søndag den 12. maj 2013
Tidlig morgen under klinten
Jeg har længe haft planer om en morgentur - altså en rigtig morgentur, hvor man er i vandet og klar til at fiske før solen står op, og i dag stod solen op kl. 0507.
Vækkeuret var derfor sat til kl. 0400, hvilket slet ikke er for tidligt når man skal køre til pladsen, rigge til, gå et stykke o.s.v.
Når man som jeg til daglig står op før en vis herre får sko på, så er det knapt så sjovt når vækkeuret ringer en hel time tidligere end normalt, men så gælder det om at tage sig selv i nakken og komme ud af fjerene.
Vejret denne morgen var skønt, skyfri himmel og let køligt med næsten ingen vind. Til gengæld så var der ikke meget liv under vandoverfladen, i hvert fald ikke i tiden lige før solopgang eller lige efter, og kort efter solopgang kom et let skydække snigende og skyggede lidt for den ellers skarpe sol, ligesom vinden tog lidt til fra sydøst. Ikke så dårligt, for det gav lidt liv i vandet, og jeg kan nu bedst lide når det er sådan.
Når jeg besøger denne plads, så er der et bestemt spot, som jeg helst skal prøve af inden jeg kører hjem, så jeg begav mig derhen, og jeg var da også kun lige ankommet, da en fin lille kilosfisk kastede sig grådigt over min OLR Tobis Slim. Så var der alligevel en form for liv derude.
Den største og mest glædelige oplevelse denne morgen var dog mens jeg stod på en sandplet, så forsvandt den - ikke i ordets bogstaveligste forstand, men den forsvandt af syne fordi en enorm stime tobiser trak hen over sandpletten. Det har jeg ikke oplevet de sidste 8 år, og det er virkelig en fornøjelse at se.
Der var iøvrigt en enorm føderigdom på det lave vand, både i form af kutlinger, rejer og tanglopper.
Og som en ekstra bonus, så var kysten som blæst for hornfisk, dejligt.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar