fredag den 3. maj 2013
Begynderheld
Jeg har modtaget en fangstrapport fra Jakob Bringshøj Andersen, der har været en tur på Stevns:
En lille beretning fra det stevnske.
Efter 15 års intensivt spinnefiskeri ved kysten begyndte jeg i starten af sæsonen at spekulere på om ikke jeg skulle til at udvide min udstyrshorisont lidt.
Det løste sig selv da jeg til Aktiv Fritids Kyst Cup var så heldig at vinde en fluestang for en flot blankfisk fanget på Møn.
Som hel grøn fluefisker var jeg nødt til at spørge mig til råds hos grejhandleren, han prakkede mig en masse udstyr på som passede til min nye fluestang og overbeviste mig om at det var det der skulle til.
I går onsdag skulle jeg så på min ugentlige fisketur med min makker John, vi tog til en af vores faste pladser på Stevns. Da vi klargjorde udstyret snakkede vi om hvor svært det ville være at fange en god fisk på fluestangen. Jeg riggede begge stænger til i forhåbningen om at jeg kunne overliste en horn med fluestangen.
Vi starter på revet med spinnestængerne og fisker i ca. 30 min, hvor jeg får kortvarigt kontakt til en enkelt fisk. Vi fisker i yderligere 15 min, hvorefter jeg beslutter mig for, for første gang,(nogensinde på nær i haven) at stifte bekendtskab med fluefiskeriet.
Der var sidevind fra højre hvilket tilsyneladende ikke gør fiskeriet med flue nemmere. Efter 4 halvforkølede kast, lykkedes det mig i 5. kast at få fluen ud på en 15-20 meter, mens jeg står og fedter lidt med tørresnoren og spekulerer over hvordan man trækker den bedst ind, sker der ting og sager i den anden ende. Da jeg får strammet linen op er der sgu vægt i den anden ende, min første tanke er at det er en tidlig hornfisk, men hurtigt viser end pæn blankfisk sig i overfladen. Vild af begestring råber jeg til John (som på grund af mine noget tvivlsomme kast er rykket i sikkerhedsafstand lidt længere henne på revet), "DET ER KRAFTEDEME EN BLANKFISK".
Jeg får rullet linen og prøver efter bedste evne at tæmme dyret. Det viser sig at jeg åbenbart har spolet for meget bagline på hjulet så der er ikke plads til den sidste del af linien, heldigvis tager fisken godt udløb og jeg kan nu på ny få spolet linen op.
Efter 5-10 min. får jeg nettet fisken, 2 kg og 57 cm og som billedet antyder er det en meget overrasket og glad fremtidig fluefisker.
Venlig hilsen
Jakob Bringshøj Andersen
* * *
Tak for rapporten, Jakob, og tillykke med din første fluefisk!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Fin fisk den der Jakob - det sku meget sjovt på fluestang ikk ;)
SvarSlet