søndag den 8. april 2012
Halvvejs status på foråret 2012
Vi er snart halvvejs gennem forårssæsonen, og det har mildt sagt været et underligt forår. For første gang i 2 år har vi ikke haft noget der ligner isvinter, og alligevel havde vi en kort periode med omfattende isforekomster i primært Køge Bugt.
Samtidig fik vi et dejligt og tiltrængt varmefrembrud i sidste halvdel af marts, men desværre gik det hurtigt ned ad bakke igen, med nattefrost og nordlige vinde.
Vandtemperaturen er stadig meget lav, faktisk er den lavere i år end den var sidste år på samme tid, og det er jo tankevækkende med henvisning til, at vi jo var tæt på isvinter sidste år. Faktisk er vandtemperaturen på hele Østsjælland kun 2-4 grader, og nogle steder er den ovenikøbet lavere.
Det smitter naturligvis af på fiskeriet, for når der ikke er nogen fødeemner kystnært, så er der heller ingen havørred.
Alligevel er der i marts og de seneste dage i april fanget en del fisk, og der har til tider været rigtig mange, især de små blanke grønlændere på 40-45 cm har været i overtal, og det skal vi jo glæde os over, for det lover godt for fremtiden.
Jeg har også kendskab til en del fine fisk på mellem 2 og 5 kilo, men der er stadig tale om sporadiske fangster, og det årlige træk af store fisk på mellem 5 og 7 kilo er indtil videre udeblevet, sikkert på grund af de lave vandtemperaturer. Sjovt nok har vi ikke fanget så mange nedgængere i år - faktisk ikke én eneste.
Foråret trækker traditionelt en del fiskere af huse, og det fremgår da også af billedet herover, at fiskepresset på visse pladser er stort. Det er ofte når "jungletrommerne" har fortalt om fangster i et givent område, at man kan se scenerier som dette.
Summen af foråret indtil nu, set fra Stevnsfiskers hjørne er, at det på mange måder har været et lidt skævt forår, for det har ikke altid været lige nemt at finde fiskene, og når man har fundet dem har der været mange, men forholdsvis små fisk. Forventningerne til dette forår har også været store, da vi undgik isvinteren for første gang i 2 år, men vind og vejr har i perioder drillet, og den lave vandtemperatur er den store hindring lige nu.
Men fiskene er der, og når vandet bliver varmet lidt af op af forårssolen og de mildere vinde, så vågner det kystnære miljø, og dermed også havørreden.
Fortsat god påske.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar