onsdag den 9. september 2015

Ny kystkanon




Jeg har i dag modtaget min nye "fiskemakker" en 8-fods custom built kystkanon, håndbygget af Finn Sommer Jensen, Randers, på en 4-delt klinge af titanium/grafit fra amerikanske Dblue, 66 cm rejselængde, kastevægt 4-29 gram, og en samlet vægt på 130 gram. Specialbygget til at håndtere min OLR Tobis 20-22 gram.

Det er en stang i et klassisk design, da jeg ikke er til split-handle, Eva grip og lignende, og Finn har virkelig overgået sig selv her. Jeg glæder mig virkelig til at få spændt en fuldfed blankfisk for denne stang, hvis aktion iøvrigt ligger tæt op ad den aktion mine hæderkronede Daiwa Super Shinobier har.

Tak til Finn Sommer Jensen for et stykke kvalitetshåndværk af høj klasse, og tak til Jens Petter Strømmen for idé og inspiration til det endelige design.




lørdag den 4. juli 2015

14 frivillige svedte i varmen




14 frivillige vandplejefolk fra Køge Sportsfiskerforening og Stevns Lystfiskerforening mødte op på denne, formentlig årets varmeste dag, ved Krogbækken på Stevns, hvor der skulle udlægges 70 m3 gydegrus og 16 m3 skjulesten.
Det blev, ganske som forventet, en hård og meget varm omgang, men folkene gik til stålet med stor entusiasme, og der blev i løbet af de næsten 8 timer lavet 6 flotte gydebanker, som vil medvirke til at gøre fiskeriet på Stevns endnu bedre.
Skjulestenene var endnu ikke blevet leveret, og godt det samme, for dem havde vi ikke nået at lægge ud - vi kunne sagtens have været 10 mand mere, men flot at det kan lade sig gøre at mønstre så mange frivillige på en lørdag i juli, hvor vi har hedebølge.
De manglende skjulesten vil blive lagt ud på en dag i september til restaurering af Krogbækken version 2,0 - nærmere følger senere.


Tak for indsatsen til de der deltog, og tak for en hyggelig og varm dag blandt ligesindede.



tirsdag den 23. juni 2015

Sydsvensk sommerfisk


Der er godt gang i fiskene på nogle af de sydsvenske kystpladser i øjeblikket.

Javier fra Trelleborg har sendt mig en fangstrapport fra forleden aften:


Hej Ole,

Tænkte dele med mig av den fine fisk jeg igår fick på den skånske sydkysten. Mange er fiskerne jeg fået med din OLR wobbler men ikke en så flotte som den igår. Startade fisket vid 19 tiden vid ett rev som tidligere under ugen hade givet mig några fisker og rigtig nok så fik jeg en flott blank fisk på ca 60 cm efter cirka ett kvarter som fick gå tilbage. Efter den fisken skede det så ikke mer og kørte derfor til några rev ikke så langt fra hvor jeg startede. Vandet hade en mega fin farve og det var også god bevægelse, det lugtede fisk helt enkelt. Det tog heller ikke så lang tid så fick stangen arbejde då 1, sen 2 og 3 fisker taget slim wobblern. Klokken børjade nu at nærme sig 22.00 og jeg tænkte pakke sammen då jeg skulle op til arbejdet, men ville først ta några sidste kast tæt på några store stener. Hugget kom tungt og med en gang følte jeg at fisken var af den større kaliberen. Den slog vilt i vandet til at starte med, gjorde derefter 3 lange udløb sammen med lidt luft akrobatik men må til sidst ge sig. Fisken vejde 4.84 kg og var 70 cm lang. En megaflott sommerfisk.
Så som du ser så kan også store svenske havørred godt li Dina kreationer ;) .

Knæk og bræck fra den skånske sydkysten

Javier



---

Tak for rapporten, Javier, og tillykke med den flotte sommerfisk!


søndag den 14. juni 2015

Videoklip - Havørred tæt på land


Så fik jeg endelig tid til at klippe lidt video sammen fra en af mine ture. På denne tur spottede jeg en havørred, der cruisede rundt i overfladen i jagten på mysis, som der var sindssygt mange af på netop denne plads. Havørreden på ca. 1,5 kilo var kun 2 meter fra land, og det er bare endnu et eksempel på, at fiskene ikke altid går så langt ude som vi tror.

fredag den 22. maj 2015

Grejfreaks på slap line


4 grejnørder mødtes i dag hos Ole Gregersen til en snak om endegrej og stænger, Jens Petter Strømmen, Norge, Henry "H-Pirken" Hansen, Ole Gregersen og undertegnede. Os her fra Djævleøen fik med egne øjne set et par eksempler på Finn Sommer Jensen´s fantastiske håndværk - stangbygning - da Jens Petter har været flittig kunde i Randers, mens Finn stadig var aktiv.

Aldrig har jeg set så gennemførte håndbyggede RST stænger - virkelig høj kvalitet, og tænk engang, at man kan være så meget grejnørd, at man har fået bygget stænger til bestemte stykker endegrej, og til bestemte kyststræk i Danmark - begrebet "grejnørd" får en helt ny betydning når man først har set hvad Jens Petter Strømmen kan byde på.



En rigtig hyggelig snak med ligesindede og en ordentlig én på opleveren.

onsdag den 29. april 2015

Tyk natfisk


Hej Ole!

En aften/nattur til kysten var lagt i støbeskeen igår. Vi indfandt os på det udvalgte stræk omkring kl. 21 og begyndte så småt at gå igang. Der var en del andre fiskere på pladsen og kårene var trange, men trods dette lod det sig gøre, at finde plads.
Vi havde ikke fisket længe før jeg fik et hårdt hug et stykke ude i kastet. Fisken var først lige henne og markere på Wobleren, for efterfølgende bare at tage den for fuld skrue. Jeg kunne efter en fin fight lande og genudsætte en flot blank sag på ca. 2,2 kg.
Lidt tid gik og jeg havde imellemtiden endnu et godt bud derude, men fisken fik ikke fat. Noget tid efter var der så fisk inde under land igen og jeg fik en mindre fisk på lidt over kiloet, som selvfølgelig fik friheden igen.
Efter en gang foder oppe på det tørre, var det så i vandet igen. Jeg havde ikke stået derude længe, da jeg pludselig får et tungt og ikke særlig hårdt hug... Tilslag og fast fisk. Denne Havørred viste sig dog med det samme at være af en lidt anden kaliber end de foregående. Fisken rev ret voldsomt line af hjulet og det var tydeligt, at det var en fin fisk i sit livs kondi. Flere gange tog fisken lange og hidsige udløb, ligesom den tog et par gode luftture derude. En sublim fight den leverede, det måtte jeg tørt konstatere. Dette til trods, så måtte den til sidst overgive sig til nettet.
Vægten viste 4,05 kg. og længden strak sig ud på 67 cm. Hvilket giver en konditionsfaktor på hele 1,35. I maven havde den 3 store sild og en stor tobis.
Agnen var en af de ældre OLR-tobis træwoblere - og jeg skal da love for at dine gamle Woblere stadig kan gøre arbejdet :O)

/Jan svendsen

søndag den 12. april 2015

Blank men slank


Påsken og den efterfølgende 4-dages uge var oprindeligt, med få undtagelser, øremærket til fiskeri, men vi må nok bare indsé, at vi her på matriklen er nået til et punkt i vores liv, hvor alt kan ske og hvor ens planer hurtigt kan ændre sig.
Således også denne gang, hvor familiemæssige forhold krævede min opmærksomhed, og hvor fiskeriet endnu engang måtte vige pladsen. Sådan skal det naturligvis også være - det er jo kun en hobby.

Det lykkedes mig at komme en tur på klintekysten inden arbejdet igen kalder, og det var jo årets varmeste dag og et helt fantastisk vejr.
Vinden var sydlig, og de fleste steder på klintekysten betyder det en slags pålandsvind, og dermed lige de forhold jeg søger. Vandet var da også let uklart, og med god bevægelse, men da træerne jo som bekendt ikke vokser ind i himlen, så var der også et langsgående og flere meter bredt strømbælte med en masse brunt snask. Det er til gengæld ikke noget for mig, for det hænger i alt, og man spilder megen god fisketid med at pille det af agnen.
Nå, men man må jo fiske når man har muligheden for det.

De gode forhold til trods, så skete der ikke alverden, og helt umærkeligt bliver man lidt fraværende mens man står der i sine egne tanker. Lige indtil jeg i et kort glimt ser wobleren, der er under 2 meter fra stangspidsen og lige bag den en skygge, der sekundet efter, nærmest i slowmotion, åbner gabet og inhalerer wobleren samtidig med at den vender.
Jeg giver ikke tilslag, for det er slet ikke nødvendigt med releasetacklet, og fisken kroger da også sig selv, men der er noget galt, for normalt vil en krogning på så kort line udløse voldsomme rusk og udløb, især når fisken som denne er omkring 60 cm, men fisken var ikke engang i stand til at trække line af hjulet.
Den var skinnende blank, men det stod hurtigt klart at det var en udleget hanfisk, som trods det flotte blanke udseende ikke kunne lyve sig fra, at den manglede omkring et kilo i at nå normalvægten på omkring 3 kilo. Kæbekrogen var også stadig markant.

Jeg fik faktisk lidt ondt af denne fisk, for kræfter havde den ikke mange af, og den føltes præcis som en Bilka-pose fyldt med vand, tung og træg.
Str. 12 trekrogen blev nemt fjernet fra underkæben, og fisken fik sin frihed uden helt at forlade sit rette element, og den svømmede dovent mod dybere vand.

Hvem ved, måske får en medfisker glæde af den en anden dag, forhåbentlig når den har nået en god kondition.

fredag den 10. april 2015

Udsætning af smolt 2015




Udsætning af havørreder

Den 9. april 2015 havde vi årets første udsætning af havørreder. Vi udsatte i alt 14.000 stk. smolt, som blev fordelt med 7.000 stk. i Køge å, 1.500 stk. i Vedskølle å og 5.500 stk. i Tryggevælde å. Fiskene var afkom fra moderfisk som var elfisket i november 2013. Igen i år havde Sjællands Småbådsfiskeklub sponsoreret 10.000 kr til ekstra udsætning af 2.500 stk. smolt – en stor tak til dem.




Vi har desværre de senere observeret, at der er nogle som bevist fisker efter de udsatte smolt og nogle tilfælde hjemtager dem. Hvis I observerer det – gør venligst de pågældende opmærksom på, at det moralsk er forkert og for øvrigt også ulovligt at hjemtage dem.


Køge Sportsfiskerforenings Vandplejeudvalg

tirsdag den 7. april 2015

3 ud af 3


Jeg sneg mig lige tid til en lille kort aftentur i det svindende lys, og allerede i 3. kast måtte den første fisk ind og vende.
Få kast senere spottede jeg en fisk et stykke ude, lagde et kast i den retning, og sekunder senere huggede den.
Det var åbenbart en lille stime der var under land i jagt på hundestejler, for overfladen blev jævnligt brudt af småfisk, der i panik flygtede til alle sider.
I løbet af en halv time blev det til 3 fisk mellem 45-50 cm - ikke uforglemmelige størrelser, men fine blanke fightere. 2 blev genudsat og 1 kilos fisk blev hjemtaget, og den vil tage sig godt ud i min nyindkøbte fiskegryde i aften.

Fiskene blev taget på wobler fisket på releasetackle, og de var alle perfekt kroget på den bageste krog, og altså en landingsrate på 100 % - ikke dårligt.

Der var intet i maven på den hjemtagne fisk, så ikke så sært at de var sultne.

lørdag den 28. marts 2015

Grov blankfisk


Der tikkede lige en mail ind for kort tid siden - en af de gode!

Kim Pedersen og makkeren, Thomas, begge fra det vestjyske, har tabt deres hjerte til Falster og Østersøens store blankfisk, faktisk så meget, at de hvert år tager til sydhavsøen for at fiske - og sommetider bliver det til flere ture på et år.

Denne gang blev det en af de gode ture, for det lykkedes Thomas at kroge og lande en superflot blankfisk på hele 5,4 kilo fordelt på 76 cm - taget på OLR Tobis i tobisfarven.

Thomas har sendt denne beretning:

Hej Ole

Efter en dag med flere flyt fra plads til plads endte vi ved Gedser. Efter at have fisket med søm og bombarda uden det store held, besluttede Kim at bytte til wobler i tobis farver. Efter 2 kast var der kontakt og efter yderlige par kast landede Kim en. Spurgte pænt hvad han brugte, og måtte indse at Kim stod alene med guld grejet. Men vel forsynet på vandet som han er og med pant i min (som lå i grej kassen ved bilen) lånte han mig allernådigst en.

Så startede festen. Kim landede 3 fine fisk imens jeg tog en men mistede et par stykker. Kim dømte kaffe pause og ville ind og afrime, men ombestemte sig da jeg ikke havde nogen som helst intention om skulle nogen steder mens det huggede. 
5 min senere helt ude huggede dyret , vendte hovedet mod bunden og stod med haleviften over vandet så havde selv Kim glemt at han skulle tisse. Efter 5-8 min hvor vi var tilskuere til hvad den ville begyndte vi stille og roligt at tro på at vi havde en chance. Den tog 4 udløb og var helt ude af vandet i et af udløbene. Panikken steg lidt da den gik efter et par store sten, men med hjælp fra Kim lykkedes det os at lande dyret........ 76 cm 5,4 kilo og i meget flot kondition

Personlig rekord
Thomas Ahler


Dagen bød på yderligere 6-8 fisk, alle over 50 cm, til Kim og Thomas, og alle fiskene blev fanget på den nævnte wobler.

Stort tillykke med den flotte fisk - den er velfortjent efter så lang en køretur!

lørdag den 21. marts 2015

Med Pongo på morgentur


Raymond har igen været tur og har sendt mig denne lille rapport:

Hej Ole.


Startede ud en tidlig morgen i blikstille vejr.
Jeg havde kun fisket få minutter da Pongofluen blev indhaleret af en kampklar blankfisk. Den brød den stille overflade flere gange i løbet af figthen og den spændte stangen godt op.
Til sidst blev den kanet og krogen sad solidt i saksen.
Den var i hvert fald aldrig faldet ud af sig selv. Den var omkring 60cm og i fin form ,men med skader på begge sider. Garn eller måske sæl?
Den havde spist en forret af rejer, inden den faldt for Pongo som dessert.

Venlig hilsen

Raymond Holm
Roskilde

torsdag den 12. marts 2015

Tid for tobis


Raymond Holm var på en tidlig morgentur før arbejdet i dag, og har sendt denne beretning:

En hurtig morgen tur inden job, var der lige tid til. Vandet var grumset på den gode måde.
Jeg startede lige ved lysets brydning , og ret hurtigt fik jeg kontakt. Den røg af på vej ind, men fluen blev sendt ud igen , og kort tid efter var der flex igen. En nedgænger kom ind og vende, anslået 60 cm+. Ikke lang tid efter var der action igen. Jeg fik en fin blank skønhed omkring 50cm på min Pongoflue.
Fisken havde indtaget 4 tobiser, så det er måske tid til endegrej der imiterer dem, nu.

Venlig hilsen

Raymond Holm

Roskilde

Sølvtøj på Stevns - ny gruppe på Facebook


Facebook er - like or not - et stærkt medie, og en stor mængde grupper har i vid udstrækning erstattet mange af de velkendte lystfiskerrelaterede fora.

Desværre er mange af disse grupper mere eller mindre præget af en overvældende mængde reklamer, som på de fleste virker stærkt generende og påtrængende. Det går ud over seriøsiteten og lysten til at være aktiv.

Derfor har jeg taget initiativ til oprettelsen af Facebook gruppen "Sølvtøj på Stevns", hvor interesserede kan debattere og dele deres erfaringer, billeder, videoer og alt andet, der relaterer sig til kystfiskeri efter havørred på Stevns, og det uanset om man er fluefisker eller spinnefisker.
Gruppen er helt fri for reklamer, samt annoncer om køb og salg.

Er det noget for dig, så finder du gruppen på FACEBOOK - det er en lukket gruppe, så du skal tilmelde dig før du kan få glæde af medlemmernes indlæg.

onsdag den 11. marts 2015

Laks fra Stevns


Thomas Sten Jørgensen har sendt mig denne rapport fra Stevns:

Hej Ole

Jeg havde en dejlig fiskedag på Stevns for nogle uger siden, det var en af de dage hvor alt gik op i en højere enhed. Ankom til spottet lørdag morgen kl. 9, solen stod højt på himlen, og jeg var lidt forundret over, der ikke var andre lystfiskere. 
Allerede i 5-6 kast var der fisk på krogen, den kæmpede godt og tog lidt tid at lande - 61 cm. og 2.6 kg. To fisk kom på land i de efterfølgende kast på hver 54 cm. og 1.5 kg. Et par store grønlændere måtte også op og vende, inden de blev genudsat. Jeg var godt tilfreds med turen og tog hjem og rensede fiskene inden de kom i fryseren. 
I søndags var dagen kommet, hvor familien skulle fodres med et par af fiskene. Min kone er kok og havde tænk sig at filetere fiskene inden tilberedningen - hendes første bemærkning da hun så fisken på 2.6 kg. var "det her er ikke en havørred, det er en laks". Blev noget forbavset, men det var ganske tydeligt efter en nærmere inspektion, specielt da fisken blev fileteret. Det er ikke hver dag man fanger en laks på kysten, så min glæde var stor - tak kone! Laksen blev fristet af en Snurrebasse i alu-blå kaldet sild.

Knæk og Bræk

---
Tak for beretningen, Thomas. Det er ikke så tit vi hører om laks på Stevns, men det sker da en gang imellem.

fredag den 6. marts 2015

Solen fik fiskene i hugget


Per Rye var på kysten i går og sendte mig denne lille beretning:

Hejsa Ole!

Ville ikke ikke skåne dig dig for denne lille fighter!

Var en tur ved kysten idag ved 10 tiden.
Det var overskyet frem til kl. 11 hvor solen så begyndte at varme en smule.... og så skal jeg love for at der kom gang i fiskeriet!

Fangede 6 fisk i flere størrelser og en større nedgænger blev ligeledes genudsat. Den på billedet blev dog tilberedt på grillen her til aften!

Fiskene blev taget på et gammelt hjemmelavet blink. Der minder om "silden" med tråd i farven ambulance/hvid!!! Tja!.... det var det de ville have idag

tirsdag den 3. marts 2015

Tillykke med de 75 til en af de store


Ét af de helt store navne inden for dansk kystfiskeri efter havørred er netop fyldt 75 år - navnet er Hansen - Henry Hansen, ophavsmand til gennemløberne Sømmet, Fladbukken og Skruen, blot for at nævne de mest kendte.

Henry støbte sine første gennemløbere i midten af 70´erne, nemlig Trutta og Henry nr. 1, som begge laves den dag i dag, primært som P & T agn i den lettere ende. 

Henry var i 1970-1980 en habil dartspiller, og har blandt andet vundet adskillige stævner og nogle DM´er. I slutningen af 70´erne fik Henry arbejde som tømrer i Holland, og han tog dartspillet med sig og fik i løbet af sit udlandsophold spillet nogle opvisningsstævner sammen med datidens store dartstjerne, John Lowe, så måske har Henry en andel i, at Holland i dag er en stormagt når det gælder dart.

Da Henry var kommet hjem til DK igen, i 1981, opfandt han den navnkundige gennemløber Sømmet, som de fleste kystfiskere enten har i æsken, eller i det mindste har hørt om. Sømmet er sidenhen efterfulgt af den ligeså velkendte Fladbuk, som også har rigtig mange flotte og tunge havørreder på samvittigheden, ikke bare på Stevns, men i hele landet. 
Sidste skud på stammen fra Henry Hansen er Skruen, som kom på markedet i 2011.

Henry fik, på trods af succesen med sine gennemløbere, aldrig beskyttet disse mod kopiering, og både Sømmet og Fladbukken er blandt de mest kopierede gennemløbere i dag - desværre, for den omfattende kopiering har altid været en kilde til irritation og ærgelse for Henry - og ganske forståeligt. Alligevel er det lykkedes Henry at være i branchen i 40 år, og kun få har som ham sat et så markant aftryk på kystfiskeriet efter havørred.
Skulle nogen være i tvivl, så er et originalt Henry Hansen produkt forsynet med et indstøbt H - og deraf navnet H-Pirken, som Henrys firma hedder.

Jeg har selv en håndfuld af Henrys gennemløbere, og de har gennem tiden givet mig mange pæne fisk. 

En af de seneste fisk, som lod sig lokke af en Henrys gennemløbere, nemlig Skruen i en 20 grams udgave er fisken på billedet herunder - en blank skønhed på 3 kilo, fanget i på Stevns i sidste uge af Jimmy fra Sport Dres i København.


Tillykke med fødselsdagen, Henry! Og tak for mange gode gennemløbere til folket langs Danmarks kyster.

lørdag den 21. februar 2015

Hvad vil du vise med dit billede?


Foråret er nær, vinteren har været mild, og kystfiskerens højsæson er lige om hjørnet, og i den kommende tid vil de sociale medier, primært Facebook, bugne med fiskebilleder, nogle bedre end andre.

At præsentere fangsten bedst muligt har altid haft en høj prioritet hos mig, uanset om billedet lægges til offentligt skue eller ej.
Det er vel naturligt for de fleste af os, at vores fangster gennem et fiskeår skal dokumenteres i en eller anden form, og hvorfor så ikke gøre sig umage, på samme måde som da vi fangede fiskene.

Man ser stadig flotte fisk, som slet ikke kommer til deres ret, alene fordi fangeren ikke har gjort sig umage med at tage et ordentligt billede. Ofte er billederne tydeligvis taget i en fart, uden tanke for komposition og beskæring, og ligeså ofte er de uploadet til Facebook inden den sidste krampetrækning har forladt fisken.
Mange skænker det f.eks. ikke en tanke, at en mobiltelefon, der lige har forladt en varm brystlomme til fordel for en udendørstemperatur på + 2 grader hurtigt danner dug på kameralinsen.

Det er lidt - nej meget synd, at vi i en tid med mobiltelefoner med indbyggede kameraer i en rigtig god kvalitet, ikke tager os den fornødne tid til at tage bedre billeder af vore fangster.
Men det er ikke bare den tekniske kvalitet, nej det handler primært om komposition af billedet. Vi kender alle standardmotivet for fangstbilleder - den hellige treenighed, som jeg ynder at kalde det - Stang - Hjul - Fisk - BUM!
Denne komposition går sikkert aldrig af mode, alene fordi den er fantastisk til at anskueliggøre størrelsen på fisken, da alle jo kender størrelsen på et Shimano Stella hjul og Edge 3776 stang, hvis jeg skal generalisere lidt.

Hvis man ikke lige har behov for at dokumentere størrelsen, så kan man begynde at lege med kompositionen af sit billede, finde andre vinkler, gå tættere på detaljen, give billedet mere dybde o.s.v.
Husk at tage billedet så hurtigt efter fangsten som muligt, for da tager fisken sig bedst ud. En fisk, der har hængt og dinglet i en "pralering" i flere timer ser ikke godt ud. Selvfølgelig skal man ikke bruge tiden på at fotografere når stimen er inde, men når fiskeriet dør lidt ud, så er det tid at tage billeder.

Man behøver ikke slæbe alskens semiprofessionelt udstyr med for at tage gode og anderledes billeder, for mange af mobilkameraerne i dag er så gode og så avancerede, at de i lighed med f.eks. et spejlreflekskamera kan tage billeder med sløret baggrund/lav dybdeskarphed.
Det er altså ikke teknikken der sætter begrænsninger for ens udfoldelser.

Tiden med billeder i dårlig kvalitet, køkkenbordsbilleder, og billeder af fisk, hvor den netop nedsvælgede dåsebajer har sneget sig med burde være en saga blot.

Hvad der er et godt billede er naturligvis et spørgsmål om definitioner, og i høj grad også om smag og behag, men de fleste kan sikkert blive enige om, at køkkenbordsbillederne skærer i nerverne som negle på tavlen i klasselokalet.

Gør dig umage - og skyl i det mindste fisken inden du tager billeder, for blod og tang har aldrig pyntet på en smuk fisk.

Kom nu med de gode billeder - og gør fisken ære - det fortjener den!



søndag den 15. februar 2015

Aluminium lurede sølvet


Her en lille hurtig fangstrapport fra Per Rye, som har været en tur på klippeøen:

Hej Ole!

Synes lige jeg ville sende dette lille stemningsbillede fra Bornholm hvor jeg har tilbragt nogle dage sammen med familien.

Valgte at tage en tur på vestkysten et par timer, og flere gode fisk blev landet. En enkelt blank torpedo røg også på frokostbordet

2 kilo på den nye OLR slim i alu/ sort..... så de virker :-)

Hilsen Per Rye

onsdag den 11. februar 2015

Fin fisk fra hinsidan




Søren Erhard har været en tur i det svenske på jagt efter lidt sølvtøj:

Hej Ole

Jeg tog en fridag og en smuttur til Sverige, hvor jeg plejer at kunne finde en blanfisk eller to.
Det blev da også til en enkelt på 3,5 kilo på bobleflåd og polarmagnus. Først troede jeg den var væsentlig større, da den startede med et udløb på 20 meter og længe blev ved at trække fra, men da den kom nærmere så jeg fluen sidde uden på gællelåget.
Som sædvanligt havde jeg lidt for langt forfang og måtte bøvle med den under landingen. Jeg skræmte for øvrigt 10-12 fisk i løbet af dagen på 30-40 cm vand.

mvh
Søren Erhard Hansen

lørdag den 31. januar 2015

OLR 2015




Maleren har meddelt mig, at han nu kun mangler at lægge sidste hånd 25 % af årets produktion af OLR woblere, og det betyder, at tidsplanen kan overholdes.

Jeg kan derfor oplyse, at OLR 2015 produktionen lander i butikkerne torsdag den 12. februar, og i år fordeles denne til flere butikker end nogensinde, nemlig følgende:


  • Sport Dres København
  • Sport Dres Bornholm
  • Jagt- og Fiskerimagasinet, København
  • Aktiv Fritid, Køge
  • Grejbutikken, Næstved
  • Lystfiskeren, Holbæk
  • Mertz, Nykøbing F.
  • DS Angelsport, Flensborg, Tyskland

Et større antal butikker betyder også, at der i hver af de nævnte butikker vil være et meget begrænset antal til rådighed, og nogle varianter og farver vil kun findes i enkelte af de nævnte butikker.

Jeg har sammen med Ole Gregersen gennem det sidste år arbejdet hårdt på, at optimere produktet, både hvad angår materialevalg og udførelse. Vi er meget tilfredse med resultatet, og det håber vi naturligvis også at I er.

2015 - farverne er følgende:

  • Smaragd
  • Ultra Tobis 2
  • Oliven
  • Alu/sort
  • Greenhouse purple (KUN i Aktiv Fritid)
  • Flammen (kun Kutling UL, som alene fås hos Jagt- og Fiskerimagasinet, København, Lystfiskeren, Holbæk, samt Sport Dres København)


Woblerne er i modsætning til tidligere kun mærket “OLR”, og er således ikke længere forsynet med fortløbende numre og årstal. Dette har flere årsager, men den primære er, at det er forbundet med et alt for stort arbejde, at skulle skrive på hver enkelt wobler.

Det er mit håb og ønske, at woblerne vil blive brugt til det formål de oprindeligt er tiltænkt, nemlig at fiske med, og at de må give brugerne flex på klingen ved vore kyster i den kommende tid.

Når det så er sagt, så husk, at det kun er et stykke endegrej, og det kan ikke selv finde fiskene, men det er til gengæld håndlavet og hver enkelt wobler er håndteret mere end 60 gange i processen fra start til slut.

Stk. prisen fastsættes af den enkelte grejbutik.