Det er rigtig længe siden jeg har været på en morgentur - altså en af de ture, hvor man står op mens det stadig er bælgravende mørkt, og hvor bilen er pakket med grej aftenen i forvejen, så man lige kan kaste sig fra sengen og ind på førersædet.
Sådan en tur har jeg savnet at tage, og i går skulle det være.
Selv om det er tidligt på sådan en højhellig påskelørdag, så er al træthed væk med et trylleslag når man begiver sig fra bilen mod kysten, mens man indånder den helt specielle morgenluft, akkompagneret af fuglenes sang og synet af disen, der svæver over landskabet. En sær form for stilhed, midt i alle lydene.
Kommet ned til kysten kunne jeg konstatere, at denne morgen var et godt valg, idet forholdene var lige efter min bog, en moderat pålandsvind, gang i vandet, der tilmed var så tilpas uklart, at jeg kun lige kunne skimte mine støvlesnuder på en halv meter vand. Der var også en lille smule drivende ålegræs, men man kan jo ikke få det hele.
Allerede i 3. kast var der bud efter min wobler, men hugget var tungt og trægt, så mistanken om en nedgænger trængte sig på. Fisken, der helt sikkert var en af de lidt større, gik tungt og dybt, og den lod sig ikke bare sådan trække nærmere. Efter få minutter gav den sig så meget, at jeg kunne få den tættere på, og min mistanke holdt stik - en stor, men lynende blank nedgænger uden løse skæl, med de sædvanlige karakteristika som stort hoved og en slank bug. Jeg anslog fisken til et sted mellem 70 og 75 cm, og med et par kilo mere på sidebenene ville den have vejet på den rigtige side af 5 kilo.
Fisken blev efter lidt mere tovtrækkeri afkroget, uden at forlade sit element.
Jeg plejer at sige, at disse store nedgængere fighter som en Bilkapose fyldt med vand, og den beskrivelse kunne ikke passe bedre i dette tilfælde.
Så var der altså fisk under land denne morgen.
Der var faktisk stor aktivitet lige ude foran mig, idet en stor stime meget små fisk blev jagtet af en eller flere havørreder, hvilket bevirkede at småfiskene fra tid til anden brød overfladen i panisk flugt fra deres forfølgere. Hvis man har oplevet dette, så kender man lyden når disse småfisk bryder overfladen i stort antal, for det lyder som om man taber en håndfuld ukogte ris på et stuegulv - det er det nærmeste jeg kan komme en beskrivelse af denne lyd. En meget skarp sydende lyd.
Jeg kunne naturligvis ikke få de jagende havørreder til at hugge, for de havde sigtekornet indstillet til noget meget mindre end jeg kunne præstere.
Da solen efterhånden havde sneget sig langt op på himlen, og lyset var blevet lidt for skarpt efter min smag, overvejede jeg at bevæge mig mod bilen, men noget sagde mig, at jeg lige burde forsøge mig ved udgangspunktet, hvor jeg havde set de store stimer af småfisk i overfladen. Vandet var ved at klare op, men var stadig tilpas uklart.
Allerede i første kast blev min wobler taget langt ude, og efter en kort fight kunne jeg lande en fin lille tyksak på 1,5 kilo. Den havde tilsyneladende været på jagt efter småfisk, for det første den gjorde på land var at kaste små hundestejler op - virkelig små, ca. 2 cm lange. Det var altså stimer af små hundestejler jeg havde set tidligere.
Man må smede mens jernet er varmt, så jeg genoptog hurtigt fiskeriet, og allerede i næste kast blev wobleren igen taget, denne gang tættere på land, og en fisk i samme størrelse blev kort efter afkroget og genudsat.
Der var altså fisk inde for at jage de store mængder af små hundestejler.
Vinden var taget til i styrke, så bølgerne var blevet lidt større, men det betød intet, og minsandten om ikke en 3. fisk huggede da jeg lagde et nyt kast ud - samme størrelse som de 2 andre, og den blev også genudsat ligesom sin forgænger. 3 kast - 3 fisk - ikke dårligt.
Herefter døde aktiviteten ud, og nu stod solen også højt på himlen.
Alle fiskene blev taget på en OLR Tobis i OGP´s helt suveræne smaragdfarve, fisket på et releasetackel.
Da jeg efter hjemkomsten rensede den hjemtagne fisk væltede det ud af dens svælg med disse små hundestejler, og mavesækken var da også god udspilet. Herunder kan du se, hvad mavesækken gemte på - det er kun de ufordøjede byttedyr jeg viser her:
15 store rejer, 6 hundestejler og 3 tanglopper - hertil kommer så en ligeså stor mængde mere eller mindre fordøjede fødeemner, herunder en sild eller en tobis, det var svært at se.
Så denne fisk har været ganske alsidig i sit fødevalg, og det faktum, at den også lige skulle have sig en stor tobis oveni vidner om, hvilken opportunistisk jæger havørreden er. Når den er i det rigtige humør, så æder den hvad der byder sig.
Og som alle kan se, så er det ikke byttedyr der mangler - og heller ikke de, som lever af dem.
Sådan en morgen gør mig glad, også selv om trætheden melder sig senere på dagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar