På kanten af det hvide vand

Hurra - endelig weekend, og for en gangs skyld så det ud til at vind og vejr arter sig og man kan komme på kysten.
Jeg er ikke rigtig god til at komme meget tidligt afsted, og det hænger muligvis sammen med, at jeg til hverdag står meget tidligt op. Så det blev tæt på formiddag inden bilen var pakket og kursen sat mod klintekysten.
Kommet frem til pladsen blev jeg mødt af en bræmme af hvidt kridtvand, der strakte sig op til 50-60 meter ud fra kysten, og for at gøre det helt perfekt så var der også et strømbælte med drivende ålegræs, heldigvis kun ca. 10 meter fra land.

Den sydlige vind generede ikke, tværtimod, og der var god bevægelse i vandet. Det uklare vand gør mig ikke noget, mens andre drejer om på hælen og kører et andet sted hen.
I dag var det tæt på perfekt, for ofte afpatruljerer fiskene grænsen mellem klart og uklart vand - med andre ord, forventningerne var høje fra begyndelsen.

Jeg startede fiskeriet på et udvalgt spot, og der gik ikke lang tid før min wobler blev taget for fuld skrald af en blankfisk - ikke af uforglemmelig størrelse, men en fisk. Og den huggede præcis på grænsen mellem hvidt vand og klart vand, hvor dejligt når man har regnet rigtigt og ligningen går op.
Fisken tog en OLR Tobis i Hvidovre Sport farven, og den havde virkelig ment det, for den var kroget ret dybt og derfor blev den taget ud af cirkulation og kommer til at udgøre søndagens aftensmåltid her på matriklen. 46 cm grønlænder med ildrødt kød - det er en perfekt størrelse til 2 personer.

Jeg genoptog hurtigt fiskeriet i forventningen om, at der nok var en stime inde, og da vandet er koldt må man forvente at de hurtigt trækker ud på dybere vand igen.

I de følgende minutter oplevede jeg noget som jeg ikke har prøvet før, idet en fisk i samme størrelse fulgte efter wobleren, men ligeså snart wobleren nåede det hvide vand, så drejede fisken af uden at hugge.
Dette gentog sig et par gange, og den ene af gangene forsøgte fisken at snuppe wobleren, men det var et halvhjertet forsøg og fisken blev ikke kroget.
Svaret på hvorfor fisken ikke, som de så ofte gør, bare hugger når wobleren er på vej ud af synsfeltet blæser i vinden, og det er jo charmen ved fiskeriet - det er uforudsigeligt i enhver henseende.

Efter denne oplevelse tog strømmen til og fiskene forsvandt som dug for solen.
Apropos solen, så var den lige ved at bryde frem omkring middagstid, men det blev ikke rigtig til noget.

Jeg hankede op i fisken og begav mig mod bilen mens jeg for mig selv endnu engang konstaterede, at selv om forholdene ligner en million, så er der stadig den ubekendte i ligningen - fisken - som i sidste enden bestemmer om ligningen går op.
Der var iøvrigt overraskende få fiskere på kysten i dag.