søndag den 10. februar 2013

En smuk vinterdag på kysten


Vejret viste sig i dag fra sin smukkeste side, høj sol, vindstille og ganske koldt, men slet ikke optimale betingelser for en fisketur. Når man som jeg arbejder med grejudvikling, så er det på sådanne dage man kan bruge tiden på at teste endegrejet, og i dag var det spritklare og isnende kolde vand perfekt til kontrol af bevægelsesmønsteret på et par forskellige woblere.

Når man så står og iagttager wobleren, der med lokkende bevægelser arbejder sig gennem det kolde vand, så drømmer man sig hen til det kommende forår, hvor sølvblanke fisk i topkondition jager kystnære tobiser, og hvor man virkelig har chancen for en flot forårsfisk, der kan give én kamp til stregen og få hjulets bremse til at snerre lystigt.

Det er jo dét der sker - både når man står i sit værksted og laver sit eget endegrej, og når man efterfølgende afprøver det på kysten - man laver ikke bare endegrej, man laver drømme - og sommetider bliver disse drømme virkeliggjort når den blanke overspringer hugger hårdt og kontant.

Det var en fiskeløs - men kold og meget smuk dag, og drømmene fik ny næring.

Vi er hastigt på vej mod den første forårsmåned, og snart sker der noget, både på kysten og her på Stevnsfisker.dk

Vi ses derude.

1 kommentar:

  1. Hej Ole,,,

    Lækkert, skarpt billede. Nu mangler vi bare, at det for alvor begynder at dryppe fra istapperne og vandtemperaturen kommer lidt deropad, så de kære fisk bliver forårssultne.

    Ses dernede!

    Hilsen Erik Leth

    SvarSlet