Et nostalgisk tilbageblik

Holtug Gl. Kridtbrud med udsigt til Mandehoved den 25. maj 2003

Mange ønsker sig tilbage til "de gode gamle dage", og med dette menes de dage, hvor fangsterne på kysten blev domineret af fisk udsat direkte på kysten. Disse udsætninger blev indstillet i 2001, og de bliver næppe genindført, så vil man genopleve nogle af disse stunder, så må man lade tankerne flyve. Jeg vil her give mit bidrag til sådan et tilbageblik for de, som af den ene eller den anden grund ikke nåede at opleve det.

Det er torsdag den 28. august 2003, sommeren har været helt forrygende varm og solrig, men nu er det ved at være slut, i hvert fald på kalenderen. 

Dengang var jeg single og boede i en lille lejlighed i Køge midtby, så jeg havde kun mig selv at tænke på, og jeg kunne derfor fiske når arbejdet og lysten tillod det. 

Denne dag havde været godt varm, og efter 8 timer på kontoret trængte jeg til lidt afkøling, så derfor gik turen til Holtug Gl. Kridtbrud ved 20-tiden, og planen var at fiske et par timer frem til mørket sænkede sig, da arbejdet jo kaldte næste dags morgen.

Sommeren havde ikke bare fantastisk rent vejrmæssigt, men sandelig også rent fangstmæssigt, idet jeg på 2 natture måneden forinden havde fanget et par fantastisk flotte blankfisk på henholdsvis 5,9 og 4,7 kilo. 

De fleste ved, at august måned som regel kan være lidt tam på kysten, idet fiskene så småt er ved at trække i yngledragten, samtidig med, at vandtemperaturen er ganske høje.

Det sidste gjorde sig i hvert fald gældende denne augustaften i 2003, for den flotte sommer havde gjort vandet pænt lunkent, så vandtemperaturen langs klintekysten lå omkring 20 grader, og havde gjort det siden starten af juli måned.

Da planen var en kort tur, så fandt jeg det ikke formålstjenligt at begive mig ud på en længere travetur, så jeg valgte at begynde mit fiskeri umiddelbart omkring nedgangen til stranden. Der var kun en enkelt fisker på kysten udover mig, og han stod omkring 100 længere mod nord.

Jeg lagde ud med en 26 grams gennemløber, et Søm, og det var dengang mere reglen end undtagelsen, at jeg fiskede med agnvægte omkring 26-28 gram. Stangen var en 10-fods.

Den første time skete der intet overhovedet, men omkring kl. 21 begyndte skumringen så småt at sætte ind, og jeg fik derfor den tanke, at jeg ville skifte mit Søm ud med en fastmonteret Sølvpil fra John P. 

Det var mig lidt imod, for jeg ville helst fiske med gennemløbere, men Sølvpilen var bredere og gav derfor en mere markant profil mod den lysere nattehimmel - den gode gamle huskeregel, som jeg idag ikke praktiserer i samme omfang.

Jeg husker det som var det igår, kl. 2110 faldt hugget kun 10 meter fra stangspidsen, det var ikke et voldsomt hug, men tungt, og fisken gik straks i overfladen, hvor den lavede en stor hvirvel. Skumringen var helt umærkeligt gledet over i et hastigt tiltagende mørke, så jeg kunne ikke umiddelbart danne mig et indtryk af fiskens størrelse, og jeg husker at jeg for mig selv vedtog, at det nok var en 3 kilos.

Tanken var dårligt tænkt til ende, før fisken satte skruen til, og støt og roligt tog den et langt udløb parallelt langs kysten. Selve udløbet var af en karakter og en styrke, som jeg ikke tidligere havde oplevet - den var simpelthen ikke til at stoppe, og hvad værre var - den havde kurs direkte mod den fisker, som stod ca. 100 meter væk.

Nu måtte det briste eller bære, så jeg lagde maksimalt pres på dyret, og fik heldigvis bremset udløbet og vendt fisken. Efter lidt tovtrækkeri kunne resten af fighten foregå på kort line, og det var forholdsvis udramatisk. Jeg havde endnu ikke set fisken, men var klar over, at enten var det noget større end først antaget, eller også var den måske fejlkroget.

Som det så ofte sker med store fisk, så "stiller" de sig tæt ved bunden, og er ikke til at rokke ud af stedet, og man skal heller ikke forsøge når de gør det, for før eller siden flytter de på sig igen. Det gælder blot om at lægge et moderat pres på fisken, og derved forsøge at holde den ude af balance.

Mens jeg stod der, med en genstridig fisk og en 10-fods stang, der flexede faretruende, kom en anden fisker gående forbi mig. Han sagde ikke noget, men jeg glemmer aldrig hans overbærende, og lidt medlidende blik, sådan lidt a la "herregud, han har fat i bundproppen", mens han passerede mig.

Han slog sig ned omkring 50 meter fra mig og begyndte at rigge til.

I mellemtiden havde jeg fået fisken så tæt på, at jeg nu havde muligheden for at danne mig et indtryk af dens størrelse, så jeg tændte pandelampen og lyste på fisken da den langsomt gled ind over det stykke med sand, som jeg stod på. Det var jo en U-BÅD! 

Så fik blev jeg ramt af de berygtede gummiben - for sådan en fisk har man ikke lyst til at miste. Fisken var nu så træt, at jeg forholdsvis nemt kunne kane den ind over netrammen, og med besvær bære den på land.

Den førnævnte fisker havde overværet optrinnet på afstand, og da jeg bar fisken på land gik det vist op for ham, at det ikke var bundproppen jeg havde landet, så han kom nærmest løbende for at se dyret.

HOLD DA HELT KÆFT - HVOR ER DEN STOR! Det var det første han sagde! Jeg husker ikke hvad jeg svarede, for jeg var lamslået over denne fisk - det var helt surrealistisk. Vægten sagde 7,1 kilo, og målebåndet 74 cm - en helt vanvittig konditionsfaktor på 1,75 efter Fultons formel.

Det var desværre før den tid, hvor jeg havde investeret i fotoudstyr, så jeg måtte vente med at tage billeder af fisken til jeg kom hjem, og da jeg boede alene måtte jeg ringe på hos min undrende underbo, som fik stukket mit daværende digitalkamera med 0,8 megapixel opløsning i hånden, så han kunne tage et billede af fisk og fanger.

Flot fisk fotograferet med et dårligt kamera

Billedet herover giver ikke det rette indtryk af fiskens kondition, for den var grotesk fed, så jeg tog endnu et dårligt billede af fisken mens den lå ned:

7,1 kilo og 74 cm

Da jeg, i den efterhånden sene aftentime, skulle rense fisken, fik jeg en del af forklaringen på den groteske kropsform - fisken var fyldt med fuldt udviklet rogn, den var ganske enkelt gydemoden. Men den var jo blank? Det gav ingen mening dengang, men i dag er jeg klar over, at dette var et eksempel på en af konsekvenserne ved udsætninger af fisk direkte på kysten. Gydemodne fisk, der forvirret svømmer op og ned langs kysten med rod i "søkortet", fordi de ikke er blevet præget af et hjemligt vandløb. 

Jeg har et princip om, at det endegrej, som jeg fanger en stor fisk på aldrig skal være vådt igen, så det kommer på "museum", og den famøse Sølvpil hænger i dag på opslagstavlen i mit værksted, sammen med et andet blink, som en stor fisk også faldt for - men det er en anden historie.

Sølvpilen købte jeg som umalet, og så gav jeg den selv lidt spraymaling og et øje. Den nåede kun at blive våd én gang - men hvilken gang!

John P´s Sølvpil i 28 gram til højre

Der er løbet meget vand på kysten siden da, det er trods alt 11 år siden, men sådan en fisk glemmer man aldrig.

I årene derefter har mange oplevet en markant nedgang i fangsterne, og der har været mange faktorer, som har spillet ind, men den mest afgørende har i min optik været det ændrede udsætningsmønster. Fiskene er der stadig, men deres trækruter har ændret sig markant, og de skal derfor opsøges andre steder.

Den gode nyhed er, at 2014 indtil videre har været helt forrygende, og jeg har ikke i de sidste 10 år hørt om flere 5+ fisk end i år. Det tegner rigtig godt, og lad os da håbe det holder.

Det er mit indtryk, at natfiskeriet ikke rigtig er kommet i gang endnu, men der er fisk derude, så hvis man kan undvære lidt nattesøvn, så venter oplevelserne i mørket.

Knæk og Bræk og god forlænget weekend.