søndag den 1. september 2013

Fisk i 3. kast


Milivoj var på kysten i går, på den sidste sommerdag, i hvert fald ifølge kalenderen, og allerede i 3. kast fik han en fin blankfisk på 1,4 kilo, som ikke kunne modstå et sortmalet Søm fra OG Paint.
Dagen bød på yderligere en fisk omkring kiloet, som blev genudsat, og det må da siges at være et fint resultat på en sommerdag, hvor vandtemperaturen stadig er i den høje ende af skalaen.

Men nu siger kalenderen efterår, og fra nu af vil vandtemperaturen langsomt falde, og snart vil de mere eller mindre farvede fisk dominere billedet billedet frem til fredningen i midten af november.

Jeg har selv været en kort tur på kysten i dag, og selv om det ikke kastede nogen fisk af sig, så kan jeg fortælle, at det kystnære vand vrimler med liv i alle afskygninger, tanglopper, mysis, hundestejler, kutlinger, rejer og tobis.

Efterårs sæsonen er i gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar