Første tur i flyderen

For snart et år siden tog jeg det bløde aftræk til en ny dimension i mit fiskeri, jeg købte en flydering, en Guideline Drifter, men det tog lidt lang tid før den blev våd, men i dag skulle det være. Den alt for korte ferie er ved at være godt brugt, og i dag lovede DMI kun 7 m/s fra vest og en let sydgående strøm, ikke det bedste, men det var det bedste vejr til en første tur ringen i denne uge.

Jeg valgte en plads på klintekysten, hvor det ville være forholdsvis nemt at søsætte badedyret, da jeg ikke havde mod på at slæbe den flere kilometer på denne jomfrutur. En ganske klog beslutning, for selv om sommervejret har vist sig fra sin værste side i denne uge, så var temperaturen høj nok til at give sved på panden bare på de få hundrede meter jeg skulle slæbe dyret i dag.

Jeg synes selv jeg havde forberedt mig godt til turen, og jeg havde da også husket de vigtige ting, såsom redningsvest og finner.

Det tog mig ikke lang tid at nå til den konklusion, at flyderingsfiskeri er lidt (meget) mere omstændeligt end vadefiskeri, og forberedelserne med pumpning af ringen tager noget mere tid, men det var jo ligesom ikke rigtig nogen overraskelse - blot en konstatering.

Jeg var lidt spændt på, hvordan dette monstrum ville reagere når jeg med mine 97 kilo + tøj + grej dumpede ned i sædet, men den opførte sig pænt og snart gled jeg ud mod dybere vand. Det var en sær, men ganske behagelig fornemmelse, og det tog ikke lang tid at nå ca. 100 m ud fra kysten, hvor vanddybden pludselig var 3-4 meter. Fantastisk at sidde der i vandoverfladen og betragte bundforholdene på den vanddybde gennem det smaragdgrønne vand.

Det er altså lidt akavet, når nu man gennem mange år har været vant til vadefiske, og så pludselig sidde i en flydende lænestol, og så samtidig skulle kaste. Det gik der lige lidt tid med at vænne sig til den bevægelse, for det at man sidder ned virker hæmmende indtil man får øvet sig lidt. 

Men som Anders Schultz siger, så er det altså fedt at sidde lige dér hvor blinkene normalt lander, og så kunne kaste længere ud. Nu er det jo langtfra altid at fiskene går langt ude, men bare det at man har muligheden.

Et pludseligt opstået strømbælte 100-120 meter ude kunne nu pludselig affiskes, og snart var der da også en fisk der kastede sig over wobleren, men det var desværre en hornfisk - pokkers, jeg mente bestemt at de forbandede lugteål var rejst hjem til Atlanterhavet, men denne nåede vist ikke med.

Jeg lagde mig strategisk rigtigt (syntes jeg selv), på grænsen mellem sandbund og mørk bund, og det var der også andre der godt kunne lide, for her var der en stor mængde brandmænd i varierende størrelse der fulgte strømmen - et smukt syn at se disse orangerøde geleklumper med deres lange tentakler, der gled stille afsted i vægtløs tilstand.

Turen i dag var blot en kort prøvetur med henblik på at få et førstehåndsindtryk af dette fiskeri, og det var bestemt et positivt et af slagsen. 

Flyderingen bliver dog for mig ikke en konkurrent til mit vadefiskeri, og jeg købte ringen med henblik på at bruge den på et par pladser, hvor jeg ved at fiskene går derude, hvor spinnestangen ikke rækker, og hvor badekarrene er for dybe til at man kan komme igennem den. På sådanne pladser er flyderingen second to none.

Stevns Klint er nu så køn når man betragter den på afstand fra vandsiden.