søndag den 18. september 2011

OLR Tobis limited edition 2011

For 4 år siden begyndte jeg at lave mine egne gennemløbs woblere i træ, og det har været både sjovt og spændende at udvikle og bygge videre på noget man kan se en ide i.

Behovet for at lave en gennemløbswobler opstod fordi der ikke fandtes, og fortsat ikke findes en wobler på markedet, som opfylder de krav jeg stiller til den. Mit mål var at designe en wobler, der i form og bevægelse kom så tæt på en kysttobis som overhovedet muligt. Samtidig skulle den kaste optimalt, da kaste egenskaberne betyder fantastisk meget i forhold til følelsen af, at man fisker effektivt.
Som med alt andet udviklingsarbejde er der hen ad vejen opstået problemer med materialernes holdbarhed o.s.v., og jeg har da også prøvet forskellige træsorter, men kom efterhånden til den konklusion, at træ ikke var holdbart i længden. Dernæst prøvede jeg polyester, som holder bedre under vandet, men desværre er mere skrøbeligt i forhold til stød og slag mod f.eks. sten.

Flere har prøvet mine woblere, og jeg har også selv fanget godt med fisk på dem, især i løbet af de sidste 2 år.

For et par år siden fik jeg kontakt med Ole Gregersen, OG Paint, som de fleste nok kender som “faderen” til kendte kystblink som Bornholmerpilen og Snurrebassen. Vi har løbende udvekslet erfaringer, men jeg har hele tiden haft den holdning, at mit arbejde med udvikling af endegrej ikke skal være kommercielt, da det vil kræve for meget af min tid og iøvrigt påvirke min fortsatte lyst til at beskæftige mig med det.
Ole ville gerne lave en wobler, men det er ikke bare noget man gør, og især ikke hvis den skal støbes på et plaststøberi, med alt hvad det indebærer.

Nu 4 år efter den første wobler er det min opfattelse, at jeg med min OLR Tobis har nået målet i forhold til, hvad der var min oprindelige ide, nemlig at imitere en kysttobis bedst muligt, kombineret med gode kasteegenskaber. Wobleren har vist sit værd under praktisk fiskeri, og hårdt presset af Ole Gregersen, der samtidig præsenterede mig for et nyt og meget stærkt materiale som alternativ til polyester, har jeg besluttet at lave en mindre mængde af denne wobler til mangfoldiggørelse for et større publikum, i samarbejde med Ole.

Jeg har derfor fremstillet 100 stk. OLR Tobis gennemløbswoblere, som vi kalder Limited Edition 2011.
Hver enkelt wobler er håndlavet, først af mig, og derefter malet i den vanlige flotte kvalitet af Ole Gregersen, og de er individuelt nummereret fra nummer 1 til nummer 99. Der er flere indlysende grunde til, at der ikke er lavet flere:

- de er 100 % håndlavede
- det tager minimum dobbelt så lang tid at lave dem som et blink, og hver enkelt wobler er håndteret adskillige gange i processen.
- denne wobler bliver aldrig genstand for massefremstilling, da det netop er kvaliteten i håndarbejdet der giver den de gode egenskaber.

Vægtbelastningen er lavet i blyfrit hvidmetal, og det er OG Paint v/Ole Gregersen, der står for den kommercielle udgivelse af wobleren, som sker via Sport Dres i København.

Efter disse 100 woblere vil vi på baggrund af tilbagemeldingerne, og forhåbentlig også fangsterne, vurdere om det kan betale sig at satse på en Limited Edition 2012.

Jeg har lavet en lille video, som viser en del af fremstillingsprocessen. Det understreges, at der kan forekomme mindre skønhedsfejl på de enkelte woblere, netop fordi de er håndlavede, men at disse fejl ikke indvirker på woblerens egenskaber.

OLR Tobis limited edition vil ligge klar i Sport Dres fra torsdag den 29. september 2011, og prisen vil være 79 kr. pr. stk.

5 kommentarer:

  1. Flot stykke arbejde hele vejen igennem processen.
    Jeg så dem nede hos OGP i sidste uge. Her er det virkelig først til mølle.
    Men håber jeg kan nå et par stykker den 29 september.
    Knæk og bræk
    Neps99
    Morten Nielsen

    SvarSlet
  2. Har via en ven hørt om denne mulighed, og har selv investeret i 3 af slagsen, desværre er den ene farve allerede udsolgt - nemlig nr 2 fra oven.
    Så jeg venter spændt på at se pakken fra Sportdres, jeg kunne slet ikke lade være med at satse på dem. Så jeg venter spændt på 2012 versionen allerede nu.
    Mvh
    Torben Aagesen

    SvarSlet
  3. Hoppas det kommer en variant 2012 också, då alla 2011 på sportdres redan är slut.
    MVH Martin

    SvarSlet
  4. Hej Ole.
    Hvis man selv vil lege lidt med selvproduktionen, hvilket materiale istedet for polyester er det du bruger?

    SvarSlet
  5. Hej Søren

    Der bliver jeg dig svar skyldig, det er noget jeg får fra OG Paint, og jeg tror ikke han vil ud med hvad det er.

    SvarSlet