søndag den 29. april 2012

Flot fisk fra Falster




Kim Pedersen fra Vestjylland har tabt sit hjerte til Falster - i det mindste til fiskeriet dernede, for som de fleste nok husker, så fik han en rigtig flot blankfisk under et besøg på Falster i slutningen af marts.
Det gav naturligt nok blod på tanden, også selv om det er en lang køretur, så i den forgangne uge måtte Kim afsted igen sammen med en makker for at prøve kræfter med Østersøens sildeædere.

Det viste sig at være den helt rigtige beslutning, for under en aftentur lykkedes det Kim at kroge endnu en flot blankfisk på hele 4,3 kilo fordelt på 70 cm, der faldt for et 16 grams Søm i tobisfarven.

Som Kim skriver i sin mail: "Super super fight med mange udløb. Den huggede på et 16 grams søm i tobis farve. Det varmer godt inde i kroppen med de fisk som i har derovre på Sjælland ;-) "

Det er da en fornøjelse, at det kan lade sig gøre at køre helt fra Vestjylland til Falster, og så rende ind i en fisk af den kaliber - 2 gange inden for kort tid! Selv om kystfiskeriet sommetider er svært, så er der ingen der med rimelighed kan påstå, at der ingen fisk er.

Kim og co. fisker med en lidt speciel opsætning med hensyn til krogen på gennemløberen. De bruger ikke bare enkeltkroge, men også små trekroge - nærmere Ken Sawada rørfluekroge, der normalt anvendes til laksefiskeriet i de jyske åer. Begge krogtyper forsynes med lidt dubbing på selve krogen, og i stedet for den obligatoriske perle til beskyttelse af knuden, så bruger de et såkaldt krogstyr, som kan ses på billederne herover. Det er en anordning man bruger i Karup å om natten når der fiskes med rørfluer - men det virker altså også på kysten.
Kim og makker fisker med en lokalkendt når de er på Falster, han har taget ideen til sig med glæde, og han har således præsteret at lande 5 fisk på en aften på den opsætning  - scoren var 2,5 - 2,5 - 3,0 - 3, 0 og 4,5 kilo, mens han desværre måtte vinke farvel til en større fisk på måske 5-6 kilo. Til én mand!

Så det er en opsætning der virker.

Skulle nogen være blevet inspireret til at prøve, så er ideen hermed givet videre.

Jeg har naturligvis noteret mig, at Kim har brugt en OLR Kutling som illustration;-)

Tak for fangstrapporten, Kim - og tillykke med endnu et flot stykke sølvtøj.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar