onsdag den 11. april 2012

Bornholmere på Falster


Martin Liisborg fra Falster havde besøg af de 2 bornholmske lystfiskere, Hans Erik og Jack, i sidste uge, og på den første fiskedag var forholdene perfekte på den valgte plads. Martin udpegede en mørk plet på den lyse sandbund, da denne plet gerne holder en fisk i ny og næ.

Hans Erik var ramt af fiskefeber, og da han allerede havde rigget til lagde han et kast med sin 20 grams kobber Snaps (man er vel bornholmer) ud over pletten. Resultatet udeblev ikke, en fisk huggede hårdt og kontant, og efter en kort fight kunne Hans Erik lande en flot blankfisk på lige knapt 3 kilo. Det må da siges at være okay når man gæster en fremmed plads i en anden landsdel.

De næste 3 timer bød på et forrygende fiskeri med ialt 20 fisk til de 3 fiskere, 7 til Martin, 8 til Hans Erik og 5 til Jack. De fleste fisk var mellem 40 og 45 cm, og de blev alle genudsat på nær den fine fisk, som Hans Erik åbnede ballet med.

De følgende dage skulle der arbejdes lidt mere for sagen for på dag 2 var vandet blankt og stille, men det gav da 5 grønlændere. Dag 3 var forholdene ikke meget bedre, så det blev en hviledag i stedet. Dag 4 var Hans Erik og Jack afsted på egen hånd, da Martin skulle passe sit arbejde, og selv uden deres lokalkendte guide gik det meget godt, for Jack fik ialt 8 fisk med den største på 1,5 kilo, mens Hans Erik måtte “nøjes” med 4 fisk.
Martin måtte således lide den tort at modtage et billede af Jack med fisk mens han passede sit arbejde, men han fik efter fyraften lidt oprejsning, idet han fangede 2 fine fisk på 45 og 50 cm.

Således kunne Martin sende de 2 bornholmske fiskevenner retur til den lille ø i Østersøen med god samvittighed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar