morgen, hvilket i denne tid vil sige ved 3-4 tiden, så der skal ofres lidt nattesøvn, hvis man ellers er villig til det.