søndag den 24. oktober 2010

En underlig fisk


Under fiskeri i Køge Bugt kom jeg forbi et sted, hvor der var mere end almindelig sammenstimlen af mennesker inde på stranden. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at opløbet skyldtes en død klumpfisk på anslået 5-6 kilo. Fisken var tidligere på dagen blevet "kroget" af en lystfisker under spinnefiskeri, idet fisken flød død rundt i vandsøjlen, og derefter er blev kroget af fiskerens blink. Det var efter sigende en død fight. Så har man set det med, klumpfisk i Køge Bugt. Havørred så jeg til gengæld ingen af.

På Sjællandske Nyheder kan læses mere om den spektakulære "fangst", som rent faktisk opgives til at veje 10 kilo! Ak ja, bedømme vægt på en klumpfisk skal jeg nok øve mig lidt på.

tirsdag den 12. oktober 2010

Test af indstøbningspolyester

Så fik jeg lavet et par woblere med den nye indstøbningspolyester. Som det fremgår af billedet, så er denne polyester helt glasklar, og helt sikkert af en god kvalitet. Den er også meget tyndtflydende, hvilket gør den behagelig at arbejde med, da det med den normale polyester kan være lidt vanskeligt at få den til at løbe hurtigt nok rundt i formen. Det er der ikke problemer med her.
Jeg havde nok lidt højere forventninger til hårdheden af denne polyester, men umiddelbart kan jeg ikke erkende nogen forskel.
Hvis man kun skal lave en håndfuld af sine favoritwoblere, så vil jeg helt klart anbefale at bruge denne indstøbningspolyester, eller krystalplast, som er det navn den markedsføres under hos Terapi-Hobby i Hasselager, alene af den grund, at den er nemmere at arbejde med end den mere ordinære polyester til bådreparationer.
Prisen er dog mere en dobbelt så høj for denne polyester, så det må i sidste ende være op til den enkelte, hvad man vægter højest - pris eller brugervenlighed.

fredag den 8. oktober 2010

Ny type polyester til gennemløbswoblere


Jeg blev forleden kontaktet af min leverandør af silicone, idet han ønskede at gøre opmærksom på et af deres produkter, nemlig indstøbningspolyester.
Jeg bruger som bekendt almindelig polyester resin, som primært bruges til reparation af glasfiberbåde. En svaghed ved denne type polyester er, at den er lidt skrøbelig, særligt hvis man taber en wobler på stenene på stranden eller på betongulvet hjemme i værkstedet.

Indstøbningspolyester skulle være mere robust, og den bruges blandt andet til at lave f.eks. brevpressere med indstøbte genstande i form af f.eks. et insekt, et blad eller anden form for dekoration.
Jeg har fået tilsendt en prøve, og vil nu lave et antal woblere i dette materiale. Såfremt det bliver en succes vil jeg skrive mere om det på Stevnsfisker.dk

onsdag den 29. september 2010

Stevnsfisker.dk i oktobernummeret af Sportsfiskeren


Jeg havde i det tidlige forår besøg af Anders Holmer fra Sportsfiskeren, der ønskede at lave en artikel om det at fremstille sit eget grej. Artiklen har været længe undervejs, men nu er den at læse i oktobernummeret af Sportsfiskeren.

lørdag den 28. august 2010

Så går det snart løs igen


Efterårssæsonen nærmer sig med hastige skridt, nattemperaturen er allerede her i slutningen af august under 10 grader, og det har en for os lystfiskere en positiv indvirkning på vandtemperaturen.



Endnu er det morgen og aften man skal planlægge sit fiskeri, men meget snart kan der fiskes hele dagen.
Størsteparten af havørrederne er ved at trække i gydedragten, og her på Sjælland er de kun lige ved at forberede sig til trækket mod åerne.
Fangsterne i de kommende par måneder vil naturligt nok være præget af farvede fisk, og i kølvandet på disse fangster vil vi også blive præsenteret for den ene moralprædiken efter den anden, idet nogle mener, at det er uetisk at hjemtage en farvet fisk.
Det er kort og godt noget sludder, og det kan i den forbindelse anbefales, at man læser den artikel, som for nogen tid siden blev bragt i Fisk og Fri.



I denne artikel citeres biolog Finn Sivebæk for følgende udtalelse: "der  er ikke nogle biologiske argumenter for, at det skulle være mere etisk at hjemtage en blankfisk end en farvet - eller nedgænger, så længe love og regler overholdes""



Hvis man tænker sig om, og betragter problematikken med de objektive briller på, så må man erkende for sig selv, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvornår man hjemtager en fisk - den kommer aldrig til at gyde igen uanset hvad.



At nogle så har deres eget personlige regelsæt med hensyn til hjemtagning af farvede fisk, det er deres egen sag, og etik og moral er som bekendt ikke noget man kan pådutte andre.


Du kan læse artiklen her  - den hedder "Debat - fisk i farver" scroll lidt ned på siden, så finder du artiklen http://www.fiskogfri.amazezig.dk/soeg.aspx?Search=finn%20siveb%c3%a6k

søndag den 15. august 2010

Gamle stænger

Jeg har en forkærlighed for gamle fiskestænger, dels fordi jeg godt kan lide at renovere ældre stænger, men også fordi jeg er af den helt klare opfattelse, at der er en markant forskel i kvaliteten på de stænger man lavede for 15-20 år siden, og de high-tech stænger man kan finde på markedet idag. Det er jo naturligvis et spørgsmål om temperament, men jeg har i hvert fald svært ved at finde nye stænger, der passer til mit fiskeri. En anden og mere alvorlig ulempe ved de nye stænger er, at der ofte er sjusket med materialer og montering, hvilket blandt andet resulterer i knækket og revnet kork, revnet beviklingslak og knækkede stænger.

I dag har jeg kun en enkelt stang af nyere dato, nemlig Daiwas relancering af Whiskeren, 8-fods 5-40 gram. Selv om den er produceret i dette årti, så har Daiwa sat en ære i, at holde den gamle stil - altså ikke noget med delte korkhåndtag med indlæg af aluminium og chrom og andre komplet unødvendige finesser.

Den seneste stang jeg har fået i min besiddelse er en ca. 20 år gammel Daiwa Samurai, SA110-8, 8-fods med en kastevægt på 10-30 gram. Stangen blev skaffet gennem en bekendt, og den blev i sin tid lavet på et stangbygningskursus, hvor den fik nogle lidt voldsomme beviklinger. Jeg har valgt at afmontere stangen helt, og herefter bygge den op igen, så den bliver som ny. Det er en dejlig helaktionsstang, som i forhold til dens alder er meget let og behagelig.

fredag den 13. august 2010

Stevnsfisker.dk forsøger sig igen med en blog


Jeg har i Stevnsfisker.dk´s tidlige dage forsøgt mig med en blog, men jeg var ikke helt tilfreds med layoutet, og derfor droppede jeg den hurtigt igen, mest grundet manglende tid.


Siden jeg etablerede Stevnsfisker.dk har jeg modtaget mange henvendelser pr. mail, primært om fremstilling af endegrej. Det er selvfølgelig glædeligt, at det med etableringen af Stevnsfisker.dk er lykkedes at indspirere andre til, at gå i gang med at fremstille eget grej, hvilket var hovedformålet med siden.


Jeg vil, i den udstrækning tiden tillader det, dele ud af mine erfaringer her på bloggen, og jeg modtager gerne kommentarer hertil.
Hvis du ønsker at dele din viden eller eventuelt fremvise en fangst, så send mig en mail