fredag den 23. december 2011

Glædelig Jul og Godt Nytår

Så blev det atter den tid, hvor julefreden forhåbentlig snart sænker sig over land og by. Det seneste år har, set i det bredere perspektiv, stået i finans- og gældskrisens tegn, og i forhold til vores hobby, kystfiskeriet, så har debatten på diverse lystfiskerfora været præget af sortsyn med hensyn til fremtidens fiskeri. Mange har oplevet et svigtende fiskeri de senere år, og måske særligt de sidste 2 år, og miljøpolitikken - eller måske snarere manglen på samme - har været udråbt til den store synder.

Der er ingen tvivl om, at miljøet trænger til en opstramning, men det er som om man glemmer, at vi de sidste 2 år har haft noget der ligner isvintre, med deraf manglende mulighed for fiskeri i flere måneder, og derfor også en negativ temperaturmæssig påvirkning af forholdene i det kystnære område. Det har utvivlsomt en stor betydning for det fiskeri vi normalt kender.

I skrivende stund er der intet der tyder på en gentagelse af de sidste 2 års vintervejr, så det bliver spændende at se, hvad den kommende forårssæson byder på. Man kan håbe på nogle mere regelmæssige fangster til de ihærdige, og det vil måske også kunne hæve stemningen en smule.

Hvad denne side angår, så vil jeg bestræbe mig på fortsat at udvikle og forbedre den til glæde for de, der måtte have den interesse.

Jeg kan også allerede nu afsløre, at der i det tidlige forår kommer en OLR Tobis limited edition 2012, men det skal også anføres, at der er tale om et meget begrænset antal.
Mere om det i det nye år.

Stevnsfisker.dk ønsker hermed læserne en glædelig jul, samt et godt og fremfor alt et fiskerigt nytår.

Tak for snakken til de jeg har mødt i løbet af året.

onsdag den 21. december 2011

Glædelig jul og godt nytår

Hej Ole

Glædelig jul og godt nytår
Tak for stumperne og tak for hjælpen med Div stænger.
Og ikke mindst tak for de hyggelige stunder ved vandet
Håber 2012 bliver et fantastisk fiske år.


Glædelig ju og godt nytår til brugerne af stevnsfisker.dk

Mvh Martin

torsdag den 15. december 2011

Opdatering af Stevnsfisker.dk

Egentlig burde der herover være indsat et billede af en stor flot og blank overspringer, men det har ikke ligefrem været fiskevejr på det seneste, og jeg har iøvrigt heller ikke haft tid - desværre. Så i stedet har jeg indsat et stemningsbillede fra en tidlig efterårsmorgen i min "forhave".

Jeg har lavet en større opdatering af Stevnsfisker.dk, nemlig under Tips & Tricks, hvor interesserede kan læse lidt om renovering af en spinnestang, idet jeg har lavet en form for "how to do it", forhåbentlig til glæde for de der måtte have den interesse.


Om en god uge er det jul, og da vi heldigvis ikke har haft frost og sne af betydning endnu, så er der et håb om, at man kunne komme på kysten mellem jul og nytår og nappe en blank vinterfisk. Hvis det lykkedes hører I nok om det;-)

onsdag den 30. november 2011

Rapport fra Falster

Stevnsfiskers blog byder velkommen til en ny skribent, nemlig Martin Liisborg fra Falster. Martin har et solidt erfaringsgrundlag som kystfisker, primært på Lolland-Falster og Møns kyster gennem adskillige år.

Martin har sendt en lille rapport fra Falsters østkyst, og beretter, at han i sidste uge havde besøg af Hans Erik fra Bornholm, idet de skulle forsøge sig med sølvtøjet langs Falster østkyst, som mange nok kender som et naturskønt kyststræk der ofte kaster nogle gode fisk af sig. Jeg husker nu mest området for de uhyggeligt glatte sten;-)

Allerede på førstedagen lykkedes det dem at lokalisere fiskene, og det blev til hele 39 havørreder til 2 mand i løbet af 4 dages fiskeri - vel at mærke kun ca. 3 timers fiskeri pr. dag.

Martin stod for 2 af de pæne blanke på henholdsvis 2,8 kilo og 2,9 kilo, mens øvrige fisk blev genudsat, og han tror måske, at Hans Erik snart dukker op igen for en mulig gentagelse af succesen.

Fiskene blev på forsøgsbasis fanget på tobis fisket efter bombarda, og det ser bestemt ud til at have virket efter hensigten.

mandag den 21. november 2011

Blanke overspringere

Ole Gregersen var på kysten forleden, og det er ellers ikke så tit det sker, da arbejdet med at fabrikere gennemløbere tager ganske meget af hans fritid. Det var imidlertid den rigtige dag han valgte, idet ca. 4 timers gav 4 blanke overspringere med den største på 3,3 kilo fordelt på kun 62 cm.
Ole eksperimenterer jo som bekendt en del med farver på endegrejet - det er jo hans job - og fiskene faldt for henholdsvis en Stevnskøl 20 gram og en Snurrebasse, begge i farven Pink/Silver flakes.

Selv om man har travlt i hverdagen, så kan det godt betale sig at tage fri et par timer og tage en tur på kysten.

fredag den 4. november 2011

Efterårsfisk del 3

Martin var en tur på kysten for nogle dage siden, og indsatsen blev efter nogle timers fiskeri belønnet med en fin blankfisk på 1,8 kilo inden dagslyset forsvandt. Et stykke tid forinden havde Martin en lignende fisk på, men den nåede at slå sig af inden den kom i nettet.

Men dejligt at se, at der stadig er blanke derude - mellem alle de farvede.

Fisken blev taget på olivenfarvet OLR Tobis limited edition.

onsdag den 2. november 2011

Ny gennemløber fra Henry



For et par uger siden forlød der rygter om, at Sømmet og Fladbukkens "fader", Henry Hansen, barslede med en ny gennemløber. Jeg havde personligt ikke hørt dette rygte, som imidlertid viste sig at være mere end blot et rygte.
Jeg har i dag fået fat i 3 eksemplarer af Henrys "nye" blink, som han har valgt at kalde "Skruen". Når jeg sætter "nye" i anførselstegn er det fordi selve formen på blinket er en direkte kopi af den velkendte "Fladbuk", der ved nærmere øjesyn er blevet optimeret på kasteegenskaberne. Som det ses på det nederste af de 2 billeder, så er det nye blink forsynet med en markant "klump" bagtil i forhold til den gamle "Fladbuk", og det giver nogle markant bedre kasteegenskaber.

Jeg har ikke selv haft muligheden for at prøve "Skruen", men da der ikke er ændret væsentligt på formen, så vil jeg umiddelbart formode, at det velkendte bevægelsesmønster er bevaret, men at denne modificerede model kaster marginalt bedre.

Selve navnet - "Skruen" - henviser således ikke til bevægelsesmønsteret, men ifølge Henry skulle barnet jo have et navn, og da "Sømmet" allerede er brugt, så lå navnet "Skruen" lige til højrebenet.

"Skruen" laves som både gennemløber og fastmonteret, og i vægtene 10 - 15 - 20 - 25 - og 30 gram, og skulle kunne fås i velassorterede grejbutikker.

torsdag den 20. oktober 2011

En god morgen !


Koldt klart og ikke en rynke på overflade, var det syn der mødte os ( Jesper og jeg ) da vi gik i vandet ved solopgang, ikke just det vejr der plejer at kaste mange fisk af sig.Jesper med en hugorm som avn og jeg skulle prøve en af de roste Kinectic UV 360........ så vi var klar.
I andet kast var der fisk hos Jesper, en fin 2 kilos blank fisk, I femte kast var der fisk igen, denne gang en mørk hanfisk som blev nænsomt genudsat.Vi gik lidt længere op af kysten og snart var der flex hos Jesper igen, en stor flot hunfisk som nu forhåbenligt er nået op i åen.Jeg havde endnu ikke mærket noget, men fiskede videre med det " fantastiske blink " Så er den der igen ! lød det over fra Jesper ( nu var det sgu ved at være lidt trættende ;-) endnu en stor ca. 4 kg brun hanfisk blev kranet ind og genudsat, jeg fiskede sammenbidt videre med UV 360.
Glemte jeg at fortælle at jesper ind imellem havde mistet 2 fisk også !!!
Så var det pause og ikke mere Kinctic UV 360 , på med en sort fladbuk og ud igen.
Så er der fisk lød det igen fra jesper, kom her over ! og jeg må indrømme jeg rykkede lidt tættere på og endelig var det min tur BANG helt ude i kastet så var der fast fisk, flot blankfisk ude af vandet 2 gange og så løs line !! Så var det ved at være tid til en tudekiks men inden jeg fandt den frem var der hug igen og denne gang fik jeg styr på den og kunne figte en dejlig knap 3 kilo´s blank havørred på tasken.
Jeg tror nok Jesper fangede flere fisk, men jeg holdt op med at tælle...... ;-) Min dag var reddet.
En pragtfuld morgen hvor jeg ikke tror Jesper og jeg på noget tidspunkt var mere en 10 m fra hinanden, og alligevel var der forurolignende stor forskel på vores fiskelykke.
Held - talent - valg af agn...osv ! Jeg ved det ikke ? TIL SALG : Kinectic UV 360 18 grams
Vi ses derude !
/Jan Jaszczak

søndag den 16. oktober 2011

Efterårsfisk del 2

Trækket mod gydevandene er i fuld gang i disse dage, og det mærkes tydeligt på fangsterne, der er domineret af mere eller mindre farvede fisk.
Gårsdagens fiskeri gav en farvet hanfisk på anslået 2,5 kilo (billedet herover), samt en hunfisk på ca. 2 kilo, ligeledes farvet. Begge fisk huggede hårdt på min OLR Tobis, og efter en kort fight blev de nænsomt genudsat uden at have forladt det våde element.

Læg mærke til den deformitet, som fisken har på det venstre gællelåg.

Fiskeriet i disse dage er præget af lange perioder uden aktivitet, der så pludselig afløses af korte men hektiske hugperioder, hvor et træk af farvede fisk kommer indenfor kastehold.

søndag den 9. oktober 2011

Efterårsfisk

Efteråret er væltet ind over os for fuld styrke, og det skulle fejres med en lille tur til kysten, også selv om forholdene langt fra var optimale.
Der var dog fisk under land, men som altid på denne årstid er de ikke nemme at få i tale, og når det lykkes, så er de også svære at få til at hænge fast.

Det er derfor jeg i efteråret skifter fra Mustad Siwash krogene til Owners S-61, da sidstnævnte er forsynet med en lille modhage, hvilket er klart en fordel når fiskene kun hugger forsigtigt som tilfældet er lige i øjeblikket.

Efter flere kontakter blev min OLR Tobis taget hårdt og brutalt af en letfarvet fisk på 1,2 kilo, så selv om fiskene er selektive og vanskelige, så kan de stadig lokkes med en tobisimitation.

søndag den 2. oktober 2011

Piratkopiering - et stigende problem

Der har i de senere år været et øget fokus på piratkopiering og mærkevarefalsk, både hos myndighederne og i medierne, og ikke uden grund, for problemet er stigende og ganske omfattende.

Der er mange årsager til den eksplosive stigning i kopiering af andres produkter, og naturligvis er penge det helt store incitament, men der er samtidig også sket et skred i forbrugernes moral i forhold til tidligere, og det er jo en væsentlig faktor i forhold til omsætningen af de ulovlige varer.

Den danske lovgivning på området er ganske klar, og reglerne er foranket i forskellige love, men helt forenklet er reglerne således udformet, at det er ulovligt at kopiere andres frembringelser med henblik på at gøre eksemplarer tilgængelige for offentligheden.

For varemærker, design, patenter og brugsmodeller er det ulovligt erhvervsmæssigt at udnytte rettigheden uden rettighedshavers samtykke. Erhvervsmæssig udnyttelse omfatter bl.a. produktion, salg, import, eksport, opbevaring og markedsføring.

Det er således ikke ulovligt at kopiere f.eks. et blink, så længe det kun er til eget brug.

Når man som jeg arbejder med design og udvikling af blink og woblere, så er risikoen for, at nogen kopierer og mangfoldiggør ens produkter altid tilstede, og det er i mine øjne trist at det er sådan.

Jeg spørger sommetider mig selv, hvilken glæde man kan have af at kopiere noget andre har brugt år på at udvikle, blot for at tjene penge på det.

Der skal således ikke være nogen tvivl om, hvilken holdning jeg personligt har til fænomenet piratkopiering.

En række myndigheder i Danmark har dannet et netværk, som er det offentliges portal mod piratkopiering. Du kan læse mere om netværket HER

søndag den 18. september 2011

OLR Tobis limited edition 2011

For 4 år siden begyndte jeg at lave mine egne gennemløbs woblere i træ, og det har været både sjovt og spændende at udvikle og bygge videre på noget man kan se en ide i.

Behovet for at lave en gennemløbswobler opstod fordi der ikke fandtes, og fortsat ikke findes en wobler på markedet, som opfylder de krav jeg stiller til den. Mit mål var at designe en wobler, der i form og bevægelse kom så tæt på en kysttobis som overhovedet muligt. Samtidig skulle den kaste optimalt, da kaste egenskaberne betyder fantastisk meget i forhold til følelsen af, at man fisker effektivt.
Som med alt andet udviklingsarbejde er der hen ad vejen opstået problemer med materialernes holdbarhed o.s.v., og jeg har da også prøvet forskellige træsorter, men kom efterhånden til den konklusion, at træ ikke var holdbart i længden. Dernæst prøvede jeg polyester, som holder bedre under vandet, men desværre er mere skrøbeligt i forhold til stød og slag mod f.eks. sten.

Flere har prøvet mine woblere, og jeg har også selv fanget godt med fisk på dem, især i løbet af de sidste 2 år.

For et par år siden fik jeg kontakt med Ole Gregersen, OG Paint, som de fleste nok kender som “faderen” til kendte kystblink som Bornholmerpilen og Snurrebassen. Vi har løbende udvekslet erfaringer, men jeg har hele tiden haft den holdning, at mit arbejde med udvikling af endegrej ikke skal være kommercielt, da det vil kræve for meget af min tid og iøvrigt påvirke min fortsatte lyst til at beskæftige mig med det.
Ole ville gerne lave en wobler, men det er ikke bare noget man gør, og især ikke hvis den skal støbes på et plaststøberi, med alt hvad det indebærer.

Nu 4 år efter den første wobler er det min opfattelse, at jeg med min OLR Tobis har nået målet i forhold til, hvad der var min oprindelige ide, nemlig at imitere en kysttobis bedst muligt, kombineret med gode kasteegenskaber. Wobleren har vist sit værd under praktisk fiskeri, og hårdt presset af Ole Gregersen, der samtidig præsenterede mig for et nyt og meget stærkt materiale som alternativ til polyester, har jeg besluttet at lave en mindre mængde af denne wobler til mangfoldiggørelse for et større publikum, i samarbejde med Ole.

Jeg har derfor fremstillet 100 stk. OLR Tobis gennemløbswoblere, som vi kalder Limited Edition 2011.
Hver enkelt wobler er håndlavet, først af mig, og derefter malet i den vanlige flotte kvalitet af Ole Gregersen, og de er individuelt nummereret fra nummer 1 til nummer 99. Der er flere indlysende grunde til, at der ikke er lavet flere:

- de er 100 % håndlavede
- det tager minimum dobbelt så lang tid at lave dem som et blink, og hver enkelt wobler er håndteret adskillige gange i processen.
- denne wobler bliver aldrig genstand for massefremstilling, da det netop er kvaliteten i håndarbejdet der giver den de gode egenskaber.

Vægtbelastningen er lavet i blyfrit hvidmetal, og det er OG Paint v/Ole Gregersen, der står for den kommercielle udgivelse af wobleren, som sker via Sport Dres i København.

Efter disse 100 woblere vil vi på baggrund af tilbagemeldingerne, og forhåbentlig også fangsterne, vurdere om det kan betale sig at satse på en Limited Edition 2012.

Jeg har lavet en lille video, som viser en del af fremstillingsprocessen. Det understreges, at der kan forekomme mindre skønhedsfejl på de enkelte woblere, netop fordi de er håndlavede, men at disse fejl ikke indvirker på woblerens egenskaber.

OLR Tobis limited edition vil ligge klar i Sport Dres fra torsdag den 29. september 2011, og prisen vil være 79 kr. pr. stk.

lørdag den 3. september 2011

Gennemløberen "Snuden"

For et stykke tid siden fik jeg tilsendt et par eksemplarer af en gennemløber, som jeg ikke tidligere har set, nemlig "Snuden", hvis ophavsmand er Mads Kilde.
"Snuden" er produktet af endnu et hobbyprojekt, hvor en lystfisker har haft nogle specielle præferencer til en gennemløbers egenskaber, og i stedet for at drage ud på en lang "ørkenvandring" blandt det store udbud af endegrej, så valgte han at lave den selv.

Du kan læse mere om "Snuden" HER

søndag den 28. august 2011

Nyt menupunkt

Jeg har tilføjet endnu et menupunkt under Tips og Tricks på Stevnsfisker, nemlig Stangbygning, som igen er ved at blive interessant for mange. I første omgang har jeg lagt vægt på det, at kunne udføre de mest nødvendige reparationer på sine stænger, og senere når tiden er til det, vil jeg udbygge afsnittet med lidt mere omfattende projekter.
Den opmærksomme læser vil bemærke, at afsnittene om udskiftning af topøje og reparation af korkhåndtag nu er flyttet til stangbygningssektionen.

Du kan læse mere HER

søndag den 14. august 2011

Opdatering af Stevnsfisker.dk

Jeg har lavet en større opdatering af Stevnsfisker.dk med et nyt menupunkt under Tips og Tricks, som jeg har kaldt Årstiderne. Som titlen antyder er det en beskrivelse af de 4 årstider på Stevns, baseret på egne erfaringer over adskillige år.
Stevnsfisker.dk vil løbende blive forbedret når min tid er til det, og som tidligere nævnt vil der i løbet af den kommende efterårssæson blive tilføjet video i høj kvalitet (rent opløsningsmæssigt, ihvertfald), samt en yderligere udbygning med nye menupunkter.

Du kan læse mere her


lørdag den 30. juli 2011

Adgangen til klintekysten

Inspireret af en bruger af Stevnsfisker.dk har jeg valgt at skrive lidt om adgangen til klintekysten, som jo altid har været lidt af en udfordring, for vi vil jo alle gerne frem til vores fiskeplads så nemt og hurtigt som muligt.

Fiskere, som gennem en årrække har fisket på Stevns ved, at der langs den ca. 20 kilometer lange klintekyst findes nogle enkelte privat etablerede nedgange til kysten. Flere af disse nedgange er ikke blevet vedligeholdt, og nogle er faldet helt eller delvist sammen, og kan således ikke bruges.

Jeg skal undlade at underholde med den lovgivningsmæssige del af sagen, men privat etablerede nedgange til kysten henhører under den private ejendomsret, og må som udgangspunkt ikke benyttes uden lodsejerens tilladelse, da det som regel er jordbesidderen, som har etableret nedgangen til kysten.

Vi bør som lystfiskere holde vores sti ren og respektere den private ejendomsret - det gælder især også i Gjorslev Bøgeskov, som er privatejet. Det er ved skiltning tydeligt tilkendegivet, at kun ærindekørsel er tilladt med motordrevne køretøjer, og lystfiskeri falder ikke ind under begrebet ærindekørsel. Der har været nogle uheldige eksempler på, at lystfiskere ikke har respekteret dette forbud, og det kan i yderste konsekvens betyde indskrækninger i forhold til vores færden gennem skoven. Det kan ingen vel være interesseret i.

Du kan læse mere her

torsdag den 28. juli 2011

Stor interesse for wobler- og blinkfremstilling

Sidestatistikken for Stevnsfisker, og de tilkendegivelser jeg løbende får taler deres eget tydelige sprog - der er en stor interesse for fremstilling af woblere og blink ude i de små lystfiskerhjem.
Flere har således efterlyst mere eller mindre målfaste skitser af primært de woblere jeg laver, og det hjælper jeg gerne med.

Dog skal det anføres, at de woblere jeg fremstiller er tilpasset mine præferencer og krav til, hvilke egenskaber en kystwobler skal have. Disse egenskaber opfylder nødvendigvis ikke andres krav til en kystwoblers egenskaber, og derfor skal de opgivne mål alene opfattes som vejledende.

Jeg lavede min første kystwobler for 4 år siden, og der er frem til i dag lavet rigtig mange woblere, som efterfølgende er blevet kasseret, da jeg ikke har været helt tilfreds med deres egenskaber eller holdbarhed.
I dag har jeg med min OLR tobiswobler ramt det berømte hoved på sømmet, idet den efter mange udviklingstrin og deraf følgende problemer og et utal af tilpasninger nu er perfekt i forhold til det jeg ønsker, og den har allerede givet mig rigtig mange fisk.

Det er altså ikke bare lige sådan at gå ud og lave en wobler, men hvis man brænder for sagen og fortsætter sit udviklingsarbejde, også selv om man fra tid til anden render ind i problemer, så vil man i sidste ende blive belønnet for sin vedholdenhed.

Den største belønning - for mig - er, at jeg aldrig er i tvivl om, hvad jeg på en given dag skal binde for enden af min line, og det er jeg ikke fordi jeg ved hvad der virker, hvis fisken er indenfor kastehold og i hugget. Om det er en wobler eller en Stevnskøl, det afgør forholdene på selve dagen, men det er noget jeg selv har lavet og det er altafgørende for mig.

Jeg har tilføjet nogle billeder med relevante mål og mere udførlig beskrivelse i afsnittet om woblerfremstilling - se mere her

onsdag den 13. juli 2011

Blandede natfisk



Jeg mødte Milivoj i dag, og han kunne berette, at han havde været på kysten nogle dage i løbet af juni måned, hvor han på bekostning af nattesøvnen slog nogle timer ihjel.

Det gav et noget blandet, og til tider også overraskende resultat, idet Milivoj på den ene af turene fik et godt hug på en af mine OLR Tobis woblere. Fisken fightede godt, og blev ved med at tage udløb, og stor var overraskelsen da en makrel på 600 gram kom til syne med wobleren i kæften.

På en anden tur fangede Milivoj en større nedgænger, og den bliver så et vidnesbyrd om, at den hårde vinter har vendt op og ned på det hele, for at fange en nedgænger et godt stykke inde i juni måned er ikke noget der sker hvert år. Faktisk har jeg ikke tidligere hørt om det.
Nedgængeren faldt for en kutling wobler, og fisken blev naturligvis genudsat.

På et par andre ture lykkedes det Milivoj at overliste 3 fine havørreder på 1,4 - 1,6 - og 2,6 kilo, alle taget på Snurrebassen no 4.

Milivoj beretter, at der skal arbejdes for sagen, og fiskene har kostet en del timers god nattesøvn hjemme under dynen.

lørdag den 9. juli 2011

Nyt legetøj



Jeg tilkendegav i foråret, at jeg havde til hensigt at anskaffe mig et bedre kamera, primært med henblik på at kunne levere en bedre videokvalitet. Det har ikke været nemt at vælge, for udvalget i dag er uendelig stort.

Mine kriterier for valg af kamera var, at jeg ville have et kamera af høj kvalitet, der kunne levere videooptagelser i full HD, det skulle også kunne tage gode stillbilleder, og det måtte fremfor alt ikke hverken fylde for meget eller veje for meget. Et digitalt spejlreflekskamera var således udelukket, og det samme var et af de nye hybridkameraer, som er det tætteste man kan komme på et DSLR.

Efter lang tids søgen på nettet, og læsning af diverse kameratests stod valget mellem 2 såkaldte superzoom kameraer, henholdsvis Panasonic DMC-TZ 20 og Sony DSC-HX9V. Disse 2 kameraer har næsten identiske specifikationer, og vejer begge lidt over 200 gram, hvilket betyder at de nemme at medbringe i en lomme, i modsætning til et spejlreflekskamera.

Det endelige valg faldt på kameraet fra Sony - helt enkelt fordi det er det mest suveræne kamera til videooptagelser i full HD. Kameraet har følgende specifikationer:
16 megapixel
16 x optisk zoom
24 mm vidvinkel
Full HD 1920 x 1080 video
3D optagelse
Indbygget GPS tagging af billeder og video
og meget meget mere, som jeg ikke skal trætte med her.

Der var næsten 1 måneds leveringstid på kameraet, grundet tsunamien i Japan i marts måned.
Til trods for min status som ren amatør rent fotografisk, så sætter jeg en ære i at tage gode billeder og video, og med dette kamera forventer jeg at kunne levere seværdige videoer i høj kvalitet i løbet af den kommende efterårssæson. Det tager i hvert fald nogle gode makrobilleder, som det ses herover.

Med hensyn til fiskeriet denne sommer, så er det ikke blevet til så meget for mit vedkommende, og det skyldes udelukkende travlhed kombineret med en manglende lyst til at spendere min nattesøvn på kysten, måske et udslag af, at jeg har rundet et skarpt hjørne, hvem ved.

Jeg arbejder kontinuerligt på at gøre Stevnsfisker.dk et besøg værd, og jeg er også modtagelig for eventuelle ideer til indhold man måtte savne.

God sommer til alle

onsdag den 1. juni 2011

Farven og dens betydning


Som de fleste nok er bekendt med, i hvert fald de der følger lidt med på Stevnsfisker.dk, så har jeg ikke den store tiltro til farver på agnen, særligt ikke når det handler om farvernes indvirkning på fiskens bidelyst.
Det har jeg fortsat ikke, og jeg venter stadig på at blive overbevist om en bestemt farves fortræffelighed i forhold til andre farver - eller ingen farve.

Men farven har alligevel en betydning for mig - og helt sikkert også for alle andre, idet vi jo altid foretrækker en bestemt farve når binder vores blink eller wobler på linen. Jeg foretrækker personligt det umalede look, altså en mat sølvfarvet overflade, gerne med det gyldne skær af varmt hvidmetal. Det er en farve jeg tror på i forhold til de gennemløbere jeg bruger, og når jeg tror på min agn, så fisker jeg mere effektivt og koncentreret, og i sidste ende giver det af og til også fisk.

Det er ikke anderledes med mine woblere, som jeg støber i polyester, og sådan en rå wobler, der lige er banket ud af formen, den ser lidt trist ud.
Den tager sig altså noget bedre ud når den får noget maling og et par øjne, så den kan se hvor den svømmer;-)

Jeg maler normalt selv de woblere jeg laver, men efter at have udvekslet ideer og tanker med Ole Gregersen, OG Paint, så fik jeg muligheden for at få malet en håndfuld af mine woblere, og uanset hvor omhyggelig jeg er når jeg maler, så kommer jeg ikke bare i nærheden af de farver og effekter Ole benytter sig af når han maler.
Resultatet kan ses på billederne herover, og de viste farver er de farver som jeg personligt tror på når jeg vælger at sende en af disse woblere ud i horisonten. Om fisken reagerer på mit farvevalg vil jeg nok altid have min velbegrundede tvivl om, men farvens betydning for mig som fisker hverken kan eller skal undervurderes.

Læg mærke til den sorte wobler øverst på billede nr. 2 - den har fået en ryg af sølvflakes, en ny effekt Ole Gregersen er i færd med at afprøve i øjeblikket.

Da natfiskeriet på Stevns for alvor blev "opdaget" i 90´erne, da var det store kystwoblere som fik en tur med en sort sprittusch, og der blev fanget rigtig mange og rigtig gode fisk på disse woblere. Ideen med de sorte woblere hænger stadig ved den dag i dag, og hvis man har det godt med sort, så er det sort der fanger.

Når jeg fisker om natten, så vælger jeg den farve jeg har det godt med og tror på den dag - og den er ikke nødvendigvis sort.

Tro på din agn - og du fanger fisk.

onsdag den 18. maj 2011

Nyt projekt - RG Stevnswobleren

Ole Gregersen, OG Paint, spurgte mig en dag, om jeg ikke kunne lave en wobler med samme form som Stevnskølen, altså tykkere for og tyndere bag.

Jo, det kunne jeg da prøve, og efter nogle forsøg på drejebænken og lidt tid i tænkeboksen fik jeg lavet 3 forskellige modeller af en wobler, som har fået navnet RG Stevnswobleren, R for Rådhede og G for Gregersen.
Jeg har som altid lagt vægt på form og bevægelsesmønster, men også gode kasteegenskaber, hvilket er lykkedes til fulde.

De 3 modeller er en kort udgave på 9 cm og 20 gram, en mellemstørrelse på 11,5 cm og 17 gram, samt en stor model til natfiskeriet på 13,5 cm og 25 gram.

Der er under testfiskeriet fanget fisk på den korte udgave, og den store wobler havde Svendsen spændt for buen en aften med mange fisk under land, men de var ikke meget for at blive hængende. Det skal nok komme.
Min personlige favorit er mellemstørrelsen, som er en god imitation af en tobis, og så gør det naturligvis ikke noget, at den har været under behandling af Ole Gregersens paintbrush.

Nogen vil naturligt spørge til, hvorvidt disse woblere kommer i handelen, men det kan jeg ikke svare på for nuværende, da det ikke er så ligetil at finde et plaststøberi der kan lave den slags, ligesom der også er en ikke uvæsentlig omkostning ved at starte sådan en produktion.

Indtil videre er frembringelsen af RG Stevnswobleren ment som inspiration til de, der selv måtte have lyst til at kaste sig ud i et lignende projekt.


tirsdag den 26. april 2011

Påskeferie på Møn


Havde en ganske god uge på møn. Havde 4 fiskedage 11 bud på krogen 2 mistet og 6 på land med de 2 største på 2.8kg (billed 1) 2kg (billed 2) det var rigtig svært, og kunne forstå på nogle af de "lokale" at man bare skulle være glad hvis man fik noget.

Så alt i alt en god tur også selv om meldingerne fra stevns, det kunne være jeg skulle holde påske ferie der næste år ;)
 

fredag den 22. april 2011

Sildeæder på tobisjagt


Det gode påskevejr indbød til en hurtig aftentur, så afsted mod kysten det gik. Vandet så indbydende ud, let uklart og lidt uro i overfladen, og en konstateret tilstedeværelse af kystnære tobis samme morgen gav troen på, at fiskene nok skulle indfinde sig i løbet af aftenen.

Nærmest pr. automatik spændte jeg en efterhånden godt gennemgnavet OLR tobis wobler for enden af linen. Wobleren har virkelig gjort det godt i dette forår, idet samtlige fisk med et par få undtagelser er taget på denne wobler. På den anden side - det er jo også den jeg fisker mest med, så det er vel ikke så mærkeligt.

Wobleren sendes ud i horisonten, og i 3. kast bliver den taget med en vildskab jeg kun få gange tidligere har oplevet. Normalt opfører fiskene sig forholdsvis roligt umiddelbart efter hugget, men med denne fisk er det anderledes. Hugget falder virkelig hårdt og kontant, og et nanosekund efter tager fisken et hidsigt udløb i retning mod dybere vand, og det får mig til at slække bremsen et par hak for ikke at svække krogholdet ved den efterfølgende fight - en unødvendig disposition, skulle det senere vise sig.

Det er umiddelbart vanskeligt at vurdere fiskens størrelse, for den er ikke flink til at vise sig i overfladen, men går i stedet dybt og tungt, mens den fra tid til anden tager nogle korte men hidsige udløb, der får hjulets bremse til at skrige - den sødeste musik man kan tænke sig.

Det er tydeligvis en god fisk, og jeg gætter den forsigtigt til at være omkring 3 kilo, men den virker stærkere end en 3 kilos. Jeg lader for en sikkerheds skyld fisken bestemme farten i første halvleg - den er trods alt på hjemmebane, mens jeg bare er på besøg.
Fisken tager et sejt og langsomt udløb ca. 20 meter vinkelret på kysten, og da den stopper op lægger jeg pres på den og får den vendt om, så den i stedet svømmer ind i badekarret, hvor den søger mod bunden.

Da jeg får fisken tvunget op i overfladen får jeg lyst til at lege lidt med mit kamera, og da kameramanden er uden for rækkevidde må jeg selv gøre et forsøg. Jeg bruger 10 sekunder på at holde fisken i skak med den ene hånd, mens jeg videofilmer med den anden hånd - dårlig ide - don´t try this at home! Efter redigering blev det til en 7 sekunders videosnas med en fisk, der tonser rundt i overfladen. Det skal jeg undlade at trætte med.

Fisken lægger sig endelig på siden og glider kort efter over netrammen. Da jeg bærer fisken i land indser jeg, hvor bred og smuk den er, en rigtig bombe med et ordentligt haleror. Fisken er kroget dybt i gabet, og krogen er gået gennem øjet indefra - den har virkelig hugget igennem, og krogen skal vrides ud med krogløser tangen.
Fisken vejes til 4,5 kilo fordelt på 70 cm, en K-faktor på hele 1,31 efter Fultons formel!! Vidunderlig fisk, og i en størrelse man ikke støder på hvert år.

Forleden var mit forår reddet med en 3 kilos skønhed, og med denne fisk er hele mit år reddet. Den største tilfredsstillelse er dog, at se den wobler man selv har designet og fremstillet, solidt plantet i kæften på en fisk af den kaliber. Mit formål med at lave wobleren var, at lave noget der så naturtro som muligt imiterede en tobis, og når jeg selv skal sige det, så er det lykkedes til fulde. Denne wobler model har i løbet af de sidste 2 år givet mig rigtig mange fisk med den største på 6,8 kilo - mere kan man vist ikke forlange af et stykke hjemmelavet grej.

Aftenen bød også på en 2,2 kilos blankfisk til Jan og yderligere en blankfisk på ca. 1,5 kilo til mig. Begge fisk behørigt genudsat.

I maven havde fisken skelettet af det, der engang var en sild på 20 cm. Altså en rigtig sildeæder, som lige var inde at vende efter en tobis eller 2.

Skulle der sidde nogen derude, som fejlagtigt er blevet bibragt den opfattelse, at man så let som ingenting hopper i vandet og fanger blankfisk, så hører det med til historien, at der i dette forår er investeret rigtig mange timer i fiskeriet. Hertil skal så lægges de mange timer og dage, hvor fiskeriet ikke har givet noget som helst, men hvor man har opbygget den så vigtige erfaring og viden om fiskepladserne o.s.v.

April måned er snart slut, og lige om lidt begynder natfiskeriet efter de blanke.



onsdag den 20. april 2011

Tobis a la carte


Under en køretur, på vej til andre gøremål, kom jeg forbi et stykke kyst, som jeg ikke har været på i nogen tid. Jeg havde grejet med i bilen, så hvorfor ikke lige gå ned til vandet og kigge på sagerne. Det så faktisk rigtig indbydende ud, og det lykkedes at finde et meget afgrænset område af strækket, hvor vandet var  godt uklart.

Jeg vadede ud og gik i gang, og efter 10 kast blev wobleren taget hårdt og kontant et stykke ude. Fisken strøg omgående i luften og afslørede, at den var et stykke over gennemsnittet. Den efterfølgende fight var ganske underholdende, for fisken var en hidsig satan, som både kunne tage udløb og gå dybt og tungt, men i nettet kom den til sidst.

Den havde virkelig taget wobleren med beslutsomhed, for Siwash krogen var nærmest syet fast i fiskens mundvig. Dejlig overspringer med løse skæl, 3 kilo og 62 cm - det bliver ikke bedre. 

I maven på fisken var en enkelt tobis på 12 cm, så det var en fisk på tobisjagt i det uklare vand, der faldt for min hjemmelavede tobiswobler.
Mit forår er bestemt reddet med denne fisk.

lørdag den 16. april 2011

Flere forårsfisk

Milivoj var også på kysten forleden dag, og på nogle få timers fiskeri fik han hele 4 fisk, en stor nedgænger på 4-5 kilo - som naturligvis blev genudsat - samt 2 mindre fisk på 43 og 50 cm. Dagens højdepunkt var dog en velkonditioneret blank overspringer på 2,85 kilo.

Milivoj beretter, at nedgængeren blev fanget på en Lawson Bullet kystwobler, mens de øvrige fisk blev overlistet med en 20 grams Bornholmerpil.

fredag den 15. april 2011

Pürsch fiskeri i badekarret


Dagens fiskeri startede lidt mismodigt, for krystalklart vand uden nogen form for bevægelse er ikke just befordrende for troen på projektet.
Vi tog os derfor tid til at sidde lidt og nyde det gode vejr og spejde lidt ud over vandet. Pludselig fik vi øje på en fisk, der med en diskret hvirvel afslørede sin tilstedeværelse i badekarret 5 meter fra land. Kort efter viste endnu en fisk sig i overfladen længere ude, men stadig inden for 1. revle.

Jeg sneg mig ned til vandkanten og sendte min hjemmelavede OLR Tobis wobler ud i retning af fisken, og der skulle kun få omdrejninger på hjulet til, før der rejste sig en v-formet bølge bag wobleren, herefter spinstop, men intet skete. Jeg genoptog indspinningen, og igen viste v-bølgen sig bag wobleren, endnu et spinstop, men hugget udeblev.

Nyt kast, og efter få meters indspinning faldt hugget hård og kontant. En mindre blankfisk måtte ind til en afkrogning og genudsætning.

Der var i en periode på ca. 1 time kontinuerligt fisk i badekarret, og efter kort tid blev wobleren taget med en vildskab og en beslutsomhed der virkelig kunne mærkes. Efter en kort fight gled en fin overspringer på 2 kilo og 54 cm over netrammen.

Svendsen førte kameraet - se videoklip her: http://www.youtube.com/watch?v=ymtGIPx0zTM

Jeg skal beklage den dogmeagtige optagekvalitet, som jeg i løbet af året vil forsøge at forbedre ved at indkøbe et kamera, der kan optage video i HD-kvalitet. Jeg skal blot afsøge markedet og finde ud af, hvilket kamera det skal være. Indtil da må I have tålmodighed med den manglende kvalitet.

Husk at affiske badekarret inden vadning til dybere vand

torsdag den 14. april 2011

En af de bedre dage på kysten

Det har været en af de gode dage på kysten, faktisk en af de mere sjældne. Det lykkedes os at finde et kyststræk med god bevægelse i vandet, som tilmed var så tilpas uklart, at man kun lige akkurat kunne skimte sine støvlesnuder på 1 meter vand. Perfekt!

Jan har kontakt allerede i første kast, og kort efter sidder den første blanke grønlænder på hans Bornholmerpil. Jeg har valgt en af mine tobiswoblere, men den vil de ikke have, så jeg skifter til et forsølvet Søm på 16 gram. Første kast bliver taget med den nye agn, og efter få omdrejninger på hjulet bliver Sømmet taget hårdt og brutalt af en fin blankfisk på 1,3 kilo. Den er som Sømmet, nyslået sølv og mine håndflader bliver fyldt med løse skæl da jeg afkroger fisken.

Jan får den ide, at han vil kaste lidt længere, og derfor skifter han til en bred Bornholmerpil i 22 gram. Den ide skulle kort efter give pote, da han først får en fisk omkring de 2 kilo, der hurtigt afkroges og genudsættes. I næste kast hugger endnu en fisk, og den er til gengæld af en lidt anden kaliber. Den tager ingen vilde udløb, og gør i det hele taget ikke så meget væsen af sig, men den går tungt og dybt, og den viser fra tid til anden sin brede sølvskinnende flanke - og den er bred!
Fisken nettes efter en udramatisk men tung og træg fight - 3,7 kilo ren ondskab - og skønhed. Fantastisk velproportioneret overspringer med helt løse skæl. Senere fulgte endnu en fin overspringer på 2,7 kilo.

Se video her: http://www.youtube.com/watch?v=xsKF6khEw0E

Der er godt med fisk hele dagen igennem, og da jeg efter 8 timers fiskeri må melde forfald har vi fanget i alt 18 fisk fra 1 kilo til 3,7 kilo, 15 til Jan og 3 til mig (så kunne jeg lære det) og vi har mistet omkring 10, som enten slog sig af under fighten eller som ikke blev kroget ordentligt og derfor ikke blev siddende.

Fiskene var under land i korte men hektiske perioder, og som dagen gik blev de mere selektive, og nogle gange ville de kun have en wobler, og andre gang en gennemløber.
De blev taget på forskellige agn som: Sømmet, Bornholmerpilen almindelig og bred, samt OLR Tobis wobler 22 gram

Af de mange fisk blev der hjemtaget ialt 5 fisk
3,7 og 2,7 kilo til Jan
1,3 - 1,3 og 1,5 kilo til mig selv.

En dag man husker et stykke tid - dejlig oplevelse efter en lang og fisketom vinter.

tirsdag den 12. april 2011

Mail fra en medfisker

En fiskeven og jeg var på kysten i går, idet jeg letsindigt havde stillet en mulig "succesoplevelse" i udsigt. Den slags skal man som bekendt afholde sig fra, for det går sjældent som man ønsker. Pludselig var der fisk under land, men det var en blanding af små blankfisk og lidt større nedgængere. Svendsen ankom lige midt i showet, og nåede at få del i løjerne med en enkelt fisk.
Desværre fik min makker, som også hedder Ole, ikke fisk i denne omgang, selv om det var formålet med turen, da han efter mange års pause skulle have banket rusten af. Men sådan er spillet jo, og endnu engang blev det bekræftet, at selv om man går med det samme endegrej, så er det ikke altid, at alle fanger noget når fiskene er på kastehold. Det er helt tilfældigt, hvem der får fisk.

Jeg har efterfølgende fået denne mail fra Ole:


Hej Ole
Tak for en dejlig eftermiddag ved vandet. Det var "skønt" at se dig og Svendsen fange fisk, så fik man da igen bekræftet, at man er en håbløs amatør. Nå men som I begge siger så sødt "det skal nok komme" eller "lige pludselig er den der..."., men nu har jeg luret jer af.....:-)
Tak fordi du gider tage dig af min "genoptræning" i det fantastiske lystfiskeri efter det lå stille i så mange år, at waders dengang var lavet i PVC. Som du så præcist har formuleret det: "dem kan du bruge, hvis du får vand i kælderen".
Vi ses i baghaven...

hilsen Ole A

Tak selv, Ole, det var hyggeligt. Når det gælder kystfiskeri efter havørred er vi alle amatører, og det eneste man kan sige med sikkerhed er, at fangsterne som regel er proportionale med indsatsen, og der skal lægges mange timer i det før man kender sin kyst.

Vi ses derude 

PS: da vi satte alle fisk tilbage i deres rette element i går vises et billede af en blank 3 kilos fra april sidste år;-)

mandag den 11. april 2011

Kysten vågner


Milivoj har sendt mig et billede af 2 fine forårsfisk på henholdsvis 3 kilo og 2,25 kilo, fanget på en kysttur i det gode vejr i dag. Fiskene faldt for en umalet bred Bornholmerpil på 22 gram.

Fiskeriet i disse dage er præget af korte hugperioder, hvor fiskene lige er inde og vende, ofte kun i 5-10 minutter, og så er de væk igen ligeså hurtigt som de kom. Der skal virkelig arbejdes for sagen, og mange af fiskene er kun lige omkring målet. En stor del af fangsterne udgøres også af nedgængere - sæt dem gerne nænsomt tilbage i håb om, at de senere kan fanges som fuldfede blankfisk, som vil give en væsentlig sjovere fight end de gør nu, hvor de bare er trætte og sultne og i bund og grund et sørgeligt syn.

At man på en enkelt tur kan fange 2 fine fisk, som de viste herover, er vel egentlig bare et vidnesbyrd om, at det slet ikke står så slemt til med fiskeriet som nogen vil gøre det til.

torsdag den 7. april 2011

Kend den på knækket;-)


For nogle dage siden fik jeg en mms med et vedhæftet billede fra min kollega, Lars. Han skrev "Din polyester wobler kunne ikke klare 5,1 kilo sølv. Lars"
Som det fremgår af billedet var wobleren knækket i spidsen, og det er der jo indledningsvis ikke noget at sige til, når den har været solidt plantet i kæften på en fisk af den kaliber. Årsagen til den ødelagte wobler er dog også, at jeg har monteret 3D øjne på wobleren, og det har svækket den noget i den i forvejen tynde spids.

Det er nogen tid siden jeg forærede et par tobiswoblere til Lars, og nu havde han endelig fået dyppet en af dem. Det var kun andet kast, så sad den der, en flot blank havørred på 5,1 kilo.
Det glæder mit gamle hjerte hver eneste gang nogen får succes med noget jeg har lavet, og således også denne gang.
Jeg har nu droppet 3D øjnene på de helt tynde woblere.

mandag den 4. april 2011

Fantastisk forårs eftermiddag/aften


Mødtes med Ole ved 15 tiden på pladsen,hvor vi lige snakkede lidt inden fiskeriet startede. Vi kom i vandet og gik mod venstre med 20-25 meter i mellem os, der skete ikke en skid det første stykke tid. Så fik Ole hug, men mistede den kort tid efter. Kort tid efter er der bud efter Ole's Wobler igen og den blev hængende en nedfalds fisk som blev genudsat. Vi går ind og tager en pause, det skal lige siges at jeg ikke mærkede noget eller så nogen følgere. Efter pausen går vi i vandet igen,men går til højre og efter en 1/2 times fiskeri er det så endelig min tur en nedfalds fisk på ca 2 kg som bliver genudsat igen. Ole tager hjem kort tid efter.

Der går ca 1 time efter Ole er gået så siger det bare bang i den anden og fisken går bare amok, får fisken i nettet og det var en flot 3.2 kg blankfisk :)

Super fiske dag og håber da foråret er startet !!!!

søndag den 3. april 2011

Foråret skudt i gang


Martin og jeg var en tur på kysten, og i starten af fiskeriet var der dødt overalt - faktisk havde vi også hele kyststrækket for os selv, og det kan man i hvert fald ikke klage over.
Der var ikke meget rørelse i vandet, og vinden var svag fra sydvest. Som med et trylleslag begyndte vinden at dreje mod vest mens den tiltog til jævn til frisk, og det skabte den hårdt tiltrængte bevægelse i vandet.

Pludselig skete der noget da en fisk tog min wobler langt ude i kastet, men fisken slog sig af efter få sekunder. Få minutter senere var der igen bud efter min wobler, og denne gang fulgte fisken pænt med ind til en afkrogning og genudsætning. Som det ses på billedet var der tale om en nedgænger, som ville have vejet omkring de 3 kilo, såfremt den havde været i normal kondition.

Lige så hurtigt som de dukkede op, lige så hurtigt forsvandt de igen. Fiskene var kun under land i få minutter.
Senere fik Martin også lidt action af endnu en nedgænger - se med her http://www.youtube.com/watch?v=l3MDTCtgeSs

Det var de hjemmelavede woblere der gjorde forskellen i dag, nemlig tobisimitationer på 22-27 gram på ca. 10-12 cm længde.

fredag den 25. marts 2011

Forår i farver


Det har i sandhed været en lang og kold vinter, og forholdende har da heller ikke været til at fiske i, enten på grund af is eller på grund af koldt vand og deraf manglende fisk.

Hvad gør man så for at dulme fiskefeberen? Jeg går i værkstedet når tiden og energien er til det, og jeg har i løbet af vinteren fået støbt lidt forskellige gennemløbere. Der er også blevet tid til at udvikle en Stevnskøl i en 28 grams version, så nu findes Stevnskølen i 4 størrelser og vægte, nemlig 28 gram, 22 gram, 14 gram og UL-udgaven på 7 gram.

Fænomenet UV reflektion har vakt min interesse, og med god hjælp fra Ole Gregersen har jeg fået behandlet nogle af mine gennemløbere, som det kan ses på billedet herover. Der er selvfølgelig nogle i sølv, som giver den største UV reflektion overhovedet, og de farvelagte gennemløbere er alle malet med enten Glow-farven "Rasmussen" ( den rød/gule) eller UV-reflekterende farver som flourød/sort eller brun/sort, og endelig nogle med en overflade af ren kobber - en farve som jeg personligt er meget tiltrukket af. Med tiden får kobberet en anløben og efter min mening charmerende patina, som jeg naturligvis håber, at fiskene også vil synes om.

Når der, som i den forgangne vinter, ikke har kunnet fiskes, så kan fiskefeberen dulmes med diverse gør-det-selv projekter, og det er det jeg gør. Under arbejdet lader man naturligt tankerne flyve, og drømmer om, at den gennemløber eller wobler man er i gang med, vil give én den ultimative fiskeoplevelse med fuld flex på klingen, akkompagneret af hjulets hvinende bremse mens storfisken tager det ene fyrige udløb efter det andet.

I skrivende stund er vandtemperaturen endnu så lav, at der ikke rigtig er kommet gang i fiskeriet, men det kan ikke vare længe.

Knæk og bræk, og et godt forårsfiskeri til alle.

onsdag den 2. marts 2011

Det forsinkede forår


Her i dette indlæg skulle der oprindeligt have været vist et billede af en nyfanget blank forårsfisk, men jeg må desværre gemme det billede til senere på året, for som de 2 billeder viser, så er der is så langt øjet rækker i hele Køge Bugt.

Kalenderen siger forår, men kalenderen og virkeligheden er ofte uenige, sådan var det sidste år, og således også i år. Faktisk har isdækket i Østersøen ikke været større siden 1987!! Det udskyder selvsagt forårets komme, og det kolde havvand vil også påvirke vejret og temperaturen i en negativ retning. Der er ikke noget at gøre ved det, men det sætter nogle naturlige begrænsninger i forhold til fiskeriet og deraf følgende fangstberetninger og billeder.

Selv om det ikke tegner så lyst, så fortvivl ikke, for der er trods alt ikke tale om et massivt isdække, men derimod "slush-ice", som bevæger sig efter vindretningen, og derfor vil vestlige vinde hurtigt gøre kål på isdækket og sende det over til svenskekysten.

Værre ser det ud med vandtemperaturen, som kun lige er over 0 de fleste steder.

Forårsfiskeriet og hornfiskenes komme falder nok sammen igen i år.

lørdag den 12. februar 2011

Træge vinterfisk? Prøv en wobler

Nu har vi lige haft en måneds tid med plusgrader, og så får vinteren desværre en reprise her 3 uger før det er forår - i hvert fald ifølge kalenderen. Vandet er i skrivende stund rigtig koldt, og der skal ikke mange nætter med nattefrost til, før der igen er drivis og grødis langs kysten.

At vandet er koldt kan tydeligt aflæses i antallet af fiskere på de sædvanlige pladser her på Stevns, det er ikke mange fiskere man ser i disse dage, og forståeligt nok, for det er ikke den store fornøjelse i øjeblikket. Dels på grund af kulden, men også grundet få fangster, idet fiskene på grund af kulden er trukket ud på dybere vand. En del fisk har sikkert heller ikke forladt vandløbene endnu - af samme årsag.

De hårdkogte fiskere, som stædigt trodser kulden (jeg hører ikke til den kategori) og gør et forsøg på kysten kan dog ofte være heldige at rende ind i en vinterfisk eller 2 midt på dagen, men fiskene er træge i det kolde vand, og en noget langsommere indspinning end normalt er påkrævet. Her er kystwobleren det rette valg, selv om det er mit indtryk, at der ikke er så mange der anvender den i dagtimerne. Det er i hvert fald sjældent jeg møder fiskere med en kystwobler for enden af linen, og det er som om en udbredt opfattelse er,  kystwobleren er en agn man bruger i sommernatten. Intet kunne dog være mere forkert, for wobleren er særdeles velegnet i denne tid, netop fordi den i modsætning til en kompakt gennemløber kan spinnes langsomt ind, og således bedre lokke en træg vinterørred til hug.

Selv om jeg ikke fisker når det er allermest koldt, så har jeg adskillige gange haft stor succes med woblere ved højlys dag, især når vandet har været koldt, og det har også tit været fisk af en pæn størrelse.

Det kommende forår, mens vandet stadig er 5-6 grader koldt, bliver ingen undtagelse for mit vedkommende - der skal fiskes med wobler.

søndag den 30. januar 2011

Efterlysning

Farverne, eller mangel på samme, på vores agn er jævnligt blevet livligt debatteret og bliver det til stadighed. Det er nærmest et religionsspørgsmål, og det er et emne jeg finder yderst interessant. Farvedebatten er om muligt blevet endnu mere aktuel de seneste måneder, idet der nu er fokus på forsølvede blink og blink med UV-reflekterende maling, også kaldet glow-farver.

Vi kan debattere farvers betydning til hudløshed, og alle har en eller anden succeshistorie med en bestemt farve, som de tror på og fisker meget med. Men jeg savner nogle fakta - eller i det mindste noget der kan minde om fakta. Det vil med andre ord sige: konkrete eksempler på, at en bestemt farve eller overfladebehandling har gjort en forskel.

Derfor efterlyser jeg beretninger fra fiskere, der vil fortælle om deres erfaringer med bestemte farver, og især hvorfor man mener, at det var lige netop var farven der gjorde forskellen den dag. Det er selvsagt ikke en videnskabelig undersøgelse, men et forsøg på at blive lidt klogere på emnet.

Hvis du vil dele dine erfaringer på dette område med andre, så skriv lidt om det enten her på bloggen eller i en mail til mig, så vil jeg publicere dit bidrag.

Jeg har skrevet lidt om de nye overfladebehandlinger på http://www.stevnsfisker.dk/Endegrejet.html

mandag den 24. januar 2011

Stinger Siwash update


Så fik jeg en pakke Owner Stinger Siwash Open Eye i en mere passende størrelse, nemlig str. 1 i stedet for str. 1/0, som lige er det største til de mest anvendte kystblink og gennemløbere. Det er stadig en krog med et stort kroggab, og sådan foretrækker jeg det også for det giver efter min opfattelse en bedre krogning. Det gør ikke noget, at kroggabet er lidt bredere end selve agnen.
En pakke med 8 stk. koster 65 kr., hvilket må siges at være en ok pris for en kvalitetskrog, og det er i hvert fald ikke på krogene man skal spare sine penge.