fredag den 25. marts 2011

Forår i farver


Det har i sandhed været en lang og kold vinter, og forholdende har da heller ikke været til at fiske i, enten på grund af is eller på grund af koldt vand og deraf manglende fisk.

Hvad gør man så for at dulme fiskefeberen? Jeg går i værkstedet når tiden og energien er til det, og jeg har i løbet af vinteren fået støbt lidt forskellige gennemløbere. Der er også blevet tid til at udvikle en Stevnskøl i en 28 grams version, så nu findes Stevnskølen i 4 størrelser og vægte, nemlig 28 gram, 22 gram, 14 gram og UL-udgaven på 7 gram.

Fænomenet UV reflektion har vakt min interesse, og med god hjælp fra Ole Gregersen har jeg fået behandlet nogle af mine gennemløbere, som det kan ses på billedet herover. Der er selvfølgelig nogle i sølv, som giver den største UV reflektion overhovedet, og de farvelagte gennemløbere er alle malet med enten Glow-farven "Rasmussen" ( den rød/gule) eller UV-reflekterende farver som flourød/sort eller brun/sort, og endelig nogle med en overflade af ren kobber - en farve som jeg personligt er meget tiltrukket af. Med tiden får kobberet en anløben og efter min mening charmerende patina, som jeg naturligvis håber, at fiskene også vil synes om.

Når der, som i den forgangne vinter, ikke har kunnet fiskes, så kan fiskefeberen dulmes med diverse gør-det-selv projekter, og det er det jeg gør. Under arbejdet lader man naturligt tankerne flyve, og drømmer om, at den gennemløber eller wobler man er i gang med, vil give én den ultimative fiskeoplevelse med fuld flex på klingen, akkompagneret af hjulets hvinende bremse mens storfisken tager det ene fyrige udløb efter det andet.

I skrivende stund er vandtemperaturen endnu så lav, at der ikke rigtig er kommet gang i fiskeriet, men det kan ikke vare længe.

Knæk og bræk, og et godt forårsfiskeri til alle.

1 kommentar:

  1. Hej Ole

    Uha - uha! det er jo det rene guf, det der.

    At serien af Stevnskølen er blevet udvidt til nu at indeholde 4 forskellige vægtklasser, er mildest talt super spændende.
    Dette faktum, sammenholdt med diverse farvelag fra Gregersens hånd, giver virkelig kriller i aftrækkerfingeren.

    Dét ska jeg da ha, Thorkil - dét ska jeg da ha. Og så må der godt komme en fed og blank fedtfinne forbi, der er frisk i munden ;O)

    Vi ses snart.

    Mvh Svendsen

    SvarSlet