lørdag den 21. februar 2015
Hvad vil du vise med dit billede?
Foråret er nær, vinteren har været mild, og kystfiskerens højsæson er lige om hjørnet, og i den kommende tid vil de sociale medier, primært Facebook, bugne med fiskebilleder, nogle bedre end andre.
At præsentere fangsten bedst muligt har altid haft en høj prioritet hos mig, uanset om billedet lægges til offentligt skue eller ej.
Det er vel naturligt for de fleste af os, at vores fangster gennem et fiskeår skal dokumenteres i en eller anden form, og hvorfor så ikke gøre sig umage, på samme måde som da vi fangede fiskene.
Man ser stadig flotte fisk, som slet ikke kommer til deres ret, alene fordi fangeren ikke har gjort sig umage med at tage et ordentligt billede. Ofte er billederne tydeligvis taget i en fart, uden tanke for komposition og beskæring, og ligeså ofte er de uploadet til Facebook inden den sidste krampetrækning har forladt fisken.
Mange skænker det f.eks. ikke en tanke, at en mobiltelefon, der lige har forladt en varm brystlomme til fordel for en udendørstemperatur på + 2 grader hurtigt danner dug på kameralinsen.
Det er lidt - nej meget synd, at vi i en tid med mobiltelefoner med indbyggede kameraer i en rigtig god kvalitet, ikke tager os den fornødne tid til at tage bedre billeder af vore fangster.
Men det er ikke bare den tekniske kvalitet, nej det handler primært om komposition af billedet. Vi kender alle standardmotivet for fangstbilleder - den hellige treenighed, som jeg ynder at kalde det - Stang - Hjul - Fisk - BUM!
Denne komposition går sikkert aldrig af mode, alene fordi den er fantastisk til at anskueliggøre størrelsen på fisken, da alle jo kender størrelsen på et Shimano Stella hjul og Edge 3776 stang, hvis jeg skal generalisere lidt.
Hvis man ikke lige har behov for at dokumentere størrelsen, så kan man begynde at lege med kompositionen af sit billede, finde andre vinkler, gå tættere på detaljen, give billedet mere dybde o.s.v.
Husk at tage billedet så hurtigt efter fangsten som muligt, for da tager fisken sig bedst ud. En fisk, der har hængt og dinglet i en "pralering" i flere timer ser ikke godt ud. Selvfølgelig skal man ikke bruge tiden på at fotografere når stimen er inde, men når fiskeriet dør lidt ud, så er det tid at tage billeder.
Man behøver ikke slæbe alskens semiprofessionelt udstyr med for at tage gode og anderledes billeder, for mange af mobilkameraerne i dag er så gode og så avancerede, at de i lighed med f.eks. et spejlreflekskamera kan tage billeder med sløret baggrund/lav dybdeskarphed.
Det er altså ikke teknikken der sætter begrænsninger for ens udfoldelser.
Tiden med billeder i dårlig kvalitet, køkkenbordsbilleder, og billeder af fisk, hvor den netop nedsvælgede dåsebajer har sneget sig med burde være en saga blot.
Hvad der er et godt billede er naturligvis et spørgsmål om definitioner, og i høj grad også om smag og behag, men de fleste kan sikkert blive enige om, at køkkenbordsbillederne skærer i nerverne som negle på tavlen i klasselokalet.
Gør dig umage - og skyl i det mindste fisken inden du tager billeder, for blod og tang har aldrig pyntet på en smuk fisk.
Kom nu med de gode billeder - og gør fisken ære - det fortjener den!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar