onsdag den 31. december 2014

Godt Nytår 2015


2014 er så småt ved at rinde ud, også her på bloggen. Det har for mig været endnu et travlt år, hvor jeg slet ikke nåede det jeg gerne ville. Som sædvanlig fik jeg fisket alt for lidt.

Tiden har lært mig, at jeg ligeså godt kan lade være med at sætte mig nogle faste mål for det kommende år, for det er ikke blevet nemmere at få arbejdsliv, familieliv og hobby til at hænge sammen, og da slet ikke når man, som jeg, også gerne skulle have tid til at fiske, lave grej, hjemmeside, og så også lige få tid til at deltage lidt i vand- og fiskeplejen, som er så vigtig for vores fiskeri her på Stevns.

Jeg vil undlade at sætte mig nye mål for 2015, bortset fra, at jeg fortsat vil gøre mig umage med de ting jeg beskæftiger mig med, og få det bedste ud af det.

Jeg kan allerede nu afsløre, at der i de kommende måneder er store forandringer på vej for Stevnsfisker.dk. Siden har nu eksisteret i snart 7 år, og derfor er det efterhånden på tide, at give hele platformen et mere tidssvarende design.
Jeg har derfor besluttet, at renovere hele hjemmesiden og bygge den op igen fra bunden. Det er et kæmpe arbejde, som vil lægge beslag på god bid af den i forvejen sparsomme fritid, men resultatet skulle gerne blive godt, og det er mit mål, at Stevnsfisker.dk fortsat skal være et besøg værd, og helt fri for reklamer.

En stor tak til alle, som gennem det sidste år har taget sig tid til at skrive fangstberetninger og tage billeder, for derefter at sende dem til denne blog. I har hver især bidraget til, at læserne af bloggen fortsat synes, at den er et besøg værd. Jeg ser frem til jeres bidrag i det kommende år.
Besøgstallet er støt stigende, og her på tærsklen til 2015 ligger Stevnsfisker.dk med tilhørende blog på mellem 500-700 sidevisninger i døgnet.

Også en stor tak til alle jeg kender, samt alle de rare og hyggelige medfiskere jeg har mødt på kysten og andre steder i løbet af året. Tak for mange gode samtaler, og udveksling af erfaringer og lystfiskerhistorier.
Vi ses helt sikkert også i det kommende år.

Et rigtig godt og lykkebringende nytår til alle her på Stevnsfisker.dk

På gensyn i 2015

søndag den 28. december 2014

Snurrebassen slog til igen


Thomas Sten Jørgensen har været ude at lufte Snurrebassen i det gode vejr, og har sendt mig denne medrivende og stemningsmættede beretning:

Kære Ole

Jeg læser din blog med iver og har set frem til at sende dig en fangstrapport. I dag var der noget at skrive "hjem" om. Startede tidligt og var på strækket kl. 8, et sted jeg kun har besøgt to gange tidligere. En lokal fluefisker kom lige som jeg skulle til at gå mod kysten, og han var meget gavmild med gode råd og erfaringer vedr. strækket, hvilket altid er højt værdsat.

Jeg gik mod vandet og fiskede derudaf. Efter en times tid fik jeg et godt hug netop som min Snurrebasse i alu-sort-gul dansede forbi en stor sten. Fisken fightede i nogle minutter uden den store dramatik og blev nettet, en fin overspringer på 57 cm. og 2.15 kg. Fiskede videre et par timer uden at se og mærke flere fisk, så jeg gik tilbage til bilen med tanken om endt og godkendt fisketur. Fik taget lidt billeder af fisken og spiste min frokost sammen med en længe ventet kop kaffe. Kaffen varmede godt, så måske skulle man lige nappe en time eller to mere...



Jeg havde set et rev et godt stykke væk, det skulle runde turen af. Jeg skiftede agn til en af de helt nye Snurrebasser kaldet sild i alu-sort-blå, en basse jeg ikke havde prøvet af endnu. Fremme ved revet fangede jeg straks en havørred på 41 cm., der hurtigt blev genudsat - det tegnede godt. Med et kast på langs af revet lige lovlig tæt på nogle større sten, sad min krog fast, troede jeg, men det var en havørred, der resolut tog et sejt udløb på 30-40 meter. Derefter tog den fart på tværs af kysten, og jeg måtte følge med i fuld firspring for at udgå linen blev kappet af de store sten, der brød vandet flere steder. En rigtig vildbasse der gav kamp til stregen blev endelig nettet efter en meget underholdende fight - 68 cm. og 3.80 kg.



Sjovt at denne sildeæder skulle fanges af en Snurrebasse, der hedder sild. Alle fiskene blev i øvrigt taget på et release tackle med en enkelt trekrog str. 12. Tilbage i sofaen sidder jeg og tænker tilbage på en stevnsdag, der ikke lige går i glemmebogen.

Bedste fiskehilsner
Thomas Sten Jørgensen

---

Tak for beretningen, Thomas, og tillykke med de flotte fisk. De er effektive, de releasetackler!

fredag den 26. december 2014

Tyk sildeæder på hjemmelavet wobler


Thomas H. Olsen har været en tur på kysten og har sendt denne fangstberetning:

Hej Ole
Glædelig “bagjul”. Sender lige en kort beretning fra dagens formiddagstur til Stevns, hvor jeg løb ind i en rigtig tyksak på 3,6 kg / 66 cm. 
Det er åbenbart ikke kun os mennesker, der spiser meget i disse dage. Denne fisk havde en 23 cm sild i maven samt 5-6 hundestejler, og alligevel fik den også lyst til at smage min hjemmelavede 9 cm wobler i sort/sølv. En variant af de hjemmelavede, som jeg har haft god succes med siden den så dagens lys en gang i efteråret.
 Det var en relativ udramatisk fight uden luftakrobatik, men med 4-5 lange seje udløb krydret med en del rulleri. På grund af en kraftig udadgående strøm skulle der arbejdes hårdt på sagen inden den lod sig nette. Yderligere 2 stk. på ca. 45 cm var oppe og vende. Fantastisk flot frostklar formiddag, hvor de kolde fingre hurtigt blev glemt.


Hilsen
Thomas H. Olsen

Sådan, Thomas - dejlig tyksak!

tirsdag den 23. december 2014

Glædelig Jul 2014


Her på falderebet, inden julehyggen for alvor bryder løs i de små hjem, vil jeg lige benytte lejligheden til at sende en lille julehilsen til brugerne af denne blog.
Året 2014 har indtil nu været et travlt år, hvor jeg igen ikke nåede alt det jeg gerne ville, først og fremmest at få fisket noget mere, men helbredsmæssige udfordringer i den nærmeste familie, arbejde m.v. har haft førsteprioritet, og sådan bør det naturligvis også være. Fiskeriet er en passion, men stadig kun en hobby.

Fiskeriet på Stevns er i disse dage bedre end det længe har været, hvilket man ikke er i tvivl om når man ser de daglige opdateringer på bl.a. Facebook. 
Det bør vi glæde os over, men samtidig bør vi reflektere over, hvordan vi selv kan bidrage til et bedre fiskeri. Skulle jeg f.eks. nøjes med at hjemtage 2 fisk i stedet for 4 når man rammer den helt store dag ved vandet? Kunne jeg afse tid til, at give en hånd med i den lokale sportsfiskerforening, hvor der ofte mangler frivillige hænder til vandløbs- og fiskepleje?

Relevante spørgsmål, for mange har i de sidste par år klaget over, at der ingen fisk var at fange på Østsjælland/Stevns, men det ser nu ud til at have ændret sig. Dog er én ting sikkert, og det er, at fiskene ikke kommer af sig selv, og hvis vi ikke foretager os noget, så kan vi ikke bevare det gode fiskeri, som vi oplever i disse dage.

Rigtig Glædelig Jul.

Knæk og bræk derude.


søndag den 21. december 2014

Gang i de blanke


Milivoj Saric tog en tur på kysten i dag, og han konstaterede straks at der lugtede af fisk, for vandet var grumset - altså perfekte forhold, og han havde da heller ikke fisket mere end 10 minutter før den første fisk på ca. 45 cm måtte op og vende.
Mili skrev en besked til Jan, som lettede anker og kørte mod kysten. Inden Jan nåede frem havde Mili haft 14 fisk inde og vende.
Da Jan ankom fik han en blankfisk på ca. 2 kilo allerede i første kast, og lidt efter en nedfaldsfisk på ca. 4 kilo, som allerede var blevet blank.



Da turen var slut ud på eftermiddagen havde Mili fanget 17 fisk med den største på 2,2 kilo, som huggede 3 meter fra stangspidsen, og Jan havde fået 5.
Den brede Bornholmerpil i sølv, samt kobber/sort i 15 gram og 22 gram stod for fangsterne denne dag.

Ingen skal påstå at der mangler fisk derude - hvem der bare havde tid til at fiske.

onsdag den 17. december 2014

Gydebanketælling 2014/2015


Lørdag formiddag mødtes ca. 20 frivillige fra Køge Sportsfiskerforening på Marksvinget i Køge, tæt ved Ellebækken.
Formålet med mødet var en instruktion i optælling af gydebanker, da det er besluttet at foretage en sådan optælling i Køge å systemet. Formålet er at få overblik over, hvor mange havørreder der gyder i Køge Å, samt indsigt i å-systemets økologiske tilstand. Samtidig hjælper det Køge Sportsfiskerforening med at danne sig et overblik over, hvor der skal sættes ind i de kommende år, med henblik på i sidste ende at skabe et endnu bedre kystfiskeri i Køge Bugt og på Stevns.

Biolog ved Fishing Zealand, Peter W. Henriksen, stod for en grundig instruktion, og mange af de fremmødte - jeg selv inklusive - har aldrig deltaget i en sådan optælling, så instruktion var der behov for.
Det var oprindeligt planen, at vi sammen med biologen skulle se på gydebanker i Ellebækken, men vandet var desværre blevet kaffebrunt i mellemtiden, så den plan blev ikke til noget.

Køge å-systemet er længere end som så, og de i alt 30 frivillige, som har meldt sig som tællere skal sammenlagt gå ca. 70 kilometer i hold af 2-3 personer i perioden fra jul og frem til 1. februar 2015.

Vandløbsmedarbejder, Anja Eberhardt fra Køge Kommune var mødt op med tilladelser til at gå på lodsejernes jorder i forbindelse med tællingen.

Mere om resultatet af tællingen vil følge i det nye år, og jeg er personligt spændt på, hvordan forholdene skal vise sig at være.

HUSK, at hvis DU vil være med at til at forbedre fiskeriet i vores området, så kan du altid henvende dig til Køge Sportsfiskerforening, og du behøver ikke engang at være medlem for at deltage i arbejdet.

lørdag den 13. december 2014

Blankfisk og lav vandstand


Trods lav vandstand ud over det sædvanlige, så kan der stadig fanges fisk, og for Milivoj Saric blev det til hele 7 af slagsen, med den største på 3 kilo.

Da Milivoj startede sit fiskeri kl. 8 manglede der hele 80 cm vand, og det var tilmed meget klart, men der var fisk indenfor kastehold, og alle fisk blev taget på en forsølvet udgave af Bornholmerpilen i den brede udgave.

6 fisk blev genudsat og 1 blev hjemtaget, og da Milivoj rensede fisken kunne han konstatere, at fisken ikke havde indtaget specielt meget føde på det seneste, idet maveindholdet alene bestod af en halvt opløst ålekvabbe, 1 frisk hundestejle og 2 rejer.


onsdag den 10. december 2014

Alt godt til den der venter


Ordsprog er som regel ikke opfundet ud af den blå luft, og således heller ikke det, som er anført i overskriften til denne post.

Per Rye var en tur på kysten, og først efter 3½ times fiskeri skete der noget, nemlig da en fin blankfisk på 2 kilo gav ham flex på klingen.
Han mærkede yderligere et par fisk, men blev så indhentet af det tiltagende mørke - dagene er jo ultra korte på denne årstid.

Fisken blev taget på en forsølvet Snurrebasse i str. 3

En dejlig tur på en fridag, slutter Per.

tirsdag den 9. december 2014

8 fisk i 9 kast


Rette tid på rette sted - det er som regel dét det hele handler om - at være der når det sker, og det var Lars Holm i går, da han på en af sine efterhånden sjældne ture ramte det helt rigtige spot på dagen.

8 flotte blankfisk i 9 kast, alle var over målet og den største vejede lige under 3 kilo, et resultat man kun kan være ovenud tilfreds med, når man har en travl hverdag med job og familie, og meget lidt tid til at fiske (det er vi flere der kender til)

Alle fiskene blev taget på bombarda og fluen med det lidt anderledes navn - "Den Alerte Snushane". Lars beretter, at hans seneste ture har vist, at der er relativt mange fisk, men at de har ignoreret både blink og wobler.