torsdag den 30. maj 2013

Mustad Siwash 9510 nu i DK


En god nyhed til mange dedikerede kystfiskere vil sikkert være, at den stærkt efterspurgte wide gape krog, Mustad Siwash 9510 XXXS, som ellers kun har været til at købe på det amerikanske marked, nu kan købes i et antal danske grejbutikker.

Det er Ole Gregersen, OG Paint, som står for importen af disse kroge, og de vil i løbet af en uge eller 2 være at finde i de grejbutikker, der i forvejen forhandler produkter fra OG Paint.
Krogen findes i de mest gængse størrelser til det danske kystfiskeri, nemlig str. 1/0 og str. 2/0, hvor den mindste passer til  blink som Sømmet, den almindelige Bornholmerpil m.fl., mens den største passer til f.eks. Fladbukken og Snurrebassen.

Krogen er oprindeligt en laksekrog, lavet til det amerikanske marked, og er af open-eye typen, hvilket betyder at krogene leveres med et åbent øje, der herefter skal klemmes sammen og lukkes med en tang. Dette er især en fordel for de, der fisker med svejsede ringe foran krogen, da disse så blot kan monteres inden øjet klemmes sammen.

Årsagen til amerikanernes brug af disse kroge er, at det i mange amerikanske floder og vandløb er forbudt at bruge trekroge, og derfor er der ofte behov for at skifte krogene på diverse woblere m.v. Det er her open-eye princippet kommer til sin ret, da man således blot kan montere krogen og klemme øjet sammen.

Jeg har brugt disse kroge i en årrække, og de kroger rigtig godt, ligesom den forholdsvis store modhage giver et solidt kroghold, og jeg har da til dato heller ikke mistet fisk på denne krog.

Har man endnu ikke prøvet denne krog, så kan jeg kun anbefale den.

Jeg har for nuværende ikke nogen oplysninger om prislejet for disse kroge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar