lørdag den 31. januar 2015

OLR 2015




Maleren har meddelt mig, at han nu kun mangler at lægge sidste hånd 25 % af årets produktion af OLR woblere, og det betyder, at tidsplanen kan overholdes.

Jeg kan derfor oplyse, at OLR 2015 produktionen lander i butikkerne torsdag den 12. februar, og i år fordeles denne til flere butikker end nogensinde, nemlig følgende:


  • Sport Dres København
  • Sport Dres Bornholm
  • Jagt- og Fiskerimagasinet, København
  • Aktiv Fritid, Køge
  • Grejbutikken, Næstved
  • Lystfiskeren, Holbæk
  • Mertz, Nykøbing F.
  • DS Angelsport, Flensborg, Tyskland

Et større antal butikker betyder også, at der i hver af de nævnte butikker vil være et meget begrænset antal til rådighed, og nogle varianter og farver vil kun findes i enkelte af de nævnte butikker.

Jeg har sammen med Ole Gregersen gennem det sidste år arbejdet hårdt på, at optimere produktet, både hvad angår materialevalg og udførelse. Vi er meget tilfredse med resultatet, og det håber vi naturligvis også at I er.

2015 - farverne er følgende:

  • Smaragd
  • Ultra Tobis 2
  • Oliven
  • Alu/sort
  • Greenhouse purple (KUN i Aktiv Fritid)
  • Flammen (kun Kutling UL, som alene fås hos Jagt- og Fiskerimagasinet, København, Lystfiskeren, Holbæk, samt Sport Dres København)


Woblerne er i modsætning til tidligere kun mærket “OLR”, og er således ikke længere forsynet med fortløbende numre og årstal. Dette har flere årsager, men den primære er, at det er forbundet med et alt for stort arbejde, at skulle skrive på hver enkelt wobler.

Det er mit håb og ønske, at woblerne vil blive brugt til det formål de oprindeligt er tiltænkt, nemlig at fiske med, og at de må give brugerne flex på klingen ved vore kyster i den kommende tid.

Når det så er sagt, så husk, at det kun er et stykke endegrej, og det kan ikke selv finde fiskene, men det er til gengæld håndlavet og hver enkelt wobler er håndteret mere end 60 gange i processen fra start til slut.

Stk. prisen fastsættes af den enkelte grejbutik.

søndag den 18. januar 2015

Anmeldelse: Vision Kura Stockingfoot


For 2 år siden investerede jeg i et par nye åndbare waders, da mine forrige af slagsen, et par Vision Flywater, var begyndt at tage vand for 2. gang på kort tid, men de var da også 7 år gamle. At de overhovedet var blevet så gamle må tilskrives det faktum, at jeg kun brugte dem i sommerhalvåret, hvor jeg iøvrigt ikke fiskede særlig meget.

Mit valg for 2 år siden faldt på Patagonias Rio Gallegos, som jo skulle være noget af det ypperste inden for waders, og de var da også utroligt lækre, selv om prisen - 3799 kr. host, den kradsede lidt.
Forhåndsindtrykket var godt, tykt og stærkt stof, men samtidig også lidt tungt, hvilket måtte være det samme som godt og holdbart - troede jeg.
Købet af disse waders skulle markere min overgang til kun at bruge åndbare året rundt.
En lang historie gjort ganske kort - efter 30 ture var de utætte i skridtet. Retur til forhandleren, der sendte dem til importøren i Tyskland - ventetid 1 måned.
Dejligt at få dem retur, så det skulle fejres med en tur på kysten. Den tur blev imidlertid en kort én af slagsen, for efter en halv times fiskeri soppede jeg rundt i vand i min højre støvle - suk!

Da jeg for 2. gang dukkede op hos grejpusheren med disse waders, var det så som så med tålmodigheden, og sådan havde grejpusheren det heldigvis også.
Nu har jeg aldrig foretrukket et bestemt mærke, så jeg spurgte pusheren om, hvilke waders han IKKE havde haft nogle reklamationer på.
Svaret var Vision Kura.

Jeg prøvede et par med det samme, og var umiddelbart begejstret. Det første der slog mig var, at de var så lette i forhold til Patagonia, og det gjorde mig sjovt nok ikke bekymret, for jeg var jo lige i praksis blevet belært om, at tykt og tungt stof ikke nødvendigvis er det samme som holdbarhed og kvalitet.
Prisen havde jeg ikke noget at udsætte på, 2299 i vejl. udsalgspris, og således tæt på halvt så dyre som Patagonia.
Der var ikke langt fra tanke til beslutning, og jeg forlod butikken med et par Vision Kura.

Den ene store fordel ved disse waders, og måske også årsagen til få eller ingen reklamationer er, at der i stedet for de traditionelle syninger kun er svejsninger, hvilket giver en lav vægt, og åbenbart også en bedre holdbarhed, da det jo ofte er i syningerne det går galt.


Kura er konstrueret i 3 lag, sammenlignet med Patagonia, der så vidt jeg husker har 6 lag - uden at det dog har smittet af på holdbarheden.
Der er 3 frontlommer med vandafvisende lynlåse, samt en indvendig lomme i acrylmesh med lynlås. Der er også en holder i front til en peang, samt en mindre D-ring.
Neoprensokken er der er ikke så meget at sige om, den er som de fleste, men de indbyggede gravelguards er suveræne og går godt ned over støvlen.


Nu har jeg brugt disse waders i et år, og der har intet været at udsætte på dem indtil videre. Det bedste ved dem er, at de er en sand fornøjelse at have på, lette og meget behagelige, og det sætter jeg stor pris på, da jeg ofte går langt når jeg fisker.

Jeg hører til den type, der passer på godt på udstyret, og jeg tager mig tid til at skylle mine waders og vadestøvler i rindende koldt vand efter hver eneste tur, da det er de små bitte saltkrystaller, som er den store synder når det handler om utætte åndbare waders. 
Når de er blevet skyllet hænges de til tørre i bryggerset, og så er de klar til næste tur. Faktisk ser de stadig ud som nye efter et års brug.

Mit råd til mine medfiskere er, at hvis I vil passe på jeres udstyr, så sørg for at vedligeholde det, og det er især vigtigt at skylle saltet af sine waders efter hver tur. Brug også gerne en ekstra neoprensok, som beskytter mod slitage.

Det er nu nr. 2 åndbare af mærket Vision jeg slider på, og når de er tjenelige til udskiftning, så vil jeg helt sikkert vælge Vision igen.

Vision Kura Stockingfoot kan blandt andet fås hos SPORT DRES




fredag den 16. januar 2015

Så lykkedes det


Som varslet omkring nytår, så har Stevnsfisker.dk gennemgået en forandring, både hvad angår design og indhold. Det har kostet noget fisketid, men der er jo kun få timer til rådighed når arbejde og familie også skal passes

Jeg vil ikke bruge så meget spalteplads på at beskrive, hvad ændringerne består i, men I vil hurtigt opdage, at rubrikken med et link til de nyeste opdateringer er forsvundet fra forsiden. Denne er nu erstattet af en side på Facebook, som fremover vil blive brugt til "de hurtige" og knapt så dybdegående nyheder, samt til deling af indlæg på denne blog. På den måde kan interesserede følge med.

Facebook er, hvad enten man bryder sig om det eller ej, den platform hvor de fleste opholder sig, og nu er Stevnsfisker også hoppet med på vognen.

Jeg håber, at I fortsat vil finde siden et besøg værd.

En særlig tak til Jens Bursell og Nikolaj Kolding for lån af billeder.

torsdag den 1. januar 2015

2015 godt fra start


Jeg har gennem mange år haft en fast tradition for, at jeg, hvis det overhovedet er muligt, SKAL på kysten på årets sidste dag, og igen på årets første dag.
Dette årsskifte var således ikke nogen undtagelse, og i går, på årets sidste dag, søgte jeg til en plads, som jeg ikke har fisket på de sidste 2 år, mindst.
Forholdene var som sådan i top, med god bevægelse i vandet, som tilmed var uklart. Men jeg havde kun et par timer til rådighed om formiddagen, og jeg følte mig ikke i storform, men nu er det jo en tradition...
Der gik ikke lang tid før jeg mødte et par medfiskere, som havde været på pladsen siden om morgenen, og de havde ikke mærket noget. Ok, så gik der snak i den i stedet, og det er også vældig hyggeligt, men inden jeg havde set mig om, så var tiden gået og chancen for en sidste fisk i 2014 var endegyldigt forpasset - nå pyt med det.

I dag, tidligt på formiddagen, var det en sand fornøjelse at køre gennem de obligatoriske bunker af afskudt fyrværkeri på vej til kysten, for én ting kan man være ret sikker på denne dag, og det er, at man ikke skal kæmpe om pladserne ved vandet.
Jeg havde en aftale med Jan om, at vi skulle skyde 2015 i gang med en kysttur, og da jeg bor tættest på vandet, så var jeg også først på pletten, mens Jan ville støde til senere.

Forholdene på pladsen så lovende ud, mildt, overskyet og diset, en god vind og dermed tilpas meget røre i vandet, der også var godt uklart. Et par fiskere var kommet mig i forkøbet, men der var plads nok.
Allerede i 3. kast huggede en målsfisk og den måtte ind og vende til en hurtig afkrogning. Herefter gik det stærkt, og i løbet af 30 minutter havde 4 fisk været inde at vende, hvoraf 2 fisk på 51 og 52 cm blev hjemtaget. Yderligere 2 fisk omkring målet blev rystet af krogen, uden at forlade vandet.

Alle fisk huggede hårdt og kontant på en OLR Slim i smaragdfarven, fisket på et modificeret releasetackle med en enkelt str. 12 trekrog.

De 2 andre fiskere fik også fisk i perioder.

Jeg skulle lige til at ringe til Jan, da han dukkede op på pladsen, og han nåede da også at få billet til et par blankfisk.

Og pludselig var det slut, vinden tog til, vandet klarede op og vandstanden, der i forvejen var lav, faldt yderligere 20 cm, og så var det tid at begive sig mod bilerne.

Det er altid lærerigt at undersøge fiskenes maveindhold når man kommer hjem, og den største af fiskene på 1,9 kilo havde kun et par små tanglopper og en enkelt lille frisk hundestejle i maven, mens den mindste fisk på 1,6 kilo havde været på en streng diæt af lidt ålegræs og lidt tang - meget mærkeligt.


2015 er rent fiskemæssigt kommet rigtig godt fra start med en fin tur, og nogle fine fisk. Jeg håber det holder.

Godt Nytår!

onsdag den 31. december 2014

Godt Nytår 2015


2014 er så småt ved at rinde ud, også her på bloggen. Det har for mig været endnu et travlt år, hvor jeg slet ikke nåede det jeg gerne ville. Som sædvanlig fik jeg fisket alt for lidt.

Tiden har lært mig, at jeg ligeså godt kan lade være med at sætte mig nogle faste mål for det kommende år, for det er ikke blevet nemmere at få arbejdsliv, familieliv og hobby til at hænge sammen, og da slet ikke når man, som jeg, også gerne skulle have tid til at fiske, lave grej, hjemmeside, og så også lige få tid til at deltage lidt i vand- og fiskeplejen, som er så vigtig for vores fiskeri her på Stevns.

Jeg vil undlade at sætte mig nye mål for 2015, bortset fra, at jeg fortsat vil gøre mig umage med de ting jeg beskæftiger mig med, og få det bedste ud af det.

Jeg kan allerede nu afsløre, at der i de kommende måneder er store forandringer på vej for Stevnsfisker.dk. Siden har nu eksisteret i snart 7 år, og derfor er det efterhånden på tide, at give hele platformen et mere tidssvarende design.
Jeg har derfor besluttet, at renovere hele hjemmesiden og bygge den op igen fra bunden. Det er et kæmpe arbejde, som vil lægge beslag på god bid af den i forvejen sparsomme fritid, men resultatet skulle gerne blive godt, og det er mit mål, at Stevnsfisker.dk fortsat skal være et besøg værd, og helt fri for reklamer.

En stor tak til alle, som gennem det sidste år har taget sig tid til at skrive fangstberetninger og tage billeder, for derefter at sende dem til denne blog. I har hver især bidraget til, at læserne af bloggen fortsat synes, at den er et besøg værd. Jeg ser frem til jeres bidrag i det kommende år.
Besøgstallet er støt stigende, og her på tærsklen til 2015 ligger Stevnsfisker.dk med tilhørende blog på mellem 500-700 sidevisninger i døgnet.

Også en stor tak til alle jeg kender, samt alle de rare og hyggelige medfiskere jeg har mødt på kysten og andre steder i løbet af året. Tak for mange gode samtaler, og udveksling af erfaringer og lystfiskerhistorier.
Vi ses helt sikkert også i det kommende år.

Et rigtig godt og lykkebringende nytår til alle her på Stevnsfisker.dk

På gensyn i 2015

søndag den 28. december 2014

Snurrebassen slog til igen


Thomas Sten Jørgensen har været ude at lufte Snurrebassen i det gode vejr, og har sendt mig denne medrivende og stemningsmættede beretning:

Kære Ole

Jeg læser din blog med iver og har set frem til at sende dig en fangstrapport. I dag var der noget at skrive "hjem" om. Startede tidligt og var på strækket kl. 8, et sted jeg kun har besøgt to gange tidligere. En lokal fluefisker kom lige som jeg skulle til at gå mod kysten, og han var meget gavmild med gode råd og erfaringer vedr. strækket, hvilket altid er højt værdsat.

Jeg gik mod vandet og fiskede derudaf. Efter en times tid fik jeg et godt hug netop som min Snurrebasse i alu-sort-gul dansede forbi en stor sten. Fisken fightede i nogle minutter uden den store dramatik og blev nettet, en fin overspringer på 57 cm. og 2.15 kg. Fiskede videre et par timer uden at se og mærke flere fisk, så jeg gik tilbage til bilen med tanken om endt og godkendt fisketur. Fik taget lidt billeder af fisken og spiste min frokost sammen med en længe ventet kop kaffe. Kaffen varmede godt, så måske skulle man lige nappe en time eller to mere...



Jeg havde set et rev et godt stykke væk, det skulle runde turen af. Jeg skiftede agn til en af de helt nye Snurrebasser kaldet sild i alu-sort-blå, en basse jeg ikke havde prøvet af endnu. Fremme ved revet fangede jeg straks en havørred på 41 cm., der hurtigt blev genudsat - det tegnede godt. Med et kast på langs af revet lige lovlig tæt på nogle større sten, sad min krog fast, troede jeg, men det var en havørred, der resolut tog et sejt udløb på 30-40 meter. Derefter tog den fart på tværs af kysten, og jeg måtte følge med i fuld firspring for at udgå linen blev kappet af de store sten, der brød vandet flere steder. En rigtig vildbasse der gav kamp til stregen blev endelig nettet efter en meget underholdende fight - 68 cm. og 3.80 kg.



Sjovt at denne sildeæder skulle fanges af en Snurrebasse, der hedder sild. Alle fiskene blev i øvrigt taget på et release tackle med en enkelt trekrog str. 12. Tilbage i sofaen sidder jeg og tænker tilbage på en stevnsdag, der ikke lige går i glemmebogen.

Bedste fiskehilsner
Thomas Sten Jørgensen

---

Tak for beretningen, Thomas, og tillykke med de flotte fisk. De er effektive, de releasetackler!

fredag den 26. december 2014

Tyk sildeæder på hjemmelavet wobler


Thomas H. Olsen har været en tur på kysten og har sendt denne fangstberetning:

Hej Ole
Glædelig “bagjul”. Sender lige en kort beretning fra dagens formiddagstur til Stevns, hvor jeg løb ind i en rigtig tyksak på 3,6 kg / 66 cm. 
Det er åbenbart ikke kun os mennesker, der spiser meget i disse dage. Denne fisk havde en 23 cm sild i maven samt 5-6 hundestejler, og alligevel fik den også lyst til at smage min hjemmelavede 9 cm wobler i sort/sølv. En variant af de hjemmelavede, som jeg har haft god succes med siden den så dagens lys en gang i efteråret.
 Det var en relativ udramatisk fight uden luftakrobatik, men med 4-5 lange seje udløb krydret med en del rulleri. På grund af en kraftig udadgående strøm skulle der arbejdes hårdt på sagen inden den lod sig nette. Yderligere 2 stk. på ca. 45 cm var oppe og vende. Fantastisk flot frostklar formiddag, hvor de kolde fingre hurtigt blev glemt.


Hilsen
Thomas H. Olsen

Sådan, Thomas - dejlig tyksak!

tirsdag den 23. december 2014

Glædelig Jul 2014


Her på falderebet, inden julehyggen for alvor bryder løs i de små hjem, vil jeg lige benytte lejligheden til at sende en lille julehilsen til brugerne af denne blog.
Året 2014 har indtil nu været et travlt år, hvor jeg igen ikke nåede alt det jeg gerne ville, først og fremmest at få fisket noget mere, men helbredsmæssige udfordringer i den nærmeste familie, arbejde m.v. har haft førsteprioritet, og sådan bør det naturligvis også være. Fiskeriet er en passion, men stadig kun en hobby.

Fiskeriet på Stevns er i disse dage bedre end det længe har været, hvilket man ikke er i tvivl om når man ser de daglige opdateringer på bl.a. Facebook. 
Det bør vi glæde os over, men samtidig bør vi reflektere over, hvordan vi selv kan bidrage til et bedre fiskeri. Skulle jeg f.eks. nøjes med at hjemtage 2 fisk i stedet for 4 når man rammer den helt store dag ved vandet? Kunne jeg afse tid til, at give en hånd med i den lokale sportsfiskerforening, hvor der ofte mangler frivillige hænder til vandløbs- og fiskepleje?

Relevante spørgsmål, for mange har i de sidste par år klaget over, at der ingen fisk var at fange på Østsjælland/Stevns, men det ser nu ud til at have ændret sig. Dog er én ting sikkert, og det er, at fiskene ikke kommer af sig selv, og hvis vi ikke foretager os noget, så kan vi ikke bevare det gode fiskeri, som vi oplever i disse dage.

Rigtig Glædelig Jul.

Knæk og bræk derude.


søndag den 21. december 2014

Gang i de blanke


Milivoj Saric tog en tur på kysten i dag, og han konstaterede straks at der lugtede af fisk, for vandet var grumset - altså perfekte forhold, og han havde da heller ikke fisket mere end 10 minutter før den første fisk på ca. 45 cm måtte op og vende.
Mili skrev en besked til Jan, som lettede anker og kørte mod kysten. Inden Jan nåede frem havde Mili haft 14 fisk inde og vende.
Da Jan ankom fik han en blankfisk på ca. 2 kilo allerede i første kast, og lidt efter en nedfaldsfisk på ca. 4 kilo, som allerede var blevet blank.



Da turen var slut ud på eftermiddagen havde Mili fanget 17 fisk med den største på 2,2 kilo, som huggede 3 meter fra stangspidsen, og Jan havde fået 5.
Den brede Bornholmerpil i sølv, samt kobber/sort i 15 gram og 22 gram stod for fangsterne denne dag.

Ingen skal påstå at der mangler fisk derude - hvem der bare havde tid til at fiske.

onsdag den 17. december 2014

Gydebanketælling 2014/2015


Lørdag formiddag mødtes ca. 20 frivillige fra Køge Sportsfiskerforening på Marksvinget i Køge, tæt ved Ellebækken.
Formålet med mødet var en instruktion i optælling af gydebanker, da det er besluttet at foretage en sådan optælling i Køge å systemet. Formålet er at få overblik over, hvor mange havørreder der gyder i Køge Å, samt indsigt i å-systemets økologiske tilstand. Samtidig hjælper det Køge Sportsfiskerforening med at danne sig et overblik over, hvor der skal sættes ind i de kommende år, med henblik på i sidste ende at skabe et endnu bedre kystfiskeri i Køge Bugt og på Stevns.

Biolog ved Fishing Zealand, Peter W. Henriksen, stod for en grundig instruktion, og mange af de fremmødte - jeg selv inklusive - har aldrig deltaget i en sådan optælling, så instruktion var der behov for.
Det var oprindeligt planen, at vi sammen med biologen skulle se på gydebanker i Ellebækken, men vandet var desværre blevet kaffebrunt i mellemtiden, så den plan blev ikke til noget.

Køge å-systemet er længere end som så, og de i alt 30 frivillige, som har meldt sig som tællere skal sammenlagt gå ca. 70 kilometer i hold af 2-3 personer i perioden fra jul og frem til 1. februar 2015.

Vandløbsmedarbejder, Anja Eberhardt fra Køge Kommune var mødt op med tilladelser til at gå på lodsejernes jorder i forbindelse med tællingen.

Mere om resultatet af tællingen vil følge i det nye år, og jeg er personligt spændt på, hvordan forholdene skal vise sig at være.

HUSK, at hvis DU vil være med at til at forbedre fiskeriet i vores området, så kan du altid henvende dig til Køge Sportsfiskerforening, og du behøver ikke engang at være medlem for at deltage i arbejdet.

lørdag den 13. december 2014

Blankfisk og lav vandstand


Trods lav vandstand ud over det sædvanlige, så kan der stadig fanges fisk, og for Milivoj Saric blev det til hele 7 af slagsen, med den største på 3 kilo.

Da Milivoj startede sit fiskeri kl. 8 manglede der hele 80 cm vand, og det var tilmed meget klart, men der var fisk indenfor kastehold, og alle fisk blev taget på en forsølvet udgave af Bornholmerpilen i den brede udgave.

6 fisk blev genudsat og 1 blev hjemtaget, og da Milivoj rensede fisken kunne han konstatere, at fisken ikke havde indtaget specielt meget føde på det seneste, idet maveindholdet alene bestod af en halvt opløst ålekvabbe, 1 frisk hundestejle og 2 rejer.


onsdag den 10. december 2014

Alt godt til den der venter


Ordsprog er som regel ikke opfundet ud af den blå luft, og således heller ikke det, som er anført i overskriften til denne post.

Per Rye var en tur på kysten, og først efter 3½ times fiskeri skete der noget, nemlig da en fin blankfisk på 2 kilo gav ham flex på klingen.
Han mærkede yderligere et par fisk, men blev så indhentet af det tiltagende mørke - dagene er jo ultra korte på denne årstid.

Fisken blev taget på en forsølvet Snurrebasse i str. 3

En dejlig tur på en fridag, slutter Per.

tirsdag den 9. december 2014

8 fisk i 9 kast


Rette tid på rette sted - det er som regel dét det hele handler om - at være der når det sker, og det var Lars Holm i går, da han på en af sine efterhånden sjældne ture ramte det helt rigtige spot på dagen.

8 flotte blankfisk i 9 kast, alle var over målet og den største vejede lige under 3 kilo, et resultat man kun kan være ovenud tilfreds med, når man har en travl hverdag med job og familie, og meget lidt tid til at fiske (det er vi flere der kender til)

Alle fiskene blev taget på bombarda og fluen med det lidt anderledes navn - "Den Alerte Snushane". Lars beretter, at hans seneste ture har vist, at der er relativt mange fisk, men at de har ignoreret både blink og wobler.

torsdag den 27. november 2014

El-fiskeri og strygning af moderfisk


Et hold af frivillige fra Køge Sportsfiskerforening har de sidste 3 weekender været i fuld gang med, at sikre bestanden af fisk i vores område. Den 9. og den 15. november gjaldt det el-fiskeri efter moderfisk i Køge å, Tryggevælde å og Vedskølle å, og der blev på de 2 weekender el-fisket 44 hunfisk og 22 hanfisk, hvor største fisk var en meget kompakt hanfisk på 9 kilo og 87 cm. Desværre afgik denne fisk senere ved døden på grund af en svampeinfektion.

I begge weekender blev der ydet en stor indsats fra de frivillige, og især fra et hold juniorer, som gik til opgaven med stor ildhu og interesse, og de var en uvurderlig hjælp.


Sidste søndag var det tid at stryge fiskene for rogn og mælk, og tilstede på denne dag var også biolog fra Fishing Zealand, Peter W. Henriksen, der skulle tage skæl- og vævsprøver fra fiskene inden strygningen.
Jeg havde på dagen selv fornøjelsen at være med til arbejdet, og igen var en håndfuld juniorer mødt op for at deltage i det vigtige arbejde. Det var en sand fornøjelse at se disse fremtidens lystfiskere gå til opgaven med krum hals og stort engagement.

Udtagning af skælprøve inden strygning

Ved middagstid var strygningen overstået, og fiskene genudsat i åen. Det blev desværre kun til 7,5 liter rogn, mod de forventede 9 liter, hvilket skyldes dels at nogle af fiskene ikke var helt klar til strygning, og dels tab af fisk, som døde undervejs i forløbet, primært på grund af svampeinfektion. En del af det frivillige arbejde bestod i at køre æggene til Hvilested Dambrug ved Kolding, hvilket blev forestået af 2 medlemmer fra vandplejeudvalget.



På trods af den store indsats fra juniorerne, så er det et faktum, at der begynder at mangle hænder til de mange opgaver med vand- og fiskepleje i KSF, og jeg vil derfor benytte denne lejlighed til at komme med en opfordring til de, som kunne være interesseret i at yde en frivillig indsats. Det er ikke et krav, at man er medlem af foreningen, men et medlemsskab har mange fordele, også selv om man som jeg kun fisker på kysten. Den største fordel er, at man er en del af fællesskabet og byder ind i det omfang man har tid og mulighed for det.


Det er uden for al tvivl, at såfremt der ikke er frivillige til, år efter år at udføre dette vigtige arbejde, så vil der med tiden være væsentlig færre fisk langs kysterne på Stevns og i Køge Bugt, og det er der vel ingen der ønsker. 

Genudsætning efter endt strygning




tirsdag den 25. november 2014

Fedtfinne uden fedtfinne



Hej Ole

Fiskefeberen rasede og undertegnede valgte derfor, at tage en morgen/middagstur til det Stevnske idag.
Ankom meget tidligt til den udvalgte plads. Foreholdene var desværre som forventet på forhånd - spritklart vand og en alt for hurtigt stigende sol. Nå, men fiskes skulle der i hvert fald.
Fiskede hurtigt sydsiden af revet af, og relativt kort tid efter var der bud efter gennemløberen derude. Desværre stod fisken af efter få sekunder. Hmm! mindede lidt for meget om forleden, hvor jeg og Mili var afsted, og hvor jeg smed 3 fisk ud af 6 bud. Ikke ligefrem en blændende statistik. Dette scenarie ønskede jeg på ingen måde gentaget, så krogen blev skiftet.
Lidt tid efter var der igen hug og denne fisk blev hængende. En fin blank på ca. 45 cm var inde at vende, og blev nænsomt genudsat.
Herefter gik der vel lidt over en god times tid, før der så igen begyndte at ske noget. Vandet var i den forløbne tid begyndt at antage lidt tone. Ja faktisk så det ganske tilforladeligt ud - foreholdene havde langsomt ændret sig i en positiv retning.
Dette havde havørrederne tilsyneladende også fundet ud af, for pludselig var de under land.
Jeg havde efterhånden bevæget mig over på sydsiden af revet, da jeg ud af den blå luft får et knaldhårdt hug midt ude i kastet. En fin blank væltede ud af vandet flere gange i forsøget på at vriste sig af enkeltkrogen. Denne fisk, som bestemt ikke ligefrem var en rekordfisk, gav ikke desto mindre en mere end formidabel fight. Jeg talte dens luftture ud af vandet til omkring de 10 gange, og den tog flere korte, men hidsige udløb inden den overgav sig til nettet. Det er et stykke tid siden jeg sidst er løbet på sådan en hidsig sag. Fisken var en super flot 2 kilos med løse skæl. Omtalte havørred var tydeligvis en udsætningsfisk, da dens fedtfinne var afklippet.
Kort efter var endnu en fisk faldet for bedraget og jeg kunne lande, og genudsætte en fin blank på ca. 1,6 kg. som også kæmpede bravt. Desuden havde jeg endnu et fint bud helt inde under stangspidsen, men fisken fik ikke fat, så den slap med skrækken.
Klokken nærmede sig 11 formiddag og arbejdet kaldte, så jeg måtte modvilligt trække stikket på en helt fornøjelig tur.
Alle fisk blev fanget på forsølvede Snurrebasser i størrelserne no.7 og no.4

/Jan Svendsen

mandag den 24. november 2014

Weekend på Bornholm

Hårdt vejr på klippeøen

Ole Gregersen tilbragte den netop overståede weekend på Bornholm sammen med Bethesda-veteranerne og deres fiskevenner, et arrangement han var inviteret til af Jesper Schiøtt, Sport Dres Bornholm. En ren herretur og en tradition gennem de sidste 8 år.

De startede fiskeriet på sydkysten om lørdagen, med perfekte vindforhold og flere blanke målsfisk, men ingen af de store kom på land denne dag.

Søndag tog vinden til, hvilket vanskeliggjorde fiskeriet på sydkysten, så andre pladser blev besøgt på østkysten.

Se, det er hardcore kystfiskeri

Da weekendens fiskeri var forbi kunne regnskabet gøres op, og der blev hjemtaget ialt 16 fisk med den største på lige over 2 kilo, så fiskeriet kan ikke betegnes som blændende.
Ole fik 4 fisk, heraf 2 på 40 cm og 2 på 47 cm.

Fin blankfisk på OLR Slim i alu/sort

For Oles vedkommende var det Snurrebassen Slim str. 3 i sølv og den nye farve Alu/Sort, samt OLR Slim i Alu/Sort, der hev fiskene hjem denne weekend. Ole fiskede udelukkende med releasetackle monteret med en enkelt trekrog, og det virkede perfekt.

Den nye Alu/Sort bemaling fra OG Paint

En af de andre deltagere, Kasper Nørregård, brugte ligeledes releastackle, og det gav fisk, også selv om han efter det oplyste blev mobbet på grund af sine tackler - men den der ler sidst ler som bekendt bedst.

Kasper "Release" Nørregård med et par fine fisk på 1,7 og 2,0 kg

Og sidst men ikke mindst - Per Bugge kunne også:



lørdag den 22. november 2014

Smuk overspringer


Jan og Mili var en tur på kysten i dag, og de startede fra morgenstunden med uklart vand og fisk indenfor kastehold. Senere på dagen klarede vandet op, og fiskene blev vanskelige og fulgte kun efter blinkene.
Da regnskabet kunne gøres op havde Mili fået 6 fisk, hvoraf den største var en meget smuk og lynende blank overspringer på 3,2 kilo, mens Jan fik 3 fisk. Men 9 fisk til 2 mand må siges at være en god dag.

Det var Sømmet og Snurrebasser i str. 6 og 7 som stod for fangsterne denne dag.

lørdag den 8. november 2014

Nyt menupunkt


Jeg har gennem de sidste par år modtaget et stigende antal henvendelser på min mail vedrørende adgangen til klintekysten, og disse henvendelser kommer primært fra borgere bosiddende i andre dele af Danmark, som under ferier eller lignende ønsker at prøve kræfter med fiskeriet på Stevns.

Når man ikke kender Stevns, så kan det ofte være vanskeligt at finde ud af, hvor man skal starte, og hvordan man kommer ned på kysten.

Jeg besvarer samtlige mails jeg får, men min tid er også knap, og derfor har jeg nu lagt et menupunkt ind, som beskriver de 5 officielle adgange til kysten på Stevns, fra Bøgeskov i nord, til Lund i syd. Dette er ment som en service til udefra kommende fiskere, som derved får lettere ved at planlægge deres tur hjemmefra.

Menupunktet ligger under Tips og Tricks, og hedder kort og godt PÅ KYSTEN


lørdag den 1. november 2014

Intet er som det plejer...


...eller historien om en natur i vildrede på en vanskelig dag ved vandet.

Ligesom så mange andre arbejdsramte, så er det for det meste i weekenderne man skal dyrke sin hobby, og således også i dag, hvor Jan og jeg slog nogle timer ihjel på kysten. Det skulle relativt hurtigt vise sig at blive en begivenhedsrig dag, men dog ikke på den måde vi lige havde forestillet os.

3 fiskere på pladsen kunne fortælle, at de havde spottet fisk fra morgenstunden, men de var ikke til at få i tale. Nå, ja men det kender vi jo så godt, specielt her om efteråret.
Desværre havde en "dark horse" også indfundet sig på strækket, nemlig store kager af ålegræs, som fulgte nogle ret markante strømskel, der naturligvis valgte at sno sig lige præcis i kasteafstand fra kysten.

Jeg havde forholdsvis tidligt en følger efter min wobler - men den ville ikke spille med, og vendte om da jeg forsøgte mig med et spinstop.
Det var blevet tid til en pause, og mens vi sad der og småsludrede, så kom der minsandten en stor sommerfugl flyvende hen over hovederne på os. Den havde tilsyneladende god tid, og den nød formentlig det milde vejr ligeså meget som os.

Vi fiskede os tilbage mod madpakkerne, og Jan kunne også melde om en følger af beskeden størrelse, som heller ikke ville lege med.
Og så sad vi dér, og spiste vores frokost, og pludselig fik vi selskab af en stor gedehams, som ifølge almanakken slet ikke burde befinde sig der, men i stedet være i fuld gang med sin vinterdvale i en brændestak eller lignende.

Vi fiskede lidt videre, men kampen med ålegræsset, som aldrig rigtig forsvandt på denne dag, trættede os hurtigt, og der blev umærkeligt kortere mellem pauserne.
Pludselig udbrød Jan "SE - en guldsmed!" og gudhjælpemig om der ikke fløj en stor guldsmed rundt tæt på os. Vi blev hurtigt enige om, at naturen da er helt gal på den i øjeblikket, men det stoppede ikke med det.

Kort efter stod vi igen i vandet, og pludselig blev min OLR Tobis Slim taget af...ja, gad vide hvad det kunne være, for det var noget af et slattent hug, og der var ikke den store fight i denne fisk.
Stor var min overraskelse, ja nærmest vantro, da jeg kunne løfte en HORNFISK ud af vandet. Nej nu STOPPER det - denne, for mig så belastende fisk burde for længst være på vej gennem Nordsøen til dens opholdssted i det østlige Atlanterhav, og nu var den lige pludselig her, på Stevns og for enden af min krog!
Her har jeg gået og pralet af, at jeg i 2014 har haft et fuldstændigt hornfiskefrit år - og så sker dette!

Havørrederne - hvad med dem? Jo, de var skam på pladsen fra tid til anden, og de afslørede deres tilstedeværelse ved spring og vendinger i overfladen, småfisk omkring målet, men de var bestemt ikke til sinds at kaste sig over noget meget større end småkravl, og derfor var det fluefiskerne, som løb af med fangsterne i dag.

Lørdag den 1. november 2014:

1 sommerfugl
1 gedehams
1 guldsmed
1 hornfisk

Fællestræk - forårsfornemmelser!

Den er helt gal med naturen i disse dage!

Men det var en hyggelig tur.


tirsdag den 28. oktober 2014

Blanke fra Møn


Jesper Mortensen har sendt mig en fangstrapport fra Møn:

Hej Ole

Vi var tre mand fra Vestsjælland der havde valgt at bruge søndag eftermiddag på Møn.
Fiskeriet startede kl 14.00 i alt for stille vand. Da vi havde affisket de 500 m kyst der plejer at give fisk måtte vi indse, at det nok blev en dag med langt mellem fiskene. Vi blev enige om at bevæge os langs kysten i håbet om at komme nærmere vand med lidt gang i. 
På vores vej mødte vi flere opgivende fiskere, som siden morgenstunden intet havde mærket. Da vi var kommet et par kilometer op ad kysten, fik min kammerat en fisk lige over målet ved 16 tiden, og ingen af os andre havde set eller mærket noget.
Vi fiskede videre uden held, og blev så enige om at gå all in i det område hvor han havde fået den fisk.

Tusmørket havde så småt gjort sin entre, og efter 15 min fiskeri, bukkede min stang sammen og det viste sig at være en fin blank fisk på 60 cm og 2,5 kg, der efter en tung men stille fight kom på land. Den huggede hårdt på min Kutling wobler.
Inden for de næste 30 min fik den ene af min kammerater først en farvet han fisk på 54 cm og 10 min senere en blank fisk på 64 cm og 2,9 kg. Samtidig fik min anden kammerat 4 mere fisk i størrelsen 40-45 cm, hvor flere af dem var fisk i rigtig god stand. Så alt i alt endte turen langt over forventning.


60 cm fordelt på 2,5 kg

Mvh 
J.N.Mortensen

- - -

Tak for rapporten, Jesper, og tillykke med fangsten.