Jeg har modtaget en fangstrapport fra Erik Leth, der også bor og fisker på Stevns, ligesom jeg selv. Han fisker i perioder fra sin pontonbåd, hvilket giver ham lidt bedre muligheder for at placere sig i forhold til den valgte fiskeplads.
Således var han forleden på et af sine favoritspots, der har givet lidt fisk på det seneste, og han placerede sig så han kunne dække overgangen mellem sandrevlen og tangbæltet, der er på pladsen. Han mærkede først lidt "små pilleri" ved blinket helt ude i kastet, men hugget udeblev. Næste kast drillede fisken igen med lidt pilleri, hvorefter Erik satte indspinningshastigheden op, for derefter at lave et spinstop - det udløste hugget, og efter en fight på omkring 10 minutter med 3 lange udløb og en lufttur med efterfølgende bølgeskvulp kunne fisken landes. En flot og velkonditioneret blankfisk på 4,7 kilo og 74 cm med helt løse skæl.
Da Erik rensede fisken dukkede en halvt fordøjet sild op - så det var altså en rigtig sildeæder, som var inde og vende det kystnære miljø.
Erik beretter afslutningsvis, at han endnu ikke er stødt på nogen hornfisk (og de må også gerne blive væk - men det er nok et fromt ønske, der ikke lader sig opfylde). Til gengæld så han den første svale ude over vandet, og det er som bekendt også et sikkert forårstegn.
Stort tillykke til med den flotte fangst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar