mandag den 18. februar 2013

God afslutning på en fiskedag


Forleden dag mødte jeg Mili på kysten, og det er jo altid hyggeligt at møde kendte ansigter og få sig en sludder om løst og fast. Mili var startet på en anden plads forholdsvis tidligt om morgenen, og han var dårligt kommet igang med fiskeriet før det lykkedes ham at ramme en lille stime fisk, og i løbet af den næste time fik han 9 fisk op til 1,8 kilo.

Herefter døde fiskeriet ud og han skiftede plads, og her mødtes vi så.

Vi var helt alene på pladsen, og i løbet af et par timer blev det meste fisket af, og der var fisk indenfor kastehold i korte perioder, men de fulgte kun efter agnen og vendte ved stangspidsen. Vandet var ekstremt koldt, og det var som om der var blevet tilført en ekstra portion koldt vand i forhold til dagen før. Samtidig var der næsten ingen vind, og vandet var tilmed meget klart.

Til sidst havde jeg problemer med at mærke mine tæer, og jeg overvejede derfor at stoppe fiskeriet for denne dag.
Knapt var jeg nået på land, før jeg på 50 meters afstand kunne se Milis stang flexe og en fisk lave ravage i overfladen et stykke ude. Fisken gik dybt og tungt, og gjorde i det hele taget ikke meget væsen af sig, og Mili mente da også, at der var tale om en nedgænger.
Det var det dog ikke, og en flot blank og velkonditioneret overspringer på 63 cm og 3,1 kilo gled over netrammen og ned i posen.

Det luner på sådan en kold dag, og Mili var da også ganske godt tilfreds med dagens resultat.

1 kommentar: