torsdag den 12. juli 2012

Møn tur gav fisk





Fotograf Ole Ziegler har været en tur på det smukke Møn her i juli, og det gav foruden nogle flotte naturoplevelser også en fin fisk.

Ole fortæller:

Jeg har været en tur på Møn efter et par nulture på Stevns her i foråret, det gav pote.

Øen er utrolig smuk og jeg havde en dejlig tur, hvor jeg startede i Busene Have Lørdag d.7.Juli sidst på eftermiddagen.  Parkerede nede ved vandet og nød bare de første timer med at gøre brænde klar til et aftenbål og så rigge til i ro og mag. Området er meget inspirerende med mange store sten og vild natur. Jeg må indrømme at jeg var noget opstemt da jeg så gik ud på den første pynt og begyndte at affiske den, men vandstanden stod lavt, det var grumset, vinden svag og hele området var meget diset. Der var ingen aktivitet i vandet og jeg sled mig efterhånden ud til fyret. Ingen ting. Jeg havde haft endnu en nultur og gik til køjs i bilen, hvor jeg lige kan ligge når bagklappen er åben.
Tre timers søvn og flere kopper sort kaffe inden morgen fiskeriet. Gav det et par timer og var lidt modløs over stedet ikke gav noget. OK, hvad så ? Frem med artiklen om `Fantastiske Møn` , downloadet som PDF på mobilen, Brunhoved blev næste location. Det så bare godt ud med masser af jagende tobis i vandet og jeg gik målretet ud på revet og affiskede først den ene side og så over på den anden side - BANG, så sad den der. Wauh det var fedt. Alt det jeg har læst og lært gik nu op i en højere enhed. Owner S 61 3/0 monteret med en af dine fine Tobis gennemløbere, fisket hurtigt, sad bare perfekt i saksen. Skøn følelse og for mig en super fisk efter lang tids leden rundt. Disen over Møn denne morgen gav nogle flotte stemninger og gjorde det til en utrolig flot tur.

Havørred 57 cm
2,2 kg
Brunhoved Rev
Søndag 8.juli 2012
kl.8.15


Tak for flot og inspirerende hjemmeside og viden der giver fisk.

Venlige hilsner
Ole Ziegler


Selv tak, Ole, fordi du vil dele dine oplevelser med andre ligesindede, det er den slags der giver inspiration og blod på tanden til andre, specielt i en lidt fisketom tid, hvor de fleste, inklusive mig selv, har lagt grejet på hylden til fordel for andre gøremål.

Og så er det jo altid rart at få lidt feedback på det endegrej man har lavet - jeg ved det virker - men godt at høre, at andre også finder det anvendeligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar