lørdag den 7. september 2013

Turen sluttede med en flot 4 kilos

Flot fisk på 4,1 kilo og 69 cm - en flidspræmie!


De sidste dages østenvind har sat sine naturlige begrænsninger for fiskeriet, men en smule vind fra den forkerte retning har nu aldrig afholdt Mili Saric fra at lede efter - og finde - en afkrog på kysten, hvor man kan finde lidt læ og lidt fisk.

I går var ingen undtagelse, og Mili startede fiskeriet om eftermiddagen, hvor han ret hurtigt fangede en fin 2 kilos næsten blank havørred.

En fin 2 kilos havørred startede turen

Turen bød også på fangst af 3 makreller, samt yderligere 4 havørreder, men dagens sidste fisk skulle vise sig at være flidspræmien over dem alle.
Mili har jo som bekendt troligt stået derude, mens mange andre, mig selv inklusive, har lagt grejet på hylden i sommervarmen og ventet på bedre tider.

Som kronen på værket blev Milis sortmalede Søm taget af en flot blankfisk på hele 4,1 kilo fordelt på 69 cm, og det må siges at være ganske velfortjent efter alle de mange fisketure i løbet af sommeren.
Endnu et eksempel på, at flid belønnes - før eller siden.

Tillykke med den fine fisk!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar