14 frivillige vandplejefolk fra Køge Sportsfiskerforening og Stevns Lystfiskerforening mødte op på denne, formentlig årets varmeste dag, ved Krogbækken på Stevns, hvor der skulle udlægges 70 m3 gydegrus og 16 m3 skjulesten.
Det blev, ganske som forventet, en hård og meget varm omgang, men folkene gik til stålet med stor entusiasme, og der blev i løbet af de næsten 8 timer lavet 6 flotte gydebanker, som vil medvirke til at gøre fiskeriet på Stevns endnu bedre.
Skjulestenene var endnu ikke blevet leveret, og godt det samme, for dem havde vi ikke nået at lægge ud - vi kunne sagtens have været 10 mand mere, men flot at det kan lade sig gøre at mønstre så mange frivillige på en lørdag i juli, hvor vi har hedebølge.
De manglende skjulesten vil blive lagt ud på en dag i september til restaurering af Krogbækken version 2,0 - nærmere følger senere.
Tak for indsatsen til de der deltog, og tak for en hyggelig og varm dag blandt ligesindede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar