Klik for større billede
Vejr og vindforhold var ikke optimale til fiskeri, men det alt for gode vejr lokkede mig en tur på klintekysten, om ikke andet så for at få lidt motion og en mundfuld frisk havluft.
DMI havde lovet sydvestlig vind, og ikke særlig meget af den, men på fiskepladsen var realiteterne noget andet, for vinden var mere i syd/sydøst, og der var således også en del skidt i vandet, men heldigvis ikke helt ude i kastet.
Der var masser af frisk luft og højt solskin, men fisk var der ikke mange af, og der skulle virkelig arbejdes for sagen.
Efter 3 timers fiskeri blev min OLR Tobis Slim taget hårdt og kontant langt ude i kastet da en nedgænger på ca. 60 cm flåede wobleren til sig. Den gav faktisk en ok fight med et par gode udløb, men så løb den også tør for kræfter og kom ind på lavt vand til en afkrogning og et "på gensyn".
En anden fisker på pladsen havde tidligere på dagen fået en fin blankfisk på omkring 1,5 kilo, men ellers var der vist ikke mange, der havde heldet med sig.
Men en dejlig dag alligevel - og der er liv derude!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar