lørdag den 24. december 2016

Glædelig Jul og Godt Nytår


Det har, næsten sædvanen tro, ikke været et år der for min del rent fiskemæssigt er værd at skrive så meget om, hvis man da lige ser bort fra den fisk på +5 kilo, som jeg var så heldig at kroge på min traditionelle kysttur 1. januar, mens alle andre sover brandert ud. En fisk af den kaliber er der langt i mellem i disse år, så på den led har jeg bestemt ikke noget at klage over.

Stevns kastede en del rigtig flotte fisk af sig i både januar og februar, og især min gode makker, Jan, løb ind i et drømmefiskeri i midten af januar, hvor han på en enkelt dags fiskeri fik 4 flotte blanke overspringere på mellem 2,8 og 4,4 kilo. Men også marts og april bød på et fremragende fiskeri for de, som havde tid og lyst til at komme på kysten.

Jeg var desværre nødt til at prioritere anderledes, og fiskeriet blev nok engang trængt i baggrunden til fordel for andre opgaver, men jeg glæder mig over, at jeg her tæt på årets udgang kan se tilbage på 2 gode dage med fiskevennerne fra Sverige, både her på Stevns, men også på den svenske sydkyst. Vi hygger os gør vi, og vi gentager succesen i 2017 - gerne mere end 2 gange.

Også i år vil jeg forsøge at komme på kysten på de 2 faste ture, nemlig på årets sidste dag, og på årets første dag, hvis vejret tillader det.

Tilbage er kun at ønske alle følgere af denne blog en rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår med frisk luft, gode stunder og flex på klingen.

2 kommentarer:

  1. Hej Ole :O)

    Du har så ret. Fiskeriet i det snart forgangende år, har i den grad været præget af mange andre gøremål end lige fiskeriet, men sådan er det jo bare engang imellem. Man kan jo ikke nå det hele, selvom man gerne ville.
    På trods af dette, så har fiskeriet 2016 for mit vedkommende, bestemt kastet nogle suveræne oplevelser af sig - også fangstmæssigt ;O)
    Jeg håber inderligt at vi i det kommende år, vil få mere tid til vores kystfiskeri... det SKAL vi sgu! Jeg ser frem til et godt fiskeri i gode venners lag i 2017 :O) Må vi alle få trætte og syreramte arme, af, at fange en masse blanke havørreder i det nye år.

    Tak for året der gik. Det har som altid været en STOR fornøjelse :O)

    Glædelig Jul og Godt Nytår til dig og din familie, Ole! :O)

    Mvh Jan Svendsen

    SvarSlet
  2. Tak selv min ven - det er altid hyggeligt og fornøjeligt når vi endelig er ude, og vi må vist til at tage os alvorligt sammen hvis vi skal blive bedre til at komme afsted i 2017

    SvarSlet