Jesper Larsen med en 4,5 kilos blankfisk fra en aftentur på klinten i 2007
De fleste inkarnerede kystfiskere, der de seneste 10-15 år jævnligt har fisket på Stevns, tænker tilbage på årene for ca. 10 år siden med et stort smil på læben og julelys i øjnene. For mit eget vedkommende gælder det særligt årene 2003-2004. Det var årene, hvor man i maj og juni måned, i spændt forventning drog afsted til klintekysten efter endt arbejde, klar til noget intens action med kystens stærke blankfisk i nattemørket.
Det var dengang, hvor man var næsten sikker på fangst, og ofte bestod fangsten af rigtig pæne fisk på 3-5 kilo, sommetider større.
Det var også dengang, hvor man kunne stille sit ur efter torskene, der indfandt sig i skumringstimen og frem til det blev helt mørkt. Ofte var der tale om pæne torsk op til et par kilo, men som regel var det mindre torsk omkring målet.
Når torskene forsvandt kom havørrederne.
Det var dengang, hvor man jævnligt kunne mærke når tobiserne "bumpede" ind i ens ben, mens man stod i vand til livet.
Det var dengang, hvor man kunne sidde i den lune og vindstille sommeraften under klinten, mens man ventede på, at havørreder på jagt trak nærmere og nærmere, indtil de til sidst var inden for kastehold. Det var en helt speciel og magisk stemning der bredte sig, når man i skumringen kunne høre plaskene efter de jagende fisk, der sprang ud af vandet i deres jagt på de store mængder tobis.
Men så skete der noget.
Der var ikke længere så mange havørreder, og torskene forsvandt helt fra kysten.
Faktisk skete der flere ting, som hver især har ændret billedet for altid.
Årtiers udsætninger af 2-års fisk direkte på kysten ophørte i 2001 efter anbefalinger fra biologerne, idet de kystudsatte fisk ved strejfning "forurenede" de naturlige ørredbestande i vandløbene genetisk.
Virkningen af denne beslutning slog for alvor igennem på Stevns i årene 2005-2008, hvor især natfiskeriet blev dårligere og dårligere.
Virkningen blev yderligere forstærket af, at forekomsten af kystnære tobis nærmest var ikke-eksisterende, og den primære årsag til dette var flere års industriel overfiskning. Der blev på den baggrund indført strammere kvoter på dette fiskeri, men det tager som bekendt lang tid, før den slags kan mærkes.
Man kan sagtens søge, og finde flere plausible forklaringer på det væsentligt forringede fiskeri, blandt andet var dræbergoplen, en invasiv art, der blev bragt til landet fra den amerikanske østkyst med skibenes ballastvand, sikkert også en medvirkende årsag, da den lever af tobisernes og torskeynglens fødeemner, zooplankton.
Ændringerne var medvirkende til, at jeg i stadig mindre grad dyrkede natfiskeriet, og enslydende meldinger fra de, der fortsat havde mod på at stå på kysten i de mørke timer var, at der skete mindre og mindre fra det ene år til det andet. Det kunne simpelthen ikke betale sig længere.
I dag har jeg, med skyldig hensyntagen til både arbejdsliv og privatliv, lagt natfiskeriet på hylden, for min opfattelse er, at udbyttet ikke står mål med indsatsen.
Det er også mit indtryk, at jeg ikke står alene med den opfattelse, og de få meldinger jeg har fået fra venner og bekendte med fortsat mod på natfiskeriet er, at der sker for lidt, og at fiskene generelt er små.
Når det så er sagt, så savner jeg den magiske stemning ved natfiskeriet, duften og lydende i mørket, men det bliver ikke det samme uden fiskene.
Der er stadig nogen der natfisker, men det er slet ikke i samme omfang som tidligere, og de vedholdende natfiskere fanger da også fisk fra tid til anden, for selvfølgelig er der fisk derude.
Jeg glæder mig til efterårets fiskeri.
Vi ses derude.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar