Som traditionen tilskriver det, så er det blevet den tid, hvor man ser tilbage på året der er gået. Fiskeriet på Stevns kom sent i gang i 2010, og årsagen var en semi-isvinter, der så godt som lukkede af for alt fiskeri i de gode måneder, januar og februar.
I skrivende stund er denne vinters (2010-2011) anden snestorm ved at gå i land i Køge Bugt, og i morges stod kviksølvet på 19,8 minusgrader her på det nordlige Stevns. Så koldt har det ikke været siden 1987, og der skal selvsagt ikke så mange af den slags nætter til, før vi igen kan opleve et tilsvarende scenarie for andet år i træk - lad os krydse fingre for, at mildere vinde snart vil blæse over vore vande.
Der har de sidste par år været talt meget om det svigtende fiskeri langs de sjællandske kyster, og ikke så sjældent er sindene kommet i kog blandt debattørerne, da der er tilhængere og modstandere af de nu ophørte kystudsætninger.
Jeg tror ikke disse udsætninger bliver genoptaget, og det er vel egentlig heller ikke vejen frem. Men det er åbenlyst for de fleste, at fiskeriet har ændret sig. Der var lige en enkelt, som flot påstod, at det aldrig har været nemmere at fange en 5 kilos havørred fra Sjællands kyst, og det viste sig da også at være en påstand uden hold i virkeligheden. For virkeligheden er den, at man selv med mange årlige kystture, og ihærdigt fiskeri året igennem selvfølgelig ikke bare går ud og fanger en sådan fisk. At påstå det modsatte er en hån mod de virkelig flittige kystfiskere - ikke bare på Stevns, men også på resten af Sjællands kyst.
Men det positive er, at der er fisk derude, og de er til at fange når man rammer den rigtige plads på det rigtige tidspunkt. Fisken herover er en forårsfisk på 3 kilo, og den reddede i hvert fald mit fiskeår anno 2010.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige brugerne tak for opbakningen til Stevnsfisker.dk, og tak for hyggeligt samvær ved fiskevandet til dem jeg har været sammen med i året der gik. Jeg vil også i det nye år arbejde målrettet på, at gøre Stevnsfisker.dk et besøg værd.
Glædelig Jul og Godt Nytår
Ole Rådhede