tirsdag den 28. oktober 2014

Blanke fra Møn


Jesper Mortensen har sendt mig en fangstrapport fra Møn:

Hej Ole

Vi var tre mand fra Vestsjælland der havde valgt at bruge søndag eftermiddag på Møn.
Fiskeriet startede kl 14.00 i alt for stille vand. Da vi havde affisket de 500 m kyst der plejer at give fisk måtte vi indse, at det nok blev en dag med langt mellem fiskene. Vi blev enige om at bevæge os langs kysten i håbet om at komme nærmere vand med lidt gang i. 
På vores vej mødte vi flere opgivende fiskere, som siden morgenstunden intet havde mærket. Da vi var kommet et par kilometer op ad kysten, fik min kammerat en fisk lige over målet ved 16 tiden, og ingen af os andre havde set eller mærket noget.
Vi fiskede videre uden held, og blev så enige om at gå all in i det område hvor han havde fået den fisk.

Tusmørket havde så småt gjort sin entre, og efter 15 min fiskeri, bukkede min stang sammen og det viste sig at være en fin blank fisk på 60 cm og 2,5 kg, der efter en tung men stille fight kom på land. Den huggede hårdt på min Kutling wobler.
Inden for de næste 30 min fik den ene af min kammerater først en farvet han fisk på 54 cm og 10 min senere en blank fisk på 64 cm og 2,9 kg. Samtidig fik min anden kammerat 4 mere fisk i størrelsen 40-45 cm, hvor flere af dem var fisk i rigtig god stand. Så alt i alt endte turen langt over forventning.


60 cm fordelt på 2,5 kg

Mvh 
J.N.Mortensen

- - -

Tak for rapporten, Jesper, og tillykke med fangsten. 

lørdag den 25. oktober 2014

Gråt i gråt


Dagens tur blev henlagt til en plads, som vi ikke har frekventeret siden det tidlige forår, men vind og strøm taget i betragtning, så var denne plads det mest oplagte valg.

Forholdende så da også gode ud, med meget uklart vand og nogle store dønninger, men vandstanden var noget lav - men pyt, man kan ikke få det hele. Vejret var bare gråt, og der hang både dis og lidt finregn i luften.

Jan lagde til min store overraskelse ud med, at spænde en forsølvet Snurrebasse for buen, for lige netop den gennemløber er Jan aldrig blevet rigtig gode venner med, og fred være med det, for vi har alle vore favoritter, og hvis vi gik med det samme endegrej, så ville det hurtigt blive for kedeligt.

Der skulle da heller ikke gå mange minutter før Jan stod med fast fisk - en blankfisk på lidt over målet havde ladet sig lokke af Jans Snurrebasse. Hvem ved, måske bliver de venner en dag, Snurrebassen og Jan.

Pludselig spottede Jan en stor gråsæl et par hundrede meter ude, og det bandede vi en del over, for en sæls tilstedeværelse gør altså noget ved fiskeriet, og det er ikke noget positivt. Det var en stor satan, med et kæmpe hoved, og hannerne bliver da også op til 2,3 meter lange og kan veje lige omkring 300 kilo.

Så var det tid at skifte plads, og på vores tur gennem et skovstykke var vi i overhængende fare for at få gennemhullet vores waders, og forskellige andre ting, idet vi pludselig stod overfor en hel kæde af jægere med skudklare jagtgeværer, der blot ventede på at klapperne, som åbenbart befandt sig et stykke bag os, fik jaget nogle fasaner op til dem. Gudskelov hjalp vores noget flæskede kropsbygning til, at vi ikke blev forvekslet med et par fasaner.

På dagens sidste plads var vandet også ganske uklart på visse steder, mens det andre steder var klaret næsten op, kort sagt, det lignede en million, men fiskene var der ikke. Igen skulle det vise sig, at en stor gråsæl afpatruljerede kysten ca. 200 meter ude, hvor den jævnligt stak sit kæmpe store hoved op.

Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har haft så mange sæler langs kysterne på Stevns, og jeg håber da, at det vil lykkes for de fleste opgangsfisk at komme i sikkerhed i åerne, inden de bliver sælføde.

Alt i alt en begivenhedsrig tur, uden de helt store fangster.


torsdag den 23. oktober 2014

Se dig for - og kend forskel


I disse tider, hvor kopiering af allerede eksisterende designs nærmest er blevet en folkesport for nogen, mens det for andre er big business, kan det for den almindelige forbruger ofte være svært at se forskel på et originalt produkt, og så en kopi.

Kopierne kan sjældent stå for et nærmere eftersyn, selv om de på afstand kan være ganske vellignende. Ofte består forskellen i de anvendte materialer, som ikke lever op til for eksempel kvalitet eller sågar lovkrav ( f.eks. blyforbud). Ofte er der også en markant forskel i overfladebehandling eller lakering, som på de billige kopier er udført så ringe, at lak og maling skaller af ved almindelig brug.

Som producent af et originalprodukt er kopiering en evig kilde til frustrationer, og selv om mange tror, at det er på grund af den tabte indtjening, så er den største og mest trættene frustration dog ærgelsen og skuffelsen over, at nogen har så ringe en moral, at de er villige til at plagiere andres ideer, og derefter tjene penge på dem.

Men det er ikke kun rettighedshaver, som er den store taber i dette spil, det er sandelig også kunden, som mere eller mindre uforvarende køber et kopiprodukt. Ja, for de som konsekvent køber kopier, blot for at spare penge, de er svære at tale til fornuft, så dem kan vi nok ikke nå.

I et forsøg på at tage kampen op med den omfattende kopiering gør vi nu fælles front mod de, som ikke ønsker at respektere grundlæggende love og regler om rettigheder m.v., og vi synes det er synd, at nogle af vores kunder bliver snydt, når de uforvarende kommer til at købe en piratkopi af et produkt, som efterfølgende ikke lever op til deres forventninger.

Derfor opfordrer vi vore kunder til, at sende os et billede, eller måske et link til en salgsannonce, hvis man er i tvivl om, hvorvidt der er tale om et originalprodukt eller et kopiprodukt.

Vi ønsker simpelthen at skabe et øget fokus på disse kopiprodukter, og hvis man på sin vej falder over sælgere af kopiprodukter, så hører vi gerne om det. Der skal naturligvis være tale om konkret viden, og ikke bare rygter, som ikke kan efterprøves.

Som tak for hjælpen giver vi gerne et lille udvalg af de originale produkter, så man se og mærke forskellen.

Bevar originalerne - og drop kopierne!


Ole Gregersen                                    Henry Hansen                              Ole Rådhede
  OG Paint                                              H-Pirken                                        OLR

mandag den 20. oktober 2014

Tidlig morgenfisk


Allan Nielsen har været så venlig at dele denne fangstrapport fra weekenden:

Hej Ole

Min faste fiskemakker Kristian og jeg besluttede lørdag aften over en fælles middag med familierne at tage et smut til Stevns søndag morgen for at give den et par timers fiskeri.

Vi ankom til pladsen ved 6 tiden og startede med en kop kaffe, i håb om at vinden ville aftage en smule, og skumringen lå jo lige om hjørnet..

Vi havde fisket en halv times tid før jeg havde den første fisk, og det var en god fisk. Desværre varede det kort og efter den havde sluppet blinket lavede jeg adskillige spinstop i håb om at den ville fortsætte jagten på min Hugorm, men det skete desværre aldrig.

Efter en times fiskeri, fik jeg denne hanfisk på 60 cm. på land efter en forholdsvis kort fight. Jeg kunne fornemme den ikke var godt kroget, og den når da også kun lige at komme med op på land før den afkroger sig selv.
Heldigvis kunne vi lige nå et hurtigt foto inden den kom tilbage til sit rette element.

Vi stoppede fiskeriet kort efter da vi begge havde en del gøremål denne søndag, men vi havde nu et par gode timer på denne regnvåde søndag morgen.

Allan

- - -

Tak for beretningen, Allan, I nåede lige at få lidt ud af fiskeriet inden regnen satte ind for alvor.

søndag den 19. oktober 2014

Cafe Latte fisk


DMI havde stillet en jævn sydlig vind i udsigt for Stevns og omegn, men som så mange gange før, så skiftede vejrguderne mening i sidste øjeblik, og i stedet for en jævn vind blev den nærmere frisk, og så drejede den tilmed om i sydøst for en kort stund.

De der kender Stevns ved, at det hurtigt kan blive besværligt at fiske i den vind, men jeg tager ofte ud når vinden er lige på grænsen, for jeg KAN simpelthen ikke fiske i fralandsvind og spritklart vand - det suger motivationen ud af mig.


Sådan så der ud lidt før middag, og vandet var endnu ikke blevet farvet i nævneværdig grad. Disse forhold er lige mig, men bølgerne kan godt hæmme fiskeriet hvis de bliver for voldsomme, og det var tilfældet i går.
Jeg måtte derfor rykke længere nordpå.

Her var vandet imidlertid godt uklart, ja, der var mildt sagt 0-sigt for vandet var lysebrunt, og mange har det med uklart vand, som jeg har det med spritklart vand, de mister motivationen. Jeg havde da også pladsen helt for mig selv - ikke dårligt.

Jeg gav det en chance, og allerede i 3. kast skubbede en fisk forsigtigt til wobleren. Dette gentog sig flere gange, og det er jo kendetegnende for årstiden, man kommer i kontakt med mange fisk, men at kroge dem kan godt være sin sag.

Efter flere kontakter spottede jeg en fisk, der lige var oppe at vende i overfladen, og efter 2 kast huggede den - en fin fisk med et let gyldent skær, som lod sig lokke af min OLR Tobis Slim i farven "Greenhouse Purple".

lørdag den 18. oktober 2014

Blankfisk i uklart vand


Thomas Rud Friis var på kysten forleden, og efter et par timers fiskeri uden fisk besluttede han sig for at søge mod bilen og gemme krudtet til en anden dag.

Mens han således fiskede sig tilbage til udgangspunktet, og med tankerne et helt andet sted, huggede en fisk pludselig, og så var fighten i gang.
Efter en god lille fight med lidt indlagt luftakrobatik, kunne Thomas lande en flot blankfisk på 2,3 kilo fordelt på 56 cm. En fisk i den helt rigtige kondition havde reddet dagen.

Fisken faldt for et umalet S-blink.

Thomas konstaterer afslutningsvis, at det var hans 5. fisk over målet på 3 ture, så fiskene er derude.

- - -

Tak for beretningen, Thomas og tillykke med den flotte fisk!

fredag den 17. oktober 2014

Etablering af gydebanker


Et par medlemmer af Køge Sportsfiskerforenings vandplejeudvalg var en dag i sidste vinter ude at gå langs med Freerslev å. (Den øverste del af hovedløbet i Tryggevælde å).  Foran dem lå ca. 800 meter jomfrueligt gyde og opvækst vand for havørreder. Alle betingelser var i orden, der manglede blot gydegrus og sten, samt vandplanter og Elletræer.
Lodsejerne blev kontaktet, og tilladelse til udfærdigelse af projekt blev givet.
Ved en prøve elbefiskning den 20. september, viste resultatet at der i forvejen var en lille bestand af halvårs fisk, samt en enkelt bækørred. Altså, forudsætningerne var i orden for en selvreproducerende havørredbestand på strækningen. Der manglede lige det sidste.

Projektet blev vedtaget og finansieret af Faxe kommune.
Den 8. oktober begyndte Hedeselskabet etableringen af 8 gydebanker, plus udlægning af mange bund og større sten.
Køge Sportsfiskerforening vil gerne rette en stor tak til Lodsejerne, Faxe Kommune og Hede selskabet for et forbilledligt samarbejde.  

Venlig hilsen

Køge Sportsfiskerforenings vandplejeudvalg 


tirsdag den 14. oktober 2014

Med Snurrebassen på solskinsøen


Per Rye, der normalt fisker på Stevns, har været en tur på fødeøen, Bornholm, hvorfra han har sendt denne lille beretning:

Med store forventninger drog undertegnede, og min fiskekammerat Dennis ( vi fisker begge meget på Stevns) til min føde ø for at prøve lykken! Vi havde fået husly i mit barndomshjem, der ligger tæt på en af Danmarks bedste fiskepladser! Helt ekstraordinært var min mor ikke hjemme (hvilket giver lidt spillerum) og med tasken fuld af Prince og en enkel til halsen startede vi fisketururen! 
Knapt var snurrebassen, i forsølvet udgave, i vandet før de første hug faldt! To dage med flere fisk, både over og under målet, og nogle kolde øl på den lokale, gav samlet set nogle fantastiske dage! 
Og en enkel havørred blev da også anrettet som du kan se på billedet.


Kysten på Bornholm er hård men givtig, og en enkel lille kystlaks blev det iøvrigt også til.



Et godt råd hvis man vil prøve kræfter med klippeøen!! Vadestok!

Hilsen Per Rye

---

Tak for beretningen, Per, det har helt sikkert været en god tur.

søndag den 5. oktober 2014

2. smoltudsætning 2014


I går lørdag, mødtes 6 frivillige fra Køge Sportsfiskerforening i Køge om formiddagen, og denne gang var jeg én af dem. Dagens opgave var udsætning af ½ års fisk på flere forskellige "stationer", eller små bække og vandløb med forbindelse til Køge Å, Vedskølle Å og Tryggevælde Å.

På første station mødtes vi med chaufføren på fiskebilen fra Hvilested Dambrug ved Kolding, og så var vi ellers i gang.


Udsætningerne foregår ved hjælp af tilvirkede kar, lavet af overskårne 50 liters dunke, forsynet med et nylonreb som hank, hvorved man får den rette kapacitet i forhold til hvis man brugte en konventionel spand. Karrene fyldes med vand og fisk i nøje afmålte mængder, og herefter er det bare at spænde overarmen, rette ryggen og så ud i vandløbet og fordelene fiskene godt efterhånden som man bevæger sig op- eller nedstrøms.
Udsætningsstederne er nøje udvalgt af DTU Aqua.

6,5 timer, og små 100 km i bil senere, var 14.000 stk ½ års fisk fordelt ud på 18 forskellige stationer, og jeg havde fået set en masse smuk natur, som jeg ikke anede eksisterede, simpelthen fordi jeg ikke kommer der, bare en gang imellem.
Jeg var også lidt træt i armene, for det bliver til nogle ture med disse tunge kar i løbet af sådan en dag. Men sjovt og meget inspirerende var det.


Ved denne udsætning havde den optimale bemanding været 8 mand, men der kunne kun skaffes 6 mand, og det er altså lige i underkanten.
Det er frivilligt arbejde, og nogle gange er der bare ikke så mange der kan, men jeg vil personligt opfordre interesserede til, at melde sig ind i en forening under DSF, og give en hånd med når tiden og overskuddet er til det.
Det er en stor oplevelse, både at være med, men også at møde de, som virkelig brænder for dette arbejde. Uden den store arbejdsindsats, der lægges langs vore vandløb, så har vi ikke det fiskeri vi har i dag.




mandag den 29. september 2014

Hyggetur


Søndag var dagen, hvor jeg langt om længe kunne lægge en hel del trivielle gøremål til side, og tage på kysten - hele dagen - ren og skær luksus i en travl hverdag.

Jan og jeg havde sat hinanden stævne på kysten, udelukkende med det formål at få badet noget endegrej.
Det skulle dog hurtigt vise sig, at det ikke ville blive "en af de dage", hvor fiskene står i kø for at komme op og hilse på, idet forholdene mildt sagt ikke var optimale, med lav vandstand, lidt for meget sol i perioder og kun lidt vind. Nå, men man skal jo fiske når man har tiden til det, så det gjorde vi.
Vi havde ikke været i gang længe før Jan spottede en fisk, der lige markerede sin tilstedeværelse i overfladen, og da han kastede til den gav den gennemløberen et puf, og straks efter huggede den. En mindre farvet fisk måtte lige ind og vende, inden den fortsatte mod, hvad jeg ud fra størrelsen at dømme, må være dens første gydning. Lad os håbe den klarer det.

Og det var så dagens fisk! Herefter var der bare helt dødt, så tilbage var kun at nyde det gode vejr, holde nogle gode pauser og fortælle nogle løgnehistorier, og det er jo en vigtig del af turen, for vi er begge blevet for gamle til pauseløst maskinfiskeri.

Positivt var det, at der rigtig meget liv på det lave vand, og for første gang så vi ret mange små fladfisk, der vimsede afsted mod dybere vand når vi kom for tæt på - og ved nærmere eftersyn viste det sig at disse fladfisk rent faktisk var yngel af pighvarrer - så hvem ved, måske får vi i fremtiden et godt fiskeri efter denne attraktive fladfisk.

Vandet er stadig varmt for årstiden, så der er ingen tvivl om, at aktiviteten vil stige når vandtemperaturen daler et par grader yderligere.

lørdag den 27. september 2014

Flot efterårsfisk


Milivoj var en tur på kysten i går eftermiddags, og efter starten midt på eftermiddagen fik han en farvet hunfisk på ca. 2 kilo, og lidt efter en blankfisk på 45 cm, begge fanget på Sømmet fra OGP 22 gram i farven crystalina grøn. Derefter skete der intet, men Milivoj er som bekendt ikke sådan at slå ud, så han fortsatte til mørket sænkede sig, hvor han valgte at skifte Sømmet ud med en Sandgrævling.

Efter 2 kast huggede en god fisk, og efter en god fight af omkring 10 minutters varighed kunne han lande en flot letfarvet fisk på 4,7 kilo fordelt på 74 cm. Ikke dårligt.

Milivoj holder nu en velfortjent sommerferie, hvor han blandt andet skal fiske tun i Kroatien.

Tillykke med den flotte fisk - og god ferie!

tirsdag den 23. september 2014

Med Snurrebassen på morgentur


En god grejfremstiller kendetegnes blandt andet ved, at han selv tester det grej han fremstiller, og således også Ole Gregersen, som trods meget lidt tid til rådighed i hverdagen, fandt hul i kalenderen til en morgentur ved solopgang i dag.

Ud over en portion af den friske morgenluft, så var formålet at teste den nye Snurrebasse Slim, og den første der blev våd var en i "Albino" farven - hvid, hvis nogen skulle være i tvivl. Der skulle ikke gå lang tid før en farvet opgangsfisk på anslået 3 kilo faldt for Snurrebassen, og efter nænsom afkrogning fik den lov at svømme videre.

Da solen stod op skiftede Ole til en identisk Snurrebasse, bare i forsølvet udgave, og på den fik han i løbet af et par timer en fin blankfisk på 47-48 cm, samt endnu en farvet opgangsfisk i samme størrelse som den første - den fik naturligvis også lov til at svømme videre. Ud over disse 3 fisk havde Ole endnu kontakt, som ikke blev hængende.

Ole fiskede sine Snurrebasser på et modificeret releasetackle med kun én trekrog, og det virkede som forventet godt, og 3 ud af 4 fisk må siges at være tilfredsstillende.

Efterårsfiskeriet er så småt kommet i gang.

lørdag den 20. september 2014

En fin stribe fisk


Milivoj Saric hører ikke til dem, der lægger grejet på hylden når sensommeren viser sig fra sin bedste side, og forleden havde han en fantastisk tur til en plads et sted på Sjælland - ikke mindre 37 fisk blev det til, heraf var 12 under målet, mens der var en god trio imellem på 2,3 - 2,3 og 2,1.

Milivoj beretter, at der på dagen var både godt med strøm og bølger - den helt rigtige kombination når der fiskes efter havørreder på denne tid af året.
Alle fiskene blev taget på en forsølvet Snurrebasse nr. 7.

Og for alle os, som ikke helt er startet op endnu, så har vi ifølge DMI haft den sidste sensommerlige dag for i år, så kan man vist godt støve grejet af og tjekke krogene.

Vi ses derude!


torsdag den 11. september 2014

Nyt fra KSF - bestandsundersøgelse 2014


I uge 33 & 34 har vi i Køge Sportsfiskerforening haft bestandsundersøgelse i Køge å, Vedskølle å og Tryggevælde å incl. tilløb. bestandsundersøgelsen bliver foretaget hvert 7 år af DTU Aqua og foregår ved, at man elfisker på nogle udvalgte stationer(ca. 60). Man elfisker typisk 50 meter å, hvor ørrederne bliver opsamlet i en spand. Herefter bliver de bedøvet og målt. Hvis der er mindst 10 ørreder på 1. gennemfiskning bliver der foretaget en 2. gennemfiskning. Når ørrederne er blevet målt og kommet til sig selv bliver de sat ud i vandløbet igen. For at kunne kende forskel på, hvad der er vildfisk og hvad der er udsat, bliver der først udsat halvårsfisk efter bestandundersøgelsen er foretaget. Dvs. at alle halvårsfisk som bliver elfisket er vildfisk og er ca. 4-7 cm. Hvis der er omkring 50 ørreder pr. 100 kvm. er der ikke behov for udsætning. Indenfor et halvt år vil der foreligge en rapport, hvor de kommende udsætningsplaner vil fremgå.

Vi var i Køge Sportsfiskerforening blevet bedt om at stille med 2 mand pr. dag. Her følger en kort gennemgang om, hvordan vi i KSF mener det er gået.



Køge å

Her var der en klar forbedring i.f.t sidste undersøgelse. Af positivt kan nævnes Slimminge å, som er et tilløb til Køge å, hvor der på en station var ca. 400 ørreder pr. 100 kvm. og Sølvbækken, som er et tilløb til Slimminge å, hvor der på en station var ca. 300 ørreder pr. 100 kvm. Begge stationer blev ikke befisket ved sidste undersøgelse p.g.a. for lidt vand og dårlige fyskiske forhold. Egeris Bæk som løber til Køge å ved Lellinge og er et rigtigt godt gydevand blev ikke befisket, fordi åen havde været udtørret i sommers. Der blev fanget 2 opgangshavørreder på 45 cm og 60 cm.

Vedskølle å

Her var som forventet mange fisk på en del stationer bla. tilløbet Holmebækken overraskede positivt. Desværre var den øverste del af hovedløvet ved Algestrup udtørret.

Tryggevælde å

Hovedløbet i Tryggevælde å var generelt skuffende, hvilket formentlig skyldes en forurening som har været i foråret/forsommeren. På stationer hvor der normalt plejer at være meget yngel, var der enten ingenting eller ganske få fisk. Kommunen er underrettet om sagen. Til gengæld var der rigtigt mange fisk i nogle af tilløbene. Her kan nævnes Frenderup å, Stenkildebæk, Krogbækken/Storkebækken, Sandbækken og Aggerup Vandløbet, hvor der nogle steder var fra 100 og op til 400 ørreder pr. 100 kvm.

                                                                                                                                                                     Køge Sportsfiskerforening
                                                                                                                                                                     Vandplejeudvalget

søndag den 31. august 2014

SIMMS G4 Pro vadejakke


Det ultimative indenfor fiskebeklædning - sådan indledes beskrivelsen af SIMMS G4 Pro vadejakken når man klikker sig lidt rundt på nettet.
Og hvem vil ikke gerne eje det ultimative når det gælder fiskebeklædning, eller et hvilket som helst andet produkt for den sags skyld.

Jeg stiller ikke voldsomt store krav til min fiskebeklædning, bortset fra det vigtigste, nemlig at det skal kunne holde vandet ude. Derudover skal det også være funktionelt og behageligt, jamen hov, det var jo lige pludselig 3 væsentlige krav, så jo, selvfølgelig stiller jeg også krav til denne vigtige del af vores hobby - arbejdsbeklædningen.

Da jeg sidste år syntes, at jeg efterhånden godt kunne bruge en ny vadejakke, begyndte jeg at afsøge markedet for muligheder. Jeg havde indtil da i flere år gået med min elskede Vision 11 Jacket, og da jeg var godt i gang med at slide på nummer 2 af denne, nu udgåede model, så var det tid at finde en afløser.

Når man kigger på vadejakker, ja beklædning til vores hobby i det hele taget, så kommer man ikke uden om SIMMS, som er et højt besunget mærke på diverse fiskerelaterede fora.
Så mange ligesindede kan ikke tage fejl, så for at spare mig selv for den lange ørkenvandring blandt producenter af teknisk beklædning, som den slags kaldes, så koncentrerede jeg mig om SIMMS, og hurtigt faldt valget på G4 Pro jakken.
Jeg havde den på med på den første tur i marts måned 2013, og min første indskydelse var, at den er fantastisk tynd og let, og hvis det ikke lige var for, at man var nødt til at have noget i lommerne, ja så mærker man ikke at man har den på.
Jakken er en såkaldt skaljakke, så den har intet for, hvilket selvsagt fordrer, at man alt efter årstiden, skal have den isolerende beklædning på plads inden under.
Den er absolut en fornøjelse at have på, den har 9 lommer, herunder 2 store frontlommer med hver 2 mindre lommer, 2 built-in retractors, og håndvarmer lommer, der er foret med microfleece. Sidstnævnte lommer er en fed detalje i den kolde tid, hvor man lige kan stikke de kolde hænder i og få lidt hurtig varme.

Efter de første mange ture gennem 2013 havde jeg ikke noget at udsætte på jakken, og den er da også en fornøjelse at tage på, hver eneste gang.
Jakken er jo lavet i 3-lags GORE-TEX Pro Shell, og den kan bestemt holde vandet ude - en dag var jeg ude i flere timers silende regn, og den gjorde hvad den skulle - den holdt vandet ude.

MEN - til min store skræk opdagede jeg sidste vinter, at jeg med djævlens vold og magt lige pludselig ikke kunne betjene lynlåsene på de 4 mindre frontlommer - de sad simpelthen uhjælpeligt fast!
Heldigvis kom jeg i tanke om, at jeg et sted havde læst, at SIMMS vist nok har et problem med, at især de mindre lynlåse bliver irret, så jeg tog lidt siliconeolie og sprayede det forsigtigt på lynlåsene. Det hjalp, og nu kunne de igen betjenes normalt.
Herunder kan det ses, hvorfor lynlåsene sætter sig fast - SALT er synderen her, og det får mig til at tænke den tanke, at denne jakke slet ikke er designet til at bruge i saltholdige vande?

Læg mærke til den hvide saltaflejring i lynlåsens topposition

Denne jakke koster i vejl. udsalg 4299 kr., hvilket i min verden er ganske meget for sådan en jakke, og det er ubetinget den dyreste vadejakke jeg nogensinde har haft.
Man kan diskutere, om den er pengene værd, men mit overordnede indtryk af jakken er, at den lækker og meget behagelig at have på, og med den rette pleje har man vadejakke til mange år.

Jeg kan sagtens leve med, at jeg, nu hvor jeg har erfaret denne svaghed, skal huske at give lynlåsene lidt siliconeolie fra tid til anden, men man kan med rette stille spørgsmålet om, hvorvidt det burde være nødvendigt på en jakke til 4300 kr.? 

Døm selv.

lørdag den 23. august 2014

Nyt fra kysten



Aktiviteten her på Stevnsfisker har ganske godt afspejlet aktiviteten på kysten, eller nok snarere manglen på samme.
Men nu begynder der at ske noget, og jeg har fået nedenstående tilsendt fra Anders Schultz:

Efteråret kommer.

Hej Ole,

Nu kan du godt begynde at fiske igen - efteråret er på vej og fiskene er på finnerne.

Sommerfiskeriet har ikke rigtigt været noget at skrive om i år synes jeg. Generelt høje vandtemperaturer, skarpt lys og dermed korte skumringer og tidlig morgener med meget få fisk inde. Personligt har jeg ikke dyrket fiskeriet natten igennem, som jeg ellers plejer, da der har været for mange gøremål og alderen bevirker, at dagen efter en nattur er hård og ikke rigtig til noget.

De sidste ugers køligere vejr med god vind har sænket vandtemperaturen og derfor skulle den efter nogle ugers fisketørke stå på en tidlig morgentur til de lokale kyster.

Jeg var på kysten før det første lys, men selvom forholdene virkede helt rigtige skete intet i mørket. Heller ikke da det første lys kom, var der aktivitet, men præcis da solen stod op begyndte der at ske noget. Et par hårde stød i fluen indikerede at der var fisk på pladsen. Et hurtigt hårdt træk og fisken huggede. Jeg var lidt overrasket, da det viste sig at være en aborre. Den fisk viste sig dog at være en "fortrop" for de "rigtige" jægere, for den næste time var der ørreder inde i store mængder. De var aggressive i overfladen og flere kastede sig vildt ud af vandet både tæt på kysten og langt ude. Heldigvis jagede de og indenfor timen havde jeg kontakt med 6 havørreder - faktisk 4 fisk i 8 kast. Den største vil jeg skyde til omkring de 55 - 58 cm.

Vandtemperaturen er fortsat pænt høj og solen har stadig magt, når den skinner for fuld styrke og som så ofte i sensommeren forsvandt fiskene efterfølgende på samme måde som dug for solen. Så var det tid at pakke sammen og tage hjem til familien med en god fornemmelse i maven.

Vedhæftet et billede af den fisk jeg hjemtog. Let gylden på gællelågene, lidt mørk i farven og ikke mange løse skel vidner om, at gydeforberedelserne er i gang.

Fiske hilsen

Anders

Tak for beretningen, Anders, det gav blod på tanden, og fiskefeberen er så småt begyndt at melde sig. Jeg plejer som regel at starte når vi tager hul på den første efterårsmåned, og det er sommetider helt grotesk så mange fisk der er under land på denne årstid - men de kan være svære at få i tale.

Jeg må hellere se at få støvet grejet af.

lørdag den 2. august 2014

Varme sommerfangster


Jan Svendsen og Milivoj Saric har igen været en tur på kysten, mens jeg og formentlig mange andre ligesindede stønner i varmen. Det eneste jeg bruger kystvandet til lige nu er til at bade i, og jeg skal love for, at det er varmt, ja faktisk har det ikke været så varmt så langt tilbage som jeg kan huske.

Men fiskene kommer stadig under land i deres søgen efter føde, også selvom vandtemperaturen for længst har passeret havørredens "comfort zone", bare strømmen er god og der er dybt vand i nærheden, så er der fisk, og det var sådan en plads de 2 hardcore fiskere besøgte i går aftes.

"Slaget" bølgede lidt frem og tilbage mellem de to, og Jan lagde hårdt ud med en fisk på ca. 1,5 kilo, og inden længe stod den 3 - 0 til Jan, mens Mili måtte skrive en mistet fisk på scoringstavlen.
Senere, da mørket faldt på, kom Mili stærkt tilbage med 3 fisk, heraf 2 på ca. 1,5 kilo, og den på billedet, som vejede 2,75 kilo.

Fiskene blev fanget på henholdsvis en forsølvet Bornholmerpil, samt på Kongetobis wobler.

Så hvis man har lysten, så frem med grejet og afsted.

lørdag den 26. juli 2014

Update i sommervarmen


Sommerferien, og ikke mindst, sommervarmen er over os, og har været det et stykke tid nu, og helt traditionelt betyder det også en lav aktivitet når det gælder fiskeriet, men der er stadig muligheder for gode oplevelser med fisk, og jeg har for et par dage siden haft en god oplevelse på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.

Her er der nemlig rig lejlighed til at studere fiskene i deres rette element, og den enorme plade på billedet herover er utvivlsomt den største pighvar jeg nogensinde har set - ca. 5 kilo, og der var flere af dem i Oceanariet på museet. Et imponerende syn, når disse store fladfisk svømmer i de frie vandmasser sammen med hajer, rokker, makreller og mange andre kendte saltvandsfisk.

Hvad har det med Stevns at gøre vil nogen måske sige?

Jo, det har i høj grad noget med Stevns at gøre, for gennem tiden er flere kystfiskere, som jo oprindeligt er på jagt efter havørred, blevet noget overraskede når en stor pighvar tog deres tobisimitation mens den blev spinnet ind over en sandplet på klintekysten.
Det forholder sig nemlig således, at pighvar opdrættes kommercielt i Danmark, og der er siden 1991 foretaget udsætninger af pighvar, primært i Vejle Fjord, Århus Bugt, Nordsjælland og Øresund, og de findes således også på Stevns. Godt nok ikke i så stort antal, men på steder med større sandpletter er det ikke usædvanligt at støde på en stor pighvar, hvis foretrukne føde er tobis.

Der er masser af byttedyr helt inde på det lave vand, og det kan sagtens lade sig gøre at fange havørred i det efterhånden varme vand, men det gælder om at finde stederne med god strøm og bevægelse i vandet.


Fortsat god sommer!

mandag den 14. juli 2014

Én gang til




Der har desværre i den senere tid været nogle tilfælde af salg af kopierede blink og woblere, og senest i går fik jeg i løbet af dagen flere henvendelser fra folk, som på et lystfiskerfora havde bemærket salgsannoncer for kystwoblere, støbt i polyester.

Disse woblere viste sig at være direkte afstøbninger af OLR Tobis, OLR Tobis Slim, samt OLR Kutling, og man havde sågar forsøgt at ramme nogle af OG Paints farvekombinationer.

I disse tilfælde følger jeg straks op, og tager kontakt til sælger, som i de fleste tilfælde godt forstår argumenterne for, at det ikke er tilladt at kopiere og sælge andres frembringelser.

Der er desværre også nogle få, som mener sig højt hævet over den slags regler, som jo i bund og grund kun er egnet til at sætte urimelige begrænsninger for deres hensynsløse plagieren og snyd, blot for at tjene nogle få håndører.

Hvad er det egentlig, der er så forkert, spørger mange?

Jo, de fleste grejfremstillere er indledningsvis drevet af passionen for deres hobby, for det starter altid som en hobby, og ender kun sjældent med en levevej. Det er de færreste, som blot ryster et blink eller en wobler ud af ærmet, for med den tilgang til projektet vil der i bedste fald kun komme et middelmådigt produkt ud af det, og dem er der nok af allerede.

Forud for det færdige produkt ligger der som regel mange, mange timers arbejde i værkstedet, derefter mange timer på kysten, og senere igen, mange mange timer på værkstedet. Der files og slibes, testfiskes og perfektioneres indtil man er tilfreds. Undervejs støder man uvægerligt på problemer, og disse skal så løses og nye arbejdsprocesser udvikles.

I løbet af denne proces er der brugt en del materialer til forme og støbemateriale, hvilket naturligvis koster penge.

Efter lang tid, som regel flere år, så står man i bedste fald med et produkt, som man selv er ganske godt tilfreds med. Mange hjemmestøbere/hobbystøbere vælger herefter kun at støbe til sig selv og de nærmeste fiskekammerater, mens andre forsøger sig med en mangfoldiggørelse af produktet.

Beslutter man sig for sidstnævnte, tager det noget tid før det nye stykke endegrej bliver kendt og anerkendt, men det er relativt målbart, for fangsterne taler for sig selv, og når der fanges fisk på et givet stykke endegrej, så betyder det først og fremmest, at der bliver fisket med det, og ikke nødvendigvis, at det er det endegyldige svar på et stykke endegrej.
Det universelle og ultimative stykke endegrej findes ikke, så glem alt om det.

Alt efter hvad man har frembragt kan man måske, og kun måske, begynde at tjene lidt penge på det, men det er helt afhængigt af fremstillingsproces, materialer o.s.v.

ALT dette - som jo tager år - det er kopisten sparet for, da ophavsmanden har gjort hele forarbejdet, foretaget de investeringer, som det krævede at udvikle, teste, fremstille og markedsføre produktet.
Det eneste kopisten skal gøre er, at lave en form og så ellers banke nogle emner ud af den og male dem.
Han kan med andre ord starte med at tjene penge fra dag ét, takket være ophavsmandens store forarbejde.

Er det rimeligt? Hvordan kan nogen med god samvittighed synes, at der ikke er noget forkert i det?

Det næste problem er, at kopierne aldrig lever op til originalerne, hverken i de anvendte materialer eller i kvalitet som helhed, det handler jo kun om at tjene penge. Ofte er kopierne blyholdige, og der er flere tilfælde, hvor f.eks. Bornholmerpilen er kopieret og solgt i blyholdigt materiale, mens originalerne selvsagt er fremstillet i blyfrit G-metal, som lovgivningen foreskriver.
Miljøstyrelsen har fokus på blyholdigt fiskegrej, og ved kopivarer vil myndighederne jo kun have ét sted at henvende sig - hos den kendte producent.

Den dårlige kvalitet, det blyholdige materiale, samt alle andre fejl ved kopierne falder naturligt nok tilbage på ophavsmanden, og altså ikke kopisten. Det kan ikke være anderledes, da produktet jo er kendt og helt automatisk associeres med det produkt, som ophavsmanden oprindeligt er kendt for at producere. Kopisten er ligeglad med disse konsekvenser - han er kun interesseret i pengene.

Det er de færreste, som kan leve af at fremstille og sælge endegrej, jeg kender kun én, nemlig Ole Gregersen, OG Paint,  der, om nogen, kender til problematikken omkring kopiering, og derfor er hans mest kendte produkter, Bornholmerpilen og Snurrebassen, da også formelt beskyttet i henhold til lovgivningen hos Patent- og Varemærkestyrelsen. Dette gør en eventuel retslig forfølgelse af en kopisag nemmere.
En sådan registrering koster, men det har desværre vist sig nødvendigt, og flere produkter vil i fremtiden følge trop.
Men det siger sig selv, at kopiering kan være ødelæggende for én, som har grejfremstilling som sin levevej.

Vigtigst af alt, så underminerer kopiering andres incitament for at udvikle og fremstille noget nyt.

For mit eget vedkommende, så er jeg ikke tvunget til at leve af det, og de få enheder jeg fremstiller hvert år er et produkt, der alene udspringer af min lyst og passion for dette håndværk.
Men min indædte modstand mod de snyltere, som beriger sig selv ved at kopiere mine og andres frembringelser, er derimod drevet af min retfærdighedssans, og ethvert tilløb til kopiering bliver fulgt til dørs.

Jeg har kun været på “markedet” i 4 år, men jeg har allerede hørt alle undskyldningerne:

“Det er svært at lave noget, som ikke ligner det andre har lavet”, javel men det er trods alt lykkedes for andre, så hvorfor ikke for dig. Brug din fantasi, eller find på noget andet at beskæftige dig med.

“Jeg har lavet nogle kopier til mig selv, og nu vil jeg ikke have dem mere” Fint, så giv dem til naboen, eller smid dem ud, for du må ikke sælge dem.

Sådan kunne jeg blive ved, men det ville føre for vidt, for sagen er, at der ikke ER nogen gangbar undskyldning for at stjæle andres ideer.

Hvad må jeg så?:

Du må lave en håndfuld kopier til eget brug, hvis du absolut ikke VIL købe originalerne.

Hvad må jeg ikke?:

Du må ikke sælge kopier af andres frembringelser, med mindre du har ophavsmandens udtrykkelige tilladelse.
Du må heller ikke sælge den håndfuld kopier du i sin tid fremstillede til eget brug.

Sådan er reglerne - enkle og lige til at gå til.

Drop kopierne og bevar originalerne. Og husk - det er de få, der ødelægger det for de mange.

Fortsat god sommer.

søndag den 13. juli 2014

Fangster trods svære forhold



Hej Ole

Milivoj Saric og undertegnede har de sidste par weekender haft et ganske udemærket fiskeri på en bestemt lokalitet. Dette skulle der selvfølgelig følges op på og vi tog afsted igen igår, med henblik på både dags -og natfiskeri efter de sølvblanke bomber.
Vel ankommet til pladsen kunne vi hurtigt konstatere, at der skam var fisk, men at de bestemt ikke bare lige var sådan at få i tale - i hvert fald ikke på samme måde og niveau som sidste weekend. Der skulle virkelig kæmpes for sagerne. Fiskene var ganske nysgerrige, men på ingen måde hugvillige - hvilket flere kontakter med tabte fisk til følge i den grad også understregede. Forskellige gennemløbere, blink og Woblere blev spændt for buen i forsøget på at finde netop dén agn, der kunne tirre fiskenes huginstinkt optimalt. Dette lykkedes kun til dels i de lyse timer af dagen.
Da vi ramte skumringen og overgangen til natten, blev der naturligvis monteret Woblere for enden af linen. Der havde hele dagen været et rent mylder af fødeemner under land - ikke mindst forekomsten af tobis var markant. Resultatet af dette udeblev da heller ikke. Havødderne kom som forventet tæt under land i deres jagt på tobiserne. Først fik Milivoj hug af en ilter satan på omkring 1,5 kilo som måtte op og vende til en genudsætning. Dernæst huggede en tung og hidsig fisk på min Wobler. Denne stod dog af igen efter en meget hidsig, men kortvarig fight. Nå videre, fast fisk igen - helt ude i kastet...den stod sgu også af. Videre - og de næste kast lægges ud over det mørke vand. 10 minutter efter, et hårdt hug og fast fisk. Denne fisk var af en okay størrelse og jeg kunne efter en levende fight lande en fin havørred på 2,3 kg.
Milivoj havde sit at bakse med over på den anden side af revet. Flere fisk tog hans Wobler, men ville af uransagelige årsager ikke blive hængende. Det skal nævnes, at der i forsøget på at optimere betingelserne for at få fiskene til at blive siddende, blev benyttet både enkelt -og trekroge. Lige lidt hjalp det. Undertegnede fik et par okay fisk mere, som blev nænsomt genudsat. Regnen som efterhånden havde trukket godt op over os, tiltog yderligere og vi blev enige om at trække stikket på fiskeriet for denne gang.
Dagens fangster blev opgjort til 5 fisk på land - 4 til mig og 1 til Mili. Størrelsen lå fra målet og op til de 2,3 kg. Utallige kontakter og en del mistede fisk. Men det er jo trods frustrationen over mistede fisk, en del af den charme der er ved havørredfiskeriet.

/Jan Svendsen