Det milde vintervejr indbød til en tur med stangen, og valget faldt på en plads jeg ikke har dyrket før. Vejret var fantastisk - i en lystfiskers optik forstås - for det støvregnede fra lavthængende skyer, lufttemperaturen var 7 grader og vandtemperaturen 4 grader. Vandet på pladsen var godt grumset, næsten 0 sigt - lige sådan jeg foretrækker det.
Efter en times fiskeri fandt jeg et lille stenrev, som jeg gav lidt ekstra opmærksomhed, og det lønnede sig da en fin grønlænder på 43 cm huggede hårdt og beslutsomt. Fisken blev håndlandet, og da skællene raslede af blev den hurtigt gokket, og vil blive nydt til aftensmåltidet med et glas kølig Chardonnay.
Fisken faldt for en OLR Tobis 20 gram i farven rød/sort, monteret med en Owner S-61 str. 1/0.
Jeg føler mig priviligeret når man på sådan en dag kan tage en tur på kysten, nyde det gode vejr på en ny fiskeplads, og så ovenikøbet fange en fin lille fisk på et stykke endegrej man selv har lavet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar