Valdemar Svensson har indsendt en fangstrapport, nu hvor foråret endelig så småt er på trapperne:
Da vinden var i sydvest og der havde været fisk på pladsen dagen inden, kørte jeg igen ned til Høve sammen med min fiskekammerat, Matias. Vi startede fiskeriet kl. 13:00 inde i bugten fra revlen af, og bevægede os ud af mod pynten. Da vi efter en times fiskeri nåede pynten, havde Matias et lille nap på fluen, men den huggede ikke rigtigt. Jeg havde muligvis også et hug på min Polar Magnus, og derefter fik Matias en undermåler. Der var lidt dybere vand herude, og vandet var også begyndt at stige, så jeg skiftede til en forsølvet fladbuk på 15 g. Lidt efter huggede den første fisk på 55 cm., helt inde foran mig.
Jeg kunne simpelthen se den tydeligt i selve hugøjeblikket! Jeg fiskede videre, og selvom Matias ikke havde mærket mere, havde jeg en del følgere og fik også en fisk til på 50 cm. Lidt efter mistede jeg en fisk til, og derefter mit blink. Jeg skiftede så til en forsølvet Snurrebasse i Str. 2, og det skulle vise sig at være et godt valg.
En fisk huggede lige foran mig. Jeg kunne ikke se den ordentligt, men jeg kunne godt se at den var ret lang. Den startede med at plaske rundt i overfladen foran mig i ca. 2 minutter. Derefter begyndte den at tage nogle lange og dybe udløb, så jeg blev godt klar over, at det her var en god fisk. Fisken blev ved med at gå dybt og roligt, og opførte sig egentlig pænt, så jeg fik den tættere og tættere på mig, og til sidst kunne Matias nette fisken, og så brød jubelen ellers løs. Den var meget større end jeg havde regnet med, og var i super god kondition. Hvilken fisk! 4,4 kilo og 73 centimeter! 38 om bugen!
I maven lå en ca. 15 cm lang halvt fordøjet brisling. En rigtig Sildeæder!
Så er foråret i gang!
Knæk og bræk
Tak for rapporten, Valdemar.
Noget tyder på, at fiskene ikke har i sinde at vente på forårets komme, og dette er den 2. fisk på få dage i samme vægtklasse - dejligt at se.
Jeg ser frem til nogle gode fangstrapporter i den kommende tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar