onsdag den 25. december 2013

En fin fangst


Selv om julefreden har sænket sig, så er der stadig nogen der drager på kysten.

Jeg har således modtaget en fangstberetning fra David Garic:

Jeg begav mig mod Stevns d. 23. dec. tidlig morgen klar på lidt blæst. Starten på dagen skulle være Holtug, men her var ret stille da det blæste  fra SV. Sigtbarheden i vandet var meget lav, men jeg gav det et par forsøg. Efter et par kast hugger en ivrig lille fætter på 35 cm en snurrebasse i sort/rød str. 6. Affiskede et lille stræk yderligere en times tid uden at mærke noget.

Jeg kørte herefter til en sydligere plads, i håb om at der var mere gang i vandet og måske en lidt længere sigtbarhed. Gang i den, det var der, og vandet var en smule mere sigtbart, dog ikke særlig meget.

Jeg affiskede strækket nordpå, uden held. Har i de seneste uger fået mange fisk på strækket, men ingen over kiloet. Med forsvunden optimisme pakker jeg grejet og begiver mig mod bilen, men et kast eller to på vejen blev det til, og med hvilken overraskelse. I de første tre kast får jeg gentagne puf,  og jeg er overbevist om at der er flere fisk derude. Jeg skynder mig at skifte fra enkeltkrog til et hjemmelavet release-tackle. I første kast sidder den der, fast fisk! Yes! Fisken viser sig aldrig i overfladen, og tager flere gange hidsige udløb langs bunden. 59 cm 2,2 kg.

Jeg skynder mig at kaste ud i flokken og allerede i kastet efter får jeg en fin fisk på 1,1 kg. Begge fisk sidder på den øverste tre-krog.

Jeg får yderligere et par puf, og jeg prøver ivrigt at løbe på strækket for at finde stimen, men uden held.

Begge fisk blev taget på en Snurrebasse str. 4 i farven Michael Jackson.

---

Tak for beretningen, David, og ja, der er altså noget med de releasetackler, især når fiskene vælger at tage agnen midt på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar